SIDSTE KÆRLIGHED
Ida, jeg har altså ikke flere penge! Det sidste jeg havde, gav jeg til Katrine i går! Du ved jo, hun har to små børn!
Helt modløs lagde Anna Sørensen røret på. Det, hendes datter lige havde sagt til hende, ville hun slet ikke tænke på mere.
Hvorfor er det sådan? Vi opfostrede trods alt tre børn sammen, deres far og jeg. Vi gjorde alt for dem. Alle sammen har fine uddannelser og gode stillinger. Men nu, hvor jeg er blevet gammel, er der ikke ro eller hjælp at hente hos nogen af dem.
Hvorfor skulle du, Verner, forlade mig så tidligt? Det hele var nemmere sammen med dig! tænkte Anna, mens hun skævede opad mod sin afdøde mand.
En ubehagelig følelse greb hendes bryst. Automatisk rakte hun ud efter pilleæskerne: Der var kun én eller to kapsler tilbage. Hvis det skulle blive værre, så havde hun ikke mere at tage. Jeg må nok i apoteket snart.
Anna forsøgte at rejse sig, men måtte med det samme synke tilbage i stolen det snurrede forfærdeligt i hovedet.
Bare rolig, pillen virker nok om lidt, så får jeg det bedre.
Men tiden gik, og det hjalp ikke rigtigt.
Anna tastede nummeret til sin yngste datter:
Katrine nåede hun knap hviske i røret
Mor, jeg sidder til møde, jeg ringer senere!
Anna prøvede hos sin søn:
Lauge, jeg har det ikke så godt, og pillerne er væk. Kan du ikke, efter arbejde
Men sønnen lod hende ikke tale ud:
Mor, jeg er ikke læge, og det er du heller ikke! Ring nu bare 112, og lad være med at vente!
Anna sukkede tungt; Ja, han har jo ret, Lauge! Hvis det ikke bliver bedre om en halv time, må jeg ringe efter en ambulance.
Hun lænede sig forsigtigt tilbage i stolen og lukkede øjnene. For at slappe af begyndte hun at tælle til hundrede i tankerne.
Pludselig, langt borte fra, kom en lyd. Hvad er det? Åh ja, telefonen!
Hallo! sagde hun med besvær, munden føltes tør.
Anna, hej! Det er Poul! Hvordan har du det? Jeg fik sådan en uro på, måtte bare ringe til dig!
Poul, jeg har det dårligt.
Jeg kommer nu! Kan du åbne døren?
Poul, for tiden står den næsten altid åben hos mig.
Anna tabte telefonen på gulvet. Hun orkede ikke engang at række ud efter den.
Det er ligemeget, tænkte hun.
Som i en film kørte billeder fra ungdommen forbi hendes lukkede øjne: Der var hun selv ung og nybagt studine på Handelshøjskolen. Og to flotte unge kadetter fra officersskolen, af en eller anden grund med balloner i hånden.
Sjovt, store mænd med balloner! tænkte hun dengang.
Nå ja! Det var jo den 5. juni, Grundlovsdag! Der var fest og glade dage. Og hun selv mellem Poul og Verner, begge med balloner i hånden.
Hun valgte Verner den dag. Han var den mere frembrusende type, mens Poul altid var lidt indadvendt og genert.
Derefter førte livet dem i hver sin retning: Verner og Anna kom til at bo i Slagelse, hvor Verner blev politiassistent, mens Poul fik job i Esbjerg.
Først mange år senere så de hinanden igen hjemme i Odense, da mændene gik på pension. Poul havde levet hele livet alene, uden kone, uden børn.
Folk spurgte ham ofte, hvorfor det var blevet sådan
Men han slog det bare hen med et smil:
Jeg har aldrig haft held i kærlighed måske jeg skulle prøve lykken med ludo i stedet!
Nu hørte Anna nogle stemmer, en samtale. Med besvær åbnede hun øjnene:
Poul!
Og ved hans side, åbenbart en læge fra Falck.
