Svære valg
Anders var endnu en gang blevet hængende på kontoret. Lene sad ved spisebordet og stirrede på den afkølede aftensmad. Duften af bagt kylling med timian blandede sig med den svage duft fra stearinlysene, hun havde tændt for to timer siden nu dryppede voksen i ujævne dråber som tårer. TVet brummede om vejret, men hun lyttede ikke. I stedet fokuserede hun på elevatorens knirken i stueetagen, på fodtrinene på trapperummet var det ham?
Døren stod låst.
Hun kunne have ringet. Huset et Hvor er du? eller Jeg er bekymret. Men hvorfor? Han ville svare som altid: et kort Snart eller et irritabelt Lad mig være i fred. Så ville han komme, kaste sig på telefonen, og mellem dem ville den tunge tavshed hænge som om de var to enkeltpersoner, ikke et par.
De havde boet sammen i fem år.
I går havde hendes veninde Kaja sendt et billede fra sønens dåb. I baggrunden glimtede glade ansigter, en smuk kjole, Kajas mand med den lille på armen. Og i dag dukkede et nyt bryllupsfoto fra deres fælles venner op i feedet.
Hvornår er det jeres tur? spurgte de.
Vi skynde os ikke, svarede Anders.
Men Lene var træt af dette vi skynde os ikke.
Vil du overhovedet gifte dig med mig?
Han var netop kommet ind, smed jakken på sofaen og gik mod køleskabet for en øl. Spørgsmålet fangede ham uventet hånden stivnede midt i bevægelsen.
Selvfølgelig vil jeg, svarede han, men stemmen var hæs, som om ordene sad fast i halsen. Det er ikke det rette tidspunkt for den slags spørgsmål.
Hvornår bliver det så? hun greb gaflen som om, hun så den for første gang. Når du køber en lejlighed? Når du får forfremmelse? Eller når vi begge rammer fyrre?
Han vendte sig om, som om han ledte efter forløsning i ølflaskens etiket.
Lad være med at blive vred, okay? Jeg er træt.
Jeg også, hviskede hun.
Han var allerede på vej til bruseren, og efterlod en stilhed så tæt som tå, hvor de begge havde forsvundet gennem årene.
Anders havde set sin egen familie falde fra hinanden.
Han huskede sin far den sjove, stærke mand, der kastede ham, femårige ham, op mod loftet. Og den far, han var blevet til: tomme øjne, evig lugt af benzin, der kastede tallerkener mod moderen.
Det er bedre uden en far som den, havde han sagt til en ven.
Det var dårligt nok. I det øjeblik lovede han sig selv: hvis han nogensinde skulle stifte familie, så ikke sådan en som den. Kun når han var sikker på, at han ikke ville gentage fejlen.
Men sikkerheden manglede.
Lene var den totale modsætning til hans mor rolig, tålmodig, uden hysteri. Alligevel
Hver gang hun forsigtigt bragte ægteskabet på bane, fangede Anders sig selv i tanken:
«Er jeg ved at begå en fejl? Lurer der et monster i mig?»
Han så sine hænder knoglede til knytnæver efter en hård arbejdsdag ligesom faren. Irritationen boblede, når Lene bad om noget. Selvom han aldrig løftede en hånd eller råbte, boede frygten dybt inde:
«Hvad nu, hvis det kun er begyndelsen?»
En dag, efter en særligt anstrengende samtale, spurgte Lene direkte:
Er du bange for at blive som din far?
Jeg vil ikke blive ham, svarede han hårdt.
Så hvad er problemet?
Jeg er usikker på, om jeg kan være god nok i stedet for ham.
Hun sad stille et øjeblik, gik så hen og tog hans hånd:
Ingen forventer et perfekt menneske. Jeg vil bare have, at du prøver.
Men for Anders betød prøve at risikere at knuse endnu et liv. Frygten var stærkere end kærligheden.
Jeg må først stå på egne ben, sagde han, da han gik ud af bruseren, indpakket i et håndklæde. Trætte øjne efter en 12timmers arbejdsdag. Jeg vil have, at alting er perfekt for os.
