Oline, skat, jeg beder dig – mor satte sig på hug foran Oline – vi er nødt til at bo lidt herude, bare lidt, det hele går snart over, så tager vi tilbage til byen igen Oline kiggede stille på sin mor. – Oline, hører du mig? Forstår du? – moren rystede let i Oline. – Jeg hører dig, mor… – Men hvorfor siger du ikke noget? – Moren var nervøs, Oline kunne se det. – Jeg sagde ikke noget, mor, jeg tænkte bare. – Tænkte du, ja. Se nu her, hvor mange bøger der er, Oline… Åh, hvor jeg elskede at læse som barn… – Mor … skal vi bo herude længe? – Det ved jeg ikke, min skat, vi må bare bo her indtil videre. Oline forstod alt, hvad der var sket med dem og deres familie. Mor troede fejlagtigt, at Oline var lille og ikke fattede det. – Oline, moster Katja kommer og besøger dig, jeg laver mad til hele dagen, tager tidligt afsted og er hjemme igen om aftenen. I weekenderne er vi sammen, går måske ned til åen og bader… Mor skjulte ansigtet i hænderne. – Undskyld, undskyld mig … – Mor, græd nu ikke. Jeg ved godt far gik fra os, at vi må klare os selv, og at du syntes, det var bedst vi flyttede herud i mormors lille hus. Og at vi lejer lejligheden ud. – Jeg ved det hele, mor… Jeg skal nok være artig, jeg lover dig, jeg venter på dig og læser bøger, og moster Katja holder øje med mig. – Vi klarer det, mor … Og til efteråret skal jeg jo i skole. – Mor … er der en skole herude? – Nej, min pige, der har været en engang, men ikke længere. Men til efteråret, det lover jeg dig, flytter vi tilbage i vores lejlighed. Det er midlertidigt, til jeg finder et ordentligt arbejde. – Lejligheden er først lejet ud til august, så vi har tid nok – bagefter laver vi den fin, og så skal vi nok få det godt igen… Denne aften sad mor og datter længe på trappen foran deres lille hus, og mor fortalte om sin barndom og sin egen mormor. – Mor, havde du … en mor? – Ja, sukkede mor, hun findes stadig, men … jeg var ikke det barn, hun ønskede sig. – Hvordan det? Hvordan kan man da ikke ønske sig sit barn? – Sådan var det bare, skat. Jeg kom tidligt til, og det gik ikke med min far, han flyttede til en anden by og fandt sig en ny familie. Min mor blev lidt i tvivl, og endte så med at sætte mig af hos mormor Sonja – og tog selv til byen for at finde lykken… – Og… fandt hun lykken? – Lykken fandt hun, min pige, men helt glemte hun mig… Giftede sig igen, fik to børn. Jeg fik kun en fødselsdags- eller julehilsen. – Jeg husker nu, hun kom på besøg en gang, når et af hendes børn var syge, så kørte hun hertil … frisk luft og natur, sagde hun. – Hun sagde aldrig til dem, at jeg var deres søster. – Da mormor engang sagde til hende, at jeg skulle til bal og hun kunne købe en kjole til mig, blev hun vred, råbte at mormor var hjerteløs. Hun havde selv et sygt barn, hvordan kunne mormor tænke på kjoler? – Men mor, du har aldrig kaldt hende mor, kun hende… – Det ved jeg godt, undskyld, min pige… Jeg kan ikke kalde hende mor, for det var mormor Sonja, der var det for mig. – Er du opkaldt efter hende, mor? Sonja? – Nok, ja… efter mormor. – Elskede du hende, mor? – Hvem? – Mormor Sonja. – Meget, meget! Da hun døde, blev det hele gråt for mig… Og tro mig, jeg elskede også Zoya… ja, min mor – jeg elskede hende, og jeg håbede hun ville komme forbi til min fødselsdag eller juleaften. – Hver gang jeg havde feber, eller til skolestart… Ventede jeg på hende. Hun kunne bare ikke komme; hendes mands mor havde fødselsdag. Senere dukkede hun op, græd, sagde jeg flyttede ind i ungdomsbolig. Tog mig ikke med hjem. – Min første nytår uden mormor. Jeg troede naivt, jeg skulle bo med hende, men hun sagde bare: ‘Jeg kan ikke, der kommer så mange, hvor skal jeg dog gøre af dig?’ Så jeg bad hende give mig nøglerne til mormors hus … – Hun blev mærkelig, men det var jo mit hjem. Hvis hun troede, hun kunne gøre krav på det, tog hun fejl. – Jeg kom forbi, hoppede over hegnet, købte nye låse og bad naboen om hjælp. – Og naboerne sagde, hvis Zoya gjorde krav på huset, ville de forsvare mig. For mormors skyld. – Den nytårsaften ville jeg sidde alene, men veninderne dukkede op, så hyggeligt… Senere blev jeg atten. – Ser du hende ikke? – Nej … Hvorfor? Hvad skulle vi sige til hinanden? – Mor… vil du nogensinde… gøre sådan med mig? – Aldrig i livet. Aldrig, mit barn. …Oline er blevet så voksen, og intet er længere farligt. Mor tager på arbejde, moster Katja besøger Oline. Oline spiser selv, rydder sin tallerken, mader sin dukke og sætter sig og læser for dukken Helle og bamsen Bamse. Dage går ens. Først græd hun lidt. Eller, tårerne faldt bare – uden at hun ville det. Men så kom mor, og alt forsvandt. En dag kom mor ikke hjem. Det blev mørkt. Oline tændte, rullede gardinerne for. – Bare rolig, Helle, Bamse, Maja, Ninna og Klovnen André. I skal ikke være bange, sagde hun til bamserne. Måske skal jeg gå ned til stationen og møde mor – tænkte Oline, men hun kendte ikke vejen så godt og var bange for, de gik forbi hinanden. Hun prøvede at jage triste tanker væk – nej, mor ville aldrig forlade hende, nej, aldrig … Oline havde jo ikke nogen mormor Sonja. Hun så det for sig: mor gik igen, fik nye børn, glemte Oline, som måtte bo i huset alene… Det gjorde ondt at tænke. Tårerne trillede ned ad kinderne, hun græd højt, hede tårer gjorde det ondt i øjnene og halsen. Sovnet på stolen ved vinduet. Så hørte hun en lyd i gangen – rotter? Eller var det måske hende, mors mor, mormor Zoya, som Oline aldrig havde mødt, måske skulle hun smide Oline ud af huset? Oline peb sagte. Døren åbnedes pludselig, lyset blev tændt. – Mor! – Oline sprang op, – mor, min elskede mor! – Min lille pige, Oline, mit elskede barn… undskyld, undskyld! Jeg missede det sidste tog, gik af ved nabostationen og gik hjem gennem mørket. – Var du bange, mor? – Rigtig bange, min skat. Jeg græd, bad dig lade være at græde, men græd selv… Skræmte alle ulvene væk, sagde hun og lo med tårer i øjnene. – Jeg var bare så bange for, at du troede jeg havde forladt dig. Og der… for første gang løj Oline for sin mor. – Mor, jeg havde aldrig sådan en tanke. For jeg ved, du ville aldrig forlade eller svigte mig. Ja, Oline sagde ikke sandheden, for hun ville ikke gøre mor endnu mere ked af det. De blev i huset til august, og så begyndte Oline i skole, og mor fik et godt arbejde. Far ville have Oline i weekenderne. Mor lo og sagde, at han aldrig havde villet se barnet før. – Jeg har ikke forbudt det, sagde mor, han ville bare ikke selv engang… Nu så Oline sin far i weekenderne. Først var hun glad for at komme, men så… – Mor, jeg tror faktisk, min far er ligesom din Zoya – han behøver mig slet ikke, han gør det bare fordi. Han sætter mig af i legeland, mens han selv snakker i telefon. – Jeg sidder bare og kigger på småbørnene, mor… Jeg gider ikke gå til far mere… Lad os sige det til ham. Far blev sur, sagde mor fyldte hende med løgne. – Jeg er far! råbte han, – og du forhindrer mig! – Far, jeg er ikke lille mere, hvorfor skal jeg hele tiden i det fjollede legeland? Og chips gider jeg heller ikke… Jeg er vokset fra det. – Da du gik fra os, mor var på arbejde, og jeg skulle være hjemme alene hele dagen. Da mor missede toget og gik hjem gennem skoven… der var ulve, og jeg var alene. Oline sagde for anden gang ikke helt sandheden til sin far. Om ulvene. Han lyttede og gik så. En måned efter kom han tilbage, undskyldte og sagde, at nu forstod han, og så tog de i biografen sammen… Oline glædede sig nu til at være sammen med sin far igen… – Sonja… løb du virkelig fra ulve den nat? spurgte far mor. – Ja, svarede hun uden at blinke. Senere talte mor og far sammen, han nåede ikke sit tog. Det var hun, der sagde, at hans tog var kørt. – Mor, sagde Oline, hvis fars tog er kørt, hvordan skal han så komme hjem? Lad ham bare blive her, ikke? Far kiggede på mor. Men hun var standhaftig. – Han kan da gå… der er ingen ulve her, sagde hun og sagde pænt farvel. – Mor… Ville han egentlig gerne blive? spurgte Oline om natten, da hun lå i sengen hos mor. – Ja… – Tilgiver du ham ikke? Mor svarede ikke. – Mor, det blander jeg mig ikke i… men jeg elsker jer begge. – Jeg ved det, Oline, mit barn. – Men jeg elsker dig mest, for du er verdens modigste mor; du løb for at nå mig og var ikke bange for ulve! …Årene gik. Oline skal nu giftes. – Mor… jeg må tilstå dig noget. – Ja, sig frem. – Mor… dengang troede jeg, du havde forladt mig. Ligesom Zoya gjorde… – Min pige… hvordan kan du tro det… – Jeg vidste det ikke dengang, mor… undskyld. – Det er mig der skal undskylde, du måtte opleve sådan noget… De stod og holdt om hinanden – mor og datter… sammen, altid. Mor er der altid

