– Jeg elskede aldrig min mand: En livslang fortælling om ægteskab, kærlighed, fortrydelse og forsoning på en dansk kirkegård

Nej, jeg har faktisk aldrig elsket min mand.
Nå for søren… Hvor længe var I så gift?
Lad mig se… vi blev gift i 1971.
Men hvordan kan man ikke elske sin mand efter så mange år?

To kvinder, der ikke kendte hinanden særligt godt, sad tæt på hinandens gravsteder på Assistens Kirkegård. De havde hver især været i gang med at fjerne visne blade og sætte blomster, og nu var de havnet i en snak.

Din mand? spurgte den ene og nikkede mod billedet på gravstenen.
Ja, min mand. Det er over et år siden nu… Jeg kan slet ikke vænne mig til det, savner ham så meget. Jeg elskede ham jo virkelig, sagde hun og strammede det sorte tørklæde om skulderen.
De sad lidt i stilhed, men så sukkede den første kvinde.
Jeg elskede altså ikke min egen mand.

Den anden kvinde kiggede overrasket op:
Hvor længe var I sammen?
Ja, vi blev gift i 1971, så du kan jo selv regne ud.
Og du elskede ham aldrig? Hvordan klarede du det så?

Jeg giftede mig med ham af trods, grinede hun træt. Jeg var lun på en fyr i landsbyen, men han røg over til min veninde, så jeg tænkte nu skal de bare se, jeg finder én først! Og så kom Jørgen snigende han var sådan en stille én, harmløs, lidt nørdet. Han gik altid i hælene på mig, kunne vist ikke få øjnene fra mig. Så… ja.

Og hvad så?
Ja, jeg var ved at flygte fra mit eget bryllup. Hele landsbyen festede, og jeg sad og græd. Jeg tænkte bare: Nu er min ungdom forbi. Hvis jeg så på brudgommen, fik jeg nærmest lyst til at hyle med ulvene. Lidt ranglet og lille, begyndende måne og store ører, og jakkesættet sad som en sæk på ham. Han strålede bare så lykkelig, så forelsket… Jeg tænkte: for pokker, det er min egen skyld.

Hvad skete der så?
Vi flyttede ind hos hans forældre. De trippede rundt om mig og tørrede støv af mig. Jeg var jo lige noget for mig selv dengang, mørkeblå øjne og en fletning så tyk, at kjolen næsten revnede. Ingen kunne forstå, hvorfor jeg havde valgt ham. Når jeg stod op om morgenen, var skoene allerede rengjorte hans mor stod for den slags. Jeg var snobbet og kunne godt flippe ud over småting, især overfor svigermor. Men det var jo bare, fordi jeg havde ondt af mig selv. Man kan ikke bygge et godt forhold på sådan noget.

Så foreslog Jørgen, at vi skulle søge eventyret: ud på Grønland og tjene lidt penge, stå på egne ben. Hvad havde jeg at miste? Da man netop dengang altid skreg på arbejdskraft i Grønland, snuppede vi chancen. Jeg var mere end klar på at forsvinde.

Kvinderne blev sat hver for sig i togvognene, og Jørgen havnede sulten i sin ende. Jeg tænkte ikke over det, delte min mad rundt til de andre piger havde hurtigt fået hele flokken med på sjov. Jeg regnede helt sikkert med, at han klarede sig selv. Men på næste station kom han løbende og spurgte efter mad og så fik jeg dårlig samvittighed. Men han smilede: “Hovedsagen er, at I har fået noget at spise! Hos os er der masser af mad, alle deler.” Han var så glad. Jeg vidste godt, han løj ‘for at skåne mig’. Han var ikke én, der tiggede mad af andre den mest generte mand på skinner.

Så kom vi til Grønland blevet indlogeret i en barak med 35 kvinder i ét rum. Mændene et andet sted. Jeg underviste i regnskab, og Jørgen fik et eller andet job på værftet. Jeg havde ikke det fjerneste behov for at tilbringe tid med ham. Jeg gjorde alt for at undgå ham, og de andre piger begyndte at skose mig for det. Han stod tit og ventede på mig uden for vinduerne i den grønlandske kulde.

Efterhånden besluttede jeg mig for at gå. Vi havde været gift i to år, og vi kunne stadig ikke få børn. Så dukkede der en ny en op en stor mørklødet fyr, Esben. Pigerne havde nok også set sig lidt lune på ham, men han fik øjnene op for mig. Jeg blev så forelsket, at jeg gik rundt som i en tåge. En hektisk tid… Jørgen prøvede at tale fornuft med mig, men det var for sent, jeg var hovedkulds forelsket.

