Jeg er 60 år og om to måneder fylder jeg 61. Det er ikke et rundt tal, ikke 70 eller 80, men for mig betyder det noget. Jeg vil gerne fejre det. Ikke med en hurtigkøbt lagkage eller en frokost i forbifarten, men med en rigtig, velorganiseret fest: middag, smukt dækkede borde, pyntede stole, tjenere, afdæmpet musik. Noget, der får mig til at føle mig levende, værdsat, taknemlig over alt det, jeg har været igennem.
Problemet er, at mine børn ikke er enige.
Jeg har to voksne sønner. Begge bor stadig hjemme hos mig sammen med deres kærester og børn. Huset er altid fyldt: larm, fjernsynet, der kører, børn der løber, snak, diskussioner. Jeg elsker dem, selvfølgelig men jeg har ikke længere stille øjeblikke. Jeg er aldrig alene. Aldrig.
De arbejder, men sandheden er, at størstedelen af udgifterne er det mig, der tager mig af. Jeg har min folkepension, pengene min mand efterlod mig, og en lille forretning, jeg stadig holder kørende. Det er mig, der betaler regninger, mad, reparationer og alt for ofte midlertidig hjælp, der bliver til det permanente.
Det har aldrig generet mig at hjælpe.
Det, der plager mig, er dog, at de efterhånden træffer beslutningerne for mig.
Da jeg fortalte dem, at jeg gerne vil holde en fest, sagde de straks, det var spild af penge. At i min alder giver det ingen mening at bruge penge på borde, mad og tjenere. At jeg hellere burde give dem pengene til investeringer, til nødvendigheder, til noget fornuftigt. De talte til mig, som om jeg ikke kunne administrere mine egne penge ansvarligt.
Jeg forklarede dem, at jeg ikke ville låne til festen, og at jeg har haft lyst til dette i måneder. Men de hørte mig ikke. De blev ved med at insistere på, at det var et unødvendigt forbrug.
Så sagde den ene til mig:
Mor, det er ikke for dig længere.
Den sætning ramte mig hårdere, end jeg havde ventet.
Tankerne begyndte at køre om alt det, jeg aldrig har turdet sige højt. At jeg nogle gange bare vil være alene i mit eget hus. At jeg savner at vågne op til stilhed. At jeg ville ønske, jeg kunne komme hjem til en tom stue uden støj og mennesker. At jeg gerne vil tage beslutninger uden at skulle forklare mig.
Jeg har endda overvejet at sige til dem, de må finde deres eget sted ikke af ond vilje, men fordi jeg føler, jeg har gjort min del.
Men så kommer skyldfølelsen.
Jeg er bange for at virke egoistisk.
Jeg ønsker ikke skænderier. Jeg ønsker ikke at smide nogen ud for én nat. Jeg vil bare vide, om det virkelig er forkert af mig at ønske at fejre. At længes efter stilhed. At håbe på, at mine penge også må bruges på mig selv.
Jeg skriver, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op om jeg skal stå fast, eller endnu engang opgive. Om jeg skal holde festen, selvom de ikke bryder sig om det.
Hvad synes I tager jeg helt fejl, fordi jeg ønsker at fejre min fødselsdag, som jeg gerne vil, og fordi jeg længes efter, at mit hjem og mine penge ikke altid skal afgøres i fællesskab?
