Øh, Kirsten, hvis du ikke har penge at hænge dem på, så giv dem hellere til din bror. Det er da vanvittigt! Tolv tusind kroner til mad! skreg moren.
Kirsten lagde glasset på bordet og bøjede læberne hårdt sammen. Familien pressede på hende så meget, at hun knap nok havde lyst til noget som helst hverken at fejre sin fødselsdag eller snakke med dem.
Inge, stop med at give den flade pige alt for meget at spise, forsøgte faren at blande sig. Er det en fest i dag eller hvad?
Jo, en fest, fnøs moren. Og så skal mine børnebørn igen flytte ind i det trange kollegieværelse hos de skæve naboer, mens jeg beder for, at de overhovedet ikke roder sig ud i noget. Hvis du, Kirsten, gav de tolv tusind til din bror, kunne han leje en rigtig lejlighed i stedet for et værelse! Dine katte kunne klare sig med simpel mad, og du behøvede ikke engang servere te.
Mor, begyndte Kirsten vredt, de katte har jeg selv hentet, fordi jeg ville. Jeg har ansvaret for dem. Og Mikkel er en voksen mand, han er allerede femogtredive. Han skal selv tage ansvar for sig selv og for den familie, han selv har valgt at starte.
Den voksne mand rynkede på brynet, lænede sig tilbage i sofaen og vendte dramatisk væk.
Det er også din familie! råbte moren højere. Din bror, dine nevøer! Der er så mange katte på gaden, du kan bare tage en hvilken som helst. Vi har hele livet fodret vores egne med grød og dåse, og det har altid klaret sig fint. Men du behandler dem som børn! Du vil jo ikke engang have egne børn. Du vil bare ligge og slappe af, når du bliver gammel så gør du bare. Men du kan jo ikke pifte dine katte ud, mens dine egne nevøer kun får slik til fest.
Kirstens tålmodighed knækkede. Årene med sårede følelser, afvisning og nedvurdering brød ud i tårer, der løb ned af kinderne.
Kattene er bedre end en familie, udbrød hun. De elsker mig bare for, hvad jeg er, uden at kræve noget. Og de vil aldrig bebrejde mig, hvis jeg vil leve mit eget liv.
Hun kunne ikke holde det ud længere. Hun vendte sig om, løb ind på soveværelset og smækkede døren så hårdt, hun kunne.
Så skal vi se, om de stadig vil elske dig, når du holder op med at købe dem al slags godbid, råbte faren efter hende. Verden er vendt på hovedet. Kattene er dyrere end forældrene nu
Morens skrig fortsatte, men Kirsten lukkede ørene for det. Hun faldt på sengen og gemte hovedet under en pude for at dæmpe de ydre råb. Broren kastede blot en tung bemærkning over hende som artilleri og gemte sig bag sit forklæde. Sådan har det altid været.
—
Kirstens barndomsminder var slørede, som om nogen havde fejet de mest smertefulde øjeblikke væk. Hun huskede dog tydeligt, at moren havde bagt en hindbærkage til hendes femte fødselsdag, fordi Mikkel havde ønsket den. Det var ligegyldigt, at Kirsten selv havde bedt om en chokoladekage med lys.
Til min dyrebare mand, den største skive! sagde Inge med et smil, og så på Kirsten uden den gamle glød i øjnene. Til dig bliver det naturligvis mindre. Piger skal holde figuren fra de små år af.
Intet særligt, men Mikkel fik altid det bedste: legetøj, ture, gaver og mest af alt opmærksomhed. Moren så på ham med beundring, håb og blid beundring, mens Kirsten kun var en sidekurve til ham.
Faderen sukkede i sådanne øjeblikke, kunne kun svare halvhjertet eller holdt sig helst fra at blande sig. Jens var tilhænger af den gamle familieform, hvor kvinden tog sig af børnene, og manden gik på arbejde.
Da Kirsten blev ældre, tilbragte hun næsten hele sommeren på hytten med moren. Mikkel gik derimod med vennerne ud og havde det sjovt. Når moren bad ham om hjælp hvilket sjældent skete pegede han på hovedpine. Kirsten måtte derimod klare husgerninger, fordi Mikkel har mandlige gøremål.
