Hun er altså en god kvinde. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Og alligevel betaler du kun otte tusind kroner om måneden.
Karen, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Erik rejste sig trægt fra sengen og slentrede ind i stuen. I lyset fra natlampen kiggede han på sin kone med halvsløve øjne.
Han satte sig ned ved siden af hende og lyttede stille. Det lader til alt er fint.
Han rejste sig igen og luntede ud i køkkenet. Han åbnede kærnemælken, trak på benene ud på badeværelset, og gik så tilbage til sit værelse.
Han lagde sig i sengen. Men søvnen kom ikke:
Karen og jeg, vi er begge 90. Hvor meget har vi ikke oplevet sammen? Snart er det vores tid, og der er ingen omkring os.
Døtrene, Mette døde, hun nåede ikke engang de tres.
Sønnike, Rasmus, er heller ikke længere iblandt os. Han levede vildt… Vi har et barnebarn, Frederikke, men hun har boet i Sverige i over tyve år nu. Vi hører intet fra hende. Hun har nok selv fået store børn
Han mærkede ikke engang, da han faldt i søvn.
Han vågnede ved en hånd der rørte ved hans arm:
Erik, er du okay? lød Karens svage stemme.
Han slog øjnene op. Over ham bøjede konen sig.
Hvad laver du, Karen?
Du lå bare helt stille, jeg ville lige tjekke.
Jeg er her endnu! Gå så i seng!
Hans øre fangede de tøffende skridt væk fra rummet. Lyset i køkkenet blev slået fra.
Karen gik ud for at drikke lidt vand, et hurtigt smut forbi toilettet, så lagde hun sig igen.
Tænk, en morgen vågner jeg, og så er han væk. Hvad gør jeg så? Eller måske går jeg først.
Erik har allerede bestilt gravøllet for os begge det havde jeg aldrig forestillet mig, man kunne gøre på forhånd. Men på den anden side, hvem ville ellers tage sig af det?
Barnebarnet har glemt os helt. Kun naboen, Birthe, kommer stadig forbi. Hun har en nøgle til vores lejlighed. Erik giver hende altid tusind kroner fra vores pension. Hun henter indkøb og ordner småting. Hvad skulle vi ellers bruge pengene på? Vi kan jo ikke engang selv gå op og ned fra fjerde sal længere.
Morgensolen stod ind gennem vinduet. Erik slog øjnene op og gik ud på altanen. Løvspringet kunne nu tydeligt ses. Smilet bredte sig på hans ansigt:
Se nu bare, vi klarede den til sommer igen!
Han gik ind til Karen, der sad og drømte på sengen:
Kom nu, Karen, ingen grund til at være trist. Vil du med ud jeg har noget at vise dig.
Uha, jeg har helt ingen kræfter! sukkede Karen, mens hun langsomt løftede sig op. Hvad har du nu fundet på?
Kom nu, det går nok!
Med armen støttende under hendes skuldre hjalp han hende ud på altanen.
Se, bøgen er sprunget ud! Og du sagde, vi ikke ville nå til sommer. Men her er vi!
Åh, det er faktisk rigtigt! Og solen titter frem.
De satte sig på bænken derude.
Kan du huske dengang jeg inviterede dig i biografen? I gymnasiet. Det var netop på en forårsdag med grønne blade.
Sådan noget glemmer man aldrig. Hvor mange år er det lige siden nu?
Over halvfjerds… Femoghalvfjerds!
De sad længe og nød det, talte om ungdommens år. Meget glemmes med alderen, selv det man lavede i går, men de unge år sidder fast.
Hold da op, tiden løber fra os! Karen rejste sig. Vi har jo ikke engang fået morgenmad.
Dæk nu op til en rigtig kop te, Karen! Jeg orker ikke mere af den urtetis.
Det må vi jo ikke rigtigt.
Bare lidt mild, og en teskefuld sukker.
Erik drak sin svage te med en skive rugbrød med ost, og tænkte tilbage på de morgener hvor teen var stærk og sød og hvor der var wienerbrød eller pandekager til.
Birthe, naboen, kom forbi og smilede venligt:
Hvordan går det ellers?
Hvordan skulle det gå for folk på halvfems? grinede Erik.
Hvis du stadig kan joke, går det vist udmærket. Mangler I noget i dag?
