Uretfærdighed – Mor, sagde Line, – hvorfor fik jeg ikke en million? Kun trehundredeogtredstusinde… Hvad er det for et mærkeligt beløb? Hun kunne høre hårtørreren køre i mors badeværelse. Vera slukkede den og svarede: – Ja, det passer, – Vera havde fikst disponeret over andres millioner, – Trehundredeogtredive. Men Line skulle have haft meget mere. – Trehundredeogtredive? Mor, hvor er de andre sekshundredeoghalvfjerds tusind? Jeg havde regnet med omkring en million. Det er jo farfars penge, dem skulle du overføre til mig efter salget af lejligheden. – Ej, Line, lad nu være med det regnskab, – svarede hun, – Du ved jo, jeg har gjort det hele retfærdigt. – Retfærdigt?! Undskyld, men hvordan det? – parketgulvet under fødderne knirkede fornærmet, – Jeg gav dig fuldmagt til at sælge min lejlighed, den jeg arvede efter farfar. Jeg bad dig overføre pengene til mig. Så hvor er resten? Line blev klar over, at hun havde slappet for hurtigt af. – Jeg har overført! – hårtørreren startede igen, – Men jeg handlede som en mor. Som en god mor. Jeg delte pengene ligeligt mellem alle børnene. Din lovmæssige tredjedel er på din konto. Hele hendes lovmæssige beløb burde være på hendes konto. – Du delte min fars arv mellem os tre? Mig og dem? – Line mente hendes halvsøskende, – Mor, det er kun mine penge! Min fars! Vi har ikke samme far, hvis det nu skulle overraske dig. – Hvad forskel gør det, hvem faren var? – moren færdiggjorde sit hår, – Pengene tæller samlet. Og de er dine brødre. Jeg er din mor. Skulle jeg bare sidde og se dig disponere over så mange penge alene, mens dine brødre bare kunne kigge til? Nej, jeg ligestillede alle. Alle fik det samme. Line ønskede, hun kunne rejse tilbage til dagen, hvor hun skrev under på fuldmagten, og give sig selv et los i bagen for sin naivitet… – Ligestillede?! Du har delt min million i tre! Trehundrede og tredive til hver! Hvor er resten, mor? Og lejligheden gik endda for lidt mere. – Ja, der var lidt mere efter afgifter og gebyrer, sagde Vera, – Jeg rundede bare ned. Resten tog jeg som kompensation for besværet. Ville du selv have klaret alt det papirarbejde? Nej vel. Jeg ordnede det hele, mens du gik på arbejde. – Nå, det må da have været hårdt! – Svar mig ikke igen! – moren skældte ud, – Din far var måske din far, men jeg er din mor, og jeg bestemmer. Og du er jo den ældste, du klarer dig. Drenge skal jo stifte familie og alt muligt. Du skal ikke bruge så meget. – Nå, så jeg skal ikke have familie også? Eller jeg skal bare nøjes, fordi jeg er pige?“ snappede Line ironisk, „Overfør nu resten, mor. Øjeblikkeligt. – Nej. Kort. Slut. Mor vidste udmærket, at Line ikke ville gøre mere. At gå rettens vej mod sin egen mor for penge? Det gør man bare ikke i Danmark, folk ville ikke forstå. Og hun taler da stadig med sin mor en gang imellem. Et par uger senere, da økonomien var på plads, så Line på Facebook billeder: Benjamin poserede foran en splinterny blå Corsa. Frederik lagde et billede op med teksten „Min nye øjesten!” Brødrene havde købt sig billige biler. Godt så. Line lagde bare sine trehundredeogtredstusinde til side og ventede. Tålmodighed er guld, plejede mormor at sige. Der gik mere end et år. Line arbejdede, sparede op og lagde det bag sig – men hun glemte aldrig. Mor ringede og snakkede, som om der aldrig var sket noget. Men en dag talte hun med en stemme, så Line fik kuldegysninger. – Hvad er der, mor? – Bedstemor… – Vera tøvede, – Benjamins og Frederiks bedstemor… døde i morges. Line følte sig mærkeligt distanceret. Den bedstemor havde aldrig betydet noget for Line. For hende var det „mors svigermor” eller „brødrenes bedstemor”. Men selvfølgelig, det var synd. – Jeg er ked af det, mor. Kondolerer. – Jeg må ordne begravelse og papirer, alt sammen, jeg er helt alene. Drenge ved slet ikke, hvad de skal gøre. Kan du komme og hjælpe? Line kunne ikke bare tage fri endnu en gang. – Mor, jeg er på arbejde. Jeg kan ikke tage fri til en