Når Sofie viste bryllupsbillederne til veninderne, sagde hun altid med et smil:
Pyha, hvor jeg sled i det der kjole! Jo, den var flot, men også tung og besværlig! Næste gang jeg skal giftes, vælger jeg en let og luftig brudekjole.
Alle troede, Sofie lavede sjov, og de grinede sammen med hende. Det var nu også en joke alle vidste, Sofie og hendes mand Viggo havde fundet sammen på grund af ægte kærlighed. De havde mødt hinanden på ferie. Sofie var 21, Viggo 28.
…Det var august, lune bølger ved Skagen, perler af hvidvin, stjerner på himlen ren romantik. Alt det blev hurtigt til et besøg på rådhuset. Før det skulle Viggo dog skilles fra sin anden kone, og Sofie flyttede til hans hjemby.
København Aarhus København. Det blev Sofies faste rute i næsten et årti.
Men altså, i starten måtte de jo leje en lejlighed. Viggo havde overladt sin lejlighed til sin ekskone, som ellers truede med både det ene og det andet, hvis han ikke blev hos hende!
Men som tiden gik, blev ekskonen roligere. Måske havde Viggo lovet hende noget … Viggo talte aldrig om sin første kone det var fortid; de havde bare ikke passet sammen, sagde han. Den første havde han faktisk hjulpet videre med en af sine venner lykkeligt for alle parter.
Den anden kone holdt ud lidt længere, men tre år var nok til, at Viggo indså, at det ikke gik især fordi hun kaldte børn for menneskekid og ikke ville have nogen!
Alt det rørte ikke Sofie. Hun var selvsikker, ambitiøs og vidste, hun var noget særligt. Viggo forgudede hende og følte sig virkelig heldig. Da han gav blomster, kom det i store buketter. Pels? Ja, så var der tre at vælge mellem. Sko? Hun kunne næsten have nye på hver dag. Paris, London, Montenegro han tog hende med ud i verden, som han sagde, for at hun kunne se livet, inden de skulle have deres første barn.
Da deres smukke datter Freja blev født, gik det stærkt. Mens Sofie passede Freja, købte Viggo et hyggeligt hus og indrettede det med omtanke til sine to yndlingspiger!
Indflytterfesten blev fejret, og Freja startede i børnehave.
Sofie var målrettet hun ville uddanne sig. Men helst i sin hjemby København, hvor både hendes veninder og mor var, og hvor selv fremmede virkede rare. Intet var som lindetræerne ved hun kendte.
Mens Sofie tog kurser, passede svigermor lille Freja hjemme, for hun elskede barnebarnet højt. Viggo blev dog jaloux, kørte hele tiden til København, lavede mærkelige, akavede overraskelser. Det var komisk! Men Sofie gav ham egentlig ingen grund til bekymring … eller det troede han. Sandheden var, Sofie kunne ikke holde ud at stå for alle de praktiske ting hjemme. Hun uddannede sig gerne bare hun slap for opvask og gulvvask og det der med at opdrage barn og være den gode kone. Hun følte, at hun gik glip af livet, og tænkte tit: Hvorfor skulle hun, som var klog og smuk, bruge celle sine år på at gøre rent?
Efterhånden havde Sofie tre flotte røde eksamensbeviser i tasken. Hovedfaget var psykologi, og hun bar papirerne på sig som trofæer, mens hun søgte job med ildhu. Viggo kunne slet ikke forstå det:
Mangler vi penge? Jeg bliver skør af at vente på dig hele aftenen! Sofie, lad os dog få en dreng! Eller endnu en datter, bare du er her.
Men Sofie følte ikke for flere børn. Hun syntes, hun havde gjort sit: Givet Viggo en datter, hvad mere kunne han ønske?
Svigermor lagde sig i debatten: Lad nu bare Freja blive hos mig, så kan Sofie få styr på sit, til hun er voksen. Hun har jo aldrig tid til Freja, det er som om hun lever oppe i skyerne… Og Sofie sagde uden at blinke ja, pakkede tasken og tog til København uden at sige noget til Viggo hun ville ringe fra hovedstaden.
Men Viggo var allerede der. Han havde luret hendes trick:
Sofie, hvor er Freja? Hvorfor er du her, ikke i Aarhus? Er der en anden?
Rolig, Viggo! Ingen andre, slet ikke. Jeg … keder mig bare med dig, forstår du? Jeg længes efter frihed! sagde Sofie stille.
Frihed? Fra mig og dit barn? Hvad med kærligheden? Er den væk? Måske har du krise? Det klarer vi sammen, Søs! forsøgte Viggo.
Nej, det klarer vi ikke. sagde Sofie, uden tøven.
