Livet, som månen: Nu fuld, nu på retur Jeg troede, vores ægteskab var urokkeligt og evigt som universet. Ak ja… Min kommende mand og jeg mødtes på Københavns Universitet, hvor vi begge læste medicin. På femte år blev vi gift. Svigermor, som bryllupsgave, overrakte os billetter til en romantisk ferie i Jugoslavien (i dag Slovenien) og nøglerne til en lejlighed. Og det var kun begyndelsen. …Som ægtefolk flyttede vi straks ind i en tres-værelses lejlighed. Svigerforældrene hjalp os aktivt. Hvert år rejste min mand og jeg Europa tyndt, takket være hans forældre. Dima og jeg var unge og lykkelige. Hele livet foran os. Dima var virolog, jeg praktiserende læge. Arbejd, helbred, elsk. Vores sønner blev født: Daniel og Vilhelm. Mange år senere forstår jeg, at mit liv dengang var som en brusende flod. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg levede i overflod i alle ti år, jeg var gift. Alt styrtede sammen på et øjeblik. …Dørklokken ringer. Jeg åbner. På dørtrinet står en pæn, lidt trist ung kvinde. – Hvem søger du? spørger jeg roligt. – Er du Sofie? Så er jeg kommet til dig. Må jeg komme ind? Hun tøver. – Kom ind, svarer jeg nysgerrigt. Tættere på ser jeg, at hun er svagt gravid. – Sofie, jeg hedder Tanja. Det er pinligt at sige, men jeg elsker virkelig din mand. Dima elsker også mig. Vi skal have et barn, udbrød Tanja. – Hmm… uventet. Var det det hele? nærmer jeg mig kogepunktet. – Nej, siger pigen og hiver en smuk smykkeskrin op af lommen på sin frakke. – Tag den her, Sofie. Den er til dig. Jeg åbner skrinet. Et guldring ligger derinde. – Hvorfor det? Vil du købe min mand? Dima er ikke til salg! Tag den tilbage! Jeg smækker æsken i og begynder nu at blive vred. – Sofie, jeg vil ikke såre dig! Jeg har så dårligt samvittighed! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min mor sagde altid: ‘Min pige, elsker du en andens mand, ødelægger du dig selv!’ Men jeg kan ikke undvære Dima! Tag nu bare ringen, så føles det måske en smule lettere! – Tanja begynder græde oprigtigt. Et øjeblik synes jeg synd om hende. Men hvem har ondt af mig? Denne flirt har stjålet min lykke, og jeg lider med hende… Jeg vågner op, afleverer ‘løsepenge’ tilbage og smider min rival ud. Lige i dét øjeblik rullede mit liv ud over kanten… Svigermor ringer og fortæller, at Dima forlader familien. Nina Vasiljevna kom og bad mig pakke hendes søns ting. Jeg pegede tavst på skabet – kunne ikke tro det. Hun pakkede alt forsigtigt i en kuffert, hun selv havde bragt. – Kære Sofie, vi forbliver familie uanset. Og Dima og Tanja, de er som kalve – hvor de finder hinanden, bliver de hængende! “trøster” Nina Vasiljevna. Et halvt år senere fik Dima og Tanja en datter. Jeg hørte senere, at Dima adopterede Tanjas datter fra hendes første ægteskab. I hele denne tid besøgte Dima aldrig vores drenge. Gennem svigermor sendte han lidt småmønter til børnene – til børnebidrag, sagde de. Det var i 90’erne. Jeg blev indlagt med nervesammenbrud. Daniel og Vilhelm boede hos svigermor, som elskede og forkælede dem. Efter udskrivning tog jeg straks til hende for at hente mine drenge. Men de nægtede at tage med hjem. “Bedstemor laver god mad, skælder ikke ud og lader os spise slik…” Jeg havde ingen argumenter. Nina Vasiljevna, mens hun krammede børnebørnene, bad mig: – Sofie, lad drengene blive her med os. Du skal jo alligevel flytte fra din store lejlighed, og det er besværligt. Dima og jeg mener, du får svært ved at betale den selv. En étværelses er rigeligt for