Farmor havde en yndlingsbarnebarn — Og hvad med mig, farmor? — spurgte hun stille. — Du, Katrine, er da så dygtig. Se bare dine runde kinder! Nødderne — de er til hjernen, Mads har brug for at lære, han er manden i familien, vores støtte. Men du, gå nu ind og tør støvet af hylderne. En pige skal lære at arbejde. — Katrine, mener du det her? Hun forsvinder jo snart. Lægerne siger, det er et spørgsmål om dage. Måske timer… Mads stod i køkkendøren og knugede bilnøglerne. Han så ubehageligt ud. — Jeg mener det virkelig, Mads. Vil du have en kop te? — Katrine vendte sig ikke engang, da hun metodisk skar æbler til sin datter. — Sæt dig, jeg laver en frisk kande. — Te, Katrine? — Broren gik længere ind. — Hun ligger derinde, slanger overalt, vejrtrækningen hvæser… Hun spurgte efter dig i morges. “Min lille Katrine, hvor er min Katrine?” Mit hjerte slog en ekstra gang. Kommer du ikke? Det er jo farmor! Sidste chance, forstår du? Katrine lagde æblestykkerne op på tallerkenen, og først da så hun på sin bror. — For dig er hun farmor. For hende er du Mads, hendes øjesten, familiens eneste arving og håb. Jeg… jeg har aldrig rigtig eksisteret for hende. Tror du virkelig, jeg har brug for det “afskedsbesøg”? Hvad skal jeg snakke med hende om? Hvad forventes jeg at tilgive? Eller hun mig? — Glem nu de barnlige fornærmelser! — Mads smed nøglerne på bordet med et brag. — Ja, hun elskede dig ikke på samme måde som mig. Og hvad så? Hun er gammel, hun har sine særheder. Men nu dør hun! Behøver man være så… kold? — Jeg er ikke kold, Mads. Jeg føler bare ingenting for hende. Gå du ind. Sid hos hende, hold hendes hånd, dit nærvær betyder 100 gange mere end mit. Du er hendes guldklump, hendes solskin. Så lys for hende til det sidste! Mads så på søsteren, vendte sig om og gik ud, døren smækkede. Katrine sukkede, tog tallerkenen med æbler, og gik ind til børneværelset. *** Hos dem var tingene altid klart delt op. Nej, deres forældre elskede både Katrine og Mads lige højt. Hjemmet var altid fyldt med larm, latter, duften af boller og evindelige udflugter. Men fru Kirsten, farmor, var af en anden støbning. — Mads, kom herop, min skat, — sagde farmor, når de kom fra byen om weekenden. — Se, hvad jeg har til dig. Valnødder, selv knækket! Og Matador Mix fra kiosken! Helt friske! Katrine, der var syv dengang, stod altid ved siden af og så, hvordan farmor tog den særlige pose frem fra det gamle chatol. — Og mig, farmor? — spurgte hun forsigtigt. Fru Kirsten sendte barnebarnet et kort, stikkende blik. — Du, Katrine, er så fornuftig. Se på kinderne. Nødder — de er til hjernen, Mads skal lære, han er manden. Du kan begynde at tørre hylder af. En pige skal lære flid. Mads, rød i hovedet, tog posen og sneg sig gennem gangen, mens Katrine gik ind for at tage støvet. Hun tog det ikke engang ilde op. Det føltes, som om det var vejret — ja, regn falder, og farmor elsker Mads. Sådan er livet… Broderen ventede altid ude i gangen. — Her, — han stak halvdelen af Matadoren og nogle nødder i hendes hånd. — Bare ikke spis dem foran hende, så bliver hun bare sur igen. — Du har større brug for dem, — smilede Katrine. — Til hjernen. — Glem nu det pjat, — grinede Mads. — Hun er jo skør. Kom nu, tyg så. De sad på trappen op til loftet og spiste “forbudt slik” sammen. Mads delte altid. Altid. Selv når farmor gav ham penge “til is” i smug, løb han straks til Katrine: — Du, der er nok til to vaffelis og en tyggegummi med klistermærke. Skal vi? Storebror var altid hendes støtte, hans kærlighed kompenserede for farmors kulde, så meget at Katrine aldrig følte sig snydt. Årene gik. Fru Kirsten blev ældre. Da Mads blev atten, annoncerede hun, at hun lod sin ekstra ejerlejlighed gå videre til ham. — En familie’s støtte skal have sin egen bolig, — sagde hun ved familiemødet. — Så kan han tage en kone hjem, i stedet for at flytte rundt. Mor sukkede bare. Hun kendte godt sin mors stædighed og turde ikke modsige, men om aftenen tol hun ind til Katrine. — Skat, bare rolig… Far og jeg ser alting. De penge vi har sparet op til bil og større bolig, dem giver vi dig. Det bliver din udbetaling til eget hjem. For at det er fair. — Mor, det behøver du ikke, — omfavnede Katrine hende. — Mads har mere brug for lejligheden, han vil jo giftes med Signe. Jeg bor bare på kollegie foreløbig. — Nej, Katrine, sådan kan vi ikke have det. Farmor har sine særheder, men vi er forældre. Vi kan ikke give til den ene og ikke til den anden. Så tag imod det, og ingen diskussion. Katrine tog ikke imod. Mads flyttede ind i farmors lejlighed efter brylluppet, og der blev plads i den gamle lejlighed. Katrine overtog storebrors gamle værelse, satte