Efter den heftige skænderi med Sofie følte Mikkel sig en smule skyldig. Han var skilt fra sin ekskone og havde indledt et forhold til Sofie, kollegaen, men deres forhold var alt andet end roligt. Sofie var temperamentfuld og fandt altid grund til en konflikt.
Jeg kunne have ladet det hele ligge, men Sofies luner har fået mig til det sidste, tænkte han, mens han kørte hjem i sin gamle Volkswagen fra arbejdet. Det er én ting at skændes bag lukkede døre, men hun råber i kontoret, og kollegerne ler. De undrer sig stadig over, hvordan jeg endte med hende. Heldigvis har jeg slettet hendes nummer
Om aftenen slappede Mikkel af, spiste, lå på sofaen med telefonen i hånden og kastede et sløret blik på tv-skærmen. En tung uro lagde sig i hans mave.
Rigmor lå allerede i dyb søvn, da telefonen vibrede. Et ukendt nummer ringede, men hun svarede træt med en sløv stemme.
Ja?
En fremmed mands stemme lød gennem telefonen. Hej, er du stadig sur?
Rigmor mumlede et nej, selvom hun kun var halv vågen og indså, at stemmen ikke hørte til hende.
Undskyld, jeg gik til side, men du må forstå, at det er grusomt at lave et skænderi i offentligheden. Jeg er også såret. Jeg har allerede slettet din nummer, men så kom jeg i tanke om, at jeg kan huske det udenad. Må jeg komme forbi?
Nu? kiggede hun på uret; det var en tidlig enetime.
Rigmor var udmattet og ville ikke bruge tid på at forklare manden, at han havde ringet forkert. Hun sagde kort:
Kom, så ses vi.
Hun tænkte på, at manden sikkert var på vej til sin egen kæreste, men hun lukkede øjnene og gled ind i drømmen.
Næste morgen drak Rigmor sin kaffe, skyllede koppen og lagde den i skabet, da telefonen ringede igen.
Åh Gud, hvem er det her tidligt på morgenen? Jeg skal på arbejde Og nummeret er igen det samme, som i nat, tænkte hun og svarede.
Hej, lød den samme stemme.
Hej.
Min kæreste smed mig ud i nat og smækkede døren i ansigtet, sagde han muntert.
Så du er ikke så ked af det, svarede hun, mens de pludselig gik over på du.
Ja, du har ret Men som en anstændig kvinde skal du kompensere mig for den følelsesmæssige skade.
Rigmor lo højt, men blev så overrasket:
Mig? Hvad har jeg med det at gøre? Jeg burde have husket nummeret bedre.
Hvorfor sagde du ikke med det samme, at du havde tastet forkert?
Jeg ville bare sove. Civiliserede mennesker ringer ikke til deres kærester om natten.
Måske har du ret, men du skylder mig en date
Det er for meget, du drømmer dig væk
Hvorfor ikke? Vi mødtes jo i nat, det kan vel ikke være tilfældigt.
Men vi har jo ikke mødt hinanden.
Så er jeg Mikkel. Hvad hedder du?
Rigmor, svarer hun mekanisk.
Det er et smukt navn, griner Mikkel, lad os mødes på Café Lykkens Café klokken seks om aftenen.
Åh Gud, du har ikke set mig, men du vil allerede invitere mig ud Måske er jeg gammel og grim som en heks.
Ud fra stemmen lyder du ung og smuk, griner Mikkel, jeg er også i min bedste alder. Jeg er trods alt en clairvoyant og ser alt Jeg kan allerede lide dig.
Rigmor lo.
Hvorfor spurgte du så om navnet?
Selv clairvoyante kan tage fejl. Så hvad med daten? Jeg venter på dig i Café Lykkens Café.
Nej, jeg vil ikke mødes med dig, du er alt for selvsikker, svarede hun.
Jeg overbeviser dig ikke, men jeg anbefaler kraftigt, du har tid indtil aftenen, sagde Mikkel og lagde på.
Rigmor kørte til kontoret i en let forvirring.
Hvad i alverden var det dér? Hvem var han?
Hele dagen gik hun igennem bunker af papirer, som en egern i sit hjul, mens kontoret forberedte sig på en revision, der skulle bringe alting på plads.
