Brylluppet skulle have været om en uge, da hun sagde, at hun ikke ville giftes. Alt var allerede betalt – lokalet, papirerne, ringene, endda dele af familiefesten. I måneder havde jeg planlagt alt. Hele vores forhold troede jeg, jeg gjorde det rigtige. Jeg arbejdede fuld tid og brugte alligevel cirka 20% af min løn på hende hver måned – frisør, manicure eller hvad hun ønskede. Ikke fordi hun ikke arbejdede – hun havde sin egen indkomst. Jeg betalte, for jeg mente, det var mit ansvar som mand og kæreste. Aldrig har jeg bedt om penge til regninger. Jeg betalte for vores byture, restauranter, biograf, små rejser – alt. Et år før brylluppet gjorde jeg noget stort – jeg inviterede hele hendes familie på sommerferie til Skagen. Ikke kun forældre og søskende, men også niecer, ja selv to fætre. Vi var mange. For at lykkes arbejdede jeg over, holdt op med at købe ting til mig selv og sparede i flere måneder. Da turen blev til virkelighed, betalte jeg for overnatning, transport, mad – alt. Hun var lykkelig, hendes familie taknemmelig. Ingen anede, at det ikke betød noget for hende. Da hun sagde, hun ville slå op, forklarede hun, at jeg havde været “for meget”. At jeg ville have for meget kærlighed, opmærksomhed, nærhed. At jeg ville kramme hende, skrive til hende, at jeg ville vide, hvordan hun havde det. At hun ikke er sådan, altid har været mere kølig, og at jeg kvalte hende. Hun sagde, jeg forventede noget, hun ikke kunne give. Hun fortalte mig noget, hun aldrig før havde nævnt – at hun faktisk aldrig havde ønsket at blive gift. Hun sagde ja til mit frieri, fordi jeg pressede på. At jeg bragte hendes forældre ind i det, og det føltes som et pres. Jeg friede på restaurant foran hendes familie. For mig var det en smuk gestus; for hende – en fælde. Hun kunne ikke sige nej foran alle. Fem dage før vielsen, hvor alt var klar, besluttede hun at sige sandheden. Hun forklarede, at det føltes, som om jeg påtvang hende et liv, hun ikke ville have. At jeg gjorde for meget for hende, og det fik hende til at føle sig utilpas, forpligtet, bundet. At hun hellere ville gå, end at gøre noget, hun ikke følte, var hendes eget. Efter den samtale gik hun. Ingen råben, ingen forsoning, ingen forsøg på at få det til at fungere. Tilbage stod aftaler, betalte regninger, lagte planer og et aflyst bryllup. Hun holdt fast i sin beslutning. Der endte det hele. Det var ugen, hvor jeg lærte, at selv når man er manden, der betaler alt, ordner alt og altid er der, er det ikke ensbetydende med, at nogen har lyst til at blive hos en.

Brylluppet skulle stå om en uge, da hun fortalte mig, at hun ikke ville giftes. Alt var ellers betalt feststedet i Nordhavnen, papirerne, vielsesringene fra Guldsmed Østergaard, endda en god bid af det store familiegilde. Jeg havde organiseret det hele i månedsvis.

I hele vores forhold troede jeg faktisk, jeg gjorde det rigtige. Jeg knoklede fuldtid, men alligevel brugte jeg måned efter måned cirka 20% af min løn på hende frisør, negle, eller hvad hun nu lige havde lyst til. Ikke fordi hun manglede penge Astrid havde skam sit eget job og bestyrede sin konto, som hun fandt for godt. Jeg tog mig bare af udgifterne, for det mente jeg, at man som kæreste og mand bør. Jeg bad aldrig om, at hun skulle betale for noget: aldrig regninger, aldrig biograf, aldrig middage, aldrig weekendture til Fyn med færge. Alt sammen på min regning.

Året før friede jeg til den helt store manøvre: Havde foreslået, at vi tog hele hendes familie ikke kun forældrene og brødrene, næ nej, også niecer, nevøer og sågar to fætre med på sommerferie i Skagen. Vi var så mange, at jeg skulle have bestilt en bus, men nøj, hvor sparede jeg sammen, spiste rugbrødsmadder uden pålæg i månedsvis, købte aldrig noget til mig selv. Betalte overnatning, tog, mad hele baduljen. Astrid var glad, hendes familie var tilfredse. Ingen anede, at det betød cirka lige så lidt for hende som J-dag betyder for en te-drikkende brite.

Da hun så ville gå fra mig, forklarede hun, at jeg havde været “for meget”. For kærlig, for opmærksom, for nærværende. At jeg hele tiden ville kramme, sende beskeder og høre, hvordan hun havde det. At hun slet ikke var sådan én, bekendtgjorde hun hun kunne lide det lidt køligt og tilbagetrukket, men jeg havde nærmest kvalt hende. Jeg ville have noget, hun simpelthen ikke kunne give.

Og så kom der lige et ekstra spark, jeg ikke havde set komme: At hun faktisk aldrig havde haft lyst til at blive gift hun havde bare sagt ja fordi jeg pressede på. Jeg havde friet lige der midt i en restaurant på Vesterbro foran hendes familie i mine øjne en romantisk gestus; i hendes øjne et bagholdsangreb. Hun havde ikke kunnet sige nej foran hele banden.

Fem dage før vielsen og alt var klar besluttede hun at melde ærligt ud. Hun sagde, at jeg trak et liv ned over hovedet på hende, som hun ikke ønskede sig. At jeg havde gjort alt for meget, at det gjorde hende utilpas, bundet på hænder og fødder. Hun sagde, hun ville hellere gå, end at gøre noget, der ikke føltes rigtigt.

Så gik hun. Ingen skænderier, ikke noget forsøg på at fikse det. Lidt som et dansk sommervejr var det bare pludselig slut der stod jeg tilbage med papirnusseri, betalte regninger, brudte aftaler og et aflyst bryllup, og hun veg ikke en tomme fra sin beslutning. Der var det ovre.

Den uge lærte jeg så, at det at være ham, der klarer alt, betaler alt og hele tiden står parat, overhovedet ikke sikrer, at nogen gider blive sammen med dig. Ikke engang hvis du inviterer hele hendes slægt til Skagen…