Dagbog, tirsdag
– Hvad sker der, Mette? Stadig intet svar?
– Nej! – Mette lader telefonen falde på køkkenbordet hun har ikke svaret, siden klokken seks! Jeg tog ikke engang hjem til mor på grund af hende… Jeg skulle lave mad både til hende, hjemme hos os og ingen til at passe Simon… Sikke en hjælper vi har fået opdraget os!
I det samme lød døren i entreen.
– Nå, I er stadig oppe? Katrine gik forbi med propper i ørerne, uden at se på os, og fortsatte mod sit værelse.
Men mor lod hende ikke slippe så let.
– Katrine! Stop! mors stemme fik hende til at standse, uden at vende sig om Hvor har du været? Du er seks timer forsinket! Vil du ikke engang forklare dig?
Katrine trak propperne ud.
– Hvorfor skal der køres sådan op over det?
– Du lovede! sukkede Mette Du sagde jo, at du ville passe Simon!
Totalt udmattet svarede Katrine:
– Det gik ikke. Ingen døde. I var jo hjemme selv.
– Jeg sagde det til dig for en uge siden, fordi far skulle på aftenvagt, og jeg skulle over til mormor! Synes du ikke, det er synd for din lillebror? Eller for mormor, der ikke kan klare sig selv? Eller for mig?
Nej Katrine kunne ikke. Hun kom til at hænge ud med vennerne fra studiet, og så foreslog Søren, at alle tog med tilbage og festede lidt. Hun opdagede slet ikke, hvor hurtigt tiden gik. Hun havde da bare slukket sin mobil og glemt det hele for et øjeblik.
Det måtte hun undskylde overfor sig selv.
For telefonen var ikke løbet tør hun havde slukket den med vilje.
– Jeg lovede, mor, men mine planer ændrede sig.
– Lad mig lugte din ånde, sagde mor.
– Hvad er vi, i fængsel nu? brummede Katrine.
– Du har drukket, konstaterede mor Fester er åbenbart vigtigere end familien.
Og Katrine mistede besindelsen.
– Ja, det er vigtigere! Jeg har aldrig skrevet under på at være barnepige for Simon. I kan selv klare det! Det var jeres beslutning at få endnu et barn så sent så må I også tage ansvaret. Jeg har mit eget liv.
Far, der aldrig havde råbt ad hende før, rejste sig og blandede sig:
– Vi har aldrig gjort dig til barnepige. Det er sjældent, vi beder dig om noget! I dag havde vi virkelig brug for, at du hjalp, og du sagde ja! Du kom seks timer for sent. Du slukkede din mobil. Og nu lægger du skylden på os?
– Jeg lægger ikke noget over på jer. Simon er jeres ansvar. Jeg var ude med venner skal jeg ikke kunne det?
Vi havde altid prøvet at skåne Katrine for de huslige pligter. Hun var jo lige startet på universitetet, havde stadig hele studielivet foran sig og det forstod vi og havde ondt af hende.
Men Katrine synes bare ikke, der var grund til at have ondt af os.
– Ved du, hvad, det værste er? indskød mor Det er, at jeg ikke kom til mormor på grund af dig! Hun kan ikke lave mad selv! Og jeg kan ikke deles mellem en treårig dreng og en syg mor hver eneste dag!
Katrine begyndte at flette sine fletninger op ét af de pigerne havde lavet til hende, og mumlede:
– Det er jo dit valg, mor. Det var jer, der ville have endnu et barn sent i livet. Det er jeres opgave. Jeg skylder jer ikke noget.
Far rykkede hæftigt i sig.
– Katrine, nu er du for langt ude!
– Hvorfor? Jeg studerer. Det forventes af mig, at jeg har venner, at jeg finder en mand en dag! Jeg skal vel ikke sidde hjemme med jer og jeres barn?
Far satte hende ned:
– Katrine, sæt dig… Lyt nu. Vi har aldrig bedt dig at være den faste barnepige. Vi bad dig om en tjeneste, ikke om at tage et job. Du sagde ja.
Men Katrine, der nu alligevel havde sagt noget, kunne lige så godt fortsætte:
– Jeg sagde ja, men jeg lavede om på det. Livet ændrer sig.
– Livet ændrer sig, men det var dig, der trak stikket, uden at sige noget, svarede far roligt Jeg forstår, at du har travlt. At du har venner. Men du er stadig en del af familien. Du er ikke vores fange. Men kan du ikke finde to timer om ugen til at passe din bror? Bare så vi kan til læge eller besøge mormor?
Katrine svarede ikke, hun fnyste bare, og hårnåle faldt ud af håret.
– Nej.
– Hvorfor?
– Det er ikke mit ansvar, far. Jeg vil ikke ofre mit liv på det.
Indvendigt spændte Katrine sig hun var klar til det store familiedrama. Nu kom det!
– Fint sagde far stille Jeg hører dig.
Øhm. Hørte? Hvor var råbene? Hvor var truslerne om, at hun ville fortryde så snart de var væk?
– Er det det? spurgte Katrine mistroisk.
– Ja. Sådan er det.
Lidt forvirret over at slippe så let, gik Katrine hurtigt ud og vaskede makeuppen af og kastede sig i sengen. Der var nok sket for meget den aften. Dagen havde været lang og nu det her fra forældrene oveni.
