Min svigerfar troede, vi ville blive ved med at forkæle ham.
Min mand voksede op i en vaskeægte dansk kernefamilie smilende forældre, masser af hygge og et evigt lager af leverpostejsmadder. Men da hans far blev 57 år, døde hans hustru desværre pludseligt. Det var selvfølgelig et kæmpe slag for svigerfar, så vi besluttede, at vi ville sælge hans lejlighed på Østerbro, dele pengene i to, og så skulle han flytte ind hos os i Vanløse, indtil sorgen let og elegant havde løsnet grebet i ham. Nem løsning troede vi.
Planen var egentlig, at det bare var for et lille halvt år, hvorefter han snildt kunne købe sig et nyt sted at bo men åh nej. Han kom til at holde lidt for meget af at bo hos os. Til husleje og indkøb bidrog han naturligvis ikke med én eneste krone. Jeg lavede mad til ham, vaskede hans strømper, gjorde rent efter ham han gjorde ikke mere end at tage toget til arbejdet og hjem igen. Han levede, godt pakket ind, som om han var på ferie på Bornholm hele året rundt.
Og sådan gik der så… elleve år. Til sidst begyndte han at underholde os dagligt med formaninger om, hvordan vi skulle gøre tingene, og smed lidt husregler oveni for god ordens skyld. Vi kunne pludselig ikke købe rugbrød uden hans godkendelse. Alt imens han nød livet i vores hjem, blev vi mere og mere trætte af det.
Så nu skulle det være. Vi fandt et lille hyggeligt hus til ham ude i udkanten af Roskilde. Han er stadig i god form og har alle sine egne tænder, så selvfølgelig kunne han bo for sig selv.
Vi købte huset til ham, fik installeret internet, termokande og hele pivtøjet. Så gik han ellers straks i gang med at opfinde akutte hjerteproblemer og lidt ondt i knæet hist og her altsammen for ikke at skulle flytte fra Vanløse. Men jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke orker mere. Nu vil jeg bare sidde i sofaen fredag aften og nyde stilheden (og måske en enkelt Matadormix) sammen med min nærmeste familie.
Jeg er træt. Hvad pokker gør man så?