Lene sad ved bordet og ventede. I hendes blik lå både forståelse og en træt skuffelse denne samtale havde de haft hundrede gange før.
Hvad betyder perfekt for dig? spurgte hun, uden bebrejdelser, kun ægte nysgerrighed.
Anders frøs. Ordet havde han sagt utallige gange, men aldrig tænkt over indholdet. I hans hoved dukkede billeder op: en stor lejlighed i centrum (selvom de levede i en hyggelig toværelses ved metroen), en ny bil (mens hans trofaste Toyota tjente ham i fem år), en direktørstilling (selvom hans løn allerede var tre gange gennemsnittet i København).
Han svarede ikke. For pludselig indså han, at hans perfekte lignedes et reklamebanner: blankt på overfladen, tomt indeni. Som om han ventede på et magisk øjeblik, hvor stjernerne ville falde på ham, økonomien ville fordobles, og han pludselig ville blive den ideale mand, far og forsørger.
Lene så på ham, mens hans ansigt skiftede. Hun kendte ham evnen til at fange sig selv i urealistiske forventninger.
Du ved, sagde hun langsomt, det perfekte øjeblik kommer aldrig. Men vi kan være lykkelige her og nu, præcis som vi er.
Anders så ud over deres lejlighed de bøger, de havde samlet sammen, billeder fra deres rejser, katten, der sov fredfyldt i lænestolen. For første gang overvejede han, om perfekt måske handlede om dem to, ikke om ydre rammer. Frygten for det ukendte stoppede ham fra at svare.
Han greb fjernbetjeningen, slukkede TVet og tog telefonen i hånden, som om samtalen var forbi.
Anders elskede Lene.
Han elskede, når hun grinede af hans tåbelige vitser ved morgenbordet. Han elskede, hvordan hun mumlede i søvne, når han trak dynen mod sig. Selv hans irritation over de halve kopper te, hun efterlod rundt omkring i lejligheden, fik ham til at smile.
Han elskede også stilheden.
Den, der sænkede sig, når Lene tog på besøg hos sine forældre i weekenden. Hans egne vaner at smide sokker på gulvet, slukke lyset, sidde oppe til tre om morgenen med videospil, eller pludseligt tage på fisketur med vennerne uden lange forklaringer.
Hvorfor skal vi have et stempel i vielsesattesten? spurgte han en aften, mens han krammede hende om skuldrene, mens hun vaskede op. Vi er jo allerede sammen. Er det ikke nok?
Lene ønskede mere.
Ingen diamantringe, ingen overdådigt bryllup i en restaurant. Hun søgte den næsten ubeskrivelige, men væsentlige følelse af valg. At han hver morgen bevidst vælger at være sammen med hende, ikke ud af vane, men af vilje.
Stemplet betyder ikke forpligtelse, sagde hun og så ham i øjnene. Det betyder, at du blandt alle mulige liv vælger netop dette. Vælger os.
Anders trak øjnene væk. Han vidste, at han allerede havde valgt hende for længe siden. Men ordet for altid skræmte ham stadig med sin endelige karakter. Som om han ved at underskrive i rådhuset, begravede han den ubekymrede dreng, der kunne smutte væk når som helst.
Hvad hvis vi bliver skilt? kom spørgsmålet ud som en sten, der endelig fandt sin vej ud af hans indre. Anders stod ved vinduet, ryggen mod Lene, og så ud over den københavnske aften, men hans tanker løb til advokatregninger, deling af boet, tomme værelser.
Hvad? Lene stod stille.
Det er dyrt. Huslån, børnebidrag han talte roligt, som om han lavede en forretningsplan, ikke et muligt brud. Du ved, hvad min kollega gik igennem mistede en halv lejlighed og måtte stadig betale for barnet
Lene rejste sig fra stolen og lo en bitter, næsten lydløs latter, som et sidste udåndingshul fra et synkende skib.
