2. marts
Jeg er stadig ved at fatte, hvad jeg gjorde i går men jo mere, jeg tænker over det, desto mere føles det som det eneste rigtige. Men lad mig prøve at genfortælle, hvordan det hele gik til. Altså, først en advarsel til mig selv: Næste gang det sker, har jeg tænkt mig at reagere endnu tidligere. For nu har jeg lært, hvad min grænse egentlig er værd og hvad det koster ikke at stå fast.
Jeg kom hjem fra arbejde i går, træt som en karklud efter endnu en vanvittig dag på kontoret inde ved Nørreport. Min chef Heidi havde ellers som sædvanlig kørt det helt store drama med årsrapporten, og selvfølgelig blev jeg fanget i bilkøen på H. C. Andersens Boulevard. Det regnede sågar, det dér fine støvregn, der bare gør alt gråt. Jeg længtes sådan efter at komme hjem til roen på vores lejlighed i Valby, smide skoene som efter ni timer føltes som torturredskaber vaske mascaraen af og bare smide mig på sofaen med min bog. Men nej.
Allerede i opgangen kunne jeg høre larmen. Og da jeg trådte ind, ramte den tykke, sure stank af billig øl og sild mig lige i hovedet. På min lyse trægulvsmåtte lå tre par kæmpestore herresko, nogle af dem med indtørret mudder. Der lå også en jakke mast ned fra knagerækken, som en slags skamskudt due.
Inde i stuen havde Jacob min mand gennem ti år gjort sig alt for godt til rette i lænestolen, mens vores sofa var besat af Mikael og Rasmus og endnu en skægget type, jeg ikke kender. Fladskærmen buldrede med lyden af landsholdskamp, så det rystede i ruderne, og sofabordet mit elskede Arne Jacobsen-bord, som jeg plejede at gøre rent med glasrenser var dækket af dåseøl, chips, peanuts og et bjerg af beskidte fiskeskind direkte på en gammel B.T.
“Ej, kom nu, Signe, slap da lidt af,” råbte Jacob over lyden af bolden og grin. “Vi har bare ikke set hinanden i årevis, det er jo gamle venner. Du kunne da lige skære noget agurk og måske noget spegepølse så har vi lidt til øllen. Vi har druk, men ikke rigtig noget at spise.”
Der blev jeg sgu stående et øjeblik med nøglerne i hånden og tænkte: Hvordan i alverden endte jeg her? Jeg, der altid har sat en ære i hygge, god mad, orden og at ingen gæster kom uanmeldt, især ikke på en tirsdag.
“Jacob,” sagde jeg stille, “vi har jo aftalt ingen gæster i hverdagene uden at sige til. Jeg er træt. Jeg har bare brug for ro.”
Han vinkede mig væk uden at se op, totalt opslugt af kampen, hvor 22 mænd sparkede til en bold på Parken.
“Ej, nu begynder det der kvinderi igen ‘træt’, ‘hovedpine’. Signe, kom nu, vær lidt festlig. Drenge, sig noget til hende!”
“Vær nu sød, vi holder det roligt,” grinede Mikael hvilket ifølge min erfaring betyder lydniveau som ved Take That-koncert i Forum. “Kom ind og vær med! Skal du ha en bajer?”
“Nej tak,” sagde jeg, og mærkede hvordan vreden gjorde min stemme iskold og klar. “Men jeg vil have, at I er ude herfra, og her er pænt og ryddeligt, om ti minutter.”
“Ej, Signe, lad nu være det er da pinligt, du gør det foran drengene,” sagde Jacob og sendte mig et surt blik. “Kan du ikke bare gå i køkkenet og koge nogle pølser? Vi er sultne.”
Jeg så længe på ham. Alle de år, jeg havde forsøgt at være den perfekte danske hustru: lækker mad, stue med levende lys, rent tøj, hjemlig hygge. Jeg har udholdt hans besøg i klubhuset, hans mors evige kommentarer, hans rod. Men lige dér knækkede et eller andet i mig. Måske var det bare ordrene. Eller de fiskeskind, der lå på mit bord.
Jeg vendte mig rundt, gik ud i soveværelset, der hvor han altid lægger sin tegnebog fra sig sammen med sine kort og småpenge. Hans bonus var lige kommet, og vi havde snakket om, at det skulle bruges på at glase altanen eller måske til vinterdæk. Mit blik faldt på hans guldbankkort.
