Jeg var i dette forhold i fem år. To år var vi gift og tre år boede vi sammen. Mens vi var forlovede, havde vi næsten hele tiden et langdistanceforhold. Vi så hinanden én gang hver tredje måned, og der var et år, hvor vi kun sås to gange på grund af hans arbejde. Dengang så jeg det ikke som et problem. Tværtimod – jeg følte, vi havde det perfekte forhold. Vi savnede hinanden, græd under samtalerne, fyldte hinanden med kærlighed via beskeder og videoopkald. Vi skændtes aldrig. Han var ikke jaloux, og det var jeg heller ikke. Vi respekterede hinandens privatliv. Han kunne tage ud og spise med venner, jeg til fest, og det var helt fint. Han hjalp mig endda med at vælge tøj – sagde ofte, at en kjole sad for stramt, og at jeg skulle tage noget på, der fik mig til at se bedre ud. Han var aldrig kontrollerende. Tværtimod – han virkede stolt af mig og min krop. Alt føltes sundt, roligt, ideelt. Men én december var særligt svær, fordi vi vidste, vi ikke kunne ses til hverken jul eller nytår. Vi var kede af det og skuffede. Så foreslog han, at vi flyttede sammen – at jeg kom til hans by. Jeg tænkte over det, talte med min familie, og de sagde, at hvis det var mit ønske, skulle jeg gøre det. Jeg sagde mit job op og flyttede hjem til ham. De første par måneder var gode. Første år var en tilvænningsperiode – vi lærte hinandens vaner at kende: hvordan vi vågnede, hvordan vi var, når vi var sultne, hvordan vi reagerede, hvad der irriterede os. Da jeg stod uden job, stod jeg for hjemmet. Alt gled let. Andet år blev endnu bedre. Nu var vi virkelig et team og helt opslugt af forelskelsen. Vi ville konstant være sammen. Hvis han ikke arbejdede, var vi uadskillelige. Det virkede, som om vi lige var blevet gift. Alt fungerede, og jeg følte, jeg havde truffet det rigtige valg. Men i det tredje år begyndte noget at ændre sig. Han begyndte at komme sent hjem. Vi havde altid haft deling af vores lokation tændt, og en dag slog han den pludselig fra uden forklaring. Han kom hjem klokken fem eller seks om morgenen, selvom han skulle på arbejde klokken otte. Han tog bare et bad, spiste og gik igen. Ingen forklaringer mere. Skænderierne blev konstante. En dag skete der noget, der satte spor. Jeg fandt makeup på hans hvide skjorte – foundation og læbestift på kraven og ærmet. Det var ikke et lille mærke, det var tydeligt. Jeg spurgte ham, og så sagde han noget, jeg aldrig vil glemme – at han var nødt til at finde det, jeg ikke længere gav ham, udenfor, fordi jeg var blevet kedelig og kun gik op i rengøring og orden. Det var nok. Han sagde ikke “ja, jeg er dig utro”, men benægtede det heller ikke. Han bekræftede det uden ord. Jeg blev knust. Jeg græd konstant og havde ondt helt fysisk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at slippe ud af det. Så jeg besluttede at gøre noget for mig selv. Jeg begyndte at træne igen – inden jeg flyttede ind hos ham, trænede jeg, men var stoppet. I fitnesscentret mødte jeg en mand. Vi begyndte at tale sammen. Det var rart. En dag inviterede han mig ud, og jeg var faktisk den, der foreslog, vi kunne tage hjem til ham. Han sagde ja. Vi skulle mødes om eftermiddagen. Vi vidste begge, hvad det handlede om. Samme dag, hjemme efter at have set ham i fitness om morgenen, kunne jeg ikke slippe tanken: “Det kan jeg ikke. Jeg kommer til at være ham utro. Han fortjener det.” Men så sagde jeg til mig selv: “Nej. Jeg vil ikke være som ham.” Jeg besluttede mig for at slutte det før. Jeg ventede på, at min mand kom hjem til frokost. Jeg lod ham ikke komme ind i soveværelset. Vi satte os i spisestuen, og jeg sagde, at forholdet ikke fungerede, at han havde været mig utro, og at jeg ikke ville vide med hvem eller hvor længe. Alt slutter her, nu. Han sagde, jeg overdrev, at den anden kvinde ikke betød noget, at hun ikke var som mig, at vi kunne løse det. Jeg sagde, jeg ikke ville fortsætte. Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde mødt en anden, eller at jeg havde lyst til en anden. Jeg sagde bare, at jeg gik. Kufferterne var allerede pakket. Han spurgte, hvor jeg skulle hen, om jeg havde en anden der. Jeg sagde, det var lige meget, jeg måtte finde ud af det. Jeg gik ud af det hus med mine kufferter og tog hjem til den anden mand. Da han så mig med bagage, blev han nervøs. Jeg forklarede, at jeg lige havde forladt min mand, og at jeg skulle hjem til min hjemby næste dag. Jeg ville bare være sammen med ham den nat. Det gik han med til. Den nat var den stærkeste oplevelse i mit liv. Jeg ved ikke, om det var vreden, sorgen, alt det opsparede gennem årene, men det var noget helt anderledes end alt, jeg havde oplevet før – selv med min eksmand. Næste dag købte jeg en billet og tog hjem til min hjemby. Jeg havde ikke noget sted at bo, så jeg flyttede hjem til mine forældre. Jeg ville ikke vide mere om min eksmand. Det er to år siden nu. I dag er jeg single igen, har job, bor til leje og fortryder ikke min beslutning. Jeg var tæt på at være utro, men jeg vidste, hvornår jeg skulle stoppe, afslutte det først og ikke blive til dét, han havde været for mig.