Vi fik endda et lille værelse for os selv. Men jeg flyttede aldrig ind med Jørgen igen. Han begyndte bare at følge efter usynlig, men altid i nærheden. Men hvem tænkte på ham? Esben var alt.

Den sorte tørklæde-kvinde lyttede spændt.
Hvordan kunne han holde til det?
Han elskede mig, svarede jeg. Men Esben smuttede. Fandt sammen med en revisor, hun hed Karen. Da jeg fortalte, at jeg var gravid, begyndte han at svine mig til foran alle. Påstod, at jeg havde klistret mig på ham, fordi min mand var en vatnisse.

Folk fortalte Jørgen alt. Han havde aldrig nogen sinde været en slagsbror, men nu opsøgte han Esben for at slås. Selvfølgelig kom han galt afsted. Da jeg fik det at vide og så ham på hospitalet, blå og hævet, benet i gips, skældte jeg ham ud: Hvordan kunne han dog finde på det? “Det var for dig,” sagde han bare.

Samtidig vidste jeg ikke, hvem faderen var til barnet. Det kunne snildt være Jørgens vi havde da også sovet sammen, mest af medlidenhed. Nu skulle jeg så hjem til landsbyen og blive stemplet som løs på tråden. Jeg gik på hospitalet med pakker, men det var mere pligt end kærlighed.

Da han omsider kunne stå på krykker, sagde han:
Bliv nu hos mig, vi tager væk, og så er barnet mit uanset hvad.
Jeg burde have sagt tak, men mumlede bare: Hvorfor dog? “Fordi jeg elsker dig,” svarede han. Jeg sagde: “Som du vil.” Men indeni følte jeg en glæde over, at jeg ikke skulle tilbage til landsbyen.

Vi flyttede til Jylland. Jørgen var stille, men dygtig, og fik hurtigt ansvar på fabrikken. Hver gang han kom hjem, havde han et eller andet lækkert mad med alt til mig. “Min kone er gravid,” pralede han til alle, og jeg stirrede flovt ned i bordet. Jeg blev registreret som regnskabsassistent. På fødegangen så jeg det med det samme det var Esbens søn, sort hår. Men Jørgen sagde ikke noget, han krammede og græd næsten, da vi hentede drengen hjem.

Vores søn, Mads, var et skrigehoved. Han var født i synd, som min mor ville sige og havde det svært. Jørgen kunne ikke så meget som løfte stemmen over for ham, jeg måtte tage mig af opdragelsen. Et år efter kom så datteren, vi kaldte hende Margrethe, efter hans mor. Jeg havde ikke længere følelser for Jørgen ingen kærlighed, ingen had. Når børnene var små, tænkte man mest på praktisk hjælp og hjælpsom, dét var han. Vaskede, ryddede op, bar rundt. Han kunne finde på at vaske mine underhylere jeg var ved at flå vaskebaljen fra ham, hvad ville folk dog sige? Men han grinede bare: “Skal jeg lade være og lade dig blive syg? Så må folk mene, hvad de vil!”

Hans overvældende kærlighed irriterede mig faktisk mere og mere med årene.

Da Mads var 13, var han allerede kendt af politiet. Imens jeg løb til møder hos SSP, mødte jeg en charmerende betjent, Søren, som var god for Mads men også lidt for mig. Jørgen var magtesløs. Senere blev han sendt til København på kursus. “Hvis du siger, jeg skal blive, så bliver jeg,” sagde han, og så vidste han jo godt, at det var skidt fat.

Jeg sagde bare: “Tag du bare afsted.”

Søren var hurtig til at opfordre mig: “Drop dog ham, du elsker ham jo ikke.” Men jeg… ja…

Kvinden med det sorte tørklæde tav lidt og vendte et blad på bordet foran dem.
Hvad gjorde du så? Nu var de kommet på fornavn.
Kvinderne sad længe tavse. Så sagde jeg:
Jeg tænkte og tænkte… og så var der det brev fra Jørgen, jeg stadig har gemt i dag. Ingen ved det, men jeg har det. Der stod, at han havde indset, at han havde ødelagt mit liv, fordi jeg aldrig havde elsket ham bare holdt ud. Han skrev, at hvis jeg svarede, at jeg ikke havde brug for ham, så kom han aldrig igen, men at han altid ville tage sig af børnene og sende halvdelen af lønnen. Ingen bitterhed, ingen bebrejdelse. Han lod mig slippe fri, mens han bar smerten selv.