sine bøger op, staffeliet, og følte for første gang, at kærlighed kunne føles ægte — uden at blive delt op i “rigtig” og “forkert”. Forholdet til bror blev ikke dårligere over arven, tværtimod, Mads følte skyld. — Kom forbi, — sagde han, når han lagde vejen forbi. — Signe har bagt boller. Og farmor… du ved. Hun spurgte i går, om jeg brugte “hendes” penge på dig. — Hvad sagde du? — At jeg havde brugt det hele på spillemaskiner og champagne, — grinede han. — Hun brokkede sig i tre minutter, så sagde hun: “Det har du lært af Katrine!” — Naturligvis, — Katrine smilte. — Hvem ellers. *** Da Katrine giftede sig med Ole og fik barn, blev det trangt med plads. Mor lavede igen et kompromis. — Hør, børn, — sagde hun. — Vores lejlighed er stor. Mads har sin egen. Katrine, I bor til leje. Lad os gøre sådan: Vi bytter vores til en etværelses og en toværelses. Far og jeg i etværelset, Katrine og Ole i toværelset. — Mor, — sagde Mads hurtigt. — Jeg ønsker ikke min andel af families lejlighed. Jeg har farmors lejlighed, jeg klarer mig. Lad Katrine tage det hele, de har brug for det, de er jo blevet flere. — Mads, er du sikker? — spurgte Ole. — Det er mange penge. Er du sikker? — Helt sikker. Katrine og jeg har altid delt. Hun fik ikke meget fra farmor. Ingen diskussion. Det er mit ord. Katrine græd dengang. Ikke for de ekstra kvadratmeter, men for hendes bror — verdens bedste. De byttede lejligheden, og alle var tilfredse. Mor besøgte ofte barnebarnet, Mads kom med familien næsten hver weekend. Fru Kirsten boede alene. Mads bragte dagligvarer, reparerede vandhanen, lyttede til klagerne over helbredet og “utaknemmelige Katrine”. — Har hun nogensinde ringet? — spurgte farmor surt. — Eller spurgt, hvordan jeg har det? — Farmor, du har jo aldrig villet kende hende, — svarede Mads blidt. — Aldrig et venligt ord i over tyve år. Hvorfor skulle hun ringe? — Jeg ville opdrage hende! — sagde den gamle stolt. — En kvinde skal kende sin plads! Men nu… Se, hun snuppede lejligheden, smed sin mor ud hjemmefra. Mads sukkede. At forklare nyt var umuligt. *** Katrine sad i sit køkken, og minderne dukkede op. Farmor skubbede hendes hånd væk fra syltetøjsglasset. Farmor roste Mads’ tegning, men gik forbi Katrines diplom for matematikkonkurrencen. Farmor sad som dronning til Mads’ bryllup, mens hun slet ikke kom til Katrines. Sagde hun var syg. — Mor, hvorfor besøger vi ikke farmor Kirsten? — datteren kiggede ind. — Onkel Mads siger, hun er meget syg. — Fordi farmor Kirsten kun vil se onkel Mads, skat, — Katrine strøg datteren over håret. — Det passer hende bedst. — Er hun ond? — spurgte pigen. — Nej, — Katrine tænkte sig om. — Hun kunne bare ikke elske os alle samtidigt. I hendes hjerte var der kun plads til én. Sådan er det nogle gange. Senere ringede broren igen. — Hun er død, Katrine. For en time siden. — Kondolerer, Mads. Det gør ondt på dig, jeg ved det. — Hun ventede på dig til det sidste, — løj han. Katrine vidste det — af venlighed, for at bringe forsoning i det sidste øjeblik. — Hun sagde: “Bare Katrine får det godt.” — Tak, Mads… Kom forbi i morgen. Vi mindes hende med et stykke kage. Jeg bager. — Jeg kommer… Katrine, fortryder du ikke? At du ikke tog afsked. Katrine løj ikke. — Nej, Mads. Ikke det mindste. Hvorfor hykle? Jeg ønskede hende ikke, og hun ønskede ikke mig… Broren tav lidt. — Måske har du ret, — sukkede han. — Du har altid været den mest fornuftige. Vi ses i morgen. Begravelsen var stille. Katrine var der for morens og brorens skyld. Hun stod lidt for sig selv i sort frakke under det grå himmel, der altid hænger over kirkegårde i den slags øjeblikke. Da kisten blev sænket, græd hun ikke. Broren lagde armen om hendes skuldre. — Hvordan har du det? — Jeg har det fint, Mads. Det mener jeg. — Ved du hvad, — sagde han. — Jeg ryddede op i hendes lejlighed… Fandt en æske. Der var gamle fotos. Dine var der. Mærkeligt nok. Klippet ud, lagt pænt for sig selv. Hun gemte dem separat. Katrine hævede brynene. — Hvorfor mon? — Ved ikke. Måske følte hun noget alligevel? Men kunne ikke vise det? Bange for, at hvis hun accepterede dig, fik jeg mindre? Ældre mennesker kan være sære. — Måske, — trak Katrine på skuldrene. — Men det betyder ikke noget mere. De gik gennem regnen under én paraply — høje, stærke Mads og lille, spinkle Katrine. — Hør, — sagde Mads foran bilerne. — Jeg tænker på at sælge den lejlighed. Så køber jeg en større til os, køber drengene små lejligheder, og resten… Skal vi ikke lave en fond? Eller støtte børneafdelingen på Riget? Så “farmors” penge kan glæde nogen for alles skyld… Katrine smilede for første gang varmt og oprigtigt. — Ved du hvad, Mads… Det ville være