Bo hos en veninde, så har min tante fra Aarhus flyttet ind i en måned sagde Viggo, mens han smed min kuffert ud ad døren.
Tante Mette! Tante Mette, du har igen parkeret din bil på min plads! Jeg bad jo i går om, at du holdt dig væk!
Fru Kirstine, hvilken plads? Der er ingen fast parkeringspladser i gården! Jeg parkerer, hvor jeg har lyst!
Hvordan kan du sige, at der ingen er? Jeg har boet her i tredive år, og den plads har altid stået fri for andre!
Så hvad så? Det giver dig ikke ret til den!
Alma stod ved indgangen med tunge poser fyldt med indkøb, mens hun lyttede til de to naboer, der skændtes om parkeringspladsen. Hun ville lige gå forbi, men kvinderne stod som en mur ved døren, armene i vejret og stemmen hævet.
Undskyld, må jeg bare komme forbi? spurgte Alma stille.
De to naboer trak sig langsomt fra hinanden, men kastede stadig fjendtlige blikke på hinanden. Alma smuttede mellem dem, skubbede døren med skulderen og mærkede, hvordan poserne rev hendes hænder så de blev følelsesløse. Hun burde nok have taget en indkøbsvogn, men hun glemte altid det, indtil hun stod ved døren.
Hun gik op på fjerde sal på trapperne elevatoren var, som altid, ude af drift. Hun stod foran sin egen dør, skiftede poserne fra den ene hånd til den anden, snoede fingrene i jakkens lomme og fandt nøglerne. Hun åbnede døren og blev overrasket.
Der stod hendes blå rejse-kuffert i gangen, lukket og med håndtaget løftet, som om den skulle tages med ud.
Viggo? kaldte Alma, mens hun gik ind i lejligheden. Er du hjemme?
Ja, i køkkenet! svarede stemmen fra stuen.
Alma lagde poserne på gulvet, hængte jakken på knagen og gik ind i køkkenet. Viggo sad ved bordet med en kop kaffe og scrollede på sin telefon.
Hej sagde han uden at løfte blikket.
Hej. Hvorfor er der en kuffert i gangen?
Viggo endelig så op på sin kone.
Ah, ja. Alka, jeg har lige noget at fortælle dig. Husk du min tante Zita fra Aarhus?
Alma strammede panden og huskede den gamle, rynkede dame, hun kun havde set et par gange til familiesammenkomster.
Ja, jeg kan huske hende lidt.
Så, hun er på vej til København. Hun skal have en operation og efterfølgende rehabilitering. Jeg har inviteret hende til at bo hos os i en måned.
Alma sank ned på en stol.
Du inviterer hende til vores én-værelses lejlighed?
Ja, hvad er der i vejen? Hun er jo familie.
Hvor skal hun bo?
Viggo tog den sidste slurk af sin kaffe og lagde koppen på bordet.
Det er lige præcis pointen. Vi har ikke plads. Så jeg tænkte, måske du kan bo et stykke med en veninde? Hvad med Lene? Hun har en to-værelses lejlighed, masser af plads. Tante Zita kan bo hos os et par uger, så flytter du tilbage.
Alma så på ham som om han havde mistet forstanden.
Hvad? Du vil have mig til at flytte ud?
Ikke ud, bare midlertidigt et andet sted. Alka, hun skal have hjemmepleje efter operationen, hun kan ikke ligge på hospitalet hele tiden.
Hvem skal passe på hende?
Jeg. Og hun kan hjælpe så meget hun kan.
Almas hoved snurrede. Det lød som om hendes mand ville slå hende ud af deres eget hjem for en fjern slægtning.
Viggo, det er min lejlighed. Jeg bor her. Jeg flytter ikke.
Viggo rynkede panden.
Alka, vær ikke så hård. Det er kun en måned!
En måned er alt for langt! Hvorfor skal jeg gå? Lad hende leje et værelse eller bo på hotel?
Hun har ikke råd til hotel. Alka, er du grådig? Det er jo familie!
Jeg er ikke grådig! Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg skal opgive min egen komfort!