Bladene faldt fra birketræerne, det var en lun efterårsdag med blå himmel. Kvinden i sort sad og duttede næsen i tørklædet.

Hvorfor græder du?
Åh, det er vel sådan livet er. Tager man det hele ind, kan det ikke undgås, at det presser sig på. Men, gik du så fra ham? Til betjenten?

Nej. Jeg lå søvnløs i mange nætter. Mads var umulig, jeg var fortabt. Kvinden, som var værkfører på min fabrik, sagde: “Lise, du er et fjols. Sådan én som Jørgen burde du bære på hænder og fødder!”

Så en morgen vågnede jeg op og mærkede kulden, tænkte: Hvorfor gør jeg det her? Han har viet hele sit liv til mig, og jeg…

Jeg husker alt det, han havde gjort for mig altid gået efter mig, altid hjulpet. En gang blev jeg opereret og lå rystende svag på hospitalet. Jørgen fik sat alt og alle i sving, sad, nussede min hånd, hyrede en privat plejer, sørgede for medicin uden ham… Ja, så havde jeg nok ikke siddet her.

Og dengang vi endte med at få en pakke med fra postbilen, som ikke var vores? Den skulle afleveres i nabobyen midt i snestorm, og jeg prøvede at tale ham fra det men han gik alligevel, for folk havde jo ventet og håbet. Han var tæt på at få forfrysninger. Da han kom hjem, var kinderne røde, og han lå syg en uge.

Til sidst indså jeg, at der ikke er nogen i verden, jeg hellere ville dele mit liv med. Ville han tro på et brev fra mig? Efter alle de år, hvor jeg havde vist ham, at han ikke var noget særligt? Kunne jeg overhovedet forklare mine følelser?

Efteråret lignede netop det her mildt. Jeg ordnede børnene, arbejdede alt færdigt, og tog toget til København efter ham. Toget sneglede sig frem, føltes som om, jeg kunne løbe hurtigere selv! Hele vejen så jeg ham for mig de lidt fjollede ører, det lille vom, alt det, jeg faktisk elskede.

Da jeg nåede frem til hans adresse ved kollegiet, sagde de, at han var til undervisning, henviste mig til et kursuscenter. Jeg løb nærmest gennem metroen, spottede ham overalt, syntes jeg.

Jeg stod udenfor og ventede, og så kom han endelig med sin studiegruppe så voksen, i sid kasket, med frakke og mappe under armen. Og jeg blev helt stum af kærlighed. De gik forbi mig, og jeg kunne ikke sige noget. Da de var gået, råbte jeg. Han vendte sig, stod bare og stirrede på mig. Bladene dalede, som de gør nu…

Hans venner gloede, forstod ingenting. Og vi løb mod hinanden mappen røg på jorden, papirer fløj og vi krammede, kunne ikke sige et eneste ord.

Hvad skulle vi også sige?

Vennerne lo: “Det må være kærlighed gift i hundrede år og stadig så glade!”

Min lytter duppede næsen endnu en gang.
Fik I så et lykkeligt liv derefter?
Til hvilket punkt slutter lovestoryen?
Nå, du mener graven? Nej, det er ikke hans grav det er Mads, vores dreng, der ligger her. Han blev ikke gammel. Han havde det svært, endte i fængsel og sidenhen med at drikke. Ja, vi har haft vores prøvelser…

Så din mand lever stadig?
Det gør han! sagde jeg med et lille kors for brystet. Han kørte mig bare herop og er ude og ordner nogle ting for vores datter, tror jeg.

Nærmest på kommando kom Jørgen gående midaldrende, lidt rundtrisset, venligt ansigt, sort jakke og læderkasket. Han smilede stort.

Er du træt, Jørgen? Har du løbet rundt i dag? spurgte jeg, mens jeg viftede lidt støv af hans skulder.
Han havde samlet alle redskaberne sammen, men jeg bar de tunge poser selv, han havde jo dårlig ryg.

Og så gik vi sammen under de gule træer på kirkegården, arm i arm, væk fra gravstederne.

Straks før stien drejede, vendte kvinden i grå hue sig om og vinkede, og det samme gjorde Jørgen.

Og jeg stod der, så på billedet af min mand på stenen og tænkte: Lykken kommer ikke bare man skal turde lukke den ind. At være elsket, og selv elske… det er faktisk hele hemmeligheden.

Rating
Mirabile dictu
– Jeg elskede aldrig min mand: En livslang fortælling om ægteskab, kærlighed, fortrydelse og forsoning på en dansk kirkegård