Katten sov sammen med min kone. Han pressede ryggen mod hende og skubbede til mig med alle fire poter. Om morgenen stirrede han dristigt og hånligt på mig. Jeg bandede, men kunne ikke gøre noget. Han var yndlingen, forstår du. Lille skat og solstråle. Min kone lo, men for mig var det ingen spøg.
Denne lille skat fik stegt sild, som derefter nænsomt blev befriet for ben, og den sprøde, velsmagende skind lagt i en lille pæn bunke ved siden af de varme, dampende, saftige bidder på hans tallerken.
Katten så på mig med en skæv mund, der sagde:
Du er taberen her, jeg er den sande yndling og herre i huset.
Af fisken fik jeg kun de stykker, som kræsenpelsen ikke gad spise. Kort sagt: Han drillede mig, som han kunne. Jeg tog hævn på min egen måde skubbede ham lidt væk fra tallerkenen, puffede ham ned fra sofaen. Krig, ganske enkelt.
Ind i mellem lagde han forsinkede miner i mine hjemmesko og sko. Min kone lo og sagde:
– Man skal ikke drille ham.
Og så aede hun sin solstråle. Den grå kat så arrogant ned på mig. Jeg sukkede. Hvad kunne jeg gøre? Jeg havde kun én kone og det satte tingene på plads. Så jeg måtte finde mig i det. Men denne morgen …
Denne morgen, mens jeg gjorde mig klar til arbejde, hørte jeg pludselig min kones desperate råb fra entreen. Jeg styrtede ud og så følgende: Seks kilo rufset pels, kløer og elendigt humør stormede mod min kone, som en tyr mod et rødt klæde.
Da uhyret så mig, sprang han op på mit bryst og skubbede så hårdt, at jeg fløj ud af entreen og landede på gulvet. Jeg sprang op igen, greb en stol og brugte den som skjold, mens jeg fik fat i min kones hånd og trak hende mod soveværelset. Katten sprang men ramte en af stolens ben og udstødte et desperat skrig. Meget højt.
Men det stoppede ham ikke. Han angreb fortsat, indtil soveværelsesdøren klappede i bag os. Vi blev stående og lyttede til hans hvæsende lyde på den anden side. Så begyndte vi at duppe vores utallige rifter med sprit og jod fra apoteksskabet. Min kone ringede til sit arbejde fra soveværelset og forklarede, at vores kat var blevet sindssyg, havde kradset os, og at vi nu måtte på skadestuen i stedet for på arbejde. Jeg ringede også bagefter og gentog det hele ordret til min chef. Og så …
Så rystede jorden, og med et suk gyngede huset. Ruderne i køkkenet eksploderede, glassets splinter fløj, og i badeværelset sprækkede ruden med et smæld. Jeg tabte telefonen. Tordnende stilhed opstod. Glemslen om katten, stormede vi ud fra soveværelset og spænede ind i køkkenet for at kigge ud.
Foran huset gabte et enormt krater. Rundt om lå dele af biler spredt som legetøj. Det var naboens lille lastbil, der kørte på gas og var fyldt med flasker, der var eksploderet. På parkeringspladsen lå biler væltede om på taget, de drejede hjulene hjælpeløst som væltede skildpadder. Længere væk hørte vi sirener fra politi og ambulance.
Forbløffede vendte vi os mod katten samtidig.
Han sad i hjørnet, trykkede sin brækkede højre forpote ind til brystet og græd sagte.
Min kone udstødte et gisp, styrtede hen til ham og løftede ham op på armen. Jeg flåede bilnøglerne op af lommen, og vi løb ned ad trapperne uden at vente på elevatoren sprang af sted, trin for trin, alle syv etager, uden at sige et ord.
Tilgiv de andre ofre for eksplosionen, men vi havde vores egen sårede.
Vores bil stod heldigvis bag huset. Vi kastede os ind og kørte lynhurtigt mod vores velkendte dyrlæge. Kattene i mit sind kradsede, under Micael Tariverdis To på en cafe, som tilfældigvis strømmede ud af radioen.
En time senere gik vi ud fra dyrlægen. Min kone bar sin skat i armene, og han Han viste stolt sin forpote, omhyggeligt forbundet, til de andre, der sad med deres kæledyr. Da de hørte, hvad der var sket, rejste folk sig og klappede vores kat og sagde trøstende ord til ham.
Hjemme igen gik min kone i gang med at tilberede hans yndlingsfisk. Hun lavede den, som han elskede, trak benene ud og lagde det sprøde skind i en nydelig bunke. Mig gav hun resterne.
Katten humpede hen til sin tallerken og krøb sammen af smerte, mens han så på mig. Han prøvede at rynke på næsen i foragt, men det lignede mest en smertegrimasse.
Jeg var travlt optaget, men da jeg blev færdig, lagde jeg også min portion af benfri fisk på hans tallerken.
Katten stirrede forbløffet på mig. Han trak sin højre forpote op til brystet og mjavede lavt og spørgende.
Jeg løftede ham op og lagde ham tæt ved mit ansigt.
– Måske er jeg en fiasko. Men med sådan en kone og sådan en kat, er jeg verdens lykkeligste fiasko, sagde jeg og kyssede ham på snuden.
Katten spandt sagte, lagde sit store hovede op ad min kind. Jeg satte ham ned, og han, endnu med smerte, begyndte at spise sin fisk. Min kone og jeg stod arm i arm og så på ham og smilede.
Siden da har katten kun sovet hos mig. Han kigger mig ind i ansigtet, og jeg beder kun om én ting:
At få flest mulige år, hvor jeg ser ham og min kone ved min side.
Der er ikke behov for mere.
Helt ærligt.
For det er sand lykke i denne mærkelige, danske drøm.
