Jeg mindes den tid, hvor min oldefar Vagn Ditlevsen ofte talte om sin lille, sortøjneprinsesse med de strålende hvide tænder. Hvem er den, gamle mand? spurgte jeg, mens jeg betragtede den lille pige, der legede ved den gamle mølle på kanten af Skovby. Hvem er hun? Er hun din?
Helt sikkert min, sværge jeg, for hun er sjælden som en blå måne i denne dal. Jeg har ventet et helt liv på, at en sådan datter skulle blive født i vores slægt; først min søn Arne fik en datter, og nu vil jeg få en oldebarn.
Men alle i familien er lysehårede, sagde jeg. Jeg kender jo Jeres Efternavne, Evensen, fra min farfar, som arbejdede for Ham, og han svor på, at hans forfædre tjente trofast.
Så var vi alle tjenere for godsejeren, begyndte han, og han spurgte mig, hvor vi kom fra. Sådan gik historien fra generation til generation: min far Vagn arbejdede som staldmester for den velhavende godsejer på deres herregård i Næstved; min bror Viggo blev postkørergut og tjente penge til at gifte sig og få børn. Min bror Søren, der var købmand i Odense, planlagde at starte sin egen forretning. Arne, min far, gik i militæret, nåede en høj rang og fik ros fra grev Frederik, som hjalp ham frem.
Arne levede et solidt liv, holdt gården i god stand, og han giftede sig med den smukke Anne, som gav ham en datter, Lille Ragnhild en pige så sjælden, at hver gang en pig i familien blev født, blev hun som en stjerne på himlen.
Jeg sad så på min bænk og pudsede garnet, mens lille Ragnhild legede omkring mig med sine smidige hænder og lange fingre, så smuk som en drøm. Ved siden af stod den unge herremand Søren Sørensen, som ikke kunne få øjnene fra den lille pige.
Ragnhild, vil du gifte dig med mig? spurgte han.
Jeg er så ung, sagde hun, du ved. Jeg er kun en pige.
Du vil vokse, svarede han. Når du er klar, så vil jeg vente.
Når jeg er klar, vil du være gammel, svarede hun. Jeg vil hellere gifte mig med en ung mand.
Har du allerede fundet ham? spurgte han.
Nej, svarede hun, men bedstemor Ragnhild sagde, at jeg ville vide, hvornår han kommer
Jeg havde hørt om denne bedstemor, men forståede ikke, hvem Ragnhild egentlig var. Hvorfor nævnte han navnet? Jeg rystede på hovedet.
Må jeg lege med Kaptajn? spurgte hun og løb hen til floden, hvor hunden Kaptajn sprang efter den jagende pind.
Den unge Søren var en drømmer, han elskede mystik og digte, og han tilbragte sine eftermiddage med at recitere vers for sig selv, mens Kaptajn fulgte ham med ører som en lille ræv.
En efterårsdag gik Ragnhild ud for at samle svampe med sin bedstefar, og Søren gik på en lille tur med Kaptajn. De støtede på hinanden ved stien, og Søren reciterede en lille strofe:
Kaptajn, Kaptajn, så sød du er
Kaptajn faldt på ryggen og vinkede med halen, så Ragnhild smilede.
Hej, Ragnhild.
Hej, Søren.
Er du alene?
Nej, jeg samler svampe med far.
De gik sammen videre mod husets udgang.
Har du tænkt dig at gifte dig med mig? spurgte Søren, mens han så på hendes klare øjne.
Nej, din skæbne ligger et andet sted. Du vil bo i udlandet, længes efter Danmark, men jeg kan ikke følge dig, svarede hun.
Så hvad siger du så? spurgte han.
Jeg vil mødes med dig igen, når jeg er voksen, men den dag vil vi have en tung afsked, sagde hun trist.
Jeg hørte hendes stemme som om den kom fra en anden tid. Hun sagde, at hendes bedstemor Ragnhild havde fortalt hende om en gammel legende, om hvordan deres slægt kun hver generation får en pige med sortøjne, en pige så kraftfuld som en storm.
Jeg spurgte Vagn Ditlevsen, hvad historien gik på. Han sad på en stubbe og smilte.
