Min mand har altid sagt, at jeg ikke er kvindelig nok. Først sagde han det bare i forbifarten – at hvis jeg brugte mere makeup, gik mere i kjoler og var “blødere”. Sådan har jeg aldrig været. Jeg har altid været praktisk, direkte og ikke særlig forfængelig. Jeg arbejder, løser problemer, gør det, der skal gøres. Han lærte mig at kende sådan. Jeg har aldrig forsøgt at være en anden. Med tiden kom kommentarerne oftere. Han begyndte at sammenligne mig med kvinder, vi så på de sociale medier, med vores venners koner og kolleger. Han sagde, at jeg lignede mere en ven end en hustru. Jeg lyttede til ham, nogle gange diskuterede vi, men vi gik videre. Jeg har aldrig tænkt, at det var alvorligt. Jeg så det som normale uenigheder i et parforhold. Den dag, jeg begravede min far, holdt det op med at være småting. Jeg var i chok. Sov ikke, spiste ikke, tænkte ikke på andet end at komme igennem begravelsen. Jeg tog det første sorte tøj, jeg fandt. Tog ikke makeup på, gjorde kun det mest nødvendige ved håret. Jeg havde bare ikke overskud. Før vi gik hjemmefra, kiggede min mand på mig og sagde: “Er det sådan, du vil gå? Kan du ikke lige gøre lidt mere ud af dig selv?” Først forstod jeg ikke. Jeg sagde, at jeg var ligeglad med mit udseende, jeg havde lige mistet min far. Han svarede: “Ja, men folk vil jo snakke. Du ser usoigneret ud.” Jeg mærkede noget knuse inden i mig. Til begravelsen stod han sammen med de andre. Hilste, sagde kondolencer, så alvorlig ud. Men over for mig var han distanceret. Han krammede mig ikke så meget. Spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Da vi gik forbi spejlet i stuen, hviskede han, at jeg måtte “stramme lidt op”, at min far ikke ville have ønsket at se mig sådan. Efter begravelsen, hjemme igen, spurgte jeg ham, om det virkelig var det eneste, han havde lagt mærke til den dag. Om han slet ikke havde set, hvor ødelagt jeg var. Han sagde, jeg overdrev, at han bare udtrykte sin mening, fordi en kvinde ikke bør lade sig selv gå “selv i sådanne situationer”. Siden da ser jeg på ham på en anden måde. Men jeg kan ikke forlade ham. Jeg føler, jeg ikke kan undvære ham. ❓ Hvad ville du sige til denne kvinde, hvis hun stod foran dig?

Ved du hvad, min ven, jeg går faktisk bare og tænker på noget, jeg bliver nødt til at dele med dig. Min mand har altid sagt, at jeg ikke er kvindelig nok. I starten kom det lidt som små stikpiller hvis jeg nu bare lagde lidt mere makeup, tog en kjole på, hvis jeg var lidt mildere og sødere. Men jeg har aldrig været hende der. Jeg har altid været sådan lidt ligeud, aldrig brugt særlig meget tid foran spejlet. Jeg arbejder, løser problemer, får tingene gjort. Han kendte mig sådan helt fra starten. Jeg har aldrig prøvet at skjule, hvem jeg er.

Men de kommentarer begyndte at komme oftere. Han sammenlignede mig med kvinder, vi så på Instagram, konerne til vores venner, eller hans kollegaer. Han sagde tit, at jeg lignede mere en ven end en hustru. Nogle gange diskuterede vi det, andre gange lod jeg ham bare snakke. Jeg troede ærligt talt aldrig, at det var så vigtigt. Jeg tænkte bare, det var sådan noget småtteri, som man altid har i et forhold.

Men så den dag jeg skulle begrave min far, der faldt det hele fra hinanden for mig. Jeg var fuldstændig i chok. Kunne hverken sove eller spise. Jeg tænkte bare, hvordan jeg skulle komme igennem begravelsen. Jeg tog bare det første sorte tøj, jeg kunne finde. Ingen makeup, gjorde intet ud af håret jeg havde simpelthen ikke energien.

Lige inden vi gik ud af døren, kiggede min mand på mig og sagde: Vil du virkelig gå sådan der ud? Skal du ikke lige gøre lidt mere ud af dig selv? Jeg fatter det slet ikke i øjeblikket. Jeg sagde bare, at jeg var ligeglad med, hvordan jeg så ud jeg havde lige mistet min far. Han svarede: Jo jo, men alligevel folk vil jo tale. Du ser ret usoigneret ud.

Det var som om, der var noget, der gik i stykker indeni mig. Til selve begravelsen gik han rundt og hilste, så alvorlig ud, sagde de rigtige ting. Men over for mig var han helt fjern, næsten kølig. Han holdt ikke rigtig om mig, spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det. På et tidspunkt, da vi gik forbi spejlet hjemme i stuen, sagde han lavmælt, at jeg lige skulle tage mig lidt sammen din far ville ikke have ønsket at se dig sådan, sagde han.

Efter begravelsen, da vi kom hjem, spurgte jeg ham ligeud, om det virkelig var det eneste, han havde lagt mærke til den dag? Om han slet ikke kunne se, hvor knust jeg var. Han mente, jeg overdrev at han bare sagde sin mening, og at en kvinde jo ikke skal lade sig selv gå selv i sådan nogle situationer.

Siden da ærligt, jeg ser ham på en helt anden måde nu. Men alligevel kan jeg ikke give slip på ham. Jeg føler simpelthen, at jeg ikke kan klare mig uden ham.

Hvad ville du sige til mig, hvis vi sad over en kop kaffe og jeg fortalte dig det her?