Hvorfor skal jeg have medlidenhed? Du har jo ingen medlidenhed over for mig, svarer Rigmor.
Det er sidste år, at mor bliver hyppigt syg. Når hun ligger på hospitalet, bliver Rigmor hjemme hos sin stedfar, Mikkel Jensen.
Mikkel arbejder som altid mange timer: han går fra hjemmet klokken syv om morgenen og kommer hjem omkring otte om aftenen. Så Rigmor lever næsten som om hun er alene.
Mikkel giver hende lidt lommepenge, så hun kan købe mad i skolekantinen. Med resten køber hun makaroner, gryn, kartofler, af og til billige pølser og laver aftensmad af det, hun har.
En dag i slutningen af november kommer Rigmor hjem fra skole og finder stedfaren i lejligheden. Han sidder i køkkenet, læner albuerne på lårene og stirrer ned på gulvet. Når Rigmor træder ind, løfter han hovedet og siger:
Det er slut, Rigmor. Der er ingen mor mere.
Rigmor siger intet, går ind på sit værelse. Hun er tretten år, ved at sygdommen sjældent tillader et langt liv, men håber alligevel, at mor vil blive.
De har sammen drøftet, hvordan Rigmor skal afslutte 9. klasse og gå på sygeplejeskolen. Mor har sagt, at Rigmor vil blive en fremragende sygeplejerske.
Du skal arbejde med børn, din godhed gør dig velegnet til sygepleje, svarer mor.
Rigmor græder ikke. Hun sidder ved vinduet og ser de nøgne birkekviste. En ensomhed svøger hende, som om ingen stedfar, ingen slægtninge eller skolekammerater er i nærheden kun tomhed, der fylder rummet.
Næste dag ankommer morens søstre: tante Ulla, tante Grethe og tante Sofie fra provinsen. De går rundt i lejligheden, snakker, henter frem morens tøj fra skabet og laver mad i køkkenet hele aftenen.
Rigmor sidder på sit værelse. Tante Ulla bringer en tallerken med kartoffel og hakkebøf, men Rigmor rører ikke ved den.
Til bisættelsen kommer tre kvinder og to mænd, som Rigmor aldrig har set før.
Ved bordet begynder de straks at drøfte, hvad der skal ske med Rigmor.
Mikkel starter samtalen:
Katja og jeg var ikke gift, vi boede bare sammen. Så jeg har ingen juridisk ansvar. Lejligheden skal lejes ud om to uger jeg har ingen brug for en toværelses lejlighed alene, så jeg lejer mig selv noget mindre. Så lad os beslutte, hvem der kan tage Rigmor ind.
Stilheden falder over rummet. Alle tavse, kun kigene følger hinanden.
Endelig siger tante Grethe:
Hvad tænker du, Ulla? Katja var din søster, så du skal tage hendes datter med.
Så hvad? Ja, hun er søster. Vi har kun talt med hinanden et par gange om året til fødselsdag og nytår. Jeg ved ikke engang, hvem far er. Jeg har selv tre drenge, jeg har ikke plads til hende.
Måske du, Sofie? spørger Greta. Du siger, du mangler penge, men du får en børnepenge og en morpension. Din datter Kristine er tolv, så I to kan passe hende.
Nej! Vi er lige flyttet ind med Pavel. Jeg har sagt til Kristine, at hun skal holde sig stille som en mus, men I vil pålægge mig et fremmed barn.
Jeg behøver ingen penge, svarer Sofie. Hvorfor vil du, Greta, ikke selv tage Rigmor?
Jeg er handicap, så jeg får ingen støtte, svarer Greta, og jeg er ældre end jer, så det er svært at passe et barn.
De går hver til sit uden at finde en løsning. Rigmor sidder i det næste værelse og hører slægtningene forhandle.
Hun indser, at ingen af morens søstre viser interesse for hende. Når de begynder at tage deres overtøj på i hallen, siger tante Sofie:
Hvis lejligheden ikke var lejet ud, men vores, kunne vi måske hjælpe, men så mister vi mere end vi får, og myndighederne vil køre os i hak.
Kort tid efter skal lejligheden forlades, og Rigmor får besked om, at hun skal flytte ind på et børnehjem i Nørrebro.
Mikkel overleverer hende til plejepersonalet og siger:
Bær mig ikke nag, vores veje skilles nu.