Det skal nok gå, hun får det bedre nu. Er du hendes mand?
Ja, ja, sagde Poul.
Lægen gav Poul nogle instrukser.
Poul blev hos hende, holdt hende i hånden, indtil Anna følte sig bedre.
Tak, Poul. Nu har jeg det meget bedre!
Det glæder mig! Her, tag lidt te med citron
Poul blev der, lavede lidt mad og puslede om Anna. Selvom hun snart var på benene igen, turde han ikke efterlade hende alene.
Ved du hvad, Anna, jeg har elsket dig hele livet. Derfor blev jeg aldrig gift.
Åh, Poul, Verner og jeg havde et godt liv sammen. Jeg havde stor respekt for ham, og han elskede mig. Du sagde aldrig noget dengang, jeg vidste ikke, hvordan du følte. Men nu ja, det er jo fortid, de år er gået og kommer ikke igen.
Anna, tænk hvis vi kunne få en lykkelig tid sammen nu, med alt det der er tilbage! Så længe vi får lov, er vi glade!
Anna hvilede hovedet på Pouls skulder, tog hans hånd i sin: Ja, lad os prøve! og grinede så frit, som hun ikke havde gjort i mange år.
En uge senere ringede Katrine endelig!
Mor, hvad var der? Jeg så, du ringede, men så glemte jeg det i alt hurlumhejen
Åh, det var ingenting. Alt er fint nu. Men du skal ikke blive overrasket: Jeg vil bare sige, at jeg skal giftes!
Der blev stille i røret, kun høres Katrine trække vejret og smætte lidt med læben, mens hun fandt ordene.
Mor, er du blevet skør? Du burde da tænke på plejehjem, ikke bryllup! Og hvem er nu den heldige?
Tårerne pressede sig på, men Anna fandt styrken:
Det er min egen sag!
Så lagde hun på.
Hun vendte sig mod Poul: Så, nu kommer de alle sammen væltende i aften! Vi må forberede os på at forsvare os!
Klart, vi kan klare det! sagde Poul og lo.
Samme aften stod alle tre børn på dørtrinnet: Lauge, Ida og Katrine!
Nå, mor, præsentér os for din Don Juan! drillede Lauge syrligt.
I kender mig jo allerede, sagde Poul, da han kom ud. Jeg har elsket Anna siden vi var unge, og efter jeg fandt hende for en uge siden i den tilstand, forstod jeg, at jeg ikke kan undvære hende. Jeg friede, og hun sagde ja.
Hør her, gamle nar, er du blevet bindegal? Kærlighed i den alder! skreg Ida.
Hvilken alder mener du? sagde Poul roligt. Vi er kun lige fyldt halvfjerds, der er masser af liv endnu. Og jeres mor er stadig smuk!
Jeg går ud fra, du bare er ude efter at få min mors lejlighed? spurgte Katrine med sit mest advokat-agtige blik.
Børn, tag jer nu sammen. I har jo alle jeres egne hjem!
Alligevel, vi har jo også en andel i lejligheden! tilføjede Katrine.
Jeg har ikke brug for noget, sagde Poul, men det er uværdigt at tale sådan til jeres mor. Stop det straks!
Hvem tror du egentlig, du er, gamle charmeur! Hvem spurgte dig om noget? råbte Lauge og trådte frem.
Poul stod urokkeligt fast, så Lauge i øjnene.
Jeg er jeres mors mand, uanset hvad I mener!
Og vi er hendes børn! råbte Ida!
Ja, og i morgen sender vi hende på plejehjem eller på psykiatrisk! istemte Katrine.
Ikke tale om! Kom, Anna, vi går!
De gik ud sammen, hånd i hånd, uden at se sig tilbage. Det var fuldstændigt ligegyldigt for dem, hvad andre tænkte. De var lykkelige og frie! Og gadens ene lygte oplyste vejen foran dem.
Børnene stod målløse tilbage og anede ikke, hvordan nogen kan elske, selv når de er halvfjerds år gamle.