Af og til forsøgte faren at gribe ind i opdragelsen, men chancen var for gået.
Kirsten, vil du opdrage en livslang afhængig? spurgte han halvt i en hvisken, når han var alene med konen. Lad ham ikke blive forkælet! En rigtig mand skal kunne vaske sine egne sokker, lægge sin seng og lave mad selv bare til sig selv.
Ja? Jeg ser ikke, at du selv gør det, svarede Inge. Lad drengen leve roligt, så længe han er hos os. Han får nok tid til at blive selvstændig.
Og så? Han lærer det jo ikke ved et trylleslag!
Så må hans kone tage sig af det.
Hvis hun ikke vil lege med en voksen mand som et barn?
Så behøver vi ham slet ikke. Vi skal finde en normal en.
Den normale kom hurtigere, end hun havde regnet med. Kirsten var ikke engang seksten, da Mikkel introducerede en ung pige med store, naive øjne i deres hjem. Først blev hun en gæst om aftenen, så om natten, og til sidst boede hun der for altid.
Kirsten fik hurtigt at vide, at hun skulle flytte ud af sit eget værelse, da Inge sagde:
Kære, du må ikke blive sur, men de unge har brug for deres eget rum. Du skal bo i Mikkels værelse, og han flytter ind hos dig.
Kirsten var rasende. Hendes værelse var hendes eneste tilflugtssted, hendes bøger, plakater, alt. Mikkels værelse var stort, men helt åbent intet privat.
Mor, men det er mit værelse. Jeg er vant til det
Teknisk set er det vores fælles værelse i vores lejlighed med far. Du bruger det bare midlertidigt. Så dramatisk, men der er en seng, et bord hvad mere vil du have?
Kirsten stod målløs et øjeblik. Fra farens side lød det, som om hun ikke havde noget eget. Snart havde hun også mistet muligheden for privatliv.
Inge, lad være med at rode med barnet, greb faren ind. De unge kan bo, som de vil, eller flytte ud, hvis de er utilfredse. Så sparer de op til en lejlighed.
Vil du have, at din søn sove på gaden?! skreg Inge. Hvad sker der så? Jeg vil aldrig tilgive dig!
Morens skræmmende scenarier fik faren til at give efter. Den dag flyttede Kirsten sine ting til et andet rum.
Som forventet var hendes private liv forsvundet. Broren hånede hendes plakater, moren snuste i hendes laptop, og den kommende svigerdatter lod sin egen make-up stå i hendes skabe. Konflikterne florerede, og Kirsten var altid skyldig. Hun følte sig overflødig i sin egen familie.
Snart flygtede hun til sin bedstemor. Bedstemoderen var kun én øjens blind og gik langsomt, men det var bedre at passe på den gamle dame end at blive en tavs møbel i et hus, hvor hun aldrig havde haft sin plads.
Bedstemoderen havde arbejdet som dyrlæge indtil sin pension. Hun elskede dyr, gik altid med en lille pose foder på en gåtur, men lod ingen komme ind i huset.
Jeg vil ikke have, at de sætter sig fast ved mig, sagde hun. Jeg vil heller ikke blive afhængig af dem. Jeg har svært ved at få medicin, og dyr er et ansvar. Så tag dem med, hvis du vil fodre, behandle og give opmærksomhed, ellers lad dem være.
De boede sammen i næsten ti år, indtil bedstemorens liv sluttede. Kirsten arvede lejligheden, men ensomheden gnagde. Hun havde venner, men de havde deres egne liv og familier. Hun savnede nogen ved sin side, som hun altid kunne kramme.
Hun havde endnu ikke fundet sin egen familie. Ordet familie vækkede kun problemer i hendes hoved. Dyr var en anden sag. I hendes hjem boede nu to katte: Misser og Rødspætte. Misser var blevet indlagt, fordi han som killen ikke kunne stå på bagbenene. Kirsten hentede ham og beholder ham. Et år senere tog hun Rødspætte, fordi Misser blev ensom.
