– Intet, mor! Du har dit eget hus, og dér bor du. Kom ikke her, medmindre vi inviterer dig. Min mor bor i en lille hyggelig landsby ved en å. Bag hendes grund starter der et gammelt stykke skov, og når sæsonen er god, kan man samle flotte mængder bær og svampe. Siden jeg var barn har jeg løbet gennem de velkendte enge med min kurv og nydt naturen omkring mig. Jeg giftede mig med min skoleven, hvis forældre bor tæt på min mor – bare på den anden side af vejen – men fra deres grund kan man hverken komme til åen eller skoven. Derfor bor vi altid hos min mor, når vi kommer fra byen. Min mor har ændret sig meget med alderen, eller måske fordi hun har været jaloux på min mand, og ferierne hos hende er ofte endt i skænderier. Det er blevet sværere at få tingene til at glide fredeligt. Da vi så boede nogle gange hos min svigermor og svigerfar, lykkedes det også min mor at starte et skænderi, denne gang med sin bejler – og de skændtes om småting. Min svigermor blev så vred, at hun råbte højt, og hele vejen kunne høre dem give hinanden gamle bebrejdelser. En måned senere, efter alle var faldet til ro, fik min mand og jeg en god idé – vi ville bygge vores eget hus, så ingen blev uvenner, og vi fik et sted, hvor vi kunne føle os hjemme. Problemet med grundstykket tog lang tid at løse, men til sidst lykkedes det. Min svigermor og svigerfar gik flittigt til hånde på byggepladsen, og min svigerfar var der næsten hver dag. Den eneste, der skabte problemer, var min mor. Hun kom, gav gode råd, kritiserede det, der allerede var bygget – hun gav os aldrig fred, ikke engang her. Men vi fik huset opført, og det var et mareridt. Et år senere stod huset endelig færdigt, og vi håbede endelig at få ro – men nej! Min mor ville ikke opgive sine besøg, bebrejdede os for egoisme og sagde, at hun nu ikke ville hjælpe os mere. Hun glemte, at min mand altid havde gjort alt det praktiske hjemme hos hende – slået græsset, repareret taget osv. En dag sagde min mor: – Hvorfor kommer du her? Bliv i din by, og når du kommer, skal du vise, hvor meget du har. Det var den sidste dråbe for min mand. Han gik roligt hen til min mor, og der var noget i hans ro, der fik hende til at trække sig tilbage ved døren: – Hvad laver du, svigersøn? – Intet, mor! Du har dit eget hus, og dér skal du bo. Kom ikke her, medmindre vi inviterer dig. Kan vi ikke bare få én weekend fri indimellem? Og har du brug for hjælp, så ring – er der tale om brand, kommer vi selvfølgelig! – Hvad mener du, hvilken brand? Hun næsten løb ud af døren ved de ord. Jeg prøvede at holde latteren tilbage, mens jeg så hende gå hurtigt mod havelågen. Min mand tog sine hænder op og sagde: – Okay, måske overdrevet jeg med branden. – Nej, sådan skal det være. Og så lo vi sammen over udtrykket på min mors ansigt. Siden har der været fred i vores nye hus. Mor besøger os ikke, hun modtager min mands hjælp, men kommunikerer kun med ja eller nej. Måske husker hun stadig det med branden.

Ingenting, kære mor! Du har dit eget hjem, ikke? Det er der, du bor. Kom ikke her, medmindre vi inviterer dig.

Min mor bor i et lille, hyggeligt landsbysamfund ved bredden af Gudenåen. Bag hendes lille grund starter et bælte af gammel bøgeskov, og i sæsonen kan man plukke en imponerende høst af vilde bær og svampe. Siden barndommen har jeg løbet gennem de kære enge med en kurv i hånden og glædet mig over samværet med naturen. Jeg blev gift med Morten, min gamle klassekammerat, hvis forældre bor tæt på min mor men på den anden side af vejen, hvor der ikke er adgang til åen eller skoven. Derfor, når vi kommer fra København, bor vi hos min mor.

Men min mor har ændret sig meget på det seneste måske på grund af alder, måske af jalousi på min mand. Ferierne begyndte ofte at ende i skænderier. Det blev mere og mere svært at glatte tingene ud. En gang, hvor vi boede et par dage hos Mortens forældre, startede min mor et skænderi med sin egen kæreste over bagateller. Min svigermor blev så oprørt, at hun råbte højt. Hele villavejen kunne høre deres udveksling af gamle nag.

En måned senere, da bølgerne havde lagt sig, fik Morten og jeg en god idé: at bygge vores eget hus, så ingen skulle føle sig forstyrret, og vi altid havde et sted at være, hvor vi kunne slappe af.

Det tog tid at finde den rigtige grund, men til sidst lykkedes det os. Mortens forældre gik straks i gang med at hjælpe med byggeriet. Min svigerfar var fast inventar på byggepladsen.

Den eneste, der skabte problemer, var min mor. Hun kom forbi, rådede, kritiserede det, vi allerede havde lavet satte aldrig pris på noget. Hun lod os ikke være i fred, og det føltes helt ærligt som et mareridt at bygge det hus.

