Vores slægtninge kom på besøg med gaver – og bad os hurtigt om at sætte dem på bordet En dag havde vores familie meldt deres ankomst, selvom vi havde sagt, at vi levede ret beskedent. Jeg er pensionist, og min søn tjener heller ikke meget, så vi har ikke råd til store middage. Slægtningene kom med masser af mad og gaver. Min søn takkede og vi satte tingene væk, som vi havde forklaret dem. Til frokost bød vi på brød og smør, småkager og te – de spiste med sure miner, men sagde ikke noget. Til aftensmad fik vi let suppe, brød, smøreost, pålægssandwich og te – igen så de skuffede ud. Så begyndte én at spørge, hvorfor vi ikke serverede det, de selv havde medbragt. Jeg forstod dem ikke: havde de givet os gaver, eller skulle det serveres til dem? Hvis det var til dem selv, kunne vi have sat det i køleskabet. Efter en lang diskussion tog de hjem næste dag. Ærligt – jeg savner dem ikke. Vi har stadig nogle rester: kager, leverpostej, marengs, frugt – noget nyttigt fik vi da ud af besøget. I aften drikker min søn og jeg en kop te og nyder et stykke kage.

Kære dagbog,

I dag havde vi besøg af familien. De havde ringet i forvejen, som man jo gør, og jeg sørgede for at forklare dem, at vi ikke har meget at gøre godt med. Livet på pension i København er ikke ligefrem let, og min søn, Mads, har heller ikke verdens bedste løn, så vi lever nøjsomt. Vi dør ikke af sult, men vi har bestemt ikke råd til at underholde folk med store armbevægelser.

Det er ikke fordi, vi ikke blev glade for deres besøg. De kom også med gaver poser fyldt med mad og små lækkerier. Mads takkede pænt, og vi pakkede tingene væk. Som jeg tidligere havde nævnt, folk skal vide, hvordan det står til. Til frokost blev det til rugbrød med smør og lidt kiks til selvfølgelig med en god kop te. Familiens smil var tydeligt anstrengte, men de sagde ikke noget. Jeg tog mig ikke af det jeg havde jo advaret dem om vores situation. Man må byde det, man har.

Til aften stod den på en let suppe, brød, smelteost, et par frikadelleskiver og endnu en kande te. Jeg kunne fornemme, de havde håbet på noget andet, noget mere imponerende måske. Ansigterne talte deres tydelige sprog, men jeg lod det passere.

Senere spurgte min kusine Inger så pludselig: “Hvorfor har vi ikke fået det, vi selv havde med?” Jeg så forundret på hende. Var det ment som gaver til os, eller havde de virkelig ventet, at vi straks skulle dække bordet med det hele, de selv slæbte ind? Hvis det hele bare var til dem selv, kunne de have bedt os om at lægge det i køleskabet.

Det udviklede sig til en længere diskussion, et sandt drama, indtil de næste formiddag pakkede taskerne og tog afsted. Hvis jeg skal være ærlig, så gør det mig ikke noget, hvor de sover i nat jeg savner dem ikke her. På en måde var det heldigt, vi stadig har lidt tilbage af det, de tog med: småkager, leverpostej, flødeboller og frugt. Om ikke andet, så har vi noget lækkert til aftenteen, Mads og jeg. Lidt hygge kan vi da tillade os, bare os to.