AT ELSKE MED TÅLMODIGHED, AT TÅLE MED KÆRLIGHED
Lad mig fortælle dig om Mads og Astrid, hvis ægteskab også var velsignet i kirken. Jeg husker stadig deres bryllupsdag, hvor hele selskabet næsten var fremme ved den gamle landsbykirke, da en uforudset sommerstorm slog ned over dem. Helt ud af det blå farede vinden ind, rev sløret af hovedet på Astrid sløret fór op som en hvid ballon, dansede rundt i luften og styrtdykkede så, skiftevis nådesløst og blidt, ned i en mudret vandpyt. Alle stod bare og gispede og vidste knap, hvad de skulle gøre. Stormen var på et øjeblik ovre. Mads satte i løb efter sløret, men nåede aldrig at fange det.
Der lå så det flotte, hvide slør midt i sort mudder. Astrid råbte fortvivlet:
Lad det ligge, Mads! Jeg nægter simpelthen at tage det på igen!
De gamle damer på bænken udenfor kirken begyndte straks at hviske sammen, du ved, sådan kun gamle landsbykjællinger kan gøre: Nu ville de unge få et liv fyldt med storm og modgang
I en fart købte nogen et kunstigt hvidt silkeblomst i kiosken, stak det op i Astrids frisure. Der var ikke tid til at lede efter et nyt slør. Man kan jo ikke komme for sent til sit eget bryllup!
Inde i våbenhuset stod brudeparret, levende lys i hænderne, klar til kirkens handling og deres evige løfter for Gud. Men allerede inden havde de været på rådhuset og blev borgerligt gift, festede med hele familien og vennerne for menneskene.
Tre år efter var den lille familie vokset. De havde fået tvillinger, Klara og William, og levede et roligt familieliv uden de store problemer.
Men ti år senere ringede det på døren hos Mads og Astrid.
Astrid, som altid havde et åbent hjem for gæster, bød velkommen til alle også de uventede. De blev trakteret med god mad, kaffe i stuen og en ordentlig omgang hyggesnak. Men denne eftermiddag var besøget specielt. Det var en ung kvinde, som kom, mens Mads ikke var hjemme.
Med det samme Astrid så hende, slog hun fast, at den her pige var både yndig, frisk, og meget ung.
Hej, jeg hedder Ida, sagde hun venligt. Jeg er… Mads’ kommende kone.
Astrid tabte pusten et øjeblik.
Nå da, så du har kendt Mads længe? spurgte Astrid med et søgt smil.
Ja, og nu venter vi barn sammen, så… jeg synes ikke, vi kan trække det længere, indrømmede Ida, totalt uforlegent.
Astrid grinede tørt:
Klassisk! Kone, elskerinde, og nu uægte barn på vej…
Ved du, vi er viet for livet, Ida? Vi har børn sammen. Kan du forstå det?
Det ved jeg godt. Men Mads og jeg elsker hinanden og ovre i kirken siger man jo, at man kan blive skilt, når manden ikke er tro. Så måske kan du… lade ham gå?
Seriøst, pige! Bland dig uden om. Det her er vores familieliv vi skal nok klare vores egne problemer selv! Astrid smækkede døren i.
Ida gik med et træk på skuldrene, nærmest ligeglad. Men Astrid var gal og chokeret.
Hun kunne mærke, at Mads var begyndt at opføre sig underligt. Pludselig var der flere overarbejdstimer, forretningsrejser, og lysten til at tage på fisketur eller jagt, hvilket han ellers aldrig havde gidet før. Kvinder fornemmer hurtigt sådanne forandringer og for hende var stemningen mellem dem blevet mærkelig og presset.
Men Astrid nægtede at lade tankerne løbe løbsk. Hun ville tro det bedste.
Da Mads kom hjem samme aften, lavede hun som sædvanlig hans livret. Hun vidste, at vejen til en mands sandhed ofte går gennem maven.
Efter aftensmaden spurgte hun:
Mads… Er du forelsket?
Han svarede stille, men ærligt:
Ja, det… det er jeg.
Ida har været her i dag. Jer to er det alvor?
Jeg er et skarn, Astrid. Jeg kan ikke leve uden Ida. Jeg har prøvet at slå op, men det lykkes ikke. Vil du ikke godt slippe mig fri?
Ja, Mads. Gå. Livet må selv finde sin vej…
Så flyttede Mads ind hos sin nye flamme.
Astrid tog ud i Vor Frue Kirke for at tale med præsten. Han lyttede og sagde trøstende:
Min datter, kærligheden tålmodiggør, den holder ud. Du har ret til skilsmisse, fordi din mand har syndet imod dig. Men du kan også tilgive, bede og vente. Herrens veje er uransagelige…
To måneder senere opdagede Astrid, at hun ventede sit tredje barn. Tanken om, at det var Mads barn, gav hende ro måske var det et tegn fra oven om, at alt ville falde på plads. Den trøst bar hende igennem graviditeten.
Hun fødte en dreng, og hendes mor foreslog navnet Jens, en klassisk dansk variant af Mads. Måske, min pige, vender Mads hjem en dag. Livet tager mærkelige drejninger…
Astrids mor hjalp med alt hentede børnene, lavede mad, fortalte godnathistorier og lærte dem livets små regler.
Mads glemte aldrig Klara og William. Han kom med gaver, tog dem på strandtur og sendte Astrid penge i en brun kuvert.