Sofie, min skat, jeg beder dig, min mor satte sig på hug ved siden af mig, vi bliver nødt til at bo her lidt, bare en periode, det hele skal nok gå over, og så tager vi tilbage til byen.

Jeg kiggede bare tavst på hende.

Sofie, hører du mig? Forstår du? min mor ruskede mig blidt i skuldrene.

Ja, jeg hører dig, mor

Hvorfor svarer du så ikke? Mor lød nervøs, jeg kunne se det.

Jeg var ikke stille, mor, jeg tænkte bare.

Du tænkte, ja. Kig nu engang, Sofie, se så mange bøger der er her Åh, hvor jeg selv elskede at læse bøger som barn

Mor skal vi bo her længe?

Det ved jeg ikke, min lille pige, vi skal være her lidt endnu.

Jeg forstod det hele, godt og grundigt. Mor troede nok, at jeg var for lille til at forstå noget, men det var jeg ikke.

Sofie, tante Karen kommer og kigger til dig, jeg tager mad med til dig hver dag, og tager allerede afsted tidligt om morgenen og kommer først hjem om aftenen. Men i weekenden, der er vi sammen, så tager vi ned til fjorden og bader

Min mor skjulte sit ansigt i hænderne.

Undskyld, undskyld mig

Mor, græd ikke, det behøver du ikke. Jeg ved godt, at far er smuttet fra os, jeg ved også, at vi må klare os selv, og du syntes det var bedst at flytte ud i mormors hus. Og så udleje lejligheden til nogle fremmede.

Jeg ved det godt, mor Jeg skal nok være artig, det lover jeg, jeg venter på dig og læser de bøger du har fundet, og tante Karen skal nok holde øje med mig.

Det skal nok gå alt sammen, mor Og til efteråret skal jeg begynde i skole. Mor ligger der en skole her i nærheden?

Nej, min pige, der var en for mange år siden, men den lukkede. Men jeg lover dig, til september er vi tilbage i vores lejlighed igen. Det her er kun midlertidigt, indtil jeg finder noget ordenligt arbejde.

Lejligheden har jeg lejet ud frem til august, det passer med, at vi kan nå det hele, og bagefter kan vi få malet og gjort det hele fint. Det skal nok blive godt, min pige

Jeg ved det, mor

Den aften blev vi siddende længe på trappen foran det lille hus, og mor fortalte om sin egen barndom og sin elskede mormor.

Mor, havde du egentlig en mor?

Ja, sagde min mor og sukkede, hun er her stadig, men jeg er ikke vigtig for hende.

Hvordan det? Hvordan kan man ikke være vigtig for sin egen mor?

Tja, det var bare sådan det blev, Sofie. Jeg kom til verden tidligt, mine forældre gik fra hinanden, far flyttede til Aalborg og fandt en ny familie. Mor prøvede lidt, men hun satte mig af hos mormor Kirsten og drog selv tilbage til byen for at finde lykken.

Og fandt hun så lykken?