Det er en mærkelig fornemmelse, når man kigger tilbage på et langt forhold. Jeg var sammen med Anna i fem år. Vi var gift i to år, men inden da boede vi sammen i København i tre år. Mens vi var forlovede, var det meste af forholdet faktisk på afstand jeg boede i Odense på grund af mit arbejde, og hun blev i København. Vi så hinanden én gang hver tredje måned, og et år sås vi faktisk kun to gange, fordi mit job var så krævende. Dengang syntes jeg ikke, det var et problem tværtimod føltes det perfekt. Vi savnede hinanden, græd i telefonen, oversvømmede hinanden med kærlige beskeder og lange videoopkald. Skænderier havde vi aldrig. Jeg var ikke jaloux, og det var hun heller ikke. Vi respekterede hinandens plads. Hun kunne tage ud med sine veninder, jeg kunne tage ud til fodboldkamp eller bare sidde på en bar uden noget drama. Nogle gange bad hun mig endda om hjælp til at vælge tøj og ja, ofte sagde jeg ærligt, hvis en kjole sad for stramt, og at hun nok ville have det bedre i noget andet. Jeg var aldrig kontrollerende faktisk var jeg stolt af hende og af, hvordan hun så ud. Det hele var sundt, fredeligt og næsten som hentet ud af en dansk film.

Men så kom december, og vi vidste, vi ikke kunne være sammen til jul eller nytår. Vi var begge triste og lidt skuffede. Hun foreslog, at jeg skulle flytte til København og bo sammen med hende. Jeg tænkte over det, talte med min familie, og de sagde, at hvis det var det, jeg ville, skulle jeg gøre det. Så sagde jeg mit job op og pakkede mine ting.

De første måneder gik godt. Det første år boede jeg et stykke tid uden job og fandt min plads derhjemme man lærer virkelig hinandens særheder at kende, hvordan vi står op om morgenen, hvordan vi er, når vi er sultne, hvad der irriterer os, og hvad der ikke gør. Alt gik stille og roligt.

Andet år blev bare endnu bedre. Vi blev et rigtigt makkerpar, og forelskelsen føltes ny, selvom vi allerede havde været sammen i mange år. Vi ville være sammen hele tiden. Når hun ikke var på arbejde, lavede vi alt sammen. Folk omkring os troede, vi lige var blevet gift. Jeg var sikker på, at jeg havde truffet det rigtige valg.

