Efter jeg havde talt med den adopterede pige, gik det op for mig, at ikke alting var, som det så ud.
Ved siden af mig på en bænk sad en femårig pige med lyse fletninger. Imens hun svingede benene i luften, begyndte hun at fortælle mig om sit liv:
Jeg har aldrig set min far, for han forlod mig og min mor, da jeg var helt lille. Min mor døde sidste år. De voksne fortalte mig, at hun gik bort.
Pigen kiggede op på mig og fortsatte:
Efter begravelsen kom min moster, Inger, som var min mors søster, for at bo hos mig. Jeg fik at vide, at hun var meget god, fordi hun ikke sendte mig på børnehjem. De forklarede mig, at nu var det hende, der skulle tage sig af mig, og at jeg skulle bo hos hende.
Hun blev stille et øjeblik, kiggede ned under bænken og begyndte igen:
Da jeg flyttede ind, begyndte moster Inger straks at rydde op i vores hjem. Hun lagde alle min mors ting i et hjørne og ville smide dem ud. Jeg begyndte at græde og bad hende lade være, og så lod hun mig beholde dem. Nu sover jeg oven på tingene i det hjørne. Om aftenen ligger jeg der, og det føles lunt, næsten som om min mor er tæt på mig.
Hver morgen giver moster Inger mig lidt mad. Hun kan ikke rigtig lave mad, i hvert fald ikke som min mor kunne, men hun beder mig om at spise op, og jeg gør det, for jeg vil ikke gøre hende ked af det. Jeg ved godt, at hun prøver og gør sit bedste. Det er jo ikke hendes skyld, at hun ikke kan lave maden ligesom mor kunne. Bagefter sender hun mig ud for at gå tur, og jeg må først komme hjem, når det begynder at blive mørkt. Moster Inger er meget, meget sød!
Hun kan godt lide at fortælle de andre tanter, vi kender, om mig. Jeg kender ikke de tanter, men de kommer tit forbi til kaffe og kage. Moster hygger sig med at fortælle sjove historier, siger pæne ting om mig og forkæler både tanterne og mig med wienerbrød og småkager.
Efter disse ord sukkede pigen og fortsatte:
Jeg kan selvfølgelig ikke leve af kager hele tiden. Moster har aldrig skældt mig ud for noget. Hun er altid venlig. En gang gav hun mig endda en dukke, selvom dukken var lidt syg. Den havde et ben, der hang, og det ene øje kunne ikke rigtig lukke. Min mor gav mig aldrig sådan en syg dukke.
Pigen sprang ned fra bænken og begyndte at hoppe på ét ben:
Jeg må skynde mig hjem, for i dag sagde moster, at tanterne kommer, og så skal jeg se præsentabel ud inden de kommer! Hun har lovet, at jeg får et lækkert stykke lagkage bagefter. Hej hej!
Pigen trippede væk for at ordne sine ærinder. Jeg blev siddende længe og lod tankerne kredse om den gode moster Inger. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvad var det egentlig, hun ville have ud af alt det her? Hvorfor var det så vigtigt for hende, at andre skulle synes, hun var uselvisk? Kan man virkelig kalde sig god, hvis man kan lade et barn sove på gulvet dækket af sin afdøde mors tøj?
Det slog mig, at ægte godhed handler om mere end det, andre kan se. Man skal åbne hjertet for det, der ikke altid ses udefraisær når det gælder et barns tryghed og kærlighed.