Jeg lagde lynhurtigt min plan: jeg tog kortet, pakkede en lille taske skiftetøj, silke-natsæt, mobiloplader, kosmetik og ringede efter en taxa fra min telefon. “Komfort Plus.” Eller, ved du hvad? “Business.” Nu skulle det være.
Fem minutter efter sad jeg i en sort Mercedes-taxa. Chaufføren, i pæn skjorte og slips, spurgte høfligt:
“God aften, hvor skal vi hen?”
“Til Hotel DAngleterre, tak,” svarede jeg. Jeg havde altid drømt om at bo der Københavns dyreste og smukkeste hotel med marmor og betjente i uniformer. Nu gjorde jeg det.
Telefonen peb. Det var Jacob. Han har vel lige opdaget, at der ikke kommer pølser. Jeg satte den på lydløs. Han kunne tro, jeg var nede at handle smør og agurkesalat.
Hotellets duft af roser og parfume slog mig næsten omkuld. Luksus overalt krystallysekroner, blødt tæppe, receptionister i sort jakkesæt og lette smil.
“God aften. Har du en reservation?” spurgte kvinden bag disken.
“Nej,” sagde jeg roligt og lagde Jacobs guldkort frem. “Jeg skal bede om en suite. Med badekar og gerne udsigt til Kongens Nytorv.”
“Vi har en Executive Suite på syvende sal. Morgenmad og adgang til spa hele døgnet. Prisen er 23.000 kroner for en nat. Skal jeg booke?”
23.000 kroner halvdelen af min månedsløn. Eller en god del af Jacobs bonus. Min indre ‘pyt-knap’ forsøgte at sige stop, men jeg trykkede på.
“Book den,” sagde jeg stædigt.
Hun tastede løs, fik mit pas, og jeg hørte terminalen sige bip: Kortet accepteret. Jeg forestillede mig, hvordan Jacobs telefon smidt blandt chips og fjernbetjening gav lyd: “Køb: 23.000 DKK. Hotel DAngleterre.” Spørgsmålet er, om han opdagede det mellem øl og bold.
Portieren fulgte mig op. Suiten var større end vores lejlighed. King size seng med nystrøget, hvidt sengetøj, læderstole, badeværelse i marmor, panoramaudsigt til byen, alt det, jeg har længtes efter, men aldrig tilladt mig at ønske.
Jeg smed straks skoene, gik på det bløde tæppe, fandt minibarens lille champagne prisen ville gøre de fire venners billige øl til skamme men hvad. Jeg poppede proppen, hældte op, satte mig ved vinduet.
Telefonen dryppede med beskeder. 15 ubesvarede opkald. Tre på Messenger.
“Signe, hvor er du?”
“Kan du købe noget mælk på vejen?”
“Signe, hvor fanden er du? Vi er sultne!”
Ikke ét ord om, hvordan jeg havde det. Bare krav. Jeg tog en stor slurk champagne. Ja, dét var det værd.
Endnu en sms:
“Der kom en mærkelig besked 23.000 trukket? Har du købt noget? Hvor er mit kort? SKRIV!”
Han havde fanget den nu. Jeg ringede til roomservice. “God aften. Kan jeg bestille aftensmad op? Jeg er sulten. Havsalat, medium-rare bøf og tiramisu. Og en god flaske rødvin til. Sæt det på værelset. Tak.”
Satte boblebadet over med lavendel-duft. Endnu ringede Jacob på telefonen. Denne gang tog jeg den.
“Hallo?”
“Signe! ER DU RABLEND GAL? Hvor er du henne? Hvad er det med 23.000 kr?! Er du på hotel? Har du tabt hovedet?”
“Nej, ikke tabt hovedet. Jeg købte ro. Og respekt,” sagde jeg stille. “Jeg er på DAngleterre.”
“På DAngleterre?! Hvorfor?! Vi kan jo lige så godt bo på gaden det er jo vanvittigt. De penge var til altanen!”
“Altanen må vente. Mine nerver kan ikke mere. Forresten kommer der lige et par tusind ekstra for aftensmad. Og spa i morgen.”
“Signe, du er jo bindegal! Vi har pølser i fryseren!”
“Så må drengene jo koge dem til dig. Jeg har købt respekt for penge, der ellers skulle bruges på at gøre boligen hyggelig for os begge. Jeg har i nat brug for min egen hygge. Ringer du igen, bliver det nok endnu dyrere.”
Jeg lagde på og slukkede telefonen.