I soveværelset fortsatte samtalen mellem mor og far.
– Henrik, hvordan kan hun være så kold? Mette så fortvivlet ud Vi har aldrig undværet hende noget. Vi har ikke været urimelige. Hun virker, som om hun slet ikke elsker os mere. Hvad gør vi nu? Skal vi virkelig tigge hende om at passe Simon, hvis der er brug for det?
– Nej, Henrik rystede på hovedet Ingen tigger hende. Hvis hun mener, hun ikke skylder os noget, så skylder vi heller ikke hende noget, før hun ved, hvad ansvar er for noget.
***
Dagen efter begyndte ikke med kaffe, men en mærkelig stemning.
Katrine var først i køkkenet. Hun drak lidt vand, spiste på gamle rugbrødsmadder, der havde ligget på køl siden aftenen før. Mor kom ind med Simon på armen. Katrine fandt straks sin telefon frem for at undgå en samtale. Men mor sagde ikke noget. Så kom far, smilede næsten:
– Godmorgen, sagde han.
– Wow du taler til mig? sagde Katrine.
Far åbnede det store regneark, hvor der var styr på familiens økonomi.
– Katrine, jeg skal lige tale med dig.
Hun himlede med øjnene.
– Er det nu ansvar igen? Jeg sagde allerede
– Nej, ikke ansvar, afbrød han Eller jo, men det handler om penge også. Fra i dag skal du selv betale for din del af maden og huslejen.
Katrine smilede skævt. Sikkert en mærkelig joke fra fars side som hævn for i går. Nu ville han prøve at tage fusen på hende. Jaja, hun havde provokeret dem om aftenen, så nu hævnede de sig om morgenen.
– Sjovt, far. Humor er ikke lige dig. Jeg hopper ikke på den.
Men far var forberedt:
– Det er ikke for sjov, Katrine. Fra nu af står du for din del af familiens udgifter. Fra start til slut.
Selv lille Simon, der sad og mast leverpostej ud i bordet, kiggede op. Han forstod ikke ordene, men kunne mærke stemningen.
– Hvad? gispede Katrine.
– Du sagde, at du intet skylder os. Fint. Så skal du heller ikke være afhængig af os, praktisk talt. Altså betaler du for din egen mad, varme, og vigtigst din uddannelse.
Katrine var målløs. Far var seriøs de var virkelig blevet såret.
– Far, det mener du ikke. Lave mad, måske. Men SU og studiet? Det kan du ikke mene. Du har altid sagt, at uddannelse er det vigtigste. Du vil aldrig nægte mig det, det ved jeg.
– Jeg kan godt, sagde han Du er 19, myndig. Voksne mennesker betaler selv. Vi har altid sagt, vi støtter dig, mens du bor hjemme og studerer men den støtte bygger på gensidig respekt og deltagelse i familiens liv. Nu vil du ikke deltage. Så vil vi heller ikke.
Mette kiggede usikkert på sin mand havde de nu gået over grænsen?
Katrine slap et stykke ost på tallerkenen, skubbede stolen tilbage og skar:
– Jeg tænker, jeg springer morgenmaden over. Ellers sender I bare regningen.
De andre spiste færdigt uden hende. Katrine tog alle sine ting og forlod med vilje huset en time før hun skulle, for at undgå dem.
– Gik vi for langt? spurgte Mette.
Henrik nikkede, men svarede hårdt:
– Det var nødvendigt. Hvis hun intet skylder, må hun stå på egne ben. Det er sundt ellers lærer hun det aldrig!
Kontakten til forældrene blev nu sjælden. Katrine kom og gik, spiste slet ikke hjemme mere. Selv Mette, trods forbud, spurgte engang forsigtigt, om Katrine sultede, men hun fik kun et såret blik til svar.
Katrine fik et lille job på en café hun havde taget en vagt for en veninde, som derefter sagde op. Nu gik hun og bar bakker fire timer efter sine forelæsninger, bare så hun havde penge.
Forældrene holdt fast i aftalen.
– Hun kommer aldrig til aftensmad, Henrik. Hun må jo gå sulten. Uanset opdragelse skal hun slide sig selv helt op? sukkede Mette.
– Hun skal bare lige rasle færdig, Mette. Hun skal mærke, at i en familie hjælper man hinanden. Det skal hun lære. Hun er for stolt.
Efter tre måneders stilhed sagde Katrine:
– Okay. I fik jeres vilje. Jeg kan ikke klare studie og job og alting selv og pengene er små. Jeg er med på at passe Simon nogle gange om ugen, et par timer ad gangen. Regn det som min jobind-sats. Her er de penge, jeg har sparet op til huslejen det blev 10.000 kroner.
Hun lagde pengene på bordet. Forældrene tog dem ikke.
– Katrine vi ville ikke gøre dig ondt. Vi er ikke ude efter at presse dig vi har passet dig og hjulpet dig, ikke fordi vi skulle, men fordi vi elsker dig. Kan du ikke give lidt igen bare ved at være med?
– Jeg forstår nu… Undskyld sagde hun og omfavnede dem.
Det var først dér, jeg for alvor lærte, at kærlighed i en familie ikke handler om, hvad man skylder eller får, men om at tage vare på hinanden også når livet ikke lige passer ind i planer.