dig, ikke? Sådan – uden held – vendte jeg alene hjem. Mand først taget, nu var det børnene, der var næste i rækken. Lejligheden blev byttet væk. Jeg endte i en lillebitte etværelses. Uden istandsættelse. Afskallede tapeter, VVS fra forrige århundrede, trægulve. Mine sønner blev boende hos svigermor. Jeg måtte kun se dem på store højtider. – Kære Sofie, lad nu være at forstyrre drengenes ro med dit besøg, sagde Nina Vasiljevna. – Find dig et nyt liv. Drengene fjernede sig fra mig. Hjertets forbindelse mistet for mange år. Jeg ville bare krybe sammen i mit kolde skjul og forsvinde. Livet havde mistet sin smag. Bedstemor sagde ofte: “Livet, som månen: nu fuld, nu på retur.” Jeg indså, det kunne ikke vare evigt. Ellers ville jeg blive tosset. Jeg havde trængt til at gøre… noget vildt, ufornuftigt. Træt af at være den pæne pige, som alle trådte på. Jeg var dog medicinstuderende med topkarakterer. …På jobbet blev jeg sendt til en konference i Frankrig. Her mødte jeg en ung mand. Jovan var serbisk læge. Aner ikke, hvordan vi forstod hinanden, men vi havde ikke brug for ord. Vi fik et vildt kærlighedsforhold. Men de ti konferencedage var hurtigt slut, og jeg måtte hjem. Jeg havde ikke lyst! Forholdet med Jovan gav mig livet tilbage. Jeg blomstrede op! Derefter kendte jeg flere, men intet blev seriøst. Svigermor bemærkede engang: – Sofie, du stråler! En kvinde i forår! Men jeg var stadig alene. Min bedste veninde, som skulle flytte permanent til Grækenland, inviterede mig over. Olga var ugift og barnløs. – Sofie, jeg gifter mig med en græker. Er træt af vores drukkenbolte. Vil endelig leve som en rigtig kvinde, sagde Olga og fældede en tåre. – Hvorfor tårer? Du begynder jo et nyt liv! Først i 40’erne starter det rigtige, forstod jeg ikke hendes gråd. – Hør, Sofie! Min Shurik ved ingenting. Jeg vil gerne, du møder ham. Måske kan du trøste ham. Tag ham – han er din nu! sagde Olga og slog ud med armene. Og sådan fik jeg mig en “forladt” mand. Shurik blev min lovformelige mand. Han havde dog én fejl – men den overskyggede alle øvrige fordele: han drak som en svamp. Som man siger, “god skindpels, men noget flosset”. Jeg kunne ikke forestille mig livet uden denne alkoholiker! Og så begyndte det… …Afvænning, misbrugscentre, mine tårer. Forgæves. Jeg forlod ham aldrig. Men Shurik sagde til mig: – Sofie, det er DIG, der vil have, jeg skal være ædru – det vil jeg ikke selv. Alligevel slog jeg ikke op! Tænkte, hellere en halv mand end ingen. Bitter ensomhed var værre. Mig begyndte at kæmpe for min mand – ligesom Tanja, der nemt snuppede min første. Det tog syv år… Shurik standsede. Han fik job som chauffør på Københavns hospital-­morgue. Det synes han var stærkt, men nu var jeg lykkelig! Det lyder måske blasfemisk – men endelig fik jeg mig en ordentlig mand! Han kommer hjem stille, tankefuld – og vigtigst: ædru! Olga, som somme tider kommer hjem fra Grækenland, undrer sig: – Shurik drikker ikke? Umuligt! Jeg ler og svarer: – “Byttes og returneres ikke!” …Mine sønner er nu lidt over 30. Begge ugifte. Efter alt, hvad de så som børn, har de ingen lyst til at gifte sig. Jeg frygter, jeg får svært ved at få børnebørn. …Og lidt om min eksmand: Hans anden kone Tanja drak sig ihjel. Deres fælles datter er alenemor. Dima giftede sig tredje gang – med sygeplejersken fra sin lægepraksis. Op til vielsen spurgte han forsigtigt vores sønner: – Mon ikke mor vil starte forfra sammen med mig? Jeg svarede på københavnsk: – “Det kommer aldrig til at ske!”

