Jorden blev jævnet. Jeg lavede blomsterbede til Marina. Byggede en hyggelig pavillon. Også inde i huset kunne man mærke en stærk mandshånd. Ja, Marina havde valgt den rigtige mand. Helt sikkert. Og så kunne Igor endda tjene penge. Han gjorde alt for at forkæle Marina med gaver. — Du elskede mig jo ikke. Du giftede dig med mig uden kærlighed. Nu forlader du mig sikkert, når jeg er blevet syg… — Jeg forlader dig ikke! – sagde Marina og omfavnede Igor. – Du er den bedste mand! Aldrig i livet forlader jeg dig… Han kunne ikke tro, det var sandt. Humøret var skidt for Igor… Marina havde været gift i femogtyve år, og gennem alle årene blev hun stadig beundret af mænd. Selv som ung pige var hun eftertragtet. Ja, helt fra skoletiden – næsten alle drengene løb efter Marina. Hun var dog aldrig klassens skønhed. Alligevel gik hun ikke fra sin mand, selvom han kunne være lidt af en særling. Marina blev sammen med sin mand Vagn til det sidste. De opfostrede en datter, fik hende gift. Den unge mand tog Daria med til Italien, nu sendte de flotte billeder og inviterede på besøg. Marina og Vagn nåede aldrig at komme afsted… Måske kommer Marina en dag – men Vagn, han er væk. Marinas mand mistede livet i et trafikuheld. Helt meningsløst… Senere fortalte de dog Marina, at han måske havde fået det dårligt bag rattet. Fik et ildebefindende, mistede kontrollen. — Måske besvimede han? – gættede hun. — Vi får det aldrig at vide nu, – sukkede veninden, som var læge. – Årsagen: flere skader, der ikke var forenelige med livet. Marina var i chok. Veninden Elena hjalp med at arrangere alt. Hun fandt ud af detaljerne gennem sit netværk. Vagn blev begravet, og Marina blev alene tilbage i det store hus, som de havde bygget sammen. Til to personer, og til gæster – huset var ikke for stort. Men for én alene… for en kvinde – stort og næsten en byrde. Et hjem har brug for en mands hånd… Dasha kom hjem for at sige farvel til sin far. Hun talte med sin mor om at sælge huset, købe en lejlighed eller flytte med til Italien. — Nej, da! – udbrød Marina. – Jeg har ikke bygget det her hus for at sælge det. Og til jeres Italien vil jeg ikke. Jeg har set den der Italien… — Mor! — Du forstår dig ikke på det, Daria! – smilede Marina gennem tårerne. – Det var bare en spøg. — Hvis det er en spøg, er det ikke så slemt… Alt var tvetydigt. Ligesom Vagn havde været. På den ene side omsorgsfuld, på den anden omskiftelig – nogle dage kunne han piske nerverne på Marina helt ud. Siden fortrød han og sagde undskyld, og Marina tog det let – hun dvælede ikke ved de øjeblikke. Sådan gik årene – femogtyve år! Man kunne blive skør af det… Dasha blev kun kort og måtte til Italien igen – hendes mand havde travlt, og hjemmet skulle passes. Marina var alene. Selvom hun kendte sig selv – det ville ikke vare længe. Og ganske rigtigt. Halvt år i sorg, så så hun sig omkring – og pludselig var der igen en flok beundrere. Selv Marinas mor undrede sig engang over, at datteren var så eftertragtet. — Hvad er det dog, mændene finder i dig? De falder jo på stribe! Du er jo ikke ligefrem nogen skønhed… Eller er det mig, der ikke forstår noget? — Du er god, mor. – smilede Marina, mens hun lagde læbestift. – Udseende betyder ingenting. Det er tom snak. En kvinde skal have charme og karisma. Noget udefinerbart. — Gå nu ud og hyg dig, kvinde, – lo moren. – Ellers bliver frieren træt af at vente og går igen. — Så kommer der bare en ny, – trak Marina på skuldrene. Tredive år senere var intet ændret. Kvinderne klager over, at der ikke er ledige mænd, ingen at gifte sig med, efter man er fyldt fyrre. Det problem forstod Marina ikke. Selv som 46-årig havde hun hele to bejlere – begge fine. Hjertet hældte til Mads. Han tiltalte hende både i udseende og samtale. Charmerende, intelligent, rart at følges med. Dog var Mads en sand mester i snak – Marina blev nærmest forelsket gennem ørerne, men med alderen og erfaringen vidste hun, at han ikke var en mand til et stort hjem. Den anden bejler, Anders, var en solid, praktisk mand. Alting lykkedes ham, hænderne var