Line var slem.
Virkelig slem, faktisk næsten synd for hende, så slem var denne Line.
Alle forsøgte at forklare hende, hvor slem hun var.
Slem og tilmed ulykkelig.
Selvfølgelig ingen mand, sønnen for længst fløjet fra reden, bor for sig selv.
Line var alene, ikke brugt til noget, ikke ønsket af nogen.
Mandag trådte hun ind på kontoret. Kollegaerne pralede løs om deres weekender, hvordan de havde vasket gulv, pudset vinduer eller knoklet i kolonihaven på Amager. Nogle havde endda konserveret ribs til syltetøj.
Men Line forblev tavs. Hun havde intet at berette, for hun havde ingen mand, hendes barn var voksen, så hun sad lydløs med blikket i bordet.
Hun fik fri lidt før, sådan som hun gjorde et par gange om måneden, og alle rystede lidt hovedet bag hendes ryg; de var sikre på, hvor hun gik hen til sine elskere, naturligvis.
Alle på jobbet vidste, at Line havde bunker af elskere selvfølgelig, sådan som hun var, så slem og umoralsk.
Alle de andre pæne danske koner, skyldige og optagede men Line var slem.
“Line,” sukkede hendes mor, “hvorfor er du sådan én?”
“Hvordan, mor?”
“Så… uafklaret. Find dog dig en mand, for pokker, min pige. Du kunne sagtens nå at få et barn mere. Nu om dage føder mange efter de fyrre.”
“Mor, hvorfor skulle jeg have ‘en eller anden mand’? Hvorfor et barn til med en fremmed? Jeg har min søn, det er rigeligt, mor. Og ‘en eller anden mand’, hvad skal jeg bruge ham til? Jeg har jo Ole.”
“Line! Ole er ikke din mand!” råbte moderen.
“Jo da. Han inviterer mig ud én gang om ugen, giver mig gaver, hjælper mig med at komme på ferie, maser mig aldrig, sender mig aldrig til sin gamle mor på søndag, kræver ikke, at jeg vasker hans underbukser, eller at jeg skal kokkerere. Han lægger sig ikke på sofaen og lugter. Han er perfekt.”
“Han er perfekt, men alt det der tilfalder hans stakkels kone.”
“Vil du virkelig have, at det skulle være mig?” spurgte Line.
“Du glemmer, jeg er over fyrre og har prøvet det to gange. Det var ikke lykken, mor.”
Den første, Lars, hans familie mente, han var perfekt ældre, stabil; du insisterede på, at jeg slet ikke skulle vente, mor. Fem år i et gyldent bur uden studie, uden veninder, og knap nok måtte jeg tage mig af min søn. Alting for ham og hans mor. Til gengæld lod han mig vise frem “se, min unge, dydige kone.” Men han gik selv tit på eventyr… Da jeg endelig gik, forlangte han alt tilbage, selv min husholdningskonto…
Min anden mand, Arne, giftede jeg mig med af kærlighed jeg læste og arbejdede ved siden af. Husker du det, mor? Om dagen studier, om aftenen rengøring for ikke at skulle nasse på dig og far.
“Line! Har jeg nogensinde nægtet dig brød eller suppe, min egen datter, mit barnebarn?”
“Nej, mor. Men du, kun du, mor.”
Resten af familien, især far, ville ikke tillade, jeg satte mig på jeres nakke med barnet.
Du arbejdede dobbeltskift, løb i Brugsen, sørgede for os alle. Imens sad far og Niklas foran fjernsynet.
Med Arne blev det aldrig bedre jeg skulle det hele selv, ingen hjælp, ikke engang med børnehaven, for det var jo ikke hans eget barn. Jeg gik alene hjem i regnen med poser, barn og alt, fordi bilen naturligvis var til ham.
Man er jo dansk kvinde hvem laver så maden, hvem vasker tøjet?
Jeg tilberedte, ordnede, strøg, opvartede og sørgede endda for at tilfredsstille ham ellers kunne han jo finde en anden.
Når pengene slap op så var det min egen søns skyld, for havde han nu været barnets far, så… men sådan var det ikke.
Når jeg ikke ville dække hans bilmærkeregninger: “Vi er jo en familie!” Ja, selvfølgelig. Du glemmer bare, hvem der faktisk tjener mest.
Når jeg ville ud af det: “Hvorfor går du? Hvem vil have dig med et barn?” Den sang kender du, mor.
Sådan så mit første og andet ægteskab ud. Jeg har prøvet begge verdener: manden med mere, manden med mindre. Det var et helvede for mig, mor. For alle var det godt undtagen for mig.
“Alle lever sådan, kære. Hvad er der galt?”
“De må gøre, hvad de vil, mor. Det gør jeg ikke længere.”
“Hvordan tilbragte du så sidste weekend?”
