For seks år siden købte min kone og jeg et hyggeligt sommerhus ude på landet. Vi gik selv i gang med alle renoveringerne og gjorde grunden fin, så vi prøver at tage derhen hver weekend eller i det mindste hver anden uge.
Vi lavede faktisk ikke nogen stor køkkenhave. Vi nøjedes med at sætte lidt agurker, tomater, krydderurter, løg, squash og peberfrugter. Altså det, man nu engang har brug for men bare i små mængder.
Vi havde heldigvis købt huset med en masse hindbærbuske, forskellige ribs og solbær, som allerede voksede der. Der var også et hav af jordbærplanter. Ofte tog jeg frisk frugt med på arbejde og delte ud til kollegerne. De var selvfølgelig glade.
I år fik vi en ny kollega på kontoret, som var blevet flyttet fra en anden afdeling. Hun hed Karen, var altid smilende og virkede meget høflig. Lige da hun startede, havde jeg taget nogle jordbær med, som jeg gav hende. Hun spiste dem og begyndte straks at rose smagen og spurgte nysgerrigt ind til, hvor de var fra, og hvordan vores sommerhus var.
Jeg fortalte gladeligt om stedet.
Nogle dage senere kom Karen hen til mig og spurgte, om hun måtte låne nøglen til vores sommerhus. Hendes datter ville gerne tage ud i huset med sine børn et par uger, så børnene kunne få noget frisk luft. Karen sagde, at vi jo alligevel ikke skulle derud den uge, og at datteren nu var på barsel det ville være rart for dem at slippe lidt væk fra byen.
Jeg sagde selvfølgelig nej. Karen blev tydeligt fornærmet, men hun pressede ikke yderligere på.
To uger senere kom en anden kollega, som arbejdede sammen med Karen, hen til mig og spurgte, hvordan hun fandt vej til vores sommerhus. Jeg var forvirret og spurgte, hvorfor hun ville vide det.
Hun fortalte, at Karen havde inviteret hende og en række andre fra kontoret til fødselsdagsfest i vores sommerhus, men at folk selv måtte finde vej derud.
Det var helt surrealistisk.
Jeg konfronterede straks Karen og spurgte, hvad hun havde gang i.
Hvad er der galt? sagde hun og smilede uskyldigt til mig. Det gør da ikke noget, hvis jeg holder min fødselsdag i jeres sommerhus. Det er bare én dag, og ingen skal overnatte. Du er da ikke ked af det, vel?
Jo, det var jeg. Jeg var ked af det over al det arbejde, vi havde lagt i stedet, og alt det, folk kunne finde på at ødelægge vores plæne, blomsterbede, buske og vores hjem.
Herudover havde hun ikke engang inviteret mig. Hun havde ikke en gang spurgt om lov.
Jeg sagde nej igen, og hun tog det ilde op.
Sådan må det være. Gennem mange år har jeg delt rundhåndet ud af vores frugt til kollegerne, men ingen af dem har nogensinde været så grænseløs som hende.