Roomservice kom, dækkede op. Jeg i hotellets bløde badekåbe foran vinduet med god mad og rødvin, de tusinde bylys udenfor. For første gang i mange år følte jeg mig ikke som slutrengøringsdame og køkkenchef, men bare… kvinde. En dyr, krævende, værdifuld kvinde, der hellere ville bruge penge på sig selv end på at være praktisk.
Jeg sov fantastisk. Ingen snorken, ingen masen om dynen. Om morgenen trak jeg gardinerne fra og nød lyset. Jeg gik i spaen. Plaskede i poolen, fik massage. Massøren smilede og sagde: “Hold da op, du er spændt helt op. Du skal tage lidt bedre vare på dig selv, søde.”
“Det lover jeg,” sagde jeg. Og mærkede kroppen begynde at løsne op.
Klokken var næsten to, da jeg tog hjem. Telefonen bibbede løs 14 ubesvarede opkald og beskeder. Den sidste fra Jacob: “Jeg har gjort rent og vasket op. Kan vi snakke?”
Taxa hjem (igen Business nu kører vi med stil). Jeg trådte ind. Lejligheden duftede svagt af ajax og citron. Og lidt af dårlig samvittighed.
Jacob sad med en kop te ved køkkenbordet. Alt var skinnende rent. Ingen fiskerester, intet rod. Måtten var støvsuget, gulvet skinnede, selv komfuret så poleret ud.
Han rejste sig straks. Så træt ud. Sorte rande under øjnene. Må have været en lang nat for ham også.
“Du er hjemme Hold kæft, Signe. Jeg fik næsten hjertestop. Ved du overhovedet, hvor meget du har brugt?”
Jeg lagde tasken, tog hans bankkort frem, smed det på bordet.
“Jo. 32.500 kroner. Så meget koster min ro og forhåbentlig din lektion.”
Han stirrede bare målløs.
“32.500 for én nat! Det var jo halvdelen af renoveringen!”
“Du kan jo prøve at regne ud, hvad det havde kostet dig at have en husholderske, kok og privat terapeut i alle de år, hvor du har ventet, at jeg bare skulle tage det sure slid. Du har vænnet dig til, jeg bare siger ja. Men ikke mere. For i går trådte du virkelig over min grænse. Og det var kun, fordi du ikke gad sige nej til vennerne, at jeg måtte flygte fra mit eget hjem.”
Han samlede sig, kiggede væk.
“Jamen altså. Det gik for vidt. Det indrømmer jeg. Mikael og Rasmus er for stolte. Har sagt, de ikke kommer uanmeldt igen.”
“Godt,” sagde jeg. “Er der pølser tilbage? Eller har I spist dem alle?”
Jacob så usikkert på mig.
“Æhm Nej. Jeg lavede suppe. Fra pose, men der er kartofler i. Vil du ha?”
Jeg kunne ikke lade være at smile lidt. Så blev det her, han endelig lavede mad. Heroisk.
“Ja skænk bare op.”
Vi spiste i tavshed. Han så på mig som om han ventede, at jeg ville fare i flint. Men jeg spiste, mærkede roen og tænkte at de 32.500 var den bedste investering i vores forhold nogensinde. Nogle gange skal man virkelig blive en dyr kvinde helt bogstaveligt før man bliver værdsat.
Senere så vi film sammen jeg fik lov at vælge, så det blev romantik, ikke action. Jacob listede sig tættere på, lagde armen om mig.
“Signe?”
“Mh?”
“Var det virkelig så fedt på hotellet?”
“Virkelig. Boblebad, udsigt over byen, plysset kåbe…”
“Hm. Måske skulle vi prøve det sammen. På bryllupsdagen. Hvis vi altså sparer først.”
Jeg puttede mig lidt tættere.
“Det skal vi. Men kortet tager jeg. Man ved jo aldrig, hvornår jeg igen får lyst til bøf og champagne ved midnat.”
Jacob grinede usikkert.
“Så må jeg hellere lære at stege bøf. Det er billigere.”
Nu er der gået et halvt år. Vores vennebesøg bliver planlagt og aldrig på hverdage. Noget siger mig, at Jacob godt ved, at prisen på respekt og ro kan mærkes på kontoen. Og jeg har oprettet min egen lille opsparingskonto “Nød-fonden”. Til hvis jeg igen har brug for et værelse med udsigt over Kongens Nytorv og boblebad. Nok mest for min egen sindsro. For nu ved jeg, hvad jeg er værd.