“Niklas og Maja kom, dumpede Oskar og Lærke hos os. Jeg gik i Dyrehaven med dem, bagte pandekager, gjorde rent, vaskede gulv, vaskede tøj, lavede mad til far, strøg hans skjorter og lagde unger i seng klokken elleve. Søndag morgen stod jeg tidligt op, flere pandekager, grillede kylling til frokost da Niklas og Maja kom igen, lavede salat, bagte pizza. Om aftenen ryddede jeg op og faldt om på sofaen. Far måtte vække mig og hente mig til sengen midt om natten.”
“Mor, jeg kan ikke huske, at du sad barnepige med min dreng. Jeg bad dig aldrig brænde dine søndage på mit barn.”
“Line, du har altid været så selvhjulpen. Men de her… de mangler ordentlig opførsel.”
“Vil du høre om min sidste weekend, mor? Fredag ringede Daniel og spurgte om jeg kunne tage Marina hans kærestes kat mens de smuttede en tur til Skagen. Selvfølgelig! Fredag aften dumpede de katten, kyssede mig farvel og listede ud. Jeg slubrede pizza, så serier til langt ud på natten, for jeg skulle jo ikke tidligt op.”
Lørdag lavede jeg kaffe til mig selv, støvede lidt af, smed et vasketøj over, ringede til dig ville invitere dig på Glyptoteket eller bare på en kage. Far tog røret, du var i gang med at vaske vinduer. Han kaldte mig doven og sagde, at mor knokler med børnebørn, mens jeg shopper og sover længe.
Først blev jeg lidt ked, men hvorfor? Han har jo altid ret… Jeg gik på Glyptoteket, der var udstilling med din yndlingsmaler, så dig for mig selv. Lidt senere cafe, en tur gennem Illum. Marina sov stadig, da jeg kom hjem. Jeg så serier, lavede ingenting.
Søndag sov vi til klokken elleve, prøvede at invitere dig med på havnerundfart, men Maja tog telefonen i munden fuld. Du var sikkert ved at vaske op.
Om aftenen ringede Ole og bød mig ud så jeg gik med. Jeg spørger ham aldrig om hans kone. Han spørger mig ikke om min fortid vi har det bare rart, uden belastende samtaler.”
“Jeg har forsøgt at finde nogen, der ikke var gift, mor,” fortsatte Line. “Det går ikke, enten vil de have én til at opdrage sig eller deres børn. Forventningen er, at fordi jeg er kvinde, skal jeg elske deres unger ukritisk, på min løn for hans penge skal bruges på fiskegrej.”
“Hjælper han med mit barn? Næ, det skal Løkkes far tage sig af.” Are you crazy!
Så jeg er blevet betragtet som snu, smålig, krævende og manipulerende.”
“Det er derfor, jeg nu har Ole. Jeg ved godt, at jeg er slem i jeres øjne, men jeg skammer mig ikke.”
“Jeg bliver bare trist over, at du, mor, lever, som du gør. Derfor fandt jeg på, at jeg havde brug for din hjælp i dag så du for en gangs skyld kunne komme ud. Nu skal vi gøre noget godt for os selv, sammen.”
“Er du skør, Line! Hvad med far?”
“Hvordan har han det? Er han syg?”
“Nej, men… middagen…”
“Du har da altid mad parat, mor.”
“Jo, men den skal varmes, og Niklas…”
“Mor, jeg kan blive såret nu. Jeg ved, jeg er slem. Men lad mig for en gangs skyld være god gå nu med mig, hold lidt fri, tak!”
Mandag på kontoret delte de andre kvinder historier om, hvor udmattede de var efter weekendens “hygge”.
Men Line smilede med et listigt glimt. Alle vidste jo, at Line var slem hun dansede gennem kontoret og smilede til noget kun hun var indviet i. Hvem ved, hvad der rørte sig i hendes hoved sikkert kun flere slemme tanker, selvfølgeligPå vej hjem standsede hun kort og kiggede op. Himlen var mere blå end hun huskede. I tasken raslede to billetter til rundvisningen på Glyptoteket morens yndlingssted, hendes eget sted nu.
Hun vidste, hun blev talt om. Hun vidste, hun blev misforstået. Men ingen lagde mærke til den varme latter, der boblede inden i, eller de stille timer hun havde givet sin mor, da de sammen sad og grinede over gamle malerier og over, hvor besværligt det er at finde vej mellem fortid og forventninger. Moren havde glemt tid og ansvar den søndag, og de spiste kage med sukker på. Da de gik hjemad sammen, mærkede hun, hvordan moderen trykkede hendes hånd en smule hårdere som noget nyt.
Næste weekend ville der være larm på kontoret igen. Men Line vidste, at for hende var målet aldrig længere at gøre indtryk på de andre. Livet var blevet sit eget uregerligt, skævt, let, og en lille smule slem. Hun var ikke alles yndling, ikke nogens husalf men hun var fri.
Da døren hjemme smækkede bag hende, havde hun, for første gang i mange år, ikke travlt med at tænde for fjernsynet eller lede efter nogen at dele bord med. Katten strakte sig dovent over hendes seng, og Line grinede ved synet.
Måske, tænkte hun, er lykken slem. Måske er lykken bare at have sig selv og at smile til det, som ingen andre ser.







