Jeg er 25 år og har nu boet sammen med min mormor i to måneder. Min moster hendes eneste levende datter døde pludseligt for to måneder siden. Indtil da boede min mormor sammen med hende. De delte hjem og hverdag, deres stilheder. Jeg kom ofte på besøg, vi sås tit, men hver af os havde vores eget liv. Alt ændrede sig i det øjeblik, min mormor blev alene.
Tab er ikke fremmed for mig. Min mor døde, da jeg var 19. Siden da har jeg lært at leve med tomrummet som noget hverdagsagtigt. Jeg har aldrig kendt min far. Der er ikke nogen historie, ingen hemmelig sandhed han har bare aldrig været her. Så da min moster gik bort, stod det straks klart for mig: nu var det kun min mormor og mig tilbage.
De første dage efter bisættelsen var sære. Min mormor græd ikke hele tiden, men sorgen var tydelig i det små hun rejste sig langsommere, glemte at slukke lyset, sad bare og så ud i den blå luft. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville blive et par dage. De dage blev til uger. Indtil jeg en dag lagde mit tøj på plads og pludselig forstod, at jeg ikke havde tænkt mig at tage hjem.
Siden da lod andres meninger ikke vente på sig der er altid nogen, der har en holdning.
Nogle siger, jeg har gjort det eneste rigtige hvordan skulle jeg kunne lade en ældre kvinde, der netop har mistet sin datter, være helt alene? Andre mener, at jeg spilder min ungdom at jeg som 25-årig bør rejse ud, feste, finde en kæreste, leve livet. De spørger, om det ikke alt sammen bliver for tungt, om jeg føler mig fanget, om jeg er bange for at ende op alene bagefter.
Sandheden er, at sådan oplever jeg det slet ikke.
Jeg arbejder, sparer op, passer hjemmet, følger mormor til læge, vi laver mad sammen, ser fjernsyn om aftenen. Jeg føler ikke, at jeg opgiver noget jeg føler, at jeg aktivt vælger dette. Lige nu har jeg ingen partner, jeg tænker hverken på børn eller udlandsophold. Jeg tænker på tryghed, tilstedeværelse, og på ikke at gentage den forladthed, jeg kender alt for godt.
Min mormor er det sidste, jeg har tilbage af min nærmeste familie. Jeg har ingen mor, ingen moster, ingen far. Og jeg ønsker ikke, at hun skal bruge sine sidste år på at føle sig til besvær eller være til overs. Jeg vil ikke have, at hun hver dag skal spise alene eller falde i søvn med følelsen af, at hun er alene i verden.
Måske vil mit liv tage en ny drejning en dag. Måske vil jeg tage ud og rejse, forelske mig, flytte. Men i dag er det her mit sted. Ikke fordi jeg bør. Ikke ud af skyld. Men fordi jeg elsker min mormor og også elsker mig selv, når jeg er hos hende.
Hvad ville du gøre?