Men på et tidspunkt i det tredje år skete der noget. Hun begyndte at komme senere hjem. Vi havde altid haft delt vores lokationer via telefonen ikke fordi vi ikke stolede på hinanden, men fordi vi syntes, det var sjovt men en dag slog hun det fra uden nogen forklaring. Hun begyndte at komme hjem klokken fem eller seks om morgenen, selvom hun skulle møde klokken otte. Hun tog bare et hurtigt bad, spiste, og smuttede igen. Pludselig havde hun ikke længere brug for at forklare sig. Skænderierne begyndte at blive en del af hverdagen.

Dagen, hvor jeg fandt sminke på en af hendes hvide skjorter foundation og læbestift på kraven og ærmet slog det mig for alvor. Det var ikke bare et lille mærke, det kunne ikke overses. Jeg spurgte, og hun sagde det direkte, uden at sige ordene: Jeg har søgt noget ude, som du ikke længere giver mig, fordi du bare går op i at rydde op og gøre rent. Du er blevet kedelig. Det var alt, hvad jeg kunne tåle. Hun sagde aldrig direkte, at hun havde været mig utro, men hun nægtede det heller ikke. Det var svar nok.

Jeg var fuldstændig knust. Jeg græd konstant og følte et fysisk pres i brystet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle komme væk fra smerten. Så jeg besluttede at gøre noget for mig selv. Jeg startede i træningscenter igen jeg trænede jo før, men det var faldet helt væk, da vi flyttede sammen. I fitness mødte jeg en kvinde, Mette. Hun og jeg begyndte at snakke lidt sammen. Det var rart. En dag inviterede hun mig ud at få en øl, og jeg sagde, at vi kunne tage hjem til hende. Det var aftalt, vi skulle ses om eftermiddagen. Vi begge vidste vel, hvad der skulle ske.

Efter at have set hende tidligere samme dag, satte jeg mig hjem og tænkte: Kan jeg virkelig være sådan? Vil jeg gøre det samme som hende? Jo, måske fortjener Anna det. Men så havde jeg en ægte dansk samtale med mig selv: Nej, jeg vil ikke synke til hendes niveau. Jeg besluttede at stoppe det hele, før det gik galt.

Da Anna kom hjem til frokost, lod jeg hende ikke gå ind i soveværelset. Vi satte os ved spisebordet, og jeg sagde, at det ikke gik mere. At hun havde været mig utro, og at jeg ikke ville vide med hvem eller hvor længe. At det måtte slutte nu og her. Hun sagde, jeg overdrev, at den anden slet ikke betød noget, at vi kunne redde det. Jeg sagde, at jeg ikke ville.

Jeg fortalte hende ikke noget om Mette eller hvad jeg havde følt. Jeg sagde bare, at jeg gik. Kufferten var allerede pakket. Hun spurgte, hvor jeg ville tage hen om jeg havde en anden et sted. Jeg sagde, at det ikke betød noget, jeg skulle nok finde ud af det.

Jeg forlod lejligheden med mine kufferter og tog ud til Mette. Da hun så mig med al bagagen, blev hun meget forskrækket. Jeg forklarede hende, at jeg lige havde forladt min kone, og at jeg skulle hjem til mine forældre i Randers næste dag. Jeg ville bare have hendes selskab den aften. Hun sagde, det var ok.

Den nat var måske den stærkeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Alle følelserne væltede op; vrede, sorg, alt det, jeg havde båret på. Det var så anderledes end alt, jeg havde oplevet før, også med min ekskone.

Næste dag købte jeg min billet og tog toget hjem til mine forældre. Jeg havde ikke noget andet sted at tage hen. Jeg ønskede ikke at høre mere om Anna. Det er nu to år siden. I dag bor jeg alene i Aarhus, har fået arbejde igen, og jeg fortryder intet. Jeg var tæt på at være utro, men jeg kendte mine grænser og havde modet til at sige stop, før jeg selv blev den, hun havde været for mig.

Livet kan slå kolbøtter, men man bestemmer selv til sidst, hvordan man vil gå videre. Det lærte jeg.