Desværre var kattene ikke i topform. Den ene havde nyreproblemer, den anden maveproblemer. De krævede dyrt dyrlægefoder, men Kirsten påtog sig ansvaret. Kattene gav hende så meget kærlighed, at udgifterne virkede som en lille pris.
Mikkel så ikke sådan.
En dag kom han med en rotte. Børnene havde bedt om et kæledyr. En hamster var for kedelig, mens en rotte syntes billigst. Ingen tænkte over plejen, så dyret blev syg. Mens Kirsten forklarede, at buret skulle være mindst tre gange så stort, kom en budmand med kattefoder og godbidder.
I skal betale tolv hundrede og halvt kroner, sagde han, da han slæbte sekken ind.
Mikkel løftede øjenbrynene og, så snart døren lukkede, kom kommentaren:
Tolv hundrede? Det er en tredjedel af min løn. Har de gemt guld i posen?
Mikkel havde aldrig sparet op til en lejlighed. Efter første barn måtte han flytte med sin familie ind i et lille værelse i en kommunalbygning. Der fik han også sin anden søn.
Det er dyrlægefoder, svarede Kirsten roligt. Og det er endda med rabat.
Mikkel nikkede, men gik videre. På Kirstens fødselsdag blev der endelig afholdt et lille brag.
Kirsten lå alene i stilheden. Slægtningene var væk, og hun måtte indrømme, at hun var lidt lettet. Hun havde aldrig ønsket at fejre dagen med dem, men traditionerne var svære at bryde.
Misser, hendes første kat, mærkede hendes stemning, snusede hende på kinden og begyndte at spinde. Rødspætte løb hen og slikkede hendes knyttede fingre. Deres spinden opløste langsomt spændingen. De sagde måske ikke noget, men i deres nærvær fandt Kirsten den ubetingede støtte, hun aldrig havde fået fra sin egen familie.
Telefonen ringede. Det var far.
Kirsten, undskyld for alt, der er sket sagde han træt. Jeg forstår nok ikke al den kattejazz. Det er ikke mig. Men at tømme din pung er heller ikke mig. De har virkelig forkert på den.
Hans ord var som et plaster over en blære. Han dømte hverken hende eller moren, men måske, hvis han havde været lidt mere involveret, var intet af dette sket. Alligevel var hun taknemmelig.
Et andet opkald kom lidt senere. Det var Lise, hendes bedste veninde.
Tillykke med endnu et år på din regning! Hvordan gik fejringen?
Et tavst tak, det går fint kom tilbage. Lise kendte Kirsten så godt, at hun forstod alt.
Så lad være med at blive alt for nedslået. Jeg er der om en time, sagde hun og lagde på uden at vente på protest.
En time senere stod Lise, hendes mand Henrik og to andre veninder i døren med pizza, vin og en kæmpe, flertrins katteklatretræ.
Til jeres pelsede venner, så de ikke keder sig, udbrød Lise.
Det var en total kaosfest; Misser og Rødspætte løb under sengen i panik, men latteren fyldte rummet. Gæsterne holdt skåle, drillede med fjollede taler og gav Kirsten en fødselsdag, hun sent ville glemme. De accepterede hende præcis som hun var i kontrast til den blodige familie.
Gæsterne gik hjem langt efter midnat. Lise blev tilbage for at hjælpe med oprydning.
Sådan? Føles det bedre? spurgte hun stille.
Kirsten smilede uforklarligt.
Ja, tak. I er de bedste.
Misser sov på en lille pude under bordet, Rødspætte på en stol. Den nye katteklatretræ stod stolt i stuen, mens Lise, der skulle på arbejde næste morgen, skyllede tallerkener.
I det øjeblik indså Kirsten, at familie selvfølgelig er vigtigt, men kun hvis den er heldig. Hendes egen familie havde været uheldig. Det var okay, for man kan altid bygge sin egen. En familie, der spinder ved dit øre, når du græder. En, der stormer ind i dit hjem midt om natten, når du har det svært. En sådan familie er stærkere end blodsbånd, fordi den er bundet af kærlighed, ikke af pligt eller skyld.
