Kan du ikke lide, at jeg gerne vil have min egen familie? Jeg flyttede væk fra jer, begyndte at bygge mit eget liv, og så dukker I op og starter forfra præcis som altid!
Karen, rolig nu. Jeg ved godt, det bliver en omvæltning at komme fra København ud på landet, men jeg hjælper dig igennem alt det svære, sagde Mads beroligende. Jeg kan selv klare det. Du skal bare være her ved min side!
Karen var stærkt i tvivl.
Hvorfor var hun endt med at forelske sig i en landbo? Og sådan rigtigt ja, til hendes ben næsten rystede!
Hun var 28, med styr på karrieren som IT-konsulent, mens 30-årige Mads havde masser af familie og eget hus ude i en landsby tæt på Roskilde.
De havde mødt hinanden i Tivoli, hvor Mads tilfældigt var endt, mens hans mor shoppede, og Karen var der med veninderne.
De udvekslede numre, begyndte at skrive lidt sammen. Mads forsøgte altid at gøre noget særligt, tog tit toget ind til byen for at besøge hende, var betænksom og kærlig, hvilket tryllebandt Karen.
Til forskel fra så mange andre, hun havde kendt, var han ærlig og imødekommende og virkelig rar.
En dag friede han, og Karen sagde ja.
Tja, min pige, prøv det da. Mads er landmand, flittig og sød, sagde hendes mor. Går det ikke, så kommer du jo bare hjem til byen igen.
Karen havde ikke meget at tabe. Hun kunne arbejde hjemmefra, for allerede indenfor hendes branche var hjemmearbejde blevet normalt. Hun var jo ikke 18 længere, og ren luft på landet kunne jo egentlig være rart! Men
Mads, hvad skal jeg sige, jeg tager derud som? spurgte Karen, lidt nervøst.
Som min forlovede. Og om et år, når vi har sparet op, holder vi bryllup og tager på ferie. Jeg vil gerne sørge for, vi ikke skal bekymre os om penge, svarede Mads og blev lige pludselig lidt genert.
Jeg ved jo godt, hvad du er vant til.
Alt lød ellers fint og rigtigt, men noget nagerede hende. Karen kunne ikke helt sætte fingeren på det, og til sidst besluttede hun sig for at springe ud i det og se, hvad der skete.
Så Karen tog en uges ferie, pakkede sin lille rullekuffert og låste sin toværelses lejlighed af den hun havde knoklet for siden hun var studerende. Så satte hun sig i bilen og kørte ud til landsbyen, hvor Mads ventede.
Den første aften på landet kunne hun egentlig godt lide.
Det var sommer med hedebølge, og de nød sammen at passe den lille køkkenhave, og fik ordnet madlavningen i fællesskab. Alt gik hurtigt, når de var to.
Skat, mine forældre kommer ud i weekenden! sagde Mads fredag eftermiddag, da han kom hjem tidligere end normalt.
Nå, hvorfor det? Karen blev forvirret.
De vil møde dig og hjælpe til. Og min bror og hans kone kommer med. sagde Mads, mens han gik rundt og var lidt nervøs.
Hvor længe bliver de? Karen kunne næsten ikke skjule sin frygt.
Forhåbentlig ikke for længe! Mads sendte hende et varmt blik Bare rolig, vi skal nok klare os.
Nu var Karen for alvor nervøs.
Pyt med det, sagde hendes mor da hun ringede. Tag det som en prøve. Klarer du den ikke, har du altid et sted at vende tilbage til. Gør som det føles rigtigt for dig. Det er op til Mads at få dem til at acceptere det eller lade være.
Ja, hvorfor er jeg egentlig så nervøs, beroligede Karen sig selv. De kunne jo ikke æde hende?
Hun var lige ved at lægge det sidste på bordet, da hun hørte bilens døre smække udenfor.
De er her! sagde Mads og gik sammen med Karen ud for at tage imod gæsterne.
Goddag, svigerdatter! En stor kvinde i pænt, men praktisk tøj, mørkt kort hår og tætte sorte vipper gav sin søn et hjerteligt knus og Karen en lille, skæv smil.
