Jeg er 65 år gammel, og selvom jeg altid har været rimelig afslappet med mit udseende, er det som om de grå hår for alvor har fået overtaget på det sidste. Ikke bare enkelte hår, men hele totter mest ved rødderne. At gå til frisøren føltes pludselig ikke længere så ligetil som før. Tiden, prisen og ventetiden fik mig til at overveje, om det virkelig kunne være så slemt at farve håret selv derhjemme. Hele mit voksenliv har jeg jo farvet håret, så hvad kunne dog gå galt?
Jeg gik hen til Matas på hjørnet, ikke en fancy frisørsalon. Jeg sagde til ekspedienten, at jeg ledte efter en hårfarve til at dække grå hår. Hun spurgte, hvilken farve jeg havde i tankerne, og jeg svarede: Bare en almindelig kastanjebrun, ikke noget vildt. Hun rakte mig en æske, der så både solid og diskret ud, med en flot kvinde med skinnende hår på forsiden. Dækker grå hår 100%, stod der med store bogstaver. Det overbeviste mig. Jeg læste ikke videre, men smed pakken i kurven og gik hjem, fuldt overbevist om, at jeg ville være klar på en time.
Jeg hoppede i en gammel t-shirt, fandt et slidt håndklæde, blandede farven som beskrevet i pakken og lagde det på foran spejlet i badeværelset. Alting virkede helt normalt til at begynde med. Farven var mørk, som den plejede. Jeg satte mig for at vente, mens tiden gik. I mellemtiden snuppede jeg opvasken og fik ordnet lidt i køkkenet.
Efter cirka tyve minutter lagde jeg mærke til, at noget var underligt. Da jeg kiggede mig i spejlet, så mit hår ikke brunt ud men lilla. Jeg tænkte, det nok bare var lyset i badeværelset. Prøvede at bilde mig selv ind, at det bare var en synsbedrag.
Men da jeg skyllede farven ud, vidste jeg med det samme, at jeg havde dummet mig. Vandet løb i lilla, derefter mørkebrun, og til sidst næsten sort. Da jeg så mig selv i det duggede spejl, var det ikke længere bare grå hår, der var væk nu var det hele en sær blanding af syrener, viol og en ubestemmelig nuance, jeg ikke kunne sætte navn på. De grå hår var væk, ja. Men til hvilken pris
Jeg forsøgte at føntørre håret i håb om, at farven ville ændre sig, når det blev tørt. Det gjorde den ikke. Tværtimod den blev bare endnu mere intens. Jeg lignede en, der var blevet forvekslet med en teenager til en tvivlsom photoshoot ikke en kvinde i min alder. Til sidst begyndte jeg at grine for mig selv. Hvad andet skulle jeg gøre?
Jeg ringede til min datter Elna på Facetime, og da hun så mig, måtte hun kæmpe for ikke at bryde ud i latter. Hun spurgte mig:
Mor hvad har du dog lavet?
Jeg svarede bare:
Book lige en tid hos frisøren til mig.
Næste dag måtte jeg ud blandt folk. Jeg viklede et tørklæde om hovedet, men lidt lilla stak stadig frem. I Netto spurgte kassedamen, om det var en ny stil. En dame hos bageren sagde, jeg da var modig med så stærke farver. Jeg nikkede bare, som om det hele var helt bevidst.
To dage senere sad jeg ydmygt i frisørstolen. Frisøren, som hedder Mette, så med det samme, hvad der var sket. Hun dømte mig ikke, men sagde roligt:
Du er langt fra den eneste, det går sådan for.
Ud trådte jeg med flot klippet hår, en lettere tegnebog og med en klar lære: Der er ting, man tror, man stadig kan gøre, som dengang man var yngre indtil man pludselig står med lilla hår. Siden da har jeg accepteret to ting at de grå hår kommer, som de vil, og at nogle gange skal man lade eksperterne klare sagerne.
Det er ikke en familiekrise, bare en rigtig dansk hverdagsanekdote. Og måske er det netop det, livet går ud på: at lære at grine af sig selv og lade andre hjælpe, når man kommer på dybt vand.