Viggo søgte råd hos sin svigermor, men hun løftede bare skuldrene:
Det må I klare selv. Du om nogen ved, Sofie er stædig som en granitsten.
Viggo måtte tage hjem til Aarhus alene, rådvild. Hvordan skulle han få Sofie tilbage? Samle familien? Hvis ikke for ham selv, så for Frejas skyld?
Dagene gik, ugerne gik. Sofie kom ikke tilbage. Hun svarede køligt på hans opkald. Alt går fint her.
Til sidst bestemte Viggo sig: Sælge hus, tage Freja med og flytte til København måske det kunne redde det hele.
Sofie var kølig overfor idéen. Hun argumenterede, det ville være synd for Freja hun skulle jo skifte skole, miste sine venner … og mormor ville heller ikke tilgive Viggo.
Men sandheden var, at Sofie nød sin frihed. Hendes motto var nu: At leve som en fugl på himlen. Hun havde startet syforretning, lejede en lejlighed, havde flere beundrere. Der var ikke tid til at kede sig og pludselig skulle hun forholde sig til både mand og datter igen? Hun ville bare slette fortiden.
Viggo ignorerede hendes protester og flyttede med Freja. Håbet om at blive en familie levede. Han hentede Sofie fra arbejde, satte Freja af (og hun lignede da sin mor til forveksling). Men Sofie forblev uanfægtet og til sidst trak hun stregen:
Viggo, giv slip. Lad os blive skilt. Freja kan bare bo her.
Freja var blevet 11. Hun havde ikke brug for et tag over hovedet hun havde en far, en elsket mormor og et hjerte, der stadig elskede sin mor. Hun forstod bare ikke, hvorfor mor sådan havde valgt dem fra.
Tiden løber. Ingen kan standse den.
Livet går videre, og vi får hver især vores del af retfærdighed.
Viggo holdt op med at fiske i den tørre sø. Indså, at Sofies hjerte aldrig ville åbnes for ham igen.
Skæbnen bragte ham en helt anderledes kvinde jordnær, med begge ben plantet solidt på den fynske muld. Slet ingen vilde drømme. De bor i dag i en lille landsby. Hun havde to sønner fra før, men ingen behov for Paris eller dyre sko eller pelse. Gummistøvler til efteråret og en god varm jakke, så jeg kan passe dyr, og børnene får en ordentlig opvækst det er det vigtigste.
Med hende fandt Viggo ro og varme. Hvor det er simpelt, er der engle nok, hvor det er kringlet, er der ingen. Snart fik de en lille pige. Først dér mærkede Viggo sand lykke på fjerde forsøg. Den rene kærlighed. De første tre ægteskaber de skulle ikke rippe op i.
Sofie bor nu hos sin mor. Én af hendes forretningspartnere lovede hende guld og grønne skove men endte med at lade hende i stikken. Sybusinesset gik rabundus, de mange beundrere forsvandt som dug for solen.
Så ja, der var mange friere dengang nu er de væk. Nu er Sofie skolepsykolog. Endelig kom uddannelsen til nytte. Hun fortryder ingenting. Men den menneskelige sjæl har dybe lag. Måske bliver der engang vakt et glimt af fortrydelse i Sofies hjerte? Man ved aldrig
…Freja bor nu som voksen med sin mand hos mormor i Aarhus. På selve bryllupsdagen bar hun den lette og luftige brudekjole. Det var hendes mor, Sofie, der havde syet den til hendeDa Freja dansede ud i sommersolen, blafrende florlet hvid kjole, skyndte hun sig ud på trappen for at blive fotograferet af sine veninder. Hendes latter fyldte luften, og selv mormor fældede en tåre bag sine briller. I et kort øjeblik, midt blandt smil og lykønskninger, spejdede Freja ud over flokken. Hendes blik mødte Sofie moren stod lidt til siden, et lille, uforudsigeligt smil om munden. Ingen ord blev sagt, men Freja sendte hende et blik fuld af forståelse og tilgivelse.
Senere, da festen ebbede ud og skumringen lagde bløde skygger over haven, fandt Sofie og Freja hinanden på trappen. De sad stille sammen. Sofie lagde sin hånd på datterens, som for at undskylde alt det, der var usagt imellem dem. Freja smilede, trykkede hendes hånd, og nikkede bare for alt, de havde manglet at sige, hang i luften mellem dem, sagt uden ord.
Sådan fik livet lov til at fortsætte: ikke som det eventyr, Sofie havde drømt om, men varmere og blidere, end hun havde troet muligt. For nogle gange er det ikke store skæbner eller vidtløftige eventyr, der skaber lykken, men det lille øjeblik, hvor forståelse møder tilgivelse og hvor både tunge og lette brudekjoler kan bæres med lige stor værdighed.
