SKÆBNE OG STEN
Min moster, videre kaldet Agnete, blev gift, fordi hun følte sig presset. De ældre søstre skubbede på, og forældrene havde travlt med at få hende afsat.
Deres argumenter var som hugget i granit:
Man springer nok så længe som føl, men ender alligevel for vogn. Eller vil du, Agnete, blive siddende til håret gråner uden mand ved din side? Der har aldrig været gamle ungmøer i vores familie! Hvem skal hælde vand op til dig, når du ikke kan mere?
Agnete havde allerede som barn lovet sig selv aldrig at gifte sig, efter hun havde set sin far drikke sig fra sans og samling. Hun ville hellige sig sit arbejde og sit eget liv. Men på sin 28-års fødselsdag havde slægtningene prædiket og opfordret så længe, at hun gav efter og sagde ja til at stifte familie.
Brudgommen, Laurits, var udset for længst hele familien havde nærmest opdraget ham dertil. Han friede blot to uger efter deres første møde. Agnete trak på skuldrene og svarede ligegyldigt, at det kunne hun godt gå med til. Hun tænkte: Måske vokser kærlighed frem med tiden.
Laurits havde Jesu alder og lige så urokkelig en vilje. De holdt et hurtigt bryllup, men det eneste, der bed sig fast i Agnetes erindring, var toastmasterens ord: Elsker du ham, gå til alteret; elsker du ham ikke, gå hjem til faderen!.
Først senere skulle Agnete forstå den sandhed. Hverdagen kom, grå og uinspirerende, og allerede efter en måned ville hun skilles. Alt føltes forkert, skuffelserne hobede sig op. Laurits var egenrådig, tvær og stædig som få.
Agnete havde sin egen stærke vilje. Ægteskabet var, som de gamle ville sige, som flint mod stål gnisterne sprang.
…Et år senere kom storken med et barn. En søn, Mikkel. Agnete fordybede sig i moderskabet og så dårligt Laurits mere. Om aftenen lagde hun hans seng ud på sofaen. Hun sagde, at hun var udmattet og trængte til søvn. Laurits syede og lappede hverken noget til husholdningen eller deres forhold.
Om sommeren tog Agnete og Mikkel på landet til hendes forældre. Hun græd ud hos sin mor:
Mor, jeg vil skilles. Jeg skal nok klare Mikkel alene. Det her liv er ikke mit. Nogle gange vil jeg bare lukke øjnene og glide væk. Jeg passer ikke ind i ægteskabet. Jeg hader Laurits. Hvorfor fortsætte?
Mor svarede:
Bliv nu lidt hos os, måske kommer savnet. Skilsmisse får du ikke min velsignelse til! Bær over. Mand og kone er som vand og mel man kan piske dem sammen, men ikke skilles ad igen.
Agnete havde ikke ventet andet svar. Men hun forstod ikke, hvorfor hun skulle bære over. Mikkel voksede op og skulle se forældre, der ikke elskede hinanden hvad lærte det ham?
Agnetes mor havde båret sit hele liv. Hendes far drak, slumrede dagen væk på kakkelovnsbænken, klagede og stønnede. Mor var oppe før daggry malkede koen, kogte grød til grisene, hakkede kartofler i haven, og der ventede altid arbejde i andelslandbruget. Først om vinteren, når alt var fodret og huset varmt, kunne hun hvile. Livet på landet tager aldrig ende.
Alle tre søstre flygtede til storbyen. Tilbage på gården var kun broren Jens, som var svagtbegavet. Og lige det forstod Agnete aldrig. Hendes mor havde født et fjerde barn, selvom hun kendte sin mands last. Hvorfor?
Mor svarede blot: Din far ville have en søn piger havde vi nok af.
Forældrene passede Jens til graven. Han døde kort efter dem, 60 år gammel, ude af stand til at klare sig selv.
Efter mange tanker ville Agnete ikke såre sin mor. Hun vendte tilbage til Laurits.
To år senere fik de søn nummer to, Erik.
Agnete håbede ærligt, at med Eriks ankomst ville familien falde til ro. Men Laurits brød sig ikke om Erik drengen var en tro kopi af sin bedstefar, mente han.