begravelse for en person, jeg kun har set én gang, – svarede Line. Hun var aldrig inviteret med som gæst. – Please! – tryglede moren, – Jeg har virkelig brug for dig. – Jeg kan ikke komme, men jeg kan hjælpe økonomisk. Hvor meget har du brug for? Sig til, så overfører jeg med det samme. Mor tøvede, men penge var penge. – Det er selvfølgelig ikke det samme… men fint. Tyve tusind kan hjælpe en del. – Fint. Og, – sagde Line og så sit snit, – jeg overfører også lidt ekstra til dig personligt, så du ikke skal tænke på det praktiske. Kald det mit bidrag til ære for… deres bedstemor. – Tak, Line. Du er altid så hjælpsom. Line lagde på, lettere tilfreds og med en god undskyldning: hun var ikke kommet, men hun havde hjulpet. Ingen skulle bebrejde hende. Et halvt år gik. Begravelsen var fortid. Benjamin og Frederik havde nok allerede fået nye legetøj – måske motorcykler eller nye mobiler. En stille tirsdag besluttede Line, at tiden var inde. Hun ringede til moren fra kantinen på arbejdet. – Hej, mor! Hvordan går det? – Line! Alt stille og roligt. Frederik har fået nyt job, bedre løn. Benjamin har fundet en kæreste. Alt godt. – Godt for dem, – Line svarede, – Mor, jeg ville spørge om én ting… – Hvilken ting? – moren blev forsigtig. – Jeg går ud fra, at arven efter bedstemor nu er fordelt? Halvåret er gået. Den her samtale var endnu sværere end dén om trehundrede og tredstusind. – Line, hvad mener du? Selvfølgelig er den fordelt. – Godt så. Hvor er min del af arven? – Hvilken arv? – mor spillede dum, men Line kunne høre, hun løj – det gør hun altid på den måde. – Efter bedstemor. – Men… det var jo ikke din bedstemor. – Hvilken forskel gør det? – Line trak moren ind i sin egen logik, – Jeg er jo dit barn – du sagde selv, at ingen børn skal snydes. Min million blev delt, vi blev ligestillet, sagde du. – Line, nej! – Vera gik til modangreb, – Det er helt noget andet! – Hvordan det? Du sagde, arv er fælles, du bestemmer fordi du er mor, og alle børn skal have lige meget! – Nu skal du ikke sammenligne alting, Line… – Interessant! – Line sagde sarkastisk, – Det passer dig, når det er min arv, men nu, hvor det er fra drengenes bedstemor, så gælder familielinjerne pludselig igen? – Nu kom ikke med den slags krav! – mor blev mopset, – Skal jeg fortælle drengene, at du vil have en del af deres mormors arv? – Jeg siger bare, at du misbrugte min tillid og tog min arv under påskud af, at „vi er én familie”, – Line sagde roligt, – Nu vil jeg bruge den samme logik, når det kommer mig til gode. Du hjalp dem med salget, ikke? – Pengene er brugt. – På hvad? Nye biler? Renovering? I så fald vil jeg også have min del. Hvor er mine penge, mor? Ifølge dig har jeg ikke brug for så meget, fordi jeg er pige. Jeg er ikke enig. Mor overvejede tydeligvis, hvordan hun kunne komme ud af det, hun selv havde sat i gang. Sådan havde det altid været hjemme hos dem! Stefar var far for drengene, de fik altid alt det bedste. Benjamins og Frederiks bedstemor havde aldrig regnet Line for noget – og moren forsvarede hende aldrig. – Line, hvordan kan du være sådan et menneske? Hvorfor vil du overhovedet have de penge? Du arbejder, er ung og sund. Dine brødre skal jo tænke på bolig og fremtid. De er mænd! De har det sværere! – Så ifølge dig: arv fra far – deler vi, fordi vi er børn af dig. Arv fra deres bedstemor – kun til dem, fordi de er mænd, og jeg er bare… pige? – Nu skal du ikke være respektløs, – sagde moren, – Hvorfor er du så grådig? Mor ville aldrig indrømme, hun havde handlet forkert. Line var nærig, fordi hun turde kræve retfærdighed. – Du ved godt, at du ifølge fuldmagten skulle have overført hele beløbet for lejligheden til mig. Forældelsesfristen er stadig ikke udløbet. Det er ikke en trussel, men… – Line!! Truer du mig? – moren gispede. – Nej, mor. Men jeg kan stadig kræve mine penge. Tænk over det. En måned senere fik Line overført sine penge, og moren blokerede hende demonstrativt på Facebook.