Rigmor var treogtredive år gammel, to år efter hendes skilsmisse. Ingen børn hendes eksmand havde aldrig ønsket dem, selvom hun havde presset. Hun havde lært, at han ikke kunne holde til børn, da hans bror med tvillinger kom på besøg og han flyttede ud i vrede.
Jeg kan ikke klare de små, de skriger, larmer overalt Fortæl din søster, at hun skal holde sig væk, når jeg er hjemme, sagde han, før de gik hver til sit.
Det endte i en rask skilsmisse uden bitterhed. På kontoret havde hun ingen tid til at tænke på Mikkels morgenopkald. Sådanne tilfældige møder betød intet for hende, meget mindre et blind date.
Rigmor, giv mig den mappe med dokumenterne, du viste mig i går, sagde chefen, Jens, mens han kiggede ind i deres kontor på farten, jeg har fået tvivl.
Rigmor var en betroet specialist i ledelsen, så Jens gav hende tunge opgaver med løftet om en god bonus. Kollegerne, især kvinderne, hviskede:
Hvorfor får hun så mange opgaver, hvad gør vores Boris som de kaldte Jens i skjul for hende? Han giver også bonus.
Den mest irriterede var Rita, som altid fik svar fra Thomas:
Ja, misundelse er en sort sag, Rita, du kan ikke regne uden fejl. Vores chef har øje for detaljer, han ser alt.
Åh, og du også Hvad, på den her polske hylde?
Thomas argumenterede aldrig med kvinder, men forklarede retfærdigt.
Endelig sluttede arbejdsdagen, og Rigmor sukkede lettet; dagen var produktiv. Hun satte sig i sin bil på parkeringspladsen og kørte ud på vejen. Uden at tænke på det, drejede hun ind i retning af Café Lykkens Café og stoppede med bilen.
Hun så på de forbipasserende, der gik forbi caféen. Ved indgangen stod en ung mand med en buket hvide roser, vendt halvt om mod hende, som om han ventede på, at hun skulle komme ud fra gaden.
Manden vendte sig endelig mod hende, og Rigmor blev grebet af overraskelse.
Det er Mikkel, min første kærlighed! udbrød hun.
Siden da så hun ham aldrig igen. I gymnasiet havde Mikkel været hendes første forelskelse. Han gik i 3.g, mens hun gik i 1.g. Mange piger var forelskede i ham, og han havde altid venner omkring sig. Han havde dog altid ignoreret Rigmor, fordi hun var yngre. På den tid var hans veninde Liva, en smuk og arrogant pige, datter af byens borgmester, som nedgjorde de andre piger.
Jeg spekulerer på, om Mikkel venter på mig eller på en anden, jeg kan ikke engang huske hans stemme, han gik på universitetet og flyttede væk, så har jeg ikke set ham siden, tænkte Rigmor. Lad mig se, hvem han venter på.
Mikkel gik rundt og så ud til at vente på nogen, nervøs. Rigmor steg ud af bilen og gik mod caféen. Da han så hende komme, lyste hans ansigt op.
Jeg tog ikke fejl, tænkte han, det er virkelig hende. Sådan havde han forestillet sig hende.
Han gik straks frem og rakte roserne.
Rigmor, til dig.
Hvorfor ved du, at det er mig? Og hvorfor ved du, at jeg kan lide hvide roser?
Jeg så dig så i mine drømme, og det minder mig om noget, du ligner, sagde Rigmor og lo. Hvad med roserne? Det var intuition; jeg valgte straks de hvide.
Du ligner mig, jeg ved, du er Mikkel, vi gik i samme skole, men jeg var yngre, så du så mig ikke.
Rigmor, du var vores bedste volleyballspiller, jeg kan huske dine serve, ingen kunne slå dem. Du var lille i alder, men jeg husker dine lange, slanke ben fra de kampe, vi spillede sammen for skolens ære.
De sad i caféen til sent på natten, gik hver til sit i deres biler, men aftalte at mødes igen næste aften. Således begyndte deres møder, samtaler og en let fortrydelse over den tabte tid.
Et halvt år senere blev Mikkel og Rigmor gift, og et år efter fødte de en smuk lille pige og senere en dreng. De levede lykkeligt og tænkte ofte tilbage på gymnasiets år. Det skæbnesvangre natlige møde førte til et lykkeligt ægteskab, selvom de egentlig havde kendt hinanden længe. Skæbnen fandt dem alligevel.