Agnete slugte sin forurettelse. Men hun fortrød aldrig, at hun havde fået to sønner. Hun besluttede sig: Min kærlighed får børnene ikke Laurits. Sådan gik årene.
Da Mikkel og Erik blev unge mænd, begyndte problemerne. Drikkeri, rygning, respektløshed. Far og sønner holdt sammen mod Agnete, mens hun havde drømt om lydighed og samvær.
Laurits begyndte at drikke med drengene. Familien smuldrede. Agnete kunne intet stille op over for sine tre mænd.
Hun gav op og rejste tilbage til sine gamle forældre.
De tog hende ind uden tøven. Mor sagde trøstende:
Agnete, du ser ældre ud end jeg gør. Livet har ikke været blidt ved dig. Åh disse mænd…
Agnete irettesatte sin mor for hendes omsorg for Jens:
Skru bissen på, mor! Du holder ham i skødet som et barn.
Mor forsvarede sin søn:
Han har ikke meget at stå imod med, men han er stadig vores blodet fornægter sig ikke. Jeg passer ham til jeg selv går bort.
Agnete brød sig ikke om sin bror, men hun vidste, det var ikke hans skyld. Kunne man forvente et raskt barn, når faderen aldrig lagde flasken?
Hun og søstrene havde kun undgået det, fordi faren dengang endnu ikke drak så slemt.
Efter et år kom Erik hjem og fortalte, at Laurits var død. Han havde drukket sig ihjel.
Agnete fældede ikke en tåre. Hun trak bare vejret tungt:
Man lever sammen så længe en finger, men slutter som en negl. Lad Laurits hvile i fred nu.
Da hun kom tilbage til byen, købte Agnete sig et lille hus i forstaden. Hun ønskede rolig alderdom. Mikkel og Erik blev boende i forældrenes lejlighed.
Mikkel giftede sig og fik en søn. Men noget gik galt, og et år efter var han skilt.
Efter et voldsomt slagsmål mellem de to brødre røg Erik ud og flyttede hjem til Agnete. Årsagen? Erik drak, Mikkel brød sig ikke om det, slog ham en dag og forviste ham.
Tiden gik
Mikkel giftede sig igen, men fem år senere var han atter alene. Konen flygtede. Slog sig på isen, sagde han bare.
Tredje ægteskab varede heller ikke. Denne gang døde hustruen pludseligt som kun 40-årig. Blodprop. Døden ind finder vej overalt. Mikkel sørgede, men sagde så:
Nu er det nok ægteskab og skilsmisse. Jeg vil forblive ene.
Agnete kommer nu hos Mikkel for at gøre rent og lave mad.
Erik forblev ugift og drikker alt, hvad der brænder. Nogle gange forsvinder han uden varsel, og så må Agnete i en alder af 75 år løbe rundt med hans billede. Er der nogen, der har set min Erik?
Alle kender denne rutine. Efter et par måneder dukker sønnen op igen, uskadt, men forhutlet. Agnete vasker ham, lapper tøjet, smider undertøjet ud.
Hvor var du? spørger hun, men Erik mumler bare noget uforståeligt. For Agnete er det nok, han er i live.
Alle bortset fra Agnete ved, at Erik finder selskab hos en kvinde, der drikker bedre end nogen mand. Der hjemme sover han druk af kærlighed, indtil hun får sig en ny og Erik må vade ud igen.
Agnete forsørger ham af sin folkepension. Alle forsøg på at skaffe ham fast arbejde ender med, at han forsvinder, så snart han har fået sin løn. Tre dage væk, penge spildt, så hjem til mor igen. Mor, lav nu mad til din søn.
Agnete husker med bitterhed på sin egen mor, der sled sig op med sin søn. Først nu forstod hun for alvor smerten i et moderhjerte. Blodet fornægter sig aldrig. Vi smider ikke egne ud.
Tja, lykken rækker ikke til alle
Da Agnete havde gennemlevet et langt liv, forstod hun, at det overilede bryllup og de tomme sange ikke var det værd.
