En dag ringede min fjern-slægtning, “tante Jytte”, og inviterede mig til sin datters – altså min fjern-nieces – bryllup. Sidst jeg så hende, var hun seks år gammel. Jeg er ikke ligefrem familiemenneske, men at springe over gik ikke: “Vi kan vel mødes bare én gang på 20 år, du MÅ ikke blive væk!” tordnede tante Jytte. Invitationen fra Sofie og Andreas med due og roser dumpede ind, påmindelsen kom også – så jeg måtte afsted. Farvel til lørdagen, men sådan er livet… Så der kommer jeg, med blomster, dårligt humør og en plan om at stikke af efter en time, ind i restauranten og i festsalen, hvor jeg placeres blandt sjove unge fyre – brudgommens venner – der efter et par snaps begejstret begynder at beundre “den charmerende unge tante”, som overhovedet ikke ligner en tante, og foreslår, at vi lærer hinanden at kende og virkelig får sparket gang i festen. Jeg genkendte naturligvis ikke bruden; fra en mørkhåret mus udviklet til en lysblondine med barm – musen var faktisk sødere. Stemningen? Ganske dyster: sure tanter med mænd, en nervøs brudgom, en selvtilfreds brud, og hvis ikke for vores selskab, kunne det hele minde om en begravelse. De andre tanter så meget misbilligende på mig. Jeg misser første skål, men så starter runde to. Nu med mig. Toastmasteren spørger, hvem jeg er og annoncerer: “Nu får Sofie og Andreas en lykønskning fra den unge og smukke tante!” Jeg rejser mig og siger hjerteligt: “Kære Sofie og Andreas!” Brylluppet var støjende før, men nu bliver det absolut stille – og det går op for mig, at jeg faktisk ikke har set min tante, og næppe ville overse hende. “Bruden hedder Louise,” hvæser en tante i pink overfor. “Og brudgommen hedder Jonas.” “Hvordan Louise? Hvem er Jonas?” “Der er altid nogle, der kommer for at spise og drikke gratis,” siger pink-tanten. “Vi havde én til min søns afskedsfest, måtte smide hende ud. Ingen skam i livet!” Her gik det op for mig, at denne fest bliver interessant: gæsterne læner sig frem og ser rovdyrligt på mig, nogen overvejer tydeligvis allerede at smøge ærmerne op. “Men jeg har en invitation!” råber jeg, svinger den i luften. “Her står der: Sofie og Andreas, Restaurant, Festsal!” Redningen kommer fra en tjener: “Undskyld, vi har en festsal ovenpå – måske skal De derop?” “Ja, det vil hun sikkert gerne! Gratis mad to steder,” bider pink-tanten. “Hvilket fræk menneske, eventyrer!” “Frækhed er lykke, Birthe,” blander en sur limegrøn tante sig. Jeg ligner hverken en småsvindler eller eventyrer – selvom det nok afhænger af øjnene, der ser. Vennerne fra brudgommen prøver at redde mig, men får straks et: “Ha, hun har allerede forført mændene!” fra lilla-tanten. Og pink-damen tilføjer: “Sådan én stak af med vores regnskabschefs mand! Bare vend ryggen til, så hugger hun til, de slanger.” Jeg har aldrig stjålet nogens mand, men nu følte jeg mig som en sand hjemmerøver og begyndte at spejde – måske kunne én bruges, når jeg nu blev anklaget for alt. Heldigvis løb den søde tjener op ovenpå, fandt tante Jytte, som straks forstod situationen og svor, at hun kendte mig – mens hun blinkede mystisk til alle, som om vi altid havde haft lidt knas på øverste etage. Kort fortalt blev jeg evakueret til den rigtige sal, hvor den ægte “mørke skønhed” Sofie og den (vistnok) Andreas ventede – og hvor jeg forsigtigt blev opmuntret med drinks. Godt, jeg ikke nåede at overdrage gaven. Men hjem fulgte brudgommens venner fra det første bryllup.

En dag ringede min grandtante pludselig og inviterede mig til sin datters bryllup min grandniece, som jeg sidst havde set, da hun var seks år. Altså, da hun var seks.

Jeg har aldrig været særligt knyttet til den fjerne familie, og jeg forsøgte da også at undslippe, men det lykkedes mig ikke.
Så kan vi da mødes én gang hvert tyvende år, du kommer bare, og prøv bare på andet! sagde min tante med myndig stemme.

Invitationen med duepar og roser fra Astrid og Kasper dumpede ind ad brevsprækken, og de sendte endda en påmindelse to dage før. Så jeg måtte jo tage afsted.