guld værd, og han var godhjertet men havde en stærk vilje indeni. Sådan én er blid som et lam over for sin kone, men kan flytte bjerge, hvis det kræves. Alligevel havde Marina mindre følelser for ham – typisk kvindelig logik. Han sagde nemlig aldrig flotte ord. Ædru var Anders ret fåmælt. Fik han én over tørsten, kunne han fortælle sjove historier og være god selskab. Anders kunne virkelig drikke, men han var arbejdsom næste dag. Sprøjtede sig med koldt vand og gik i gang igen. Få ord, men masser af handling. Marina valgte ham. Mads blev fornærmet over at hans flotte taler ikke slog igennem og forlod hende. Marina giftede sig med Anders – han var lykkelig til op over begge ører. Til brylluppet drak han lidt meget, sang og dansede hele natten. — Sådan Marina, – smilede Elena. – Et år er knap gået siden Vagn døde, og du er allerede gift igen. Andre kvinder leder dag og nat uden held efter en mand, men du behøver bare gå ud af døren. — Du skal ikke sige: ”Hvad ser de dog i dig? Du er jo ikke engang smuk!” — Nej, det siger jeg ikke. Men at du altid har været usædvanligt eftertragtet, er sandt. — Jeg ved ikke, Elena. Du må snakke med min mor om det! Marina blinkede til veninden og gik ud for at danse med sin mand – han kom netop og bød hende op. Hun dansede og prøvede at jage den sidste tvivl væk. Hvad så om Anders var lidt enkel? Han var stærk, kunne alt med hænderne og så stadig godt ud. At han mest var tavs, var måske ikke så skidt. Hvis hun havde valgt Mads – hvad så? Sulten stilner ikke med smukke ord. Efter få måneder forvandlede Anders Marinas have til en drøm. Fik ryddet op, lavede blomsterbede og byggede en dejlig pavillon. Også indenfor kunne man mærke hans erfarne hænder. Ja, Marina havde valgt rigtigt. Helt rigtigt. Og Anders kunne også tjene penge og gjorde alt for at glæde Marina. Hun sammenlignede hurtigt det korte ægteskab med de femogtyve år med den første mand, og fortrød oprigtigt, at hun ikke havde mødt Anders før. En guldmand! Om sommeren grillede de og spiste i pavillonen, hvor Anders havde sat et flot havebord og bænke op. Marina sad mæt af grillmad og nød det, mens Anders smilede til hende. — Hvad er der, Anders? — Ingenting. Jeg nyder det bare. Hans første kone var kedelig. Han troede aldrig, han skulle finde en kvinde som Marina. De nød fire gode år sammen, så begyndte Anders pludselig at føle sig sløj. Blev hurtigt træt. Tabte sig uden grund. Og hvis han havde drukket lidt – hvilket han stadig kunne lide – blev han virkelig skidt tilpas. — Anders, du skal til læge! – råbte Marina. – Hvad venter du på? Noget er tydeligvis galt. — Sludder, Marina. Det går over! — Er du ikke klog, eller hvad? Det er jo ikke middelalderen! Hvad hvis det ikke går over? Eller er du, som de fleste mænd, bange for læger? — Nej. Anders ville ikke sige, hvad han egentlig frygtede. Han var bare bange for, at hvis han blev alvorligt syg, ville Marina forlade ham. Han var ikke dum samlet set. Han vidste godt, Marina havde giftet sig af praktiske grunde – ikke af lidenskabelig kærlighed. Men han elskede hende! Trods alt. Han havde set hende første gang i Brugsen, da hun stod og rodede efter pungen i sin taske – og blev straks forelsket i hende. Hendes forvirring havde noget rørende over sig. Han ville bare tage hende i armene og beskytte hende hele livet. Mærkeligt nok sagde Anders’ mor: — Det er jo dit liv, min dreng. Men hvad fandt du i hende? Hun er ikke skøn. Ikke ung. Du kunne sagtens få en ung pige endnu! Men ingen kunne Anders bruge – kun Marina. Og nu, hvis han blev syg, ville hun så egentlig have ham? Marina fik ham aldrig overtalt til lægen. Det var en lørdag. Veninden Elena og hendes mand Bo, var på besøg. Anders og Bo drak øl og lavede grillmad. I køkkenet, hvor de lavede salat, sagde Elena til Marina: — Er Anders blevet syg? — Jeg ved det ikke! – råbte Marina frustreret. – Jeg beder ham gå til læge – men han nægter! Du er jo læge – hvad siger du? Anders er ikke rask, vel? — Tja… Han ser dårligere ud. Tabt sig. Og jeg synes, hans hud har fået noget gulligt over