Mor, jeg forstår selvfølgelig, men kunne du ikke have sagt det i forvejen? Jeg har allerede fået en tid hos frisøren, han har fundet et ledigt vindue! På grund af dig bringer jeg ham i ståen. Du kan jo ikke bare være bedstemor, når du har lyst. Du er enten altid bedstemor, eller slet ikke bedstemor.
Lærke, jeg kan da ikke bare droppe alt og køre hjem igen? Jeg når fysisk ikke at nå det begynder Inge at forsvare sig.
Hvad skal jeg så gøre? Jeg har betalt forud for klippet, de giver mig ikke pengene tilbage, hvis jeg ikke kommer!
Lærke stiller kritikken mod sin mor, som om hun havde bundet datteren til en kogeplade og holdt hende væk fra salonen. I virkeligheden er det Lærke, der har vænnet sig til, at folk altid springer til for at hjælpe på et fingerknips. Hun tror oprigtigt, at alle skal tilpasse sig hende, fordi hun er ung mor til to børn.
Find nogen, der kan hjælpe, eller aflys aftalen, slutter Inge med en venlig tone. Jeg er magtesløs i denne situation.
Så tænker Lærke febrilsk på sine muligheder. Jeg prøver at flytte tiden til i morgen eller overmorgen. Rækker det til dig at komme tilbage?
Inge tøver. Hun vil sige ja, men noget holder hende tilbage måske den sidste rest af selvrespekten, der stadig gløder dybt inde.
Nej, Lærke. Jeg er tilbage på tirsdag, om fem dage.
Hvad mener du med fem dage? Her er turen maksimalt tre timer!
Ja, men jeg har aftalt med mine piger. Jeg kan ikke bare forlade dem.
Så kan du da også forlade mig og børnebørnene Ganske sikkert ville dine piger kunne spise grillmad uden dig, svarer Lærke skarpt. Men jeg forstår. Det er et spørgsmål om prioriteringer. Så nogle gamle damer er vigtigere end familien. Ved du hvad, mor, hvis vi ikke er nogen brug for dig så ser du os ikke længere. Undskyld for besværet, farvel.
Der høres en motor brumme. Inges hjerte springer et slag over. Hun ved, at datteren taler hårdt til hende, men Lærke er den eneste datter, og Inge frygter at miste hende. Så meget at hun faktisk er klar til at springe af feriehytter og køre tilbage til byen, bare for ikke at skændes med hende.
Det er sådan, at Inge har opdraget Lærke alene. Da Lærke var otte, døde hendes far, og moren forsøgte at kompensere med ekstra opmærksomhed, gaver og uendelig kærlighed. Det ødelagde Lærke.
Inge indser, at noget er galt, da Lærke begynder at bo sammen med sin kæreste. Før var hendes luner bare teenageår, men nu er det en voksen mand, der ikke kan finde fælles fodslag med nogen.
Jens, Lærkes mand, er stille, rolig og helt konfliktfri. Han arbejder i et servicecenter, reparerer husholdningsapparater og tjener en anstændig løn. Lærke arbejder slet ikke. Da hun bliver gravid, løber pengene fra, og skænderierne starter.
Han er helt ude! klager Lærke til sin mor, mens hun pakker sin kuffert. Han sagde, at han ikke kommer hjem om natten. Han har fundet et ekstrajob som vagt, åh ja. Måske han har fundet en anden kvinde.
Lærke han er ikke så. Du ville selv have, at han tjente mere. Så prøver han at finde en vej ud beroliger Inge hende.
Jeg ville have, at han havde et dagjob! En normal mand skal sove hjemme ved siden af sin kone, fortsætter Lærke. Der er tid til et ekstrajob efter arbejdet og i weekenden. Jeg kan ikke leve med en mand, der forsvinder om natten.
Sådanne skænderier bliver en del af hverdagen. Dagen efter en af Lærkes udbrud kommer Jens med en bamse eller en buket, men hun råber af ham, fordi han bruger familiebudgettet på unødvendigheder, før hun tilgiver og vender tilbage. En uge eller to gentager mønsteret sig.
En dag er Inge så træt af at være den tredje i trekanten, at hun nægter at lade Lærke komme ind med sine tasker, og så sker der noget…
Så fedt. Det er ligesom om du er ligeglad med mig. Lægger du mærke til, at din datter skal overnatte på gaden? råber Lærke ved døren.
Det er pinligt over for naboerne, skræmmende for datteren, men efter denne episode rejser Lærke sig ikke længere fra Jens.
Da det første barnebarn bliver født, får Lærke flere problemer. Hun skyder skylden på hormoner og fødselstræthed, overlader ofte sin søn til bedstemor uden at bede om hjælp, men blot kræver eller pålægger.
Mor, hent ham i mindst en dag, ellers slår jeg ham ihjel. Jeg kan ikke høre de skrig længere, siger Lærke irriteret. Jeg skal i gang med at gøre mig smuk, få en manicure.
I den periode tager Lærke afvisninger med en vis ro. Hun klager, men dagen efter ringer hun som om intet er hændt, og truer aldrig med at begrænse kontakten til barnebørnene.
Det kan meget vel være svigermors skyld. Hvis Inge ikke kan passe barnebarnet, vender Lærke sig mod Else, svigermor. Der er også dårlige forhold mellem Lærke og Else.
Hun driller mig hele tiden. Hun siger hele tiden til Jens, at han skal huske, han har et hjem, efterligner Lærke Else med en skingrende stemme. Hun antyder, at hun venter på ham, mens han måske drømmer om at vende tilbage til hende.