LIVET, SOM MÅNEN: NU FULD, NU I TILBAGEGANG

Jeg troede, vores ægteskab var urokkeligt og evigt som universet selv. Desværre blev det ikke sådan…

Min kommende mand og jeg mødtes på Københavns Universitet, hvor vi begge læste medicin. På femte studieår blev vi gift. Min svigermor gav os i bryllupsgave en rejse til Slovenien og en nøgle til vores egen lejlighed. Det var kun begyndelsen.

Som nygifte flyttede vi straks ind i en treværelses lejlighed. Min svigerfar og svigermor støttede os meget. Hver sommer rejste min mand og jeg på ferie rundt i Europa, alt sammen takket være hans forældres hjælp. Vi var unge og glade. Hele livet lå foran os. Mads var virolog, jeg var praktiserende læge. Arbejde, helbred, kærlighed. Vores sønner blev født: Benjamin og Asger.

Når jeg nu ser tilbage, føler jeg, at mit liv dengang var som en fyldig flod. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg levede i velstand i alle de ti år Mads og jeg var sammen. Men alting styrtede sammen fra det ene øjeblik til det andet.

En dag ringede det på døren. Jeg åbnede på dørtrinnet stod en køn, let mismodig pige.

Hvem søger du? spurgte jeg roligt.

Er du Ragnhild? Så er jeg kommet til den rigtige. Må jeg komme ind? tøvede hun.

Kom bare indenfor, sagde jeg, allerede nysgerrig.

Ved nærmere eftersyn så jeg, at hun var let gravid.

Jeg hedder Frida. Det er pinligt at indrømme, men jeg elsker din mand meget højt. Mads elsker også mig. Vi skal have et barn sammen, udbrød hun.

Nå, det var da en overraskelse. Er det alt? jeg begyndte at koge indeni.

Ikke helt sagde hun og trak en lille smuk æske op af lommen. Vil du ikke tage imod denne her, Ragnhild. Den er til dig.

Jeg åbnede æsken. Der lå en guldring.

Hvad skal det betyde? Vil du købe min mand? Mads er ikke til salg! Tag den tilbage! jeg slog æsken i og blev vred.

Undskyld, Ragnhild. Jeg vil ikke fornærme dig! Jeg føler mig så skyldig. Jeg ved, du og dine børn vil lide. Min mor har altid sagt: “Fald aldrig for en andens mand det giver kun ulykke!” Men jeg kan ikke undvære Mads! Tag i det mindste denne ring. Måske letter det mit hjerte! Frida begyndte at græde oprigtigt.

Et øjeblik fik jeg ondt af hende. Men Gud, hvem skal have ondt af mig? Den her pige har stjålet min lykke, og jeg står her og er ked af det på hendes vegne Jeg fik dog samlet mig, gav “betalingen” tilbage og viste hende ud af døren. Fra dét sekund begyndte mit liv at rulle ned ad bakke

Min svigermor ringede og fortalte, at Mads ville forlade familien. Ingrid dukkede op, bad om at få pakket alle hendes søns ting. Jeg pegede på skabet, stadig i vantro. Svigermor foldede alt pænt sammen i en kuffert, hun selv havde taget med.

Ragnhild, vi forbliver familie uanset hvad. Og Mads og Frida ja, de minder jo om kalve, der slikker hinanden hvor de mødes! prøvede hun at berolige.

Efter et halvt år fik Mads og Frida en datter. Jeg hørte senere, at Mads adopterede Fridas datter fra hendes første ægteskab. I den tid kom han ikke og besøgte sine drenge. Han sendte lidt børnepenge gennem Ingrid småbeløb, men dog noget. Det var 1990erne.

Jeg røg på hospitalet med et nervesammenbrud. Benjamin og Asger boede midlertidigt hos deres bedsteforældre. Ingrid elskede at forkæle dem. Da jeg blev udskrevet, skyndte jeg mig op til dem for at hente mine drenge hjem. Men de nægtede. “Bedstemor giver os god mad, bliver aldrig sur og vi får alt det slik, vi vil.” Jeg havde intet modsvar.

Ingrid bad mig:

Ragnhild, lad nu drengene bo hos os lidt. Du skal jo alligevel flytte fra din treværelses. Det kræver overskud, og du må have overblik. Mads og jeg mener ikke, du kan betale for den alene. En etværelses burde være nok til dig.

Så vendte jeg alene tilbage til mit nye lille hjem frarøvet både min mand og nu næsten mine børn.

