Listen til min ønskeliste
Det var trangt i entréen med alle de kasser. Jeg, Mikkel, rød i ansigtet af hårdt arbejde, skubbede endnu en kasse op på hylden over hovedet. Støvet lagde sig som grå sne på min skaldende krone.
Hvorfor beholder du alt det her? Det er bare skrammel, mumlede jeg, mens jeg gik ned ad den ustabile stige.
Det er ikke skrammel, svarede Freja roligt, men fast. Hun sad på gulvet og rokkede et gammelt kuffert fyldt med papirer. Det er minder.
Minder, gryntede jeg. De giver mig ondt i ryggen. Jeg smider det ud alligevel om et år. Der er simpelthen ikke plads.
Freja sagde intet. Hendes fingre gled over den slidte læderomslag på et gammelt fotoalbum. Hun åbnede det.
Se, sagde hun, som om hun ikke hørte min klage. Førsteklassetrin. Kan du huske?
Jeg gik langsomt nærmere. På det gulnede foto stirrede en pige med hvide sløjfer i sollyset.
Jeg husker, mumlede jeg lidt mildere. Du græd, fordi forklædet gik i stykker.
Og det her er spejderlejren på Langeland…
Langeland, nikkede jeg og kiggede over hendes skulder. Du medbragte den lille musling derfra. Den ligger stadig et sted her.
Jeg gik tilbage til kasserne, men uden den gamle iver. Freja bladrede side for side. Ungdom, universitet, bryllup jeg i en alt for bred habit, hun i en blomstret kjole som en mor. Ung, glat, lykkelige. De smilede i kameraet, uvidende om hvad der ventede om tyve år: den lille lejlighed, min evige mumlen, hendes stille irritation over at romantikken kun lever på papir.
Pas på! udbrød Freja pludselig.
Jeg ramte en lille papkasse med skulderen, og indholdet spildtes på gulvet. Mens jeg knurrede og samlede bøger op, løftede Freja en lille, fløjlsbeklædt æske fra linoleumsgulvet. Hun løftede låget en smule.
Indeni, på en vat, lå den samme musling fra Langeland, et par falmede mærker, en tørret mimosekvist og et foldet skoleark.
Hvad er det? spurgte jeg, da jeg var færdig med oprydningen.
Freja bredte arket ud. Med barnlig, flittig håndskrift stod der: Min ønskeliste. 1. Blive læge. 2. Lære at spille guitar. 3. Besøge Paris. 4. Gifte mig af stor kærlighed.
Hun rakte arket stille til mig. Jeg skummede det igennem, blødte op, så trak jeg på smilebåndet:
Du blev ikke læge. Du spiller ikke guitar. Du drømmer stadig om Paris Men kærlighed Jeg tøvede, gnubbede min ryg. Du blev ikke læge, men nu gør min ryg ondt af alle dine arkiver.
Freja tog arket fra mine hænder, så på punkt fire, så på mig. På mit trætte, støvede ansigt, på mine hænder, der lige har løftet tunge kasser for at få plads i hendes garderobe.
At gifte sig af stor kærlighed betyder ikke at leve i evig romantik, Mikkel. Det betyder, at når manden har ondt i ryggen, så giver konen ham en massage. Og han vasker op til gengæld.
Hun lagde forsigtigt arket tilbage i æsken og lukkede låget.
Nå, sagde hun med et suk. Måske har du ret. En del af dette kan vi stadig klare.
Hun lagde æsken til side, i bunken af de dyreste ting, der aldrig skal kastes. Så gik hun hen til mig, omfavnede mig og trykkede sin kind mod min skæggede kæbe.
Tak, hviskede hun. For alt.
Jeg stod først fast i chok, så klød mig akavet over håret.
Det er bare dig, sagde jeg. Du vil da stadig massere min ryg?
Det gør jeg, svarede Freja med et smil, mens hun lænede sig mod min skulder.
Hun vidste, at Paris og guitaren var blevet efterladt i fortiden, på et gulnet papir. Men her og nu, i den støvede, trange entré, duftede det ikke af drømme, men af liv. Og det var også en slags lykke den, du ikke kan fotografere eller lime i et album. Den var simpelthen der. Og det var nok.
