“Mor, det er os, dine børn … Mor …” Hun så på dem. Anna og Robert havde levet i fattigdom hele deres liv. Kvinden havde for længst opgivet håbet om et lykkeligt og trygt liv. Hun havde engang været ung og forelsket og drømt om en lys fremtid. Men livet blev ikke, som hun havde forestillet sig. Robert sled og slæbte for små penge. Ovenikøbet blev hun gravid. Tre sønner kom til verden, den ene efter den anden. Anna havde ikke arbejdet i lang tid. Kun mandens løn kunne ikke række langt. Børnene voksede, de havde brug for tøj og sko. Hele lønnen gik til mad. Dertil kom regninger og andre fornødenheder. Tolv år med dette liv havde sat sit præg på familien. Robert begyndte at drikke. Han kom hjem med hele lønnen, men hver aften var han beruset. Anna begyndte at miste modet på grund af tilværelsen. En dag kom hendes mand hjem fuld. Han havde en flaske snaps i hånden. Anna kunne ikke længere holde det ud, rev den ud af hånden på ham og drak af den. Fra det øjeblik begyndte hun også at drikke. Efter noget tid følte hun sig bedre. Alle problemerne syntes at forsvinde. Hun begyndte endda at blive gladere. Siden da ventede hun næsten hver dag på, at hendes mand skulle tage en flaske med hjem. Så begyndte de at drikke sammen. Anna glemte sine børn. Folk i landsbyen undrede sig over, hvordan snaps kunne forandre et menneske. Senere gik drengene rundt i byen og tiggede mad. En dag kunne en nabo ikke klare det længere og sagde: – Anna, det ville være bedre at give dem væk end at lade dem sulte ihjel. Hvor længe vil du drikke uden at tænke på børnene? Anna huskede de ord alt for godt. Tanken om dem hjemsøgte hende. Det ville have været nemmere, hvis børnene ikke var i vejen. Efter et stykke tid gav Anna og Robert til sidst op på børnene. Så drengene kom på børnehjem. De græd og ventede på mor og far, men ingen kom. Anna og Robert tænkte end ikke på deres sønner. Årene gik på den måde. Én efter én forlod drengene børnehjemmet. De fik små étværelses lejligheder. Men de havde da et sted at være. Alle fik arbejde. De støttede altid hinanden. Om deres forældre talte de ikke, men de havde stadig lyst til at se dem og spørge hvorfor. En dag samlede de sig og kørte ud til huset, hvor de havde boet. På vejen mødte de deres mor, der havde svært ved at gå hjem. Hun gik forbi dem uden at se på sine sønner. – Mor, det er os, dine børn … Mor … Hun så på dem med tomme øjne. Og så genkendte hun dem. Hun begyndte at græde og bad om tilgivelse. Men hvordan kunne hun tilgives? Sønnerne stod og vidste ikke, hvad de skulle sige. Så besluttede de, at ligegyldigt hvad der var sket, var hun deres mor. Og de tilgav hende.

Mor, det er os, dine børn Mor Hun kiggede på dem.

Birthe og Jørgen havde levet i fattigdom hele deres liv. Birthe var for længst holdt op med at håbe på et lykkeligt og trygt liv. Engang havde hun været ung og forelsket og drømt om en lys fremtid sammen. Men livet ville det anderledes. Jørgen sled og slæbte, men tjente kun lidt. Og inden længe blev Birthe gravid. De fik tre drenge, én efter én. Birthe havde ikke arbejdet i flere år. Manden alene kunne slet ikke få deres økonomi til at hænge sammen. Børnene voksede og manglede både tøj og sko.

Hele Jørgens løn forsvandt på mad, el og vand, og der var aldrig noget til overs til mere. Tolv års slid og bekymringer havde sat sine dybe spor i familien. Til sidst begyndte Jørgen at drikke. Selvom han stadig kom hjem med sin løn, dukkede han næsten altid op påvirket af alkohol. Birthe blev mere og mere knuget under et sådant liv. En dag kom Jørgen hjem beruset med en halv flaske snaps i hånden. Birthe kunne ikke mere; hun rev flasken ud af hans hånd og drak selv. Fra den dag begyndte også hun at drikke.

Snart følte Birthe sig bedre tilpas. Hun glemte sine bekymringer. Det hele føltes lettere, og hun begyndte ligefrem at blive gladere i hverdagen. Nu ventede hun næsten hver dag på, at Jørgen skulle tage noget med hjem, så de kunne drikke sammen.

Hun glemte alt om sine børn. Folk i landsbyen rystede på hovedet og undrede sig over, hvordan snapsen kunne forvandle et menneske sådan. Sidenhen så man drengene gå rundt i landsbyen og tigge om mad. En dag kunne en nabo ikke holde det ud mere og sagde:

Birthe, du bør sende dem på børnehjem, i stedet for at lade dem sulte ihjel. Hvor længe vil du drikke og glemme dine egne børn?

Birthes samvittighed plagede hende længe efter de ord. Måske havde børnene det bedre, hvis de ikke var omkring deres forældre hele tiden. Efter en tid gav Birthe og Jørgen op og sendte børnene væk. Drengene kom på børnehjem. De græd og ventede forgæves på, at mor og far skulle komme efter dem. Birthe og Jørgen tænkte knap nok på dem.

Årene gik, og én efter én flyttede drengene fra børnehjemmet. Kommunen sørgede for små etværelses lejligheder til dem, så de trods alt havde tag over hovedet. De fik arbejde og støttede altid hinanden. Ingen talte om forældrene, men længslen efter svar var der stadig. Hvorfor havde mor og far fravalgt dem?

En dag tog de sammen ud til barndomshjemmet. På vejen mødte de deres mor, som besværet slæbte sig hjemover. Hun gik forbi uden overhovedet at genkende sine sønner.

Mor, det er os, dine børn Mor

Hun standsede og kiggede tomt på dem. Så genkendte hun dem, og tårerne løb ned ad kinderne. Hun bad om deres tilgivelse. Hvordan kunne de tilgive hendes svigt? Sønnerne stod tavse, de vidste ikke, hvad de skulle sige. Men til sidst besluttede de, at uanset alt, var hun stadig deres mor. Og de gav hende deres tilgivelse.

Livet er sjældent, som vi drømmer om, men bærer vi på evnen til at tilgive, kan vi finde forløsning og styrke også når det er allersværest.