Viggo rejste sig brat, greb nøglerne fra bordet.
Jeg har allerede ordnet det. Kufferten er pakket, tingene er klar. Du skal bare tage til Lene. Jeg har allerede ringet til hende, hun er klar til at tage imod dig.
Du ringede til Lene uden at spørge mig?
Ja, så vi sparer tid. Stop med at få et hjerteanfald, pak bare.
Han gik ud af køkkenet. Alma stod i gangen, mens Viggo allerede trak jakken på.
Vent, vi skal snakke om det.
Der er intet at snakke om. Beslutningen er truffet. Her er din kuffert og nogle hundred kroner til taxa.
Han pressede et lille bundt DKK i hendes hånd. Alma så på pengene, på kufferten, på sin mand. Skulle hun virkelig forlade sit eget hjem?
Jeg vil ikke tage af sted.
Du tager. Det er kun en måned, så kan du komme tilbage.
Hvad hvis jeg ikke vil?
Viggo sukkede og rystede på hovedet.
Du opfører dig som et lille barn. Tante Zita er gammel og syg, hun har brug for hjælp. Du er så egoistisk!
Jeg er ikke egoistisk! Jeg beskytter min ret til at bo i min lejlighed!
Rettigheder, rettigheder… Du tænker kun på dig selv! Har du tænkt på familien?
Alma mærkede tårerne presse på. Hun vendte sig væk, så Viggo ikke så.
Så… jeg tager.
Hun greb kufferten, gik ud i gangen, mens Viggo førte hende til døren.
Du er en smart pige. Jeg ringer, når Zita er på vej hjem.
Alma gik ud på trappegangen. Døren smækkede bag hende, og hun stod med kufferten og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Tårerne løb ned ad kinderne og dryppede på gulvet.
Hun greb sin telefon og ringede til veninden Lene. Lene svarede med det samme.
Hej Alma! Jeg hørte, du kommer over. Jeg har plads nok!
Lene, er du sikker på, at du ikke har noget imod det?
Selvfølgelig ikke! Kom bare, der er masser af plads.
Alma bestilte en taxa, gik ud i gården, og bilen kom hurtigt. Hun satte sig bagpå, sagde adressen og kiggede ud af vinduet, mens tårene slørede udsigten.
Lene åbnede døren, gik i en omfavnelse.
Hvad er der sket? Viggo sagde, at du bare skal bo her midlertidigt, men du ser helt ødelagt ud!
Han smed mig ud af vores lejlighed. Bare smidt ud!
Hvordan?
Alma fortalte alt. Lene nikkede og rystede på hovedet.
Det er så typisk! En mand, der tror, han kan gøre, hvad han vil, uden at spørge. Hvorfor tror du, han gør det?
Jeg ved ikke. De sidste måneder har han været så fjern, så stille. Han dukker kun op for at spise og så går han i seng med telefonen i hånden.
Lene så bekymret på hende.
Måske har han… en anden?
Alma rystede på hovedet.
Jeg tror ikke på det. Han er ærlig.
Lene trak på skuldrene.
Du ved jo, jeg har hørt, at mange mænd pludselig får en ny kvinde, når de vil sælge deres bolig. Måske er der mere i den historie?
Alma lå på sofaen hos Lene og tænkte på, om der var noget, hun manglede.
Næste morgen ringede hun til Viggo.
Hej, er Zita ankommet?
Ja, hun er i hospitalet til en undersøgelse. Jeg vil ikke forstyrre hende.
Jeg vil bare lige hente nogle ting…
Viggo sagde, at hun ikke skulle komme.
Alma talte med Lene, og de besluttede, at hun alligevel skulle tage et kig, når Viggo var på arbejde. Hun gik op til fjerde etage, åbnede døren med sin nøgle og fandt lejligheden stille. På bordet lå en seddel: Kære Viggo, jeg er på hospitalet til en undersøgelse, er tilbage i aften. Tante Zita. Det betød, at hun faktisk boede der.
Pludselig lød telefonen. Den var sat på køkkenbordet, nummeret viste Mors Gitte, Viggos mor.