sig. — Åh gud, Elena! Du må overtale ham til at gå til læge. Måske vil han lytte til dig! Du er jo læge! Elena så alvorligt på veninden: — Marina… elsker du ham? Jeg husker jo dine betænkeligheder tidligere… Marina bed sig i læben og svarede ikke. Elena nåede aldrig at overtale Anders – han besvimede midt under middagen. Ambulancen blev tilkaldt. Marina tog med Anders. Han kom ikke til bevidsthed. Hun holdt hans hånd og bad. Han blev næsten straks opereret. — Svulst på leveren. — Kræft?! – udbrød Marina. — Vi venter på svar fra prøverne. Svulsten var godartet, men stor, da Anders blev opereret. Lægerne forbød ham næsten alt og advarede om, at bedringen ville tage tid. Ingen garanti for fuld helbredelse. Han var jo heller ikke ung længere. Anders blev nedtrykt. Hans mor besøgte ham på sygehuset. Marina var på arbejde, moren kom i dagtimerne. Hun medbragte mad, som han måtte spise – listen var meget kort. — Min dreng, jeg kan næsten ikke kende dig! – sagde Tove. – Hvad er nu galt? Du overlevede. Det er ikke kræft. Du burde glæde dig, men du ligger her og surmuler! Her, spis lidt dampet kød. — Har ingen appetit. — Men du skal! Hvad er der da galt? Kommer Marina overhovedet? — Hun kommer… indtil videre. – sagde Anders. — Hmm? Tror du, hun forlader dig? Så ville hun være dum! — Jeg er jo færdig. Kan ingenting. Jeg må ikke engang arbejde. Jeg må ingenting. Jeg fylder først halvtreds til juni og er allerede invalid. Hvem bruger en invalid? — Hvad sker der her? – spurgte Marina, da hun trådte ind. – I råber jo til hele afdelingen. Hej, Tove! — Nå, jeg tror, jeg smutter. Hej, Marina. Og farvel. — Hvad sker der? Tove vinkede og gik. Marina vaskede hænder og satte sig ved sengen hos sin triste mand. — Nå, hvad bliver du så sur over, invalid? Arme og ben sidder, hvor de skal. Hvilken invalid? Resten heler. Ved du, hvad jeg har læst om leveren? — Hvad? — Leveren er et organ, der gendanner sig selv. Hvis der er halvtreds-en procent tilbage – klarer den det! Og du har tres procent. Giv leveren tid. Det skal nok gå! — Men har jeg overhovedet tid? — Hvad? — Tid. — Anders, hvad er der? Har de skjult noget for mig? Har du bedt lægerne skjule noget for mig? — Nej, det er ikke det… Anders blev udskrevet. Og nu begynder den værste tid i hans liv. Så snart han forsøgte at lave lidt fysisk arbejde, blev han hurtigt træt. Det var det, der nagede ham mest. Og foran ventede fødselsdagen – nu spøgte den i hans sind. Ingen festmad, ingen spiritus. Sikke en fest… Marina lod som om hun ikke mærkede, at Anders hurtigere blev træt og spiste diætmad med glæde sammen med ham. — Marina… – til sidst fik han det sagt. – Hvad skal der ske med os nu? — Hvad mener du? — Jeg bliver jo kun langsomt bedre. Vil du forlade mig? Så sig det hellere nu. — Hvorfor skulle jeg forlade dig? Jeg har det dejligt med dig. — Det var da bare, mens jeg lavede alt og kunne arbejde. Hvad nytter jeg nu? Jeg har det dårligt med mig selv. — Jamen pjat nu! Kom i gang igen! — Jeg prøver! Men hvad pokker er det her? Slår jeg med hammeren to gange, er jeg udmattet. Marina nærmede sig og krammede ham bagfra. Pressede sin kind op ad hans nakke. — Jeg elsker dig. Jeg forlader dig aldrig. Og du skal ikke skynde dig med at komme dig. Tingene må tage den tid, de tager. — Elsker du mig? Virkelig? — Helt sikkert. Marina forlader ikke Anders. Han kommer sig langsomt, men sikkert. Hun arrangerede hans runde fødselsdag uden stærk spiritus, så han ikke blev ked af, at han var alene om at undvære. Vennerne kom, de sad i pavillonen og spillede brætspil. — Du er heldig med din kone, Anders, – sagde vennerne til sidst. — I går nok hjem og tager én for mig, – spøgte Anders. De lo. Gik hjem. Om aftenen sad Marina og Anders på trappen og så på stjernerne. Lykke. Den aften følte Anders sig for første gang i lange tider bedre. Han begyndte at tro på, at han kom sig. Og at hans kone virkelig ikke ville forlade ham. Han krammede Marina tættere. — Hvad så, Anders? — Alt er godt! – sagde han. — Endelig. – grinede Marina og kyssede ham på kinden. De var lykkelige…