IND I TOMRUMMET
Jens og Rikke blev gift, da de begge var 19 år. De kunne ikke leve eller trække vejret uden hinanden. Det var en slags vild forelskelse, næsten vanvittig. Derfor pressede deres forældre på for hurtigt at få de unge gift, for at undgå enhver form for skandale eller ulykke.
Brylluppet blev stort og smukt intet manglede: pyntede biler med dukker og sløjfer, et hav af blomster, champagnepropper der sprang, festlokalet fyldt med latter og råb af Kyss!, gæster der gik amok på dansegulvet.
Rikkes forældre kunne ikke bidrage økonomisk til datterens store dag de havde kun nok til det helt basale og lidt øl eller snaps indimellem. Al bryllupsregningen tog svigermor på sig. Jens mor hed Ulla Andreasen. Navnet føltes for stift, så hun insisterede på, at alle skulle kalde hende Ulla.
Ulla rådede Jens til ikke at indlade sig med en pige, hvis forældre sjældent slap flasken. Men sådan er kærlighed jo ikke til at styre. Jens svarede, at intet kunne ødelægge hans og Rikkes følelser – ikke nogen barndom, ikke nogen arv. Kærlighed helbreder alt.
Ulla forsøgte alligevel at advare: Jens, du ved godt, at æbler sjældent falder langt fra stammen. Håber bare ikke blomstertiden bliver kortere end en spurvs næb
Jens og Rikke stod på tærsklen til lykken de troede fuldt og fast på en lys fremtid, kun fyldt med kærlighed og glade dage. Intet kunne ryste dem. Hele verden lå for deres fødder.
Men livet havde sine egne planer.
Ulla og hendes mand forærede dem en lejlighed i gave I skal bo her og være lykkelige, børn! I starten kørte alt på skinner. Rikke fødte to døtre: Frederikke og Mille. Jens forgudede dem. I sit hjem følte han sig som chef og var stolt.
Men knapt fem år efter begyndte Rikke at forsvinde om aftenen. Når hun vendte tilbage, kunne Jens tydeligt lugte alkohol. Han tiggede om forklaringer. Rikke svarede først ikke, men sagde så, provokerende, at hun aldrig havde elsket ham. At det hele bare havde været ungdommens vildskab. Nu havde hun fundet sin store kærlighed og ville væk selvom han var gift og far til tre piger.
Jens frøs. Et mørkt, tåget lag indhyllede ham. Han følte sig svigtet på den mest forræderiske måde.
Rikke drog væk med sin elskede til en afsides landsby. Hun sagde, hvis kærligheden er der, så er paradis lige meget hvor, men uden den føles selv de største marker som fængsel.
Børnene blev overladt til sig selv.
Ulla, livlig og fandenivoldsk som hun var, tog pigerne til sig. Ulla og hendes mand elskede deres børnebørn over alt og forkælede dem.
Jens, sønderknust og ensom, lod sig overtale af en ven til at gå med i en religiøs sekt. Inden længe blev han gift med en enke, Hanne, der havde to sønner. Efter et stykke tid blev de også velsignet ifølge sektens regler.
Jens havde snart ikke tid til sine egne døtre. Hanne lagde byrderne over på hans skuldre deres drenge havde jo også behov. Hver gang Jens nævnte Frederikke og Mille, sagde Hanne: Jens, de har en mor. Du må hellere tage dig af vores egne. Tag Christian i skole, giv Mads aftensmad
Jens adlød, men han elskede stadig Rikke dog vidste han, den vej var endegyldigt lukket.
Syv år gik. Pludselig en dag stod Rikke i Ullas dør. Hun havde en lille pige på fire år med sig. Ulla målte hende nøje med blikket.
Ja, Rikke, livet har ikke været nådig ved dig. Kan dårligt kende dig. Er det din datter? spurgte Ulla spidst.
Ja, det er Mathilde. Kan vi blive her lidt? tryglede Rikke, med blikket fast rettet mod gulvet.
Havde ikke ventet sådanne gæster. Er I smidt ud? Ulla krydsforhørte.
Nej. Jeg gik selv. Jeg kan ikke holde det ud længere. Han slår og drikker klagede Rikke.
Du valgte ham selv. Ingen tvang dig. Hvorfor ikke tage hjem til dine egne forældre? hånede Ulla.
Jeg savnede mine piger. Ville se dem. Vil du ikke lade mig det? bad Rikke, i vished om Ullas bløde hjerte.