Lejligheden skulle altså sælges, og jeg endte i en lille et-værelses i udkanten af byen. Den var slidt fra top til tå tapetet hang, VVSen var antik, og gulvet knirkede tørt.

Mine sønner blev boende hos deres bedstemor og bedstefar. Jeg fik kun lov at besøge dem ved højtiderne.

Ragnhild, lad drengene have lidt ro. Tænk på dig selv, sagde Ingrid sagte. Skab dit eget liv.

Drengene begyndte langsomt at glide væk fra mig. Vores bånd blev slidt i årevis. Dengang ønskede jeg bare at krølle mig sammen i mit kolde hi og forsvinde. Jeg mistede smagen for livet.

Min bedstemor plejede at sige: “Livet er som månen: nu fuld, nu på retur.” Jeg forstod, at tingene ikke kunne blive ved sådan. Ellers ville jeg miste forstanden. Jeg følte trang til at gøre noget vildt. Jeg var træt af at være den pæne pige, alle tørrede deres fødder på. Og jeg var trods alt færdiguddannet læge.

På et tidspunkt blev jeg sendt til en konference i Paris. Her lærte jeg Aleksa at kende en ung serbisk læge. Jeg aner ikke, hvordan vi forstod hinanden, men vi havde ikke brug for mange ord. Vi blev stormende forelskede.

Men ti dage senere måtte jeg hjem igen. Det var svært at tage afsked! Den tilfældige romance vækkede mig til livet igen. Jeg begyndte at skinne op. Senere mødte jeg lidt forskellige mænd hist og her, men uden de store følelser bare små eventyr.

En dag sagde Ingrid til mig:

Ragnhild, du ser strålende ud! Som foråret selv!

Alligevel var jeg stadig alene. Min bedste veninde, Lene, skulle flytte til Athen for at gifte sig. Hun var barnløs og single.

Nå Ragnhild, jeg gifter mig med en græker. Jeg orker ikke flere danske drankere. Nu skal jeg leve som en rigtig kvinde, hun fældede en tåre.

Hvorfor græde? Du går jo ind i et nyt liv! Fyrre er kun begyndelsen! forstod jeg ikke tårerne.

Hør, Ragnhild! Min ekskæreste, Søren, aner intet. Jeg har lyst til at præsentere jer. Måske kan du trøste ham. Tag ham jeg forærer ham væk! lo Lene.

Tjoh, så var Søren altså min tur. Og han blev min mand. Han havde bare ét problem: Han drak. Men kærligheden er jo blind Jeg kunne intet forestille mig uden ham! Så begyndte det.

Afvænning, behandling, mine tårer. Intet hjalp. Jeg passede ham uophørligt. Søren sagde:

Ragnhild, det er dig, der vil have mig ædru ikke mig.

Alligevel kunne jeg ikke give slip! Jeg tænkte, hellere en grim end ingen. Jeg var træt af bitter ensomhed. Jeg besluttede ved Gud at kæmpe for min mand ligesom Frida engang kæmpede for Mads. Kampen varede syv år…

Så stoppede Søren. Han fik job som chauffør på det lokale kapel. Hvad han ser der hver dag, sætter spor. Men jeg er lykkelig! Måske lyder det kynisk. Men nu har jeg endelig fået en ordentlig mand! Han kommer hjem, stille og eftertænksom og vigtigst, ædru!

Lene, som nogen gange besøger mig fra Grækenland, forstår ikke sit syn:

Søren drikker ikke? Det tror jeg ikke på!

Byttes og returneres ej! griner jeg.

Mine drenge er voksne nu, lidt over 30. Begge er ugifte. De så for meget som børn til at kaste sig ud i ægteskab. De har forsøgt, men noget holder dem tilbage. Jeg frygter, børnebørnene lader vente på sig.

Hvad så med min eksmand? Hans nye kone Frida drak sig fra sans og samling. Deres datter opdrager sit barn alene. Mads giftede sig tredje gang med sin sekretær fra klinikken. Før han giftede sig, spurgte han faktisk drengene:

Mon mor kunne tænke sig at starte forfra?

Jeg svarede: Kun på en blå mandag! Altså aldrig!

Livet har lært mig, at ligesom månen skifter form, kan lykken komme og gå. Det vigtigste er at holde fast i sig selv, når mørket falder for selv efter den mørkeste nat, vil månen igen skinne fuld og klar.