Skilsmisse på grund af naboen
Forklar mig lige, hvorfor du, ud af alle kvinder i verden, valgte netop hende? Hvorfor gik du fra mig og over til hende, hvorfor?
Sanne kunne bare ikke fatte det. Hun tabte til Lærke på alle fronter. Og det skulle ellers være løgn, hvis Mads havde sagt noget i stil med: “Hun er sjov, mere fri, ikke så stram og streng, ikke så kedelig som dig.” Men nej
Hvordan kan det ske, Lærke? Hvordan? I levede jo så godt sammen jamrede både moren, søsteren og vennerne, da de hørte, at skilsmissen var på trapperne.
Ja, vi LEVEDE sammen, sagde Sanne så. Men det er slut nu.
Sanne, tænk dig nu om en ekstra gang, før du siger farvel til sådan en mand. Han tjener godt, elsker børnene, og han vil jo ikke engang skilles med dig
De, der sagde det, blev stemplet i evig karantæne hos Sanne på Facebook, i beskeder, og selvfølgelig i virkeligheden.
En tidligere kollega, som hun ellers havde snakket rigtig godt med, fik nu kun et hurtigt nik og et “hej” på gangen.
Og hvis kollegaen forsøgte at tage snakken op som tidligere, fik hun rigtig én på hovedet af Sanne for både det uopfordrede råd og indirekte pres for at vende tilbage til eksmanden.
Jep, eksmanden! Sanne kunne stadig ikke få det ind i hovedet Mads havde været hende utro.
De havde haft to gode årtier sammen. Fra ungdomsårene og frem, havde de da ædt mere end en sæk salt sammen, som folk siger.
De havde klaret alt: mangel på penge, arbejdsløshed, skavanker og sygdomme både deres egne og børnenes.
De havde to børn, dreng og pige det klassiske lille danske sæt. Der var altid ryddeligt hjemme, Sanne lavede mad, og hun havde aldrig “ondt i hovedet,” som nogle ellers bruger som undskyldning.
Hun holdt sig i form, behandlede ikke Mads som en hæveautomat, fandt tid til ham, selv da børnene kom til.
Hvad manglede han så, den mand? Hvorfor gik han pludselig ud og var Mads på afveje?
Og til hvem? Hvis han var faldet for en yngre model tja, så kunne man måske forstå det. Men det var ikke tilfældet. Næh, det var til Anne hende den fraskilte fra naboblokken med et barn.
Fortæl mig bare, hvad du finder ved hende?
Sanne skiftevis grinede og græd, da utroskaben blev afsløret, og Mads måtte se sandheden i øjnene.
Forklar mig lige, hvorfor ud af alle kvinder det lige blev hende? Hvorfor forlod du mig for hende?
Lærke Mads’ nye, tabte til Sanne på alle punkter. Og hvis Mads havde givet bare ét argument: “Hun er mere afslappet, ikke så hård, mere sjov end dig” Men nej, han kunne ikke engang forklare sig.
Var det sket på grund af druk? Næ, han var ædru. Den bedste forklaring, han kunne hoste op med, var: “Det skete bare” efterfulgt af utallige bønner om at blive taget tilbage.
Sanne blev helt paf, da hun fandt ud af, at Mads slet ikke havde tænkt sig at blive skilt, eller flytte ind hos Lærke permanent.
Han regnede bare med i bedste hankat-stil at kunne komme hjem, lægge sig i sengen ved siden af Sanne, og lade som om Lærke ikke eksisterede.
Og måske var det lykkedes, hvis ikke det var fordi, Lærke blev gravid, og derefter insisterede på, at Mads skulle med i det gode, danske folkeregister og tage ansvar for både hendes barn og den ny baby.
Så tropper hun sgu op hjemme hos Sanne med drama.
Det var svært for Sanne at tro på. Tyve år med Mads, hun kendte ham ind og ud hvordan skulle det kunne passe? Men Lærke kendte åbenbart til hans mærker og ar, som man altså kun kan vide, hvis man virkelig har set personen uden tøj.
Der var ingen vej uden om for Mads han måtte indrømme det hele og forsøge at tigge om tilgivelse.
Og så, som en lussing, begyndte flere bekendte, ikke engang deres fælles venner men hendes egne kollegaer, gamle venner og fjerne fætre og kusiner at mene, at Sanne bare skulle tilgive og “komme videre” med Mads. Som om intet var hændt! Det kunne hun slet ikke forstå.
Bevares, svigermor prøvede at tale for, at familien skulle bevares. Det kunne Sanne egentlig godt sætte sig ind i; hun havde jo opdaget, at Mads fortrød og gerne ville rette op. Svigermor satte endda børnene til at prøve at overtale Sanne til ikke at skilles modbydeligt, men til at forstå.