Nå, nu husker du pludselig dine børn! Du er sgu en rigtig gøglemor, Rikke! gav Ulla hende igen.
Men døren gik op; pigerne kom hjem. Frederikke og Mille var blevet teenagere. De stirrede tavst på kvinden. De forstod, at det var deres mor, men følte intet slægtskab. De gemte stadig dyb bitterhed. Ulla var ofte ulykkelig over, at hendes børnebørn reelt var forældreløse på trods af levende forældre.
Selvfølgelig tog Ulla imod Rikke og den lille. Man smider jo ikke familie ud i kulden.
Men efter en måned forsvandt Rikke igen hun vendte tilbage til sin søde plager i landsbyen og efterlod Mathilde hos svigermor. Nu havde Ulla og manden tre piger at passe.
Pigerne elskede deres bedsteforældre. I Ullas hjem prægede varme, anstændighed og respekt.
Tiden standsede ikke Årene gik.
Først døde Ulla, så hendes mand. Frederikke blev gift; ægteskabet forblev barnløst. Mille blev gammel og valgte ensomheden. Mathilde fødte barn som syttenårig, fader ukendt, og flyttede ud på landet til sin mor.
Ungdommen forsvandt uden farvel, alderdommen kom uden at hilse.
Rikke boede længe alene; hendes samlever var flyttet til byen for at blive passet af sine døtre efter et strokeslag. Døtrene bebrejdede Rikke mente det var hendes skyld, deres far var syg og svag. De tilføjede i afsked: Bliv ude af vores liv.
I landsbyen gik ens snak. Rikke gik for at være den største drukkenbolt. Som man siger, i små samfund har alle vægge ører. Sladderen fløj frit. Hendes navn blev sagt med foragt.
Jens flygtede til sidst fra Hanne og slap ud af sekten halvt levende. Han var helt alene, boede i sin mors gamle lejlighed, levede fra skummetmælk til rugbrød, sov i et koldt værelse og samlede på katte tre styk bare for ikke at blive skør. Sådan endte al den kærlighed
Lykken havde ellers banket på Jens og Rikkes dør engangEn vinteraften, hvor sneen faldt tæt udenfor og stilheden var så dyb, at Jens kunne høre sine egne tanker, sad han i stuen med de tre katte spindende omkring sig. Han gned hænderne mod sine lår for at få varmen, og i det svage lys fra køkkenpæren så han gamle billederaf Rikke, børnene som små, Ulla med latterdybe øjne.
Et pludseligt bank på døren fik ham til at spjætte. Han tøvede et øjeblik, men rejste sig langsomt og gik ud i entreen. Foran ham stod Mille, gråsprængt og rank, med en pose i hånden og sne i håret. Hun duftede af kulde, og øjnene var alvorlige.
Far
Hans hjerte stak et stød, men han åbnede døren på vid gab. Mille trådte indenfor, satte posen fra sig, og de satte sig overfor hinanden ved det lille bord. Ingen katte mjavede, ingen ord blev sagt først. Så tog Mille hans hånd.
Der er én ting, jeg altid ville vide, begyndte hun sagte. Savnede du os? Eller havde du bare travlt med at glemme?
Jens kiggede længe på hende, ansigtet dybt furet af sorg og de år, han havde forsømt. Jeg har aldrig stoppet med at savne. Hver dag, hver nat. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage.
Mille drog vejret dybt, og mens vinduet duggede til af kulden ude, talte de længe. Om fortiden, bruddene, de svigt og den kærlighed, som trods alt stadig rumlede mellem dem som en sagte strøm. Da hun gik, lod Mille døren stå åben et øjeblik. Kattene spurtede nysgerrigt ud i gangen som om de også havde ventet på dette møde.
Næste morgen, hvor solen for første gang i ugevis kastede lysflager ind i den slidte stue, så Jens ud gennem vinduet. Sneen glimtede blidt. For første gang på mange år følte han, at vinteren ikke blot var fravær men også et løfte om et spirende forår. Han smilte til kattene, kælede dem bag ørerne.
Der, i tomrummet mellem de ting, han havde mistet, og det nye, som måske endnu kunne gro, mærkede han en stille fred. Måske var det aldrig for sent at tage imod et menneske, hvis hånd rakte ud selv om den havde været borte i mange år. Og i det sekund besluttede Jens at sætte kaffe over, åbne døren lidt på klem og lade verden og gamle, tabte bånd komme til ham igen.
