Kære dagbog,
Endnu en aften i København, og jeg sidder med den følelse, at jeg er blevet en uventet børnepige igen. Jeg kom hjem fra arbejdet, træt og klar til at lave mad, slappe af og tilbringe lidt tid med min mand, men i stedet må jeg holde vagt over for min lille nevø, som jeg egentlig kun er onkelens søn.
Jens, min mand, har netop kastet sin jakke på stolen og sagt, at han hellere vil have noget varmt at spise i sin arbejdstøj, end at risikere at blive dækket i babypuré. Jeg forstår ham, men jeg kan ikke holde ud at gå glip af min manicure. Freja har insisteret på, at hun skal have klippet neglene, men man kan jo ikke tage et lille barn med i salonen.
Jeg ånder ud og spørger mig selv, om jeg er den eneste, der føler mig udnyttet. Hvorfor bliver vores familie til en slags børnehave? Mor er stadig i billedet, men hun kan ikke være til stede hver dag, og så er der den evige kamp om at finde tid til at lave mad, mens jeg også jonglerer med Lukas (min lille nevø) behov. Jens afbryder mig med et Du kan klare det for alle andre end for dig selv og mig. Han ser ud til at blive roligere, men du kan mærke, at han også er træt af at bære den ekstra byrde.
Freja siger, at så længe jeg ikke fjerner barnet fra min hals, vil han hænge ved mig og jeg er den, der har sat kursen. Jeg prøver at virke som om jeg er helt opslugt af madlavningen, men indeni kan jeg ikke slippe Jens ret i hovedet. Jeg vil ikke blive den anden mor for Lukas, men jeg vil heller ikke såre familien.
Det hele startede uskyldigt. Jeg var forkølet, holdt Lukas i armene, og havde brug for at løbe til apoteket. Jeg kunne ikke lade ham alene, så jeg spurgte Freja om hjælp. Hun kastede sig straks ud i kampen uden at tænke på leveringen. At hjælpe hende blev en vane: hente telefonen fra reparation, svare på Woltleverancer, hente pakker fra PostNordudleveringsstedet. Jeg har fleksibelt arbejde hjemmefra, så jeg kan klare det, men det betyder ikke, at det er bekvemt. Turen til Frejas lejlighed i Aarhus tager femten minutter én vej, men med kø og ventetid fylder det mindst en time af min dag.
Nu arbejder jeg primært om aftenen og nogle gange om natten, når lejligheden er stille. Jens er ikke glad for det, og jeg er heller ikke. Jeg prøvede at tale med Freja: Hvordan går det med Mikkel? Hjælper han dig? spurgte jeg, mens jeg afleverede en pakke fra Coop på Hjemmelevering. Freja svarede, at Mikkel er træt efter arbejde og kun kan sidde med barnet, mens hun tager et bad. Hun beskytter sin egen ægtemand, men tænker ikke på, hvad der sker med mig.
Mor til Mikkel bor lige ved siden af, men Freja ryster bare på hovedet: Jeg vil ikke have noget med den der gnave, hun giver mig hovedpine hele dagen. Bedre at dø af sult end at skulle opfylde hendes råd. Så jeg spørger: Er der ingen andre? Freja nævner, at Oksana også har et lille barn, og at de kunne måske bytte pasning, eller at Kristine slet ikke arbejder. Det er ubehageligt at belaste andre, siger hun, de er jo ikke forpligtede. Jeg svarer: Det er jo behageligt at belaste sine egne.
Den næste dag ringer Freja og siger, at hun har fået tid i salonen. Kom over og pas på Lukas et kvarter, beordrer hun. Jeg er rasende: hvorfor skal jeg ændre mine planer, så hun kan få klippet neglene? Nej, Freja, jeg kan ikke i dag. Undskyld, svarer jeg. Hvad mener du, du kan ikke? spørger hun. Jeg kan ikke løse alle dine problemer. Jeg har også et liv.
Hun protesterer: Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen andre. Jeg har allerede booket, kan ikke skuffe nogen. Jeg siger: Du har ikke spurgt mig, før du bookede. Jeg er ikke din lille pige eller din mor. Find en løsning selv. Hun svarer hævdende: Det er let for dig at sige, du har ingen børn.
Jeg ved, at Lukas efterhånden bliver som min egen søn, men jeg holder mund. Jeg er normalt konfliktfri, så selv dette afslag føles som en lille sejr. Freja giver ikke op hun ringer til vores mor. Hvordan kan du nægte? Hun har kun dig og sit barn! brøler hun. Jeg forklarer, at jeg gik på apoteket for at hente medicin, men nu ringer hun hver dag om småting, endda for at booke en tid i salonen. Hun vil bare se smuk ud, ligesom alle andre kvinder, siger min mor.
Jeg løfter øjenbrynene. Ingen forstår min situation. Mor, du er så klog, kan du hjælpe hende? spørger Freja. Jeg? Jeg knap nok kan stå på benene, svarer min mor overrasket. Du er ung, du kan lettere klare det. Jeg hører disse kommentarer om at være ung, barnløs og hjemmeblandet hele tiden, og jeg er træt. Den dag holder jeg fast og nægter at hjælpe.
Som gengæld bliver jeg ignoreret i en uge: både mor og Freja opfører sig som om jeg ikke findes. Det kunne have været roligt for andre, men for mig føles det som om jeg mister min plads i familien. Jeg tænker på, hvordan jeg kan genoprette forholdet.
En uge senere ringer Freja igen: Kan du passe Lukas mens jeg får en manicure? Jeg accepterer, selvom jeg hader mig selv for det. Min mand siger: Du er blød en dag, hård den næste. Pas på dig selv, ellers vil hun aldrig give slip. Jeg nikker, og sent om natten overvejer jeg, hvordan jeg kan sige nej uden at skabe yderligere konflikt.
Dagen efter ringer telefonen. Jeg kan ikke længere. Lukas har feber, han skriger fra morgen, jeg er som en sæl i et hjul! Jeg kan ikke engang gå på toilettet. Kom, så kan vi klare det sammen. Jeg svarer: Jeg har arbejde. Vi har strenge tidsplaner, selv frokostpausen er monitoreret. Stilheden i røret fortæller mig, at Freja leder efter et svagt punkt.
Vær så venlig, en gang til! Bed om nogen til at dække dig eller tag fri. Jeg har ingen anden udvej. Jeg lader som om jeg giver efter. Okay, jeg finder på noget.
Jeg lægger på, skriver til Mikkel og spørger om svigermors nummer. Mikkel siger ja, og svigermor lover at kigge ind hos Freja. Jeg ved præcis, hvornår hun kommer, fordi hun sender beskeder.
Er du helt ude af den? skriver Freja, Hvorfor har du kaldt svigermor på mig? Jeg svarer: Jeg havde brug for hjælp. Jeg kaldte hende, fordi jeg selv ikke kunne komme. Freja læser, men svarer ikke. Jeg mærker en lille triumf en sejr, om end lille. Freja vil sandsynligvis fortsætte med at klage, og vores mor vil nok også blive utilfreds, men nu må Freja klare sig selv eller finde hjælp fra dem, der virkelig vil hjælpe.
Jeg lægger hovedet på puden og håber på, at jeg en dag kan finde en balance, hvor jeg hverken er den eneste, der bærer familiens byrde, eller den, der altid siger ja. For nu må jeg lære at sætte mine egne grænser, selvom det betyder at skuffe dem, jeg holder af.
Kærlig hilsen,
Maja.