Nå ja, lørdagen var så spildt, men hvad kan man gøre?
Jeg mødte op med en stor buket blomster, elendigt humør og et stærkt ønske om at smutte uden at sige farvel efter en time.

Inde på restauranten blev jeg sat sammen med en flok unge, festlige mænd venner af brudgommen som allerede havde fået et par snaps og straks begyndte at overøse mig med komplimenter. “Sikke en skøn tante bruden har! Slet ikke gammeltante-agtig! Skal vi ikke lære hinanden lidt bedre at kende og feste igennem?” Og det gjorde vi så.

Bruden genkendte jeg naturligvis ikke efter de mange år var hun gået fra at være en lille, mørkhåret mus til en lys og meget frodig blondine. Jeg kunne nu bedre lide hende som mus.

Hele selskabet havde en lidt trykket stemning: en gruppe sure tanter med lige så søvnige onkler, en brudgom med blik som et rådyr i lyskeglen, og en brud der beundrede sit eget spejlbillede og barm. Havde det ikke været for vores hurtigt festlige selskab, havde det nærmest lignet en bisættelse. Tanterne sendte mig meget misbilligende blikke.

Jeg havde misset den første runde taler, men så begyndte runde to. Med mig. Toastmasteren der lige havde fundet ud af, hvem jeg var proklamerede fornøjet:
Nu vil den unge, smukke tante til bruden sige et par ord til de nygifte!

Jeg begyndte på min tale:
Kære Astrid og Kasper!

Brylluppet havde i forvejen ikke været særligt larmende, men nu blev der helt stille som graven. I samme øjeblik gik det op for mig, at jeg ikke havde set min tante, og at det var usandsynligt, at hun havde forandret sig så meget, at jeg ikke kunne kende hende.

Bruden hedder Marie, hviskede en dame overfor mig i lyserød kjole. Og brudgommen hedder Nikolaj.

Marie? Hvilken Nikolaj?

De kommer til andres fester for at æde og drikke gratis det skal være løgn, snappede damen. Til min søns studenterfest var der også sådan én, vi måtte nærmest smide hende ud. Ingen skam i livet, siger jeg bare.

Det gik endelig op for mig, at der nok vente en lidt anden slags bryllupsfest, end jeg havde forestillet mig. Hele selskabet begyndte at rejse sig, nogle knyttede endda næverne. Det gik heldigvis ikke så vidt.

Men se her, jeg har da en invitation! råbte jeg ja, jeg råbte og viftede med papiret. Det står her: Astrid og Kasper, restaurant X, festsal Y.

Redningen kom fra en klog tjener.
Frøken, sagde han, vi har en anden festsal ovenpå, måske hører De egentlig til der?

Ja, det tror jeg hun gør, hun vil bare have gratis mad. Lige om lidt går hun derop for at få mere, skældte damen i lyserødt ud. Tænk at jorden bærer sådan en frækhed! Svindler!

Frækhed, Lise, er jo som bekendt halvdelen af lykken, brummede en anden tante i grønt, der var mindst lige så irriterende.

Ingen ville tage mig for en småkriminel eller svindler men måske så det sådan ud udefra? Brudgommens venner forsvarede mig, hvilket straks udløste:
Ja, se der! Nu er hun allerede ved at charmere mændene!

Tanten i lyserødt lagde til:
Lige sådan én snuppede manden fra vores økonomiafdeling. Du vender ryggen til så snupper de ham! Rigtig strigle, hun dér.

Jeg havde aldrig taget nogen andens mand, men pludselig følte jeg mig som den værste femme fatale. Overvejede ligefrem, om der var en ledig mand i selskabet når nu de alligevel troede det

Heldigvis hentede den gode tjener min grandtante fra den rigtige sal ovenpå. Hun havde lynhurtigt forstået situationen og svor højt, at hun kendte mig. Hun blinkede dog lidt for meget, som ville hun undskylde for min mentale tilstand.

Jeg blev eskorteret til den rigtige sal, hvor Astrid mørklødet som altid ventede, sammen med (vistnok) Kasper, og de bød på adskillige solide glas snaps for at få mig til at falde ned.

Heldigvis nåede jeg ikke at give min gave til de forkerte.

Brudgommens venner fra den første fest fulgte mig på vej ud.

Nu ved jeg i hvert fald én ting: Man skal dobbelttjekke invitationen og aldrig undervurdere et dansk bryllups-orkester af tanter.