Men hvorfor skulle alle andre også blande sig? Er det krabbespanden, hvor alle prøver at hive hinanden med ned, så man ikke skal mærke ensomheden alene?
Sanne ville ikke finde sig i det. Hun var sin fars datter, han hvile nu i fred. Hun havde lært én særlig ting af ham eller nok nærmere et råd, han ofte gentog:
Pige, hvis du bliver kaldt egoist og får at vide, du bare skal tage til takke, dele, flytte dig, tilgive, bare fordi “det plejer man”, eller fordi en eller anden “gud” har sagt det så tro det ikke. Når de siger det, er det for at bruge dig til deres egne formål eller problemer.
Den lektie havde Sanne sat sig godt fast på rygraden hun kunne lugte skam og manipulation på lang afstand.
Hun lod ingen manipulere med sig. Det samme gjaldt ungerne, for da Sanne først havde sendt skilsmissepapirerne, ringede svigermor for at få datter og søn Julie og Anders til at låse hende op i Messenger.
Hun er bare for meget, sagde Julie over aftensmaden.
Anders sov hos kæresten, så Julie måtte svare for begge søskende.
Alt hun snakker om, er at vi skal få familien samlet igen, at det ville være bedst for alle, hvis I blev sammen. Jeg har sagt én, to gange, at det må I klare uden os, men hun lytter ikke, hun kører bare på. Så jeg blokerede hende indtil hun gider opføre sig som en normal mormor igen.
Tak for det. Jeg ved det ikke er sjovt, men jeg er virkelig glad for, at du ikke lader dig lokke og ikke overtager hendes sang.
Mor, jeg er da ikke dum, sagde Julie. Jeg ved godt, hvad far har lavet. Hvis I var blevet uenige om, hvor I skulle tage på ferie, eller hvilke gardiner I skulle have i køkkenet ja, så var der måske noget at arbejde med. Men utroskab tilgiver man ikke, og det ved far jo også. Så hvad tænkte han dog på? Og hvad tror farmor selv på nu?
Sanne kunne ikke svare for bare en måned siden havde hun troet, at hun kunne svare på alle datterens spørgsmål.
Men hvordan svarer man, når man selv ikke fatter, hvordan et menneske, som havde været et godt eksempel gennem tyve år, pludselig kan overskride så vildt et grænse?
Godt nok var der problemer gennem tiden, men Mads havde trods alt aldrig lavet så grov en fejl. Var det bare det, man kalder “sen ungdom”, hvor fanden sparker til ham i bagdelen, eller hvad?
Det viste sig, at der stadig var masser af djævle i Mads om det så var i ribbenene, hovedet eller i hans mærkelige kælenavne, Sanne var ligeglad.
Men han valgte at lade det hele gå ud over “sin tidligere familie” på den mest mærkelige måde.
Og sådan gik det altså, fem år efter skilsmissenMen midt i alt snavset, støvet og de uforståelige valg fandt Sanne pludselig en mærkelig form for ro. En morgen, hvor Julie var taget i skole og Anders stadig ikke var kommet hjem, satte Sanne sig i køkkenet hendes eget køkken, nu uden Mads. Solstriberne faldt ind ad vinduet, og på bordet stod en kop dampende te. Der var stille, men det var ikke længere et hul af savn; det var en lomme af klarhed.
Hun tog sin mobil frem og slettede det sidste billede af hende og Mads sammen. Ikke i arrigskab, men i frihed. Hun smilede for sig selv og mærkede sit eget hjerte slå stærkt, som hendes fars. Hun lagde telefonen væk, kiggede ud på naboopgangen, hvor Anne nu sikkert sad med sin egen morfars råd og ventede på, at Mads skulle tage ansvar, tage poser op ad trappen, tage hele pakken. Sanne smilede; ikke et triumferende smil, men et lettet.
Hun vidste, at tab føles som at have glemt noget vigtigt. Men tab kunne også være plads til noget andet. Varmen fra koppen, hendes evne til at sige fra, børnene, der troede på hende. Et venligt hej fra en kollega på gangen, hun for første gang besvarede oprigtigt.
Så bad hun ikke længere om forklaringer, ikke mere om hvorfor. Hun rejste sig, åbnede vinduet på klem og lod forårets luft strømme ind. Det var ikke Mads, der havde sat punktum for hendes familie. Det var ikke svigermor eller vennerne eller Lærke, ikke engang skæbnen.
Det var hende selv. Hun satte punktummet. Og så begyndte hun igen.