Hej, er du hjemme? Jeg hørte, du er flyttet ud.
Jeg er kun ude at hente noget, Gitte.
Hvordan går det med Zita? Er hun klar til operationen?
Hun skal opereres i morgen, så hun skal blive her en uge, maks.
En uge? Jeg troede, du sagde en måned!
Alma gik tilbage i stuen, så rundt. Alt så normalt ud, men en uro kriblede i hendes mave. Hun satte sig på sengen, fandt en lille notesbog på natbordet. På første side stod med Viggos håndskrift: Plan. Under stod der:
1. Overbevise Alma til at flytte.
2. Møde ejendomsmægler.
3. Vise lejligheden for potentielle købere.
4. Ordne papirarbejde.
5. Få penge.
6. Flytte ind hos Signe.
Alma læste igen og igen. Hvem var Signe? Hun tog et billede af siden med sin telefon og gik straks ud til Lene.
Lene, du havde ret. Der er noget bag dette.
Lene læste noten, rev sig i halsen.
Han vil sælge lejligheden! Til en anden kvinde! Det er jo forfærdeligt!
Alma gik hen til Gitte for at konfrontere Viggo. Gitte så chokeret ud.
Jeg vidste ikke, at han ville sælge. Jeg troede, han bare ville have en mindre lejlighed.
Alma viste noten, og Gitte blev stille.
Jeg taler med ham.
Alma vendte tilbage til Lene, ringede til Viggo og bad om et møde. Han sagde, han var optaget, men de aftalte at mødes på en café.
Deres samtale var kort. Alma lagde den lille notesbog frem. Viggo så på den, så bleg ud.
Hvor har du fået det her fra?
Forklar dig selv. Hvorfor vil du sælge?
Viggo sukkede og så ned i sin kaffe.
Jeg har mødt en anden. Hendes navn er Signe. Vi har været sammen i et halvt år, og jeg elsker hende.
Alma følte, at hendes hjerte blev trykket sammen som en citron.
Så du vil sælge vores lejlighed, som vi købte sammen, for at flytte ind hos hende?
Jeg ejer den på papiret. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg kan give dig penge, så du kan finde et sted.
Alma rejste sig, tog sin taske og gik ud af caféen uden at se sig tilbage. Lene ventede udenfor, omfavnede hende og holdt hendes hånd, mens hun græd.
Du er stærk, Alka. Du behøver ikke en mand, der betrækker dig.
Men jeg har ingen steder at bo. Sine forældre har kun et lille étværelses hjem.
Så bo her, indtil du finder noget eget. Du har ret til et liv uden løgne.
Alma boede hos Lene i en måned, mens Viggo solgte lejligheden og flyttede ind hos Signe. Hun ansøgte om skilsmisse, men retten gav kun en lille erstatning, fordi lejligheden juridisk stod på hans navn.
Alma fandt et arbejde, sparede op til en egen lejlighed. Lene hjalp med alt fra flyttekasser til mad. Seks måneder senere havde Alma rykket ind i en lille, men hyggelig et-værelses lejlighed i et fælleshus. Det var ikke luksus, men det var hendes eget.
Hun begyndte at dyrke yoga, møde venner, tage på udflugter til stranden ved Østersøen. Smerten svandt langsomt, og kun en svag melankoli var tilbage.
En dag ringede Gitte.
Hej, Alma. Hvordan har du det?
Hej, jeg har det fint. Tak.
Jeg ville bare fortælle, at Viggo har brudt med Signe. Hun forlod ham, da pengene løb ud.
Sådan er livet.
Nu bor han i en lille lejlighed og spørger efter dig. Skal du mødes?
Alma tøvede.
Nej, jeg har fundet min egen vej. Jeg har ikke lyst til at vende tilbage til en mand, der har såret mig.
Hun lagde røret på, så ud af vinduet på den grå København, på folk, der gik forbi med paraplyer. Selvom hun stadig boede i en lille lejlighed med modest løn, følte hun sig fri. Det var vigtigere at have sin ære og sit eget tag end at eje en stor lejlighed med en utrosk mand.
Tak fordi du læste historien.
