Jeg er 41 år og bor i det hus, der har tilhørt mine bedsteforældre. Da de gik bort, blev min mor boende her, og efter hendes død blev huset overdraget til mig. Det har altid været et roligt, ordentligt og trygt hjem. Jeg arbejder fuldtid og bor alene. Jeg havde aldrig forestillet mig, at denne ro kunne blive ødelagt af en beslutning, jeg tog “for at hjælpe”. For to år siden ringede en fjern kusine grædende til mig. Hun skulle skilles, havde en lille søn og ingen steder at tage hen. Hun bad om at bo hos mig i “et par måneder”, indtil hun kom på fode igen. Jeg sagde ja, fordi hun er familie, og jeg troede ikke, det ville ændre mit liv. I begyndelsen var alt normalt – hun fik et værelse, hjalp lidt med udgifterne og gik tidligt på arbejde. Hendes søn var hos en nabo. Der var ingen problemer. Efter tre måneder sagde hun sit job op. Hun sagde, det var midlertidigt, og at hun ledte efter noget bedre. Nu var hun hjemme hele dagen, og hendes søn blev også hjemme. Huset ændrede sig – legetøj overalt, larm, uventede gæster. Når jeg kom træt hjem, sad der fremmede i min stue. Da jeg bad hende give mig besked, sagde hun, jeg overdrev, og at “det nu også er hendes hjem”. Med tiden stoppede hun med at bidrage økonomisk. Først sagde hun, det var midlertidigt, så at hun ville kompensere senere. Jeg betalte det hele – regninger, mad, reparationer. En dag kom jeg hjem, og hun havde flyttet rundt på møblerne “for at gøre det hyggeligere”. Hun havde ikke spurgt. Da jeg blev irriteret, blev hun såret og sagde, jeg ikke forstod, hvad det betød at være en familie. Det blev værre, da hun begyndte at tage sin ekskæreste med hjem – samme mand, hun sagde, hun havde brug for at slippe væk fra. Han begyndte at overnatte, brugte mit bad og spiste min mad. En dag tog jeg ham i at gå ud af mit værelse – han havde hentet “en jakke” uden at spørge. Så sagde jeg til hende, at det ikke kunne fortsætte, og at der skulle være grænser. Hun begyndte at græde og råbe og mindede mig om, at jeg havde taget hende ind, da hun ikke havde noget. For seks måneder siden prøvede jeg at sætte en dato for, hvornår hun skulle flytte. Hun sagde, hun ikke kunne – hun havde ingen penge, og barnet gik i skole i nærheden. Jeg føler mig fanget. Mit hjem er ikke længere mit eget. Jeg sniger mig ind, for ikke at vække barnet, spiser på mit værelse for at undgå konflikter og opholder mig mere ude end hjemme. Jeg bor her stadig, men det føles ikke længere som mit hjem. Hun opfører sig, som om huset er hendes. Jeg betaler for alt – men kaldes egoist, når jeg beder om orden. Jeg har brug for et råd.

Jeg er 41 år, og huset jeg bor i, har tilhørt mine bedsteforældre. Efter de gik bort, blev min mor boende her, og nu, efter hendes død, står huset i mit navn. Her har altid været stille, ordentligt og trygt. Jeg arbejder hele dagen, og når jeg kommer hjem, er det altid kun mig selv, der tager imod mig. Jeg har aldrig forestillet mig, at denne ro skulle kunne blive ødelagt på grund af en beslutning, jeg tog “for at hjælpe”.

For to år siden ringede en fjernt beslægtet kusine til mig grædende. Hun var lige gået fra sin mand, havde en lille dreng og ingen steder at gøre af sig selv. Hun spurgte, om hun måtte bo hos mig “et par måneder”, til hun fik styr på sit liv. Jeg sagde ja, fordi hun er familie, og jeg regnede med, at det nok ikke ville ændre så meget. I starten gik det sådan set fint hun tog et værelse, hjalp lidt med udgifterne og tog på arbejde tidligt om morgenen. Drengen blev passet af en nabo. Alt var rimeligt uproblematisk.

Efter tre måneder sagde hun sit arbejde op. Hun sagde det bare var midlertidigt, at hun ledte efter noget bedre. Nu var hun hjemme hele dagen. Drengen begyndte også at være hjemme i stedet for hos naboen. Huset begyndte at ændre sig legetøj overalt, larm og uventede gæster. Jeg kom træt hjem fra arbejde og fandt fremmede personer siddende i min stue. Da jeg bad hende give mig besked i forvejen, svarede hun, at jeg overdrev, og at “det jo også er hendes hjem nu”.

Med tiden holdt hun op med at bidrage økonomisk. Først sagde hun, at hun ikke havde mulighed, så sagde hun, at hun ville betale tilbage senere. Jeg endte med at betale for det hele regninger, mad, småreparationer. En dag kom jeg hjem, og hun havde flyttet rundt på møblerne for at gøre det “mere hyggeligt”. Hun havde ikke spurgt først. Da jeg sagde, jeg ikke brød mig om det, blev hun fornærmet og sagde, at jeg var kold, og at jeg ikke forstod, hvad det ville sige at leve som familie.

Det blev værre, da hun begyndte at invitere sin ekskæreste. Den samme mand, hun påstod, hun flygtede fra. Han kom om aftenen, blev og sov, brugte badeværelset og spiste hos os. En dag tog jeg ham i at gå ud af mit soveværelse han havde hentet “en jakke”, uden at spørge. Jeg sagde, at det her kunne jeg ikke leve med, at der måtte være nogle grænser. Hun begyndte at græde og råbe og mindede mig om, at jeg havde taget hende ind, da hun ikke havde andet.

For et halvt år siden forsøgte jeg at sætte en grænse og sagde, at hun måtte finde andet inden for et par måneder. Hun sagde, at hun ikke kunne hun havde ingen penge, drengen gik i skole lige i nærheden, og hvordan kunne jeg bare smide hende ud? Jeg føler mig fanget. Mit hjem føles ikke som mit længere. Jeg lister ind, prøver ikke at vække drengen, spiser på mit værelse for at undgå konflikter, bruger mere tid ude end hjemme.

Jeg bor stadig her, men det føles slet ikke længere som mit hjem. Hun opfører sig, som om huset er hendes. Jeg betaler alt, men bliver kaldt egoist, hvis jeg ønsker lidt orden. Jeg har brug for et godt råd.