Mor og tre børn blev sat på gaden! Vores far tog alle pengene fra salget af lejligheden og stak af Indtil hun blev 38 år, kunne vores mor og far ikke få børn – lægerne opgav, og ingen forstod hvorfor. Moren mistede til sidst håbet og accepterede at leve uden børn, mens faren virkede ligeglad: “Det skal du ikke tænke på, det går nok”. Men moren blev ved med at håbe og bad til Gud – og så kom jeg til verden. Mor var lykkelig, men far blev bare mere utilnærmelig, især når jeg græd om natten. Et år senere fik jeg tvillingebrødre, og moren priste Gud – endelig var hun lykkelig mor! Men far? Han havde ikke brug for børn – i stedet lagde han en plan. Han overtalte mor til at sælge lejligheden, så vi kunne købe noget større for pengene og lidt på afbetaling. Men så snart han havde pengene, forsvandt han sporløst – vi har aldrig fundet ud af hvor. Sådan endte mor på gaden med tre børn. Hvor skulle hun gå hen? Hun flyttede hjem til sine forældre – så boede vi seks mennesker sammen i to værelser. Efter alt dette mistede mor troen på både kærlighed og mænd, og hun måtte arbejde hårdt for at forsørge os. Sådan gik årene, indtil både mormor og morfar døde, og vi fik mere plads. En dag tog mor os med i parken, hvor vi legede på legepladsen en sommerdag. Der kom en mand på hendes egen alder, men hun afviste ham. Efter mange ture i parken gav mor ham sit nummer – og kort tid efter flyttede vi ind i en stor treværelseslejlighed sammen med Adam. Han blev vores papfar. Vores barndom blev utrolig lykkelig, og selv som voksne kalder vi Adam for far. Så bare fordi man er alenemor med børn, betyder det ikke, at lykken er umulig – for selv om vores far forlod os, kom Adam ind i vores liv og gjorde det hele godt igen.

Min mor stod pludselig på gaden alene med tre børn! Vores far havde taget alle hendes penge fra salget af lejligheden og var stukket af.

Indtil hun fyldte 38 år, havde mine forældre kæmpet for at få børn. Lægerne kunne ikke finde problemet, og til sidst havde min mor nærmest givet op og accepteret tanken om et liv uden børn. Min far tog det ikke så tungt, sagde altid: “Du skal ikke bekymre dig, det skal nok gå”. Det virkede ærligt talt ikke som om, han ønskede børn rigtigt.

Mor mistede næsten modet helt, men hun bad alligevel til Gud om bare ét barn. Og om det så var Guds vilje eller bare et mirakel så kom jeg til verden.

Min mors glæde kendte ingen grænser. Men min far havde allerede på det tidspunkt mistet interessen og blev irritabel, især når jeg græd om natten. Et år senere fik min mor tvillingedrenge. Hun takkede Gud hver dag nu var hun mor og lykkeligere end nogen sinde. Og min far? Ja, han havde tydeligvis ikke meget til overs for os. Han besluttede sig for at snyde.

Han fik overtalt min mor til at sælge lejligheden i København, sagde vi skulle have noget større til børneflokken. Han solgte lejligheden og sagde, at vi ville tage et større sted og låne lidt resten. Min mor stolede på ham. Men så snart han havde pengene danske kroner på kontoen forsvandt han. Vi ved stadig ikke, hvor han blev af.

Det efterlod min mor med tre børn uden tag over hovedet. Hvor skulle hun gå hen? Vi flyttede hjem til hendes forældre i Odense. Så vi boede seks personer i en toværelses lejlighed min mor, os tre børn, mormor og morfar. Det gjorde ikke forholdet mellem hende og mænd lettere. Og hun måtte slide hårdt for at give os mad og tøj, for alt var nu op til hende.

Sådan gik vores liv nogle år. Først døde min mormor, siden morfar så blev der mere plads, men savnet var stort. En dag tog min mor os med i parken ved Munke Mose. Det var sommer, og der var legeplads. En dag kom en mand, omtrent på hendes egen alder, over til hende og forsøgte forsigtigt at starte en samtale. Mor afviste ham i starten. Men vi kom i parken igen og igen, og til sidst gav hun ham sit telefonnummer. De begyndte at ses og gik på deres første date.

To måneder efter flyttede vi ind hos Adam han havde en stor treværelses lejlighed. Han blev vores stedfar. Vi fik en lykkeligere barndom, end vi nogensinde havde troet muligt. Adam blev vores rigtige far vi fejrede alt det gode sammen og delte de svære stunder. Nu er vi voksne, og for os er Adam far. Det viser bare, at en kvinde med børn ikke altid er en byrde. Der er altid en chance for lykke. Min biologiske far forlod os, men Adam, som en sand mand, tog os til sig og gjorde os lykkelige.