En lige så stor mand, let rund om livet, nikkede venligt til Karen efter at have trykket sin søn i hånden.
Mads bror, høj og munter, hilste på Karen med et glimt i øjet, mens hans kone, Lene en ung, lyshåret kvinde med runde kinder nøjedes med et meget køligt blik til Karen og vendte sig straks mod sin egen mand:
Nå, synes du hun er sød, hva? Skal du ikke give en hånd med? sagde Lene og gik ud efter bagagen.
Karen bød alle indenfor, håbede at de ville slappe af og at stemningen ville lette hun var trods alt ferm i et køkken.
Hold da op, hvor har I gjort meget ud af det. Lækkert! sagde Mads mor Ruth.
Mads far Poul nikkede anerkendende.
Og hvad er det her? Kylling? Hvem laver dog mad på den måde? surmulede Lene, mens hun stak til maden med gaflen. Folk skal hele tiden opfinde noget smart, men det er ikke til at spise!
Du taler da helt forkert. Det smager rigtig godt! udbrød Michael, Mads bror, irettesættende.
Du er da bare sulten, lige meget hvad det er! svarede Lene bistert og lagde demonstrativt gaflen.
Mads sendte et undskyldende blik til Karen.
Lene, vis lidt respekt, og hold op med at være så misundelig. Karen har brugt tid på det her, sagde han med eftertryk.
Og hvem finder på sådan et navn? Det hedder vores ko også Karen! svarede Lene hånligt. Karen lo stille ved tanken.
Hvad er der? spurgte Mads diskret.
Min venindes marsvin hedder faktisk også Lene, hviskede Karen.
Men de andre hørte det tydeligt.
Ruth skævede misfornøjet, mændene forsøgte at lade være med at grine, men Lene blev ildrød i hovedet.
Hvem tror du, du er? Hvordan tør du? snerrede Lene.
Tja, du taler jo på den måde, så tænkte det ikke var fremmed for dig, svarede Karen roligt.
Michael så på Karen med antydningen af respekt.
Jeg er altså Michaels kone gift og alt! Hvad er du? Bare Mads kæreste! Lene rejste sig vredt. Ruth nikkede samtykkende.
Til gengæld formår jeg at være høflig, når jeg er gæst. Det burde du måske lære, svarede Karen.
Jeg er slet ikke kommet for din skyld! triumferede Lene.
Jeg har altså heller ikke inviteret dig, indskød Mads, der havde fået nok. Hvor længe skal I egentlig være her?
Pludselig blev der stille omkring bordet alle stirrede overrasket på husets herre.
Når din by-fise har lært lidt om livet her, så tager vi hjem, sagde Ruth endelig.
Mor, det behøver ikke vi klarer os forrygende, sagde Mads.
Ja ja, nu har du sat dig en doven bypige i nakken, og så ser vi, hvor længe du holder til det! Lad os nu se, sagde Lene, som bestemt ikke havde tænkt sig at give op.
Hvis der er en doven i familien, så er det i hvert fald ikke Karen, svarede Mads, bød på kaffe og bad gæsterne om at slappe lidt af.
Karen tænkte ved sig selv, at det føltes trygt at Mads stod ved hendes side. Hun ville ikke finde sig i hvad som helst. Og hvis det ikke gik, kunne hun altid tage hjem til København igen.
Lørdag morgen begyndte ikke for godt.
Nå, sover vi til langt op ad formiddagen her? I vores familie sover vi ikke over os! Ruth marcherede direkte ind i soveværelset. Morgenmaden skal laves!
Karen fandt mobilen. Klokken var otte!
Ruth, der er alt til morgenmad i køleskabet, sagde Karen med dynen op over hovedet. Må jeg lige få tøj på?
Sikke et fint stads! Nå, det i køleskabet skal jo laves. Kom så! Ruth gik ud og smækkede døren.
Da Karen kom ud i køkkenet, stod Mads og lavede røræg.
Morgen, skat. Du er stået op, jo! sagde Mads venligt.
Ja, ellers havde hun da sovet endnu, fnøs Ruth.
Karen bed tænderne sammen.
Mor, hvorfor går du egentlig ind i vores soveværelse? spurgte Mads målløs.