For længe siden holdt en romaflagermand stand i vores område. De sang, de dansede, og en lille pige med en usædvanlig skønhed kom frem. Hendes øjne glimtede, hendes læber var så røde som kirsebær, hendes tænder som perler. Folk kaldte hende Ragnhild, en slags heks, men hun var bare en pige fra et andet folk.
Den rige godsejer, en mand ved navn Frederik, blev forelsket i hende og forsøgte at købe eller give hende bort. Det gik op for ham, at man ikke kan købe en sjæl. Ragnhild råbte fra sine læber:
Jeg er ikke til salg! Jeg vil ikke sidde i et guldklokke og miste min frihed!
Godsejeren kastede penge rundt, men hun svarede:
Jeg vil leve som en fri kvinde, uden kjoler af guld og uden låseskabe. Lad mig gå!
Hun flygtede med sit romatrup, og godsejeren jagede hende med soldater og vagter, men hun forsvandt i natten for altid.
Jeg husker, hvordan jeg senere så Ragnhild igen, mens jeg var ung. Hun stod ved flodbredden, sang en gammel sang, og folk sagde, at hun havde forbandet dem, der ville fange hende. Hun advarede den unge godsejer:
Du vil miste det dyreste, du ejer, hvis du fortsætter.
Godsejeren gik i sindssyge, kastede penge i luften, holdt store baler, men ingen kom for at blive hos ham. Til sidst kom hans egen søn, Valdemar, for at rette sin far, men Ragnhild sagde kun:
Din tid er kommet, men jeg venter på min egen skæbne.
To uger senere gik Ragnhild tilbage til sine folk i stepperne, mens Valdemar fulgte efter hende. Hun ventede på den dag, hvor hun skulle møde sin mand, og hans navn var også Valdemar.
Den sidste gang jeg så Ragnhild, var hun ved en lejrbål med sine børn, en lille dreng og en mørkhåret pige, der bar hendes navn. Hun sagde til mig:
En gang i hver generation fødes en pige med Ragnhilds styrke. Jeg har givet min barnebarn en så lille gave, at selv de ældste i slægten vil huske den.
Jeg mistede kontakt med Ragnhild i mange år, men jeg fandt i gamle papirer, at den jord, som ligger til højre for min gård, engang tilhørte familien Eliasen, og at vores familiens rødder gik dybt ned i historien.
Da verden begyndte at forandre sig, og nye regler kom, blev jeg og mine kammerater arresteret på den gamle herregård, som engang tilhørte min farfar. Vi blev holdt fanget, indtil en højere myndighed befriede os.
En nat hørte jeg en ung stemme ved vinduet. En pige stod i måneskin, så ud som en engel. Hun hviskede:
Søren, lad os gå, men vær stille. Vågnere kommer om en halv time.
Vi fulgte hende gennem en mørk tunnel til en skjult hule. Hun sagde, at hendes folk havde levet i skyggerne i århundreder, og at hun ville hjælpe os ud.
Vil du følge mig? spurgte hun, da vi stod ved havnen.
Jeg kan ikke, svarede jeg. Jeg har min egen skæbne.
Hun svarede med et smil:
Så gå din vej, men husk, at du altid vil bære min historie i dit hjerte.
Jeg tegnede hendes ansigt med en blyant, så en kunstner kunne male hende. Jeg giftede mig senere, men billedet af Ragnhild forblev i mit sind som en ren, uforstyrret kærlighed.
Da jeg blev gammel, fortalte jeg mine børnebørn om hende, om hendes ægtemand, den store embedsmand, som blev fjernet under den store forfølgelse, og om deres tre sønner og en datter, som levede et langt liv.
En af mine naboer spurgte:
Nikolaj, hvorfor har I en datter som Anne, så lys, men hendes udseende er som fra en anden slægt?
Hun er som vores egen, svarede Nikolaj med et grin.
Hvad hedder hun egentlig? spurgte naboen.
Hun hedder Ragnhild, sagde den lille pige med sorte øjne, mens hun viste sit halskæde af perler.
Så står jeg her, i dag, og ser tilbage på alt, hvad der skete, og føler stadig den gamle Ragnhilds ånd som en sagte vind, der hvisker i skovens gren.