Da barnebarnet fylder fire, flytter Else til en anden by. Lærke har nu to børn, så hun er i panik. Uden bedstemor kan hun slet ikke klare sig.
Løsningen virker klar: Lærke lægger al byrden på sin mor igen, og hun stopper med at tillade udfald, altså afvisninger.
Inge elsker sine børnebørn meget. Men hun har også sit eget liv. Hun er ikke gået på pension endnu, og hun elsker at hænge ud med sine veninder. En af dem er ofte alene, mens de andre mænd, hun har haft efter sin første mand, ikke kan hun holde ud at se.
For Lærke eksisterer ingen andres problemer, kun hendes egne.
Mor, jeg har brug for, at du passer Max og Mikkel. Jeg kommer med dem om en time, siger hun. Ingen er det belejligt? eller please. Lærke taler altid som om det er en kendsgerning. Inge arbejder hjemmefra, så hun kan nogle gange finde en løsning, men det lykkes ikke altid. Når Inge ikke får tid, truer Lærke med afpresning.
Så tydeligt. Selvfølgelig er dine ærinder vigtigere end familien, snøfter Lærke fornærmet. Vi vil ikke forstyrre dig mere.
Efter det holder Lærke stilhed. Hun ringer og skriver ikke. Inge ved, at datteren har fejl, men hun er bange for at miste kontakten, så hun tager det første skridt mod forsoning. Ved de næste skænderier tager hun sygefravær, aflyser aftener med veninderne og giver billetter til teatret.
Det er altid sådan. Men ikke denne gang.
For et par dage siden kommer Inge med to veninder til sommerhuset. Hun har fri, og hun vil slappe af. Hun siger intet til Lærke, fordi hun er bange for datterens reaktion og håber, at ingen kriser opstår i løbet af ugen.
Det viser sig at være forkert. Lærke har akut brug for hjælp, fordi hun har en tid hos frisøren og har ikke kunnet drøfte planerne med Inge. Hun tror oprigtigt, at moren skal droppe alt og komme. Inge ved, at hun fysisk ikke kan nå det, og hun vil ikke bruge ekstra penge på transport. Hun har allerede planlagt sin ferie. Hvorfor skulle hun droppe alt og løbe som en trænet hund?
Inge føler smerte, men prøver at holde sig, aflede tankerne og vende tilbage til ferien forgæves.
Hvorfor er du så sur? spørger Marina, en af veninderne, mens hun stikker kød på grillen. Er der sket noget?
Inge fortæller alt som det er. At Lærke har ringet, stillet et krav og såret hende. Nu venter hun på stilhed eller måske noget værre. Inge er træt af at frygte både Lærke og børnebørnene.
Mine også er ingen guldklumper, men de opfører sig i det mindste lidt mere beskedent siger den anden veninde, Elena. Jeg ville selv smide dem i total ignorering.
Hvad hjælper det? De vil bare holde op med at kontakte mig. Hvem får så gavn?
Dig. Hvem vil hjælpe din Lærke, hvis ikke du? fnøser Marina. Svigermor er langt væk, og de små børn de har altid problemer. Hun vil bare smutte ind som en lille kat, så snart hun har tid. Så vil hun indse, at det handler både om dig og hende. Først og fremmest.
De diskuterer situationen i en halv time. Inge beslutter, at veninderne har ret. Svigermor er flyttet, Lærke holder ikke kontakt med sin svigers familie, og hun har ikke råd til en barnepige. Det eneste, der er tilbage, er en ufravigelig mor, der er træt af ultimata.
De næste to uger går i en anspændt stemning. Inge tjekker sin telefon hver dag, men hører intet fra Lærke. Hun er allerede ved at miste håbet og vil som altid tage første skridt, men så en morgen ringer telefonen.
Mor, hej. Mikkel har fået feber, skal du passe ham? begynder Lærke, som om intet er hændt. Jeg ville tage sygefravær, men vi har så meget at lave, at de ikke lader mig gå. Kan du gøre det?
Det er en ny slags anmodning fra Lærke. Normalt blander hun sig ikke i andres planer.
Inge kan tage fri og droppe alt, men så tænker hun: hvis hun selv bliver syg, og hun har brug for den fri, vil der så være nogen, der hjælper? Sandsynligvis ikke.
Lærke, jeg er rigtig ked af det, men jeg har også et kæmpe arbejde Du forstår. Jeg ville gerne hjælpe, men hvis du havde sagt det i går
En pause falder. Inge venter på en eksplosion, men den kommer ikke.
Ja, hvem havde troet, at Mikkels temperatur ville stige svarer Lærke lidt irriteret. Mor, kan du i hvert fald i weekenden passe dem? Jeg prøver at tale med chefen og fordele arbejdet.
Lærke er ikke helt blød, men hun reagerer roligt på afvisningen og ser efter kompromis. Inge ser det som et lille skridt frem og svarer:
Jeg kan i weekenden, jeg har ingen planer endnu.
Fint, jeg noterer det. Tak.
Samtalen er ikke perfekt, men for første gang i evigheder aftaler mor og datter noget uden trusler eller store indlæg.
Siden da spørger Lærke altid, om det er belejligt for mor at passe børnebørnene, og hun takker for hjælpen. Nogle gange medbringer hun te og morens yndlingskager. Indimellem får hun en bølge af irritation og prøver at presse igen, men nu gør hun det med kærlighed i stedet for afpresning. Inge giver også blidt fra sig, når hun mærker, at hun bliver trådt på. Hjælp er frivillig, ikke påtvunget, og den, der virkelig har brug for den, er den, der beder om den.