Et år senere stod huset endelig færdigt, og vi håbede på ro. Men nej! Min mor nægtede at give slip. Hun lagde os det til last, at vi ikke længere kom så ofte, og beklagede sig nu over manglende hjælp. Hun nævnte ikke, at Morten havde ordnet alt det praktiske på hendes grund slået hendes plæne, repareret taget og så videre.

En dag udbrød min mor:

Hvorfor kommer du herover? Bliv bare i København, og hvis I kommer her, er det kun for at vise, hvad I ejer.

Det var dråben, der fik Mortens tålmodighed til at løbe over. Han gik roligt hen til min mor, men noget i hans stemme fik hende til at træde ved døren:

Hvad laver du, svigersøn?
Ingenting, mor! Du har dit hjem? Bo der. Kom ikke forbi, medmindre vi inviterer dig. Giv os en weekend alene en gang imellem. Hvis du har brug for hjælp, så ring hvis der er ild i huset, skal vi nok komme!
Hvad mener du med ild?

Ved de ord nærmest løb min mor ud ad døren. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at bryde sammen af grin, mens hun skævede nervøst bag sig og marcherede ud gennem lågen. Da Morten blev rolig igen, løftede han hænderne:

Okay, undskyld, måske overdrev jeg med branden.
Nej, det var helt rigtigt.

Og vi sad og grinede sammen over mors ansigtsudtryk. Siden da har der været fred i vores nye hjem. Mor kommer ikke på besøg hjælpen fra Morten tager hun dog imod, men snakken foregår kun med ja eller nej. Hun tænker sikkert stadig på den brand.

Rating
Mirabile dictu
– Intet, mor! Du har dit eget hus, og dér bor du. Kom ikke her, medmindre vi inviterer dig. Min mor bor i en lille hyggelig landsby ved en å. Bag hendes grund starter der et gammelt stykke skov, og når sæsonen er god, kan man samle flotte mængder bær og svampe. Siden jeg var barn har jeg løbet gennem de velkendte enge med min kurv og nydt naturen omkring mig. Jeg giftede mig med min skoleven, hvis forældre bor tæt på min mor – bare på den anden side af vejen – men fra deres grund kan man hverken komme til åen eller skoven. Derfor bor vi altid hos min mor, når vi kommer fra byen. Min mor har ændret sig meget med alderen, eller måske fordi hun har været jaloux på min mand, og ferierne hos hende er ofte endt i skænderier. Det er blevet sværere at få tingene til at glide fredeligt. Da vi så boede nogle gange hos min svigermor og svigerfar, lykkedes det også min mor at starte et skænderi, denne gang med sin bejler – og de skændtes om småting. Min svigermor blev så vred, at hun råbte højt, og hele vejen kunne høre dem give hinanden gamle bebrejdelser. En måned senere, efter alle var faldet til ro, fik min mand og jeg en god idé – vi ville bygge vores eget hus, så ingen blev uvenner, og vi fik et sted, hvor vi kunne føle os hjemme. Problemet med grundstykket tog lang tid at løse, men til sidst lykkedes det. Min svigermor og svigerfar gik flittigt til hånde på byggepladsen, og min svigerfar var der næsten hver dag. Den eneste, der skabte problemer, var min mor. Hun kom, gav gode råd, kritiserede det, der allerede var bygget – hun gav os aldrig fred, ikke engang her. Men vi fik huset opført, og det var et mareridt. Et år senere stod huset endelig færdigt, og vi håbede endelig at få ro – men nej! Min mor ville ikke opgive sine besøg, bebrejdede os for egoisme og sagde, at hun nu ikke ville hjælpe os mere. Hun glemte, at min mand altid havde gjort alt det praktiske hjemme hos hende – slået græsset, repareret taget osv. En dag sagde min mor: – Hvorfor kommer du her? Bliv i din by, og når du kommer, skal du vise, hvor meget du har. Det var den sidste dråbe for min mand. Han gik roligt hen til min mor, og der var noget i hans ro, der fik hende til at trække sig tilbage ved døren: – Hvad laver du, svigersøn? – Intet, mor! Du har dit eget hus, og dér skal du bo. Kom ikke her, medmindre vi inviterer dig. Kan vi ikke bare få én weekend fri indimellem? Og har du brug for hjælp, så ring – er der tale om brand, kommer vi selvfølgelig! – Hvad mener du, hvilken brand? Hun næsten løb ud af døren ved de ord. Jeg prøvede at holde latteren tilbage, mens jeg så hende gå hurtigt mod havelågen. Min mand tog sine hænder op og sagde: – Okay, måske overdrevet jeg med branden. – Nej, sådan skal det være. Og så lo vi sammen over udtrykket på min mors ansigt. Siden har der været fred i vores nye hus. Mor besøger os ikke, hun modtager min mands hjælp, men kommunikerer kun med ja eller nej. Måske husker hun stadig det med branden.