Hej ven, jeg må lige fortælle dig en lille historie, som jeg har hørt fra min gode veninde Inge. Så der var en mor, og så en pige den pigen var datteren af min veninde, hun hed Katrine.
Inge tog på ferie til Maldiverne med sin mand, og turen endte med, at hun blev gravid. Efter en smule tid kom lille Katrine til verden, en solbrun pige med mørke øjne.
Inge gik på arbejde, mens Katrine blev passet af min mor, men Inge gik ofte ud om aftenen for at slappe af fra hverdagsstress. Nogle gange kom hun hjem med en fyr, men min mor holdt sig bare ude af deres affærer.
Da Katrine blev fem år, sagde Inge, at hun ville flytte ind hos en fyr, som endnu ikke vidste, at hun havde et barn. Hun bad mig om, at Katrine kunne bo hos mig, mens hun fandt sit nye hjem. Så jeg sagde farvel til jobbet og gik ned i en lille pension, så kunne Inge en gang imellem smide et par kroner over på kortet.
Katrine savnede sin mor så meget, at hun sad ved vinduet og lyttede til hver eneste lyd i opgangen. Inge kom hjem mere og mere sjældent og sendte penge til mig. En aften besluttede hun sig for at overraske Katrine: hun købte gaver og slik, og kom lige før sengetid, da Katrine netop var gået i bad og sad i sin pyjamas og så sit yndlingsprogram Godnat, små venner.
Da Katrine hørte sin mors stemme, sprang hun fra sofaen, løb hen til Inge og kastede sine små arme om hendes hals: Mor, jeg har savnet dig så meget! Jeg elsker dig!
Inge sagde blidt: Katrine, pas på mig, du gør ondt, men jeg elsker dig også. Men pigen holdt så fast, at Inge knap kunne løsne hendes hænder. Så greb Katrine fat om Inges ben: Du går ikke? Du forlader mig ikke mere? Vi er sammen for altid?
Inge trak vejret dybt: Vent lidt endnu, Katrine, snart henter jeg dig, men nu må jeg gå videre.
Jeg stod i køkkenet og så tårerne trille som sne. Inge gik ud og ledte efter Valido i låget på førstehjælpskassen.
Hun sagde farvel, smækkede døren i, og Katrine sad på gulvet med hænderne på knæene. Hun græd ikke, hun stirrede bare tomt ud i luften.
Kort sagt, du elsker mig ikke, du har forladt mig. Og far er væk. Alle andre har far, men jeg har ingen.
Jeg sagde: Min pige, jeg er her for dig, og løftede hende op fra gulvet. Katrine krammede mig, lagde sit hoved på min skulder og spurgte: Bedstemor, vil du fortælle mig historien om hønen og ræven?
Selvfølgelig, svarede jeg. Lad mig lægge dig i seng, så læser jeg den for dig.
Jeg vinkede farvel til Inge med hånden, og hun sendte et blik bag mig.
Jeg håber, at Gud giver Inge styrke, så hun kan tage sig af sit barn. Måske vender hun tilbage en dag livet kan jo gå så mange retninger.
Jeg har også hørt en gammel historie fra tiden, hvor en kvinde i Sovjetunionen havde et barn og holdt det skjult for manden. Et år senere kom sandheden frem, da hun havde brug for lægehjælp. Da manden fandt ud af, hvad hun havde gjort, forlod han hende og sagde, at han ikke ville have en sådan mor til sine børn.
Man kan stadig tro på, at der findes gode mennesker, og at der måske en dag kommer en løsningsmulighed. Håber du kan mærke den varme fra historien, som om den er fortalt over en kop kaffe. Kærlig hilsen.