Børnene skulle dog ikke fortælle Mads om Jens. Men børn er børn Klara blærede sig selvfølgelig, da hun var på weekend hos ham. Mads troede, Astrid havde fundet en ny mand. Det stak ham i hjertet han anede ikke, Jens var hans egen søn.
Imens var det op og ned hos Mads og Ida. Ida var gravid flere gange, men først mistede hun et barn, senere endnu en gang. Sorgen var enorm Ida havde svært ved at komme sig, og hun ville hellere vente, inden hun prøvede igen. Livet havde sine egne planer.
Mads blev. Han følte skyld sørgede for Ida, mens hun kæmpede med sorgen.
Samtidig begyndte Astrids gamle studieven, Jesper, at komme forbi. Han havde engang været helt vild med hende, men Astrid havde aldrig set ham som mere end en ven og i dag var han stadig single uden egne børn.
En regnfuld efterårsdag satte Jesper sig ved siden af hende i bussen og indledte en snak om livet. Snart inviterede Astrid ham hjem til middag. Jesper købte god vin, frugt og slik med til børnene.
Efter et par glas rødvin fortalte Astrid Jesper alt, hvad hun havde på hjerte. Han lyttede, nikkede og sagde ikke andet end, at han forstod. Da hun fortalte sin historie til ende, kyssede hun ham på kinden som tak.
Jesper begyndte at kigge forbi med blomster og gaver, men Astrid sagde klart:
Du kan godt komme, men jeg venter stadig på, at Mads kommer hjem. Ikke andet.
Jesper svarede bare:
Så tager jeg dig som min søster og børnene som niecer og nevøer!
Imens ændrede livet sig også for Mads og Ida. Ida fødte endelig en sund, smuk lille pige, som hun kaldte Alberte et navn med betydning tæt på den velsignede. Hun gik op i moderskabet og tænkte ofte tilbage på mødet med Astrid. Stjålet kærlighed var ikke så sødt, som hun havde troet.
Efter Albertes fødsel forstod Ida for alvor, hvor meget smerte hun havde påført Astrid. Hun fik lyst til at lægge sig for fødderne af Astrid og bede om tilgivelse.
Tiden gik, børnene voksede, og fem år fløj. Ida blev alvorligt syg som kun 30-årig. Mads løb fra læge til læge, brugte tusindvis af kroner på behandlinger og medicin. Ida forberedte sig på at tage afsked.
En dag sagde hun:
Tag mig med hjem til Astrid.
Mads forstod ikke rigtig, men gjorde som hun bad om. Astrid havde allerede hørt nyt gennem Klara, at Ida var blevet uhelbredeligt syg.
Da Ida kom, måtte Mads bære hende ind på Astrids sofa. Hele familien var samlet, alle ventede forklaring.
Lad mig tale med Astrid alene, hviskede Ida.
Da døren lukkede sig, sagde hun svagt:
Undskyld, Astrid. Kan du tilgive? Vil du… tage Alberte og give hende et hjem? Jeg har kun dig og Mads nu. Lover du at elske hende og opdrage hende?
Astrid klemte hendes hånd.
Ida, vi straffer ofte os selv det behøver Gud ikke. Jeg har for længst tilgivet dig. Alberte får et kærligt hjem. Mads og du bliver her. I skal ikke stå alene med alt det svære.
Sådan flyttede de sammen i Astrids store gamle hus. Jesper var den første til at tage Ida til sig, var en støtte dag og nat, altid klar med trøst og smil. Han elskede lille Alberte og kaldte hende min lille tusindfryd.
Ida fandt styrke hun begyndte at gå ture i haven, nød solen, og lod håbet vokse. Ikke hurtigt, men sikkert kom hun sig. Hver dag blev livet lidt mere værd at leve.
Pludselig mærkede hun nye følelser for Jesper. Hun elskede stadig Mads men han var ikke hendes. Jesper elskede hende og hendes datter ubetinget, og sådan kan nogle familier blive skabt, hvor én persons kærlighed er nok for to. Hun håbede bare, kærligheden ville vokse.
En dag efter mange måneders fællesskab, bød hun under middagen farvel:
Astrid, Mads! Alberte, Jesper og jeg flytter ud. Tusind tak, for alt det I har gjort! Jeg har aldrig mødt nogen så godhjertet. Jeg vil aldrig glemme jer!
Mads og Astrid vidste fra blikket, at der var følelser mellem Jesper og Ida.
Før de gik, havde Mads en snak med Astrid:
Uanset hvad, Astrid, vil jeg hjem til dig igen. Dit hjerte har ingen ende på storhed. Vil du tage mig tilbage? Vi skal opdrage vores tre børn sammen!
Astrid omfavnede ham:
Selvfølgelig. Det har ikke altid været nemt, men vi er klogere nu.
Men hvad med Alberte? Hun er jo min datter, og jeg vil altid elske hende. Hun skal vide, at min dør altid er åben for hende!
Jesper og Ida gjorde sig klar til at flytte.
Ida krammede Mads tæt:
Husk at elske Astrid over alt andet. Vær god ved hende! Jeg vil altid bære dig i mit hjerte, Mads.
Bliv lykkelig, Ida, svarede Mads blidt.
Og sådan blev alle, på hver deres måde, en lille smule lykkeligere. For sådan er det med kærlighed den tåler, den håber, den tilgiver, og til sidst den fornyer os alle.