Den første dag møder Rigmor en høj pige med en tæt krøllet frisure:
Er du ny her? spørger hun. Hvad hedder du?
Rigmor.
Vær ikke bange. Det er ikke så slemt her. Vi har gode pædagoger og nogle, der ikke gider sig. Men der er ingen virkelig onde.
Det er kun svært, når man er alene. Jeg har været her i en måned, lad os holde sammen så bliver det lettere. Jeg hedder Lise.
Har du også mistet dine forældre? spørger Rigmor.
Nej, mine lever. Men de vil snart gå bort, for de får ikke lov til at have deres rettigheder. De fire af os mig og mine tre brødre er blevet sendt hertil.
Det er dejligt! siger Rigmor. Du har brødre.
Det hjælper ikke meget. Den yngste, Wolf, er en drillepind, og de to ældre har hele livet slået mig, tvunget mig til at lave mad og vaske, når mor ikke klarede sig.
Hvor gammel er du? spørger Rigmor.
Tretten år og tre måneder.
Jeg troede, du var ældre.
Nei, alle i min familie er høje: far, bedstefar og brødre.
Lise og Rigmor holder sammen indtil de afslutter 9. klasse.
I det sidste år drømmer de ofte om fremtiden.
Jeg vil gerne på sygeplejeskolen, siger Rigmor en dag. Det var morens drøm også. Jeg ved ikke, om det lykkes.
Hvorfor tror du ikke? Du får 5ere i kemi og biologi, og kun to 4er i dit årsprøve. Der er også børnepenge, så du behøver ikke bekymre dig, svarer Lise.
Har du besluttet dig for at blive kok? spurgte Rigmor.
En konditor. Jeg vil bage kager, så lette som skyer, svarer Lise.
Husk, da vi fire gik til sangkonkurrence med fru Natalja? Vi vandt og blev vist i TV, husker du?
Ja, bagefter gik vi på café, og fru Natalja købte kaffe med småkager, som havde den luftige creme.
Rigmor bliver optaget på sygeplejeskolen og er blandt de bedste i sin gruppe. I det sidste semester får hun en lille lejlighed med simpelt renoveret køkken.
Hun er glad for første gang efter mange år i børnehjemmet og kollegieværelset har hun sit eget rum, sit eget køkken og eget badeværelse.
Hun gør lejligheden hyggelig: hænger lyse gardiner op, stiller en pottegeranium på vindueskarmen, lægger en farverig pude på køkkenbordet, køber to røde gryder med hvide prikker og noget ekstra service.
Lejligheden ser beskeden ud, men den er beboelig.
En dag, efter undervisning, går Rigmor mod omklædningsrummet for at tage til børneklinikken, hvor hun arbejder som hygiejnemedhjælper, da en stemme kalder på hende.
Det er tante Sofie, morens fætterinde, den samme, der engang afslog at tage hende ind, så hun ikke skulle forstyrre familien.
Hej, Rigmor! Kan du huske mig?
Ja, du er min mors fætterinde.
Jeg vidste ikke, at du går på skole her. Jeg hørte af Kristine, at du vandt en konkurrence på sygeplejeskolen!
Der er mange Rigmors, men mit navn er sjældent. Jeg kom for at bekræfte, at vi er beslægtede, siger Sofie.
Rigmor skynder sig ud af lokalet.
Sofie går ved siden af hende og fortsætter:
Jeg hørte, du har fået en lejlighed. Jeg har et lille ønske: Kristine er kun i andet år på skolen, hun har to år tilbage, og de unge i kollegiet er ikke særlig hjælpsomme.
Kan hun bo hos dig indtil hun er færdig? Vi betaler halvdelen af huslejen og leverer mad. Hvad siger du?
Nej, jeg kan ikke, svarer Rigmor.
Du har altid været en god pige! Føler du ikke medlidenhed for din søster?
Jeg er ikke så god som før, og jeg har ikke medlidenhed for Kristine! Har I ikke også haft svært ved at sende mig til børnehjemmet?
Hvorfor skal jeg nu have medlidenhed? Jeg har både været i børnehjem og i kollegiet, og jeg har overlevet. Kristine vil også overleve.
Bussen stopper, og Rigmor stiger på. Dørene lukker, mens Sofie står og ser efter bussen, der kører væk. Hun vender sig rundt og går væk. Således ender historien, mens de uforudsete udfordringer fortsætter i deres liv.
