Kære dagbog,
Jeg har i flere måneder stået på egne ben efter, at min mand, som viste sig at være en sand vildfaren, gik fra mig lige efter, at vores søn Mikkel blev født. Jeg var alene med ham, og økonomien var en evig kamp, for min eksmand betalte hverken bidrag eller husleje. I et øjebliks desperation spurgte jeg min far, Ole, om han ville tage over. Han nikkede, lænket sine hænder om mig og sagde: Du skal bare gå på arbejde, så klarer vi det sammen. Således blev Mikkel snart knyttet til sin bedstefar, som han kaldte farfar Jens.
Det var en af de tidlige morgener, da jeg hastede af sted mod min vagt på hospitalet, at Mikkel pludselig sprang ud af sengen med strålende øjne og råbte: Vi tager ud i skoven for svampe, er det ikke fedt? Jeg vendte mig mod farfar Jens og spurgte: Virkelig, Jens? Hvor skal vi hen? Han svarede med et grin: Til Rold Skov, der er mange kantareller i år. Jens har altid været en ivrig svampejæger og fisker, og han har fra jeg mindste lært mig at elske naturen.
Jeg gik med på planen og sagde kun: Lad os bare komme hjem inden det bliver for mørkt, okay? Jens nikkede og sagde: Når vi har samlet et par spande, så er vi klar, ikke sandt, Mikkel? Således satte vi afsted i den gamle bus, der kørte os til kanten af skoven. Selve Rold Skov starter næsten ved byens kant, så selv en syvårig dreng kan gå derhen uden problemer.
Da vi næsten nåede skovbrynet, stoppede en lille varevogn og en kendt ansigt fra min fars fortid kiggede ud. Hej, Jens! Skal du ud efter svampe igen? spurgte chaufføren, der viste sig at være min gamle ven Anker. Ja, jeg har hørt, at kantarellerne er i højsædet, svarede Jens. Anker grinede: Der er næsten ingen tilbage her. Prøv i Silkeborg Skov, der er masser af dem. Jeg kan køre jer derhen, hvis I vil. Jeg sagde: Det ville være en stor hjælp, tak.
Anker lagde os af ved Silkeborg Skov, og vi aftalte, at vi ville prøve at komme tilbage med andre biler, hvis vi ikke fandt vej hjem. Mikkel gik begejstret mellem de høje grantræer, mens Jens forklarede hver eneste lille detalje om svampe, insekter og fugle. Mikkel så på sin farfar som en helt, der vidste alt.
Vi fandt hurtigt en overflod af kantareller, men i vores iver gik vi længere ind i skoven, end vi burde. Pludselig vaklede Jens, slagte armene i en underlig gestus og faldt om på jorden. Mikkel blev først forbløffet, så han løb hen til sin farfar og spurgte: Farfar, er du faldet? Farfar svarede ikke, og hans krop lå stille. Panikken greb Mikkel, men han samlede al sin styrke, vendte Jens på ryggen og prøvede at ryste ham. Ingen reaktion.
Jeg kom hjem den aften og fandt ingen spor af dem. Jeg ringede til farfar, men hans telefon lå udenfor netværk. Er de stadig i skoven? tænkte jeg med hastigt bankende hjerte. En time senere blev min bekymring til panik, og jeg stod i politistationen, mens jeg desperat forsøgte at forklare situationen til den vagt, der tog vores sag alvorligt. Han sendte straks ud et hold af frivillige redningsfolk.
Det tog kun to timer, før den første gruppe, sammen med mig og en flok betjente, gik igennem den tætte Rold Skov. Jeg hørte Mikkels stille gråd, mens han så på farfar, der lå ubevægelig. Han sagde til sig selv: Tag det roligt, dreng. Farfar har lært mig at holde hovedet koldt. Så må jeg prøve at holde mig selv i ro.
Mikkel lukkede øjnene, gik ind i sig selv og roste: Er han ved at trække vejret? Frygten ved tanken om, at farfar måske ikke åndede, fyldte ham med rædsel. Men efter et øjeblik lagde han sit hoved på Jens bryst, som svagt løftede sig. Han trækker vejret! udbrød Mikkel lettet. Han måtte bare vente, mens han holdt sin farfar varm.
Jeg ringede efter hjælp, men der var ingen signal. Så sad Mikkel alene i skyggerne, mens solen gik ned. Minderne om Jens fortællinger om overlevelse i vildmarken strømmede frem: Hvis natten falder på, og han ikke vågner, vil han fryse på den kolde jord. Mikkel greb sin lighter, samlede små grene og tændte en lille ild. Det gik lidt langsomt, men snart flammede en lille flamme, som var et fyrtårn i mørket.
Han samlede mere brænde fra de omkringliggende grantræer og lagde det omkring Jens, mens han mumlede: Du vil ikke fryse, farfar. Jeg vil holde dig varm, som du altid har holdt mig. Natten var skræmmende, lydene fra skoven gik op i en skælvende sang, men Mikkel holdt fast ved sin farfar, dækket af et lille kåblede.
Da morgenen kom, drak Mikkel vand fra sin termokande og skyllede Jens mund. Vand er liv, tænkte han. Ikke langt derfra hørte han en kilde, og han så en busk med røde bær. Uforsigtige bær, må ikke spises, mindedes han Jens ord. I stedet samlede han bærene, fyldte termokanden og gik mod kilden, mens han lagde mærker af røde perler på stien.
Søgen efter de to fortsatte den tredje dag. Skoven blev gennemsøgt flere gange, og nye frivillige strømmede ind fra hele landet, da nyheden om den forsvundne dreng og hans farfar spredtes. Min søvn var knap, mine øjne røde af træthed, men frygten for Mikkels sikkerhed gav mig styrke.
På den fjerde dag sagde en af de mere erfarne redningsfolk til mig: Statistik viser, at efter tre dage er chancerne for at finde levende folk små. Vi har tjekket skoven grundigt; bag skoven er der en sump, vi bør undersøge. Jeg skreg: Nej! Jens kendte området som sin hånd. De er levende! Vi må fortsætte!
Den femte dag gik jeg, slidt og svag, langs en vej, da en bil pludselig bremsede og stoppede. Fra bilen steg Anker, en god ven af min far. Lise, hvad sker der? spurgte han, mens han kiggede på den rastløse gruppe af frivillige. Da han hørte min historie, gik hans ansigt blegt. Det var mig, der kørte dem til Silkeborg Skov for fem dage siden, sagde han.
Jeg råbte: Kom alle her! Her er vi! Snart gik en ung studerende, en del af redningsholdet, gennem skovens sti, førte af røg. Han fandt en knitrende lille bålplads, hvor to stille figurer lå under et kåblede. Med en lav stemme kaldte han: Mikkel. En af figurene den lille dreng rystede sig lidt.
Endelig fandt I os, sagde Mikkel med svækket stemme. Farfar vågnede flere gange, jeg gav ham vand og brød. Han er i live, men bevidstløs. Jeg holdt Mikkels hånd, mens en ambulance kom for at tage Jens med.
Mikkel, med tårer i øjnene, hviskede: Farfar, bliv ved. Du skal lære mig alt, du ved. Jeg holdt fast i ham, lettet over at slutningen endelig var på vej, men stadig fyldt med taknemmelighed for den ukuelige vilje, som både jeg og min lille dreng har vist i denne barske tid.