Du har allerede planlagt et skilt, men er bange for at gifte dig, sagde hun, uden vrede, kun træt forståelse. Det sjoveste er, at du er mere bange for et skilt end for at miste hinanden lige nu. Skiltet er tal, papirer, konkrete tab. At miste kærligheden er for dig bare en abstraktion, ikke?
Anders vendte sig om. Forvirring lyste i hans øjne han havde ikke forventet denne reaktion. Han var forberedt på skænderi, tårer, måske tavs had. Ikke på denne klare, skarpe klarhed.
Jeg ved bare han begyndte, men ordene hængte fast i halsen. Hvad kunne han sige? At han prøvede at beskytte dem begge? At han ville forudse alle scenarier? Det ville lyde som en undskyldning, og de vidste begge det.
Lene gik langsomt hen imod ham, stoppede kun en armens længde væk. Hendes ansigt var roligt, men i øjnene lyste en ny beslutning.
Hvis du allerede nu tænker på, hvordan vi skal skilles, sagde hun blidt, så er vi allerede ved at skilles. Bare uden papirer.
Hun vendte sig og gik ud af rummet, efterlod Anders alene med sine beregninger, sine frygt og den pludselige erkendelse: Alle hans forsøg på at planlægge fremtiden kunne i dette øjeblik ødelægge nutiden.
Slutningen
De gik hver til sit på en af de helt almindelige hverdage, hvor livet normalt ikke ændrer sig. Ingen skænderier, ingen knuste tallerkener blot at Lene kom hjem fra arbejde en time tidligere og begyndte stille at pakke sine ting. Anders fangede hende i handling, da han kom hjem.
Du tager du af sted? spurgte han, fanget i døren.
Lene lagde omhyggeligt sine sweaters i kufferten, de som Anders elskede på hende. Hendes bevægelser var præcise, som om beslutningen var gennemarbejdet.
Ja, svarede hun, uden at løfte blikket. Jeg har lejet en lejlighed i centrum.
Anders mærkede jorden forsvinde under ham. Han havde forestillet sig dette øjeblik mange gange, men nu forstod han, at han ikke var klar. Overhovedet.
Vi kan begyndte han, men Lene afbrød ham:
Nej, Anders. Vi kan ikke. Jeg gav os en måned efter den samtale. Du forsøgte ikke engang.
Hun lukkede kufferten med et stille klik. Lyden lød højere end den lukkede dør, der stod bag hende.
Lene gik, ikke fordi hun ikke længere elskede ham. Kærlighed er mærkelig; den forsvinder ikke på et øjeblik. Hun gik, fordi hun til sidst indså, at hans frygt for forpligtelse var stærkere end kærligheden. Han var ikke bange for ægteskabet som institution han var bange for at træffe et bevidst valg.
Jeg ventede ikke på løfter for livet, sagde hun i døren. Jeg bad kun om én ting: at du vælger os her og nu. Men du stod aldrig ved beslutningen.
Anders stod tilbage, alene i en lejlighed, der pludselig føltes alt for stor. Med friheden, der nu lød alt for høj. Med telefonen i hånden, hvor Lenes nummer allerede var tastet ind og slettet fem gange.
Han var fri. Absolut fri. Han kunne gøre, hvad han ville tage på weekendtur med vennerne, blive sent på arbejdet, smide sokker overalt. Men, af en eller anden grund, lå han den første nat på sofaen og stirrede i loftet, mens han huskede, hvordan Lene mumlede i søvne, når han trak dynen.
Han forstod aldrig, hvad der var værre at miste hende eller at miste sig selv. For nu, hvor hun ikke længere var ved hans side, indså han med rædsel: Måske er den ægte Anders den, der grinede med hende over morgenens skøre vittigheder. Den fri Anders, han så sig selv som, var blot en dreng, der gemte sig bag en liste af undskyldninger.
Om morgenen så han den tomme tekop på køkkenbordet, hendes yndlingskop. Anders vaskede den mekanisk, lagde den i skabet og indså først, at der nu ikke længere ville være nogen, der efterlod kopper spredt rundt i lejligheden.