Har vi både en, der ikke duer og en, der er doven? smilede Lene.
Ingen bad om din mening! svarede Karen hurtigt.
Hvad nu? Sådan er livet på landet tidligt op. Når I får ko, så skal den malkes klokken seks! sagde Lene hånligt.
Vi har altså ingen planer om at få ko, svarede Mads.
Hvorfor ikke? Egen mælk og smør? Nå, Karen kan vel ikke malke, og tidligt op det kan hun ikke håndtere! grinede Lene.
Du kan jo heller ikke, svarede Mads med et grin.
Siden Karen kom ind i dit liv, er du bare blevet sur! sagde Ruth.
Mads, jeg tager hjem. Når det her cirkus er væk, så ring, så kan du se, hvad du vælger, sagde Karen.
Hvad? Du! Siden du er kommet, har min søn glemt hele familien! Kommer aldrig mere forbi! Tager ikke telefonen! Og du vil have vi skal tage imod dig? Du ødelægger vores familie! råbte Ruth.
Nu er det nok! råbte Mads så alt blev stille.
Kan I ikke lide, at jeg vil have min familie? Jeg flyttede fra jer, begyndte på mit eget liv, og så tropper I op igen!
Men Mads, du er jo blevet helt væk bruger alt tid og dine penge på hende der! Hun er kun ude på dine penge! Hun sidder på ryggen af dig, mens vi prøver at redde dig! jamrede Ruth.
Mor? Karen klarer sig selv jeg sparer op til brylluppet. Vil I vores bedste? Kør hjem nu! Her kommer ingen uden invitation især ikke dig, Lene.
Mens familien prøvede at genfinde balancen ovenpå chokket, trak Mads Karen ud i gangen og lod sin familie pakke sammen.
Søn, du vælger! Mig eller hende! sagde Ruth vredt.
Men I tog jo imod Lene, så? Mads så skuffet på dem.
Den sammenligning kan du altså ikke bruge! fnøs Lene.
Faderen og broren betragtede det hele uden at sige noget.
Hvad bliver det? pressede Ruth.
Jeg vælger lykken, svarede Mads, blikket fast på sin mor.
Så har jeg ikke længere nogen søn! sagde Ruth og marcherede ud. Lene fulgte trop.
Vi støtter dig, Mads! sagde Poul og smilede forstående. Jeg skal nok tage hånd om mor.
Michael gav Mads en stor krammer.
Pas på din lykke, bror! Vi må lave lidt om på tingene dérhjemme.
Så kørte de.
Karen var stadig lidt paf, men hun mærkede tydeligt, at Mads mente det alvorligt.
De lavede nu det hele sammen igen, hjalp hinanden og støttede, så godt de kunne. Og Mads hjem var nu meget mere muntert.
Mor, Lene! Vi har købt en ko til jer! sagde Michael senere derhjemme.
Du er da tosset! mente Ruth skeptisk.
Nej, Lene malker den hver morgen og sender den på græs. Michael var alvorlig.
Holder du op, Michael! Det er slet ikke sjovt! protesterede Lene nervøst.
I ville jo lære Karen det, og vi synes I skal mærke, hvordan det er! grinede Poul. Og mor, morgenmaden SKAL stå klar klokken syv og ikke bare rugbrødsmadder, noget varmt! Det er sådan, bønder gør det.
Så blev det pludselig meget lærerigt for kvinderne i familien!
Alt, hvad de havde sagt til Karen, fik de nu selv igen.
Ruth forstod nu, hun havde været for hård ved Karen, især da hun blev bedt om også at skulle tjene sine egne penge som Karen det var ikke så let!
Ruth forsonede sig med Mads, men hun turde ikke besøge dem for tit. Tænk hvis Karen kunne endnu mere?
Til sidst friede Mads lykkeligt til Karen.
Brylluppet blev fejret med hele banden!
Det var ikke sådan, at Ruth og Lene elskede deres nye svigerdatter, men de havde lært at tie stille; man vidste aldrig ellers.
Og Karen var lykkelig! Hun og Mads klarede alt sammen, hjalp hinanden, og var ikke længere bange for, hvem der måtte komme på uventet besøg.
