Jeg er 25 år gammel og har boet sammen med min mormor i to måneder nu. Min moster mormors eneste levende datter gik pludselig bort for et par måneder siden. Indtil da boede mormor og moster sammen, de delte husholdning og hverdagens små rutiner. Jeg kom tit forbi og besøgte dem, men vi havde hver vores liv. Alt blev vendt på hovedet, da mormor pludselig stod helt alene tilbage.
Sorg er desværre ikke noget nyt for mig. Min mor døde, da jeg var 19. Lige siden har jeg vænnet mig til tomrummet det er blevet en naturlig del af hverdagen. Min far har jeg aldrig mødt. Der er ingen skjulte mysterier eller dramatiske familiehistorier han har bare aldrig været der. Så da moster gik bort, stod det soleklart for mig: nu er det kun mormor og jeg tilbage.
De første dage efter bisættelsen var mærkelige. Mormor græd ikke hele tiden, men sorgen pressede sig på i de små ting hun rejste sig langsommere, glemte at slukke lyset, blev bare siddende og stirrede ud i luften. Jeg sagde til mig selv, at jeg kun ville blive hos hende i et par dage. De dage blev til uger. Pludselig havde jeg lagt alt mit tøj på plads i skabet, og det gik op for mig, at jeg ikke skulle nogen steder.
Siden da er kommentarerne naturligvis begyndt at komme. Der er altid nogen med en mening, ikke? Nogle synes, jeg gør det helt rigtige hvordan kan man lade en gammel dame, der lige har mistet sin datter, sidde alene tilbage? Andre mener, jeg spilder min ungdom, at man som 25-årig bør rejse, feste, få en kæreste og leve livet. De spørger, om jeg ikke synes det er hårdt, om jeg føler mig fanget, eller om jeg ikke er bange for at ende alene til sidst.
Men sandheden er, jeg ser det slet ikke på den måde. Jeg arbejder, lægger lidt penge til side, holder huset i orden, følger mormor til læge, vi laver mad sammen, og om aftenen ser vi fjernsyn. Jeg føler ikke, det er et fravalg af livet. Det føles som et tilvalg. Jeg har ikke nogen kæreste lige nu, tænker ikke over børn eller eventyr i udlandet. Jeg går mere op i stabilitet, samvær og at bryde den der ensomhed, jeg kender kun alt for godt.
Mormor er det eneste familie, jeg har tilbage. Ingen mor, ingen moster, ingen far. Og jeg kan ikke bære tanken om, at hun skal tilbringe sine sidste år med at føle sig tilovers eller i vejen. Jeg vil ikke have, at hun skal spise alene hver dag, eller falde i søvn med tanken om, at der ikke er nogen derude for hende.
Måske kommer livet til at tage en anden drejning senere. Måske finder jeg kærligheden, måske vil jeg rejse og prøve en masse nyt. Men lige nu, der er det her bare mit sted. Ikke fordi jeg føler mig tvunget, eller fordi jeg har dårlig samvittighed. Men fordi jeg holder af min mormor, og fordi jeg faktisk trives i hendes selskab.
Hvad ville du gøre, hvis det var dig?
