Valget “Og så viser det sig, at Fætter Fedja er gift helt op over begge ører…” sukkede Sveta, mens hun sad på bænk i byparken og knugede sin henvisning til abort i lommen. Hendes kollegiekammerater misundte hende, når de så hende sammen med den mørkhårede, glatbarberede, blåøjede fyr, og syntes hun havde været heldig at finde en så galant kavalér. Men der var i virkeligheden ikke noget at misunde. Sveta gøs, da hun huskede det første og sidste møde med Fjedas hustru – kvinden, der ventede på hende ved fabrikkens port for at sætte tingene på plads. – Hej med dig! Det må være Svetlana, ikke? – begyndte hun. – Hvem er De? – Sveta stivnede under blikket fra den høje, slanke kvinde med askeblondt hår. – Jeg hedder Olena – Fjedas kone. – Hvad? – Ja, du hørte rigtigt! – Endnu en naiv én, – konstaterede kvinden roligt. – Hvor mange af jer findes der mon? I løber aldrig tør, lykkejægere efter andres glæde. – Hvordan kan du tillade dig sådan noget? – Hør nu her, – sagde blondinen og tog hende blidt i armen – er det ikke dig, der overskrider grænsen? Jeg ER den lovformelige hustru, jeg har set dig sammen med min mand, og så står du og gør nar ad mig, i stedet for at undskylde og forsvinde af skam. Selvrespekt – det har ordentlige mennesker, men det gælder åbenbart ikke dig. Sådanne som dig, – hun betragtede Sveta kritisk, – dem har han haft flere af, end jeg kan tælle på fingre og tæer. Du fatter det måske ikke, men for ham var du blot endnu et hurtigt eventyr. Han er manden, jægeren – forstår du? Han forfører, og bagefter kan du ikke engang huske navnet på ham. Hold dig væk. Vi har for resten to piger sammen, her: et familieportræt fra vores ferie i Aalborg i sommer! – Olena stak et foto frem til den chokerede Sveta. – Har du mere at sige? – Hvad vil du have mig til? Tag dig af din egen mand, ikke mig. – Og det skal jeg nok. Han begyndte jo lige her på fabrikken. God løn – og så du oveni! Glem ham nu, så går det nemmere. Tro ham ikke – Fedja har ingen intention om at blive skilt. Spild ikke din tid. Hvor gammel er du? Tredive? – Femogtyve! – snappede Sveta såret. – Endnu bedre! Du kan stadig nå alt muligt, blive gift, få børn. Bare lad min Fjedja være. Sveta ville ikke høre mere, men gik bort – benene var som bly efter det chok, der havde ramt hendes såkaldt lykkelige verden og knust romantikken på et øjeblik. – Forræder… – mumlede hun, tåren var tæt på, men hun nægtede at stå og vise følelserne offentligt. Hun ville ikke tale i krogene på sit arbejde. Om aftenen kom Fedja, som om intet var hændt, med blomster. Hun smed ham ud, trods hans forsikringer om evig kærlighed og løfter om at skilles, fordi han og konen jo alligevel var fremmede for hinanden. I to uger prøvede Sveta at komme til sig selv. Fedja lod hende være. Han agerede, som om han ikke kendte hende, undgik hende på gangen. Men uheldet kommer sjældent alene… De morgener med kvalme og svimmelhed hun først slog hen som stress, viste sig snart at være resultatet af hendes ungdommelige, naive kærlighed til Fedja. “Seks uger,” lød lægens ord som en dom. Sveta ville ikke være alenemor. Hun blev rædselsslagen – alt føltes forkert, og hun følte, at alle dømte hende for sin tillid til en mand hun egentlig slet ikke kendte. Fedja havde skjult sin familie. Hvad skulle hun gøre? Bede om pas ved første date? Han havde jo ikke engang vielsesring på. Og hvorfor fattede hun ikke mistanke, da han krævede at de holdt forholdet skjult på arbejde? Han havde snydt hende, men det ændrede ikke noget – og nu hviskede kollegerne om at Olena havde opsøgt hendes rival. – Jeg er gravid, sagde hun modvilligt til Fedja i frokostpausen. – Jeg skal nok give dig penge, bare du ordner det, sagde han uden et blik. Dagen efter sagde Fedja op og forsvandt for altid ud af hendes liv. Sveta vidste, hun ikke kunne trække sagen i langdrag. Hun tog, trods lægens advarsler, imod henvisningen til abort. Nu sad hun her på bænken og krampede papiret som om det var det eneste hun havde. – Skynder du dig? – lød det fra en ung mand i jakkesæt med en overvældende buket mørkerøde krysantemum, der pludselig satte