Så du vil have mig at løbe to kilometer med den lille for at købe et brød? Jeg ved egentlig ikke længere, om du overhovedet har brug for mig og lille Freja.
Da vi kom hjem fra Rigshospitalet, mødte Kasper os med sine forældre og svigermor. Vi satte os ved bordet, men kun i en time så gik gæsterne, og vi blev alene med den nyfødte.
Som sædvanligt faldt Kasper på sofaen, tændte fjernsynet, mens jeg gik i gang med at rydde op i køkkenet, som han i fire dage uden mig havde gjort til en katastrofe.
Da jeg var færdig, gav jeg Freja mad, og så snart hun faldt i søvn, lagde jeg mig selv på sengen i børneværelset dagen var jo så travl og spændende.
Før jeg nåede at slappe af, bankede det hårdt på døren. Jeg gik ud og så, at Kasper allerede havde inviteret gæster ind.
Det var min søster Jonna, hendes mand og to af Jonnas veninder, som jeg så knapt havde mødt før.
Bror, vi er kommet for at fejre dig! råbte Jonna. Jeg kan huske, da du var lille, og nu ser du, at du er blevet far!
De klemte Kasper, gav ham et kram og kys.
Jonna, rolig lidt, Freja er lige faldet i søvn, sagde jeg.
Åh, lad dem nu høre! De små hører jo ikke engang et knirk på en knust knas! svarede Jonna. Lad mig sætte noget på bordet vi har både kage og en flaske snaps med.
Jeg lagde de rester, vi havde fra middagen med mine forældre, på bordet.
Det ser lidt sparsomt ud, bemærkede svigermoren.
Undskyld, vi havde ikke forventet gæster. Jeg er lige kommet fra hospitalet. Så alle klager går til Kasper han har rodet rundt uden mig, svarede jeg.
Piger, ingen grund til drama! Jeg har bestilt pizza tre slags. Så ingen går sulten hjem, sagde Kasper.
De blev indtil omkring ni, mens jeg allerede havde sagt, at jeg skulle bade Freja og putte hende.
Da de gik, sagde Kasper til mig:
Vibeke, du kunne have været lidt høfligere. De kom for at fejre, men du sad aldrig ned med dem du løb kun rundt om babyen, og til sidst smed du næsten alle ud.
Hvad skulle jeg have gjort? De forstod ikke, at jeg i første dagen efter barslen simpelthen ikke har tid til gæster. De kunne i det mindste have medbragt en billig rangle til barnet.
Jeg sagde så:
Fra nu af er barnet chefen i huset. Freja skal have en fast rutine. Så jeg beder dig om ikke at invitere nogen i de næste tre måneder. Hvis du vil se dine venner, så gør det et andet sted.
En måned gik. Kasper gik på arbejde, jeg blev hjemme med Freja.
Freja var rolig, og jeg fik gjort næsten alt i huset jeg droppede de store madlavningsprojekter og holdt mig til simple retter. Kasper var helt med på det. Livet var som normalt.
Så kom et problem fra min svigermor, Lise Andersen. Hun mente, at vi skulle hjælpe hendes mor, gammel Kirsten, som boede i en landsby omkring 100 km fra København.
Kirsten var en 80årig enke, der boede i et lille landhus med brønd, ved og en lade. Hun havde en jordlod på ti mål, som hun selv dyrkede, mens hendes børn kun hjalp med at så og høste kartofler.
Den vinter blev Kirsten syg, og hun kunne ikke klare haven længere. Lise ville derfor have mig og Freja til at tilbringe sommeren i landsbyen og hjælpe.
Jeg troede først, hun spøge, men hun var helt seriøs.
Jeg kan ikke tage moren med til byen haven er allerede så fuld. Hvem skal hente vand fra brønden? spurgte jeg.
Brønden lå kun 300 meter væk, men hun kunne kun bære en spand af gangen, og hun var kun 57 kg.
Du behøver ikke bære spanden selv. Mor har en vogn, hvor du kan lægge to 40liter flasker, så du kan transportere vandet, foreslog Lise.
Nej, lad Kirsten klare sit eget vand og sin have. Vi køber grøntsager i supermarkedet. Lad dem, der høster, arbejde i bedene, svarede jeg.
Send Jonna med. Hun arbejder heller ikke, sagde jeg.
Lise svarede:
Jonna har to børn! En på fem og en på tre. De kræver også pasning.
Og hvad med Freja? Skal jeg bare lægge hende i barnevognen og lade hende vente?
Du skal have Freja til lægen hver måned, vacciner osv.
Lise insisterede på, at jeg kunne klare det uden lægebesøg.
Jeg sagde, at jeg ville tage af sted, men at ingen andre skulle med.
To måneder senere sagde Lise:
Kirsten har brug for hjælp. Du, Jonna, Vitus og Kasper skylder hende, så du skal gå i landsbyen.
Jeg svarede:
Jeg respekterer Kirsten, men jeg skylder hende ikke noget. Jeg har ingen gæld, jeg vil ikke bære andres byrder.
Fredag morgen mindede Kasper mig om vores tur:
Har du pakket? I morgen skal du i landsbyen.
Jeg har allerede sagt til din mor, at jeg ikke skal med, og jeg vil ikke have Freja med. Hvad hvis hun bliver syg? Skal jeg gå 100 km til byen til fods?
Han svarede:
Der er ikke engang en bus til den landsby, kun en vej, og ingen butik. Den nærmeste butik er i den naboby.
Og du vil have mig at løbe to kilometer med babyen for at købe brød? Jeg ved ikke engang, om du har brug for mig og Freja længere.
Da jeg spurgte, om Kasper ville hjælpe med at flytte tunge flasker, sagde han:
Lad flaskerne stå ufyldte. Hvis Lise sagde, at du skal tage af sted, så gør du det. Du har indtil kl. ti i morgen, når far kommer og henter jer. Så pak i dag.
Jeg ringede til mine forældre. Min mor, der er sygeplejerske på børneafdelingen, kunne ikke forstå, hvordan vi skulle lægge en nyfødt i en landsby.
Vi skal holde øje med barnet det første år. Du kan ikke bare springe alle kontrolbesøg over! udbrød hun.
Min far pakkede stille i bilen. Jeg og Freja kørte til mine forældres lejlighed.
Da Kasper kom hjem fra arbejde og så, at ingen var hjemme, ringede han flere gange, men jeg svarede ikke.
Han gik ind i huset og sagde:
Du bliver sendt på landbrug, ikke på mineskift. Har du skabt dette problem selv?
Jeg svarede:
Ja, jeg skabte det for to år siden, da jeg giftede mig med dig. Jeg var tiltrukket af dig, fordi du så stærk og god ud. Jeg så ikke, at du gemte på din mors lille hemmelighed.
Vil du ikke komme hjem? spurgte han.
Jeg vender ikke tilbage. Hjemmet er et sted, hvor man er tryg og elsket. Du er ikke den beskytter, jeg har brug for. Lev med din mor.
Efter et halvt år lykkedes det mig at blive skilt fra Kasper.