Birthe, køb noget kød til os! bad Erik.
Det må I jo egentlig ikke.
Kylling går vel an.
Fint, jeg henter det. Så laver jeg suppe med nudler til frokost.
Birthe ryddede op, vaskede op og gik igen.
Karen, lad os gå ud på altanen igen det er jo helt vidunderligt med solen.
Ja, lad os det!
Om lidt kom Birthe igen, trak vejret friskt:
Savnet solen, hva?
Ja, det er skønt herude, Birthe! sagde Karen glad.
Jeg henter lidt havregrød til jer, og så begynder jeg på suppen.
Hun er altså en perle, sagde Erik efter hende. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Og alligevel, kun otte tusind kroner…
Karen, vi har skrevet lejligheden over på hende.
Det ved hun jo ikke.
De sad bare ude på altanen til frokost. Der var hjemmelavet kyllingesuppe med kartofler og kød.
Sådan lavede jeg altid suppe til Mette og Rasmus, da de var små, mindedes Karen.
Nu er det fremmede, der laver mad til os, sukkede Erik tungt.
Det er nok bare sådan vi ender, Erik min ven. Der græder ingen for os, når vi ikke er her længere.
Nu ikke mere sørgmodighed, Karen. Skal vi ikke tage en middagssøvn?
Åh Erik, det passer jo:
»Lige som børn lige som gamle.«
Alt er som for børn: moset mad, middagshvil, og så lidt eftermiddagshygge.
Erik fik blundet lidt, men stod igen op søvnen ville ikke komme. Vejret var vist ved at skifte? Inde på køkkenbordet stod to glas saft Birthe havde stillet parat.
Han tog fat om dem med begge hænder og gik forsigtigt ind til Karen, der sad ved vinduet:
Karen, hvad er du så stille for? Kom, tag et glas saft med mig!
Hun nippede til glasset:
Kan du heller ikke sove?
Det må være vejret.
Jeg har haft det lidt sløjt hele dagen, sagde Karen og rystede på hovedet. Det føles som om jeg har kort tid tilbage. Du lover mig en ordentlig begravelse, ikke?
Karen, hvordan skal jeg dog undvære dig?
Én af os skal jo først…
Luk det, kom, ud og få lidt luft på altanen.
De blev derude til det blev mørkt. Om aftenen lavede Birthe ostekager. De spiste og satte sig ind foran fjernsynet. Det blev som altid til gamle danske film og børneprogrammer det var lettere at følge end alt det nye.
I aften så de kun en enkelt tegnefilm. Karen rejste sig:
Jeg vil i seng nu, jeg er træt.
Jeg følger med.
Lad mig lige kigge ordentligt på dig, sagde hun pludselig.
Hvorfor det?
Bare se lidt på dig.
De stod længe og så på hinanden, nok tænkte de på deres ungdom.
Lad mig følge dig i seng.
Karen tog Eriks arm, og de gik langsomt.
Han lagde hende varsomt under dynen, så gik han til sit værelse.
Noget trykkede hans hjerte. Han kunne ikke sove.
Han syntes slet ikke han havde lukket et øje, men klokken på væggen viste to om natten. Han gik ind til Karen.
Hun lå med åbne øjne.
Karen!
Han tog hendes hånd.
Karen, hallo! Ka-ren!
Pludselig kunne han selv ikke få vejret. Han gik til sit værelse. Fandt de papirer, han havde gjort klar, lagde dem på bordet.
Så gik han tilbage til Karen, kiggede længe på hendes ansigt. Så lagde han sig ved siden af hende og lukkede øjnene.
Han så sin Karen, ung og smuk som for femoghalvfjerds år siden. Hun gik mod et lys langt væk han løb efter hende, greb hendes hånd.
Om morgenen gik Birthe ind i soveværelset. De lå ved siden af hinanden, begge med et fredfyldt smil.
Til sidst ringede Birthe efter Falck.
Lægen, der kom, rystede på hovedet:
Sammen gik de bort. De må have elsket hinanden højt…
De blev hentet. Birthe satte sig tungt på stolen ved bordet, så fik hun øje på papirerne testamentet, skrevet til hendes navn.
Hun lagde hovedet i hænderne og græd…
Giv et like og skriv en hilsen, hvis du vil dele dine tanker.