Det gjorde hun, mit barn, men hun glemte mig fuldstændigt Hun blev gift, fik to børn mere, og jeg jeg fik kun hilsner på fødselsdage og til jul.

Jeg husker hun kom en gang, med et barn der havde lungebetændelse, og hun bragte dem ud til mormor for at få frisk luft og ro.

Hun fortalte dem aldrig om mig, de vidste ikke at jeg var deres helsøster.

Mormor sagde til hende, at jeg snart skulle konfirmeres, og at hun skulle købe en kjole til mig Men hun råbte bare, og sagde mormor var hjerteløs, for hendes barn var jo sygt, og mormor tænkte kun på klæder.

Kirsten, sagde mormor vredt, Sofie er også dit barn, hvordan kan du være sådan.

Hun snøftede bare og sagde, at jeg selv måtte tjene til min kjole.

Mormor blev så vred, at hun sendte hende væk

Du har aldrig kaldt hende mor, men kun hendes fornavn

Jeg ved det, undskyld, mit barn Jeg kan simpelthen ikke kalde hende mor, for min rigtige mor har altid været min mormor Kirsten.

Du blev opkaldt efter hende, ikke, mor?

Det tror jeg Efter mormor Kirsten.

Elskede du hende, mor?

Hvem?

Mormor Kirsten.

Mere end noget andet! Da hun døde, føltes det, som alt lys forsvandt fra verden Jeg elskede egentlig også Kirsten min biologiske mor og håbede altid hun ville komme til min fødselsdag, til jul, når jeg var syg, eller den første skoledag, eller da mormor døde

Hun kunne ikke komme, fordi hendes svigermor fyldte rundt Hun kom senere, græd lidt og sagde, jeg måtte gøre mig klar, for jeg var jo under atten.

Jeg troede hun ville tage mig med hjem, men i stedet lod hun mig bo på kollegie, mens jeg læste.

Jeg fejrede min første nytår uden mormor. Jeg troede virkelig hun ville tage mig hjem, men hun sagde:

Undskyld, jeg kan ikke, der er så mange mennesker, slægtninge på besøg hvor skulle du bo henne.

Så bad jeg om nøglen til mormors hus igen.

Hvorfor det, spurgte hun forlegent.

Det er mit hus, hvis du tror du kan bestemme over min arv, tager du fejl.

Det er også mit hus, sagde hun, og vi ville ud at fejre nytår derude i naturen.

Jeg svarede, at satte de deres ben i huset, skulle jeg nok ødelægge festen. Nøglen!

Hun gav mig den ikke, men det behøvede jeg heller ikke. Jeg gik selv hen og købte to nye låse i byen, fik naboen, onkel Poul, til at skifte dem.

Og nabokonen sagde, at hvis Kirsten forsøgte at tage huset, ville hele landsbyen tage min side, for at ære min mormor.

Jeg havde tænkt mig et ensomt nytår, men så kom mine veninder, og det blev en god nytårsfest

Siden fyldte jeg atten.

Ser du hende ikke længere?

Nej hvorfor skulle jeg? Hun har intet at sige til mig, og jeg intet til hende.

Mor du

Hvad? Om jeg kunne finde på det samme med dig? Aldrig nogensinde, hører du! Aldrig!

Sofie følte sig pludselig helt voksen, og hun var faktisk slet ikke bange. Mor kørte til arbejde, og tante Karen kom forbi to gange i løbet af dagen.

Jeg fik ryddet op efter frokosten, vasket min tallerken, gav dukken Anna mad og satte mig til at læse.

Jeg har lige lært at læse, og det er spændende, især at læse højt for Anna og bjørnen Bamse.

Dagene gik egentlig ens for mig. Først græd jeg, eller tårerne kom bare, uden at jeg kunne stoppe dem. Det var ikke fordi jeg ville, det var bare så mange følelser.

Men når mor kom hjem, gik det hele væk.

Men en dag kom hun ikke. Hun var væk og blev væk Det blev sent, jeg tændte loftlampen og trak gardinerne for.

Bare rolig, Anna, Bamse, Maja, Frederik og klovnen Alfred, bare rolig sagde jeg til mine dukker.

Måske skulle jeg gå ned til stationen og vente på mor, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke så godt huske vejen, og hvad nu hvis vi gik forbi hinanden?

Jeg prøvede at holde de mørke tanker væk. Nej, min mor kunne aldrig finde på at glemme mig, nej for hvem skulle jeg ellers være sammen med? Jeg har jo ingen mormor Kirsten lige som mor havde.