sig ved hendes side. – Hvad? – så hun forvirret på ham. – Dine ur går for hurtigt, – sagde han og pegede på hendes gyldne armbåndsur. – Jeg stiller det altid ti minutter frem, men det hjælper aldrig, svarede hun ligegyldigt og trak sig lidt væk. – Skønt vejr i dag! Ægte dansk sensommer. Min mor elsker den her årstid. Hun siger, det var sådan en varm efterårsdag, hun selv traf det rigtige valg i livet – og aldrig har fortrudt det. – Virkelig? – den snaksalige unge mand blev ved. – Min mor er for sej! – og så viste han tommelfingeren. – Jeg skylder hende alt. – Og din far? – røg det ud af Sveta. – Ham taler hun aldrig om, og jeg har heller aldrig spurgt. Det gør hende ked af det… Lige nu kommer jeg fra en jobsamtale. Forestil dig – de valgte mig ud af ti til en vildt god stilling. Jeg har ingen erfaring, men de tog alligevel kun mig. Det er næsten ikke til at tro. Det var min mor, der gav mig selvtilliden til at klare det… Jeg ved allerede, hvad jeg vil bruge min første løn på – en tur til havet for min mor! Hun har aldrig set havet. Har du været ved havet? – Nej, – sagde Sveta, pludselig interesseret i den glade fyrs bordeauxrøde slips. – Mors gave, – sagde han stolt og rørte ved slipset. – Nu har jeg sikkert plaget dig længe nok – men jeg havde bare lyst til at dele min glæde med en så trist pige… Jeg tænkte, at du måske havde brug for en at tale med. Har jeg talt dig ØRERNE af nu? Sveta rystede stille på hovedet. Det mærkelige var, at hans snak ikke irriterede hende. Tværtimod – han skubbede mørket bort og hans kærlighed til sin mor fyldte hende med respekt. “Hvilken hengivenhed. Hans mor er heldig… Bare jeg får sådan en søn engang,” tænkte hun og betragtede ham fascineret. – Nu må jeg videre. Hun sidder derhjemme og venter og er nervøs… Og du skal ikke skynde dig! – Undskyld, hvad siger du? – Jeg mente dine ur, – sagde han med et stort smil. – Åh, – svarede hun og gengældte smilet. Kort efter var han væk, men Sveta fiskede henvisningen op og rev den i stumper og stykker. Hun blev endnu længe, indhyllet i den lyse, varme efterårsdag. På en eller anden måde føltes det lettere – denne fremmede havde gjort hende rolig. Hun var ikke alene. Den kvinde havde opdraget en vidunderlig søn alene. Hun ville gerne have spurgt om hans navn – men nu var det lige meget… Valget var truffet. *** 23 år senere… – Mor, jeg kommer for sent! – Stas stod foran spejlet, og mor bandt ham det bordeauxrøde slips, hun havde købt dagen før til hans vigtige jobsamtale. – Glem det nu bare. – Jeg skal nok. Slipset giver selvtillid. Tro mig, det skal nok gå. Selvfølgelig tager de dig! Sådan – nu passer det! sagde Sveta og trådte et skridt tilbage for at beundre sin søn. – Det er altså lidt nervøst, hvad hvis… – Det er jobbet for dig! Giv klare svar, smil – du ser fantastisk ud. – Tak, mor, – Stas kyssede hende på kinden og løb ud til bussen. Sveta kiggede ud af vinduet efter ham – det kæreste menneske i hendes liv gik målrettet mod stoppestedet. Pludselig stivnede hun – som om hun havde fået stød… Hvor havde hun dog set det her før? Den unge mand på bænken i parken for over tyve år siden… Stas lignede ham til forveksling nu i sit jakkesæt… Hun havde næsten glemt episoden i årenes løb. Men hvordan? Hvordan kunne det hænde? Var det skæbnen, der dengang havde vist hende ansigtet på det barn, hun havde overvejet at få fjernet – og pegede hende den rigtige vej? Hvorfor havde hun ikke lært ham at kende – de var jo jævnaldrende, måske kunne hun have fået navnet på hans mor dengang? Men det var ligegyldigt nu… Alt var faldet fint på plads… Efter frokost kom Stas hjem med en kæmpebuket mørkerøde krysantemum – lige som hans slips – og fortalte strålende, at han havde fået jobbet. Han lovede, at de nok skulle komme til havet sammen, for hun havde stadig aldrig været der. Nu var det hans tur til at tage sig af sin elskede mor – han kunne flytte bjerge for hende, vende floder… Sådan en søn har Sveta. Uanset hvad livet bragte, fandt de ro og styrke hos hinanden. Sveta fortrød aldrig, at hun blev mor. Hun traf det rigtige valg for sig selv. Lad det blive sådan!