Jeg forestillede mig, at mor måske fandt en ny mand, fik nye børn, og jeg blev glemt, sad alene i huset

Så græd jeg, rigtigt, for første gang det var som om det hele væltede ind over mig. Jeg hulkede mig selv i søvn ved vinduet.

Pludselig hørte jeg lyde i entreen måske var det rotter, eller måske den der mor til min mor, Kirsten, som jeg aldrig har set. Måske kom hun for at smide os ud? Jeg peb lydløst.

Så gik døren op, lyset tændte.

Mor! Jeg sprang fra stolen, der væltede, mor, mor!

Min egen pige, Sofie, min elskede pige undskyld, undskyld jeg missede sidste tog, måtte stå af i nabobyen og gå hele vejen.

Var du bange, mor?

Rigtig bange, Sofie, jeg var så bange for dig! Jeg græd, bad dig om ikke at græde, men jeg kunne ikke lade være for jeg skræmte alle ulvene væk! sagde hun, både grinende og grædende.

Jeg var bange for, at du skulle tro jeg havde glemt dig.

Og så løj jeg for mor for allerførste gang.

Mor, jeg havde aldrig den tanke, for jeg ved, du lader mig aldrig i stikken.

Ja, jeg løj, for jeg havde tænkt tanken, men jeg ville ikke gøre mor ked af det.

Vi blev i sommerhuset helt til slutningen af august, så begyndte jeg i skole, og mor fandt et fint arbejde.

Far besluttede at gå til statsforvaltningen for at få mig i weekenderne. Mor grinede og sagde, han aldrig selv havde spurgt efter mig.

Jeg har aldrig forhindret det, sagde mor, det var bare ham der ikke gad

Nu ser jeg så far i weekenden. Først var jeg glad, men senere

Mor, jeg tror far er ligesom din Kirsten, jeg er nok slet ikke vigtig for ham, han vil bare have, at vi ses. Han tager mig altid med i legeafdelingen i storcenteret, men selv sidder han og taler i telefon hele tiden.

Jeg sidder på bænken og kigger på de små børn, mor jeg har ikke lyst til at tage ud med far Kan vi ikke sige det til ham?

Far blev gal og sagde, at mor vendte mig mod ham.

Jeg er din far, råbte han, og du forhindrer mig.

Far jeg er ikke et lille barn mere. Hvorfor tager du mig altid hen i den kedelige børneafdeling? Og jeg kan faktisk ikke lide chips jeg er altså blevet stor.

Da du gik fra os, og mor var på arbejde og jeg var alene hjemme hele dagen Og da mor missede toget og måtte løbe igennem skoven fra nabobyen med ulve løbende bag hende, og jeg sad hjemme alene

Anden gang jeg løj, var over for far. Om ulvene. Han lyttede, sagde ikke noget, og gik.

En måned efter kom han igen. Han sagde undskyld, sagde at han havde forstået det hele, og så gik vi i biografen bare far og mig.

Fra da af gik jeg glad til far igen

Sofie løb der virkelig ulve efter dig dengang? spurgte han en dag mor.

Ja, svarede hun uden at blinke.

Senere sad far og mor og talte længe og så kørte far hjem, for som mor sagde: Dit tog er gået.

Mor, hvis fars tog er gået, kan han så ikke bare blive her?

Far kiggede på mor. Men hun var fast.

Han kan da bare gå der er ingen ulve, sagde mor og lukkede døren efter far.

Mor han ville gerne blive hos os, ikke? spurgte jeg om natten, da jeg lå i sengen.

Jo

Vil du aldrig tilgive ham?

Mor var stille.

Mor, det bestemmer du, men jeg elsker jer begge to

Det ved jeg, Sofie, min pige.

Men jeg elsker dig mest, for du er verdens modigste mor, du løber forbi ulve for at nå hjem til mig.

Årene gik. Nu skal jeg giftes.

Mor jeg må indrømme noget.

Ja, hvad er det?

Mor jeg troede dengang, du ville forlade mig, som Kirsten gjorde

Min søde pige Hvordan kunne jeg gøre sådan noget?

Jeg anede det ikke dengang, mor undskyld.

Du skal undskylde, at du måtte igennem alt det

Vi stod og krammede. Mor og datter altid sammen. Mor er altid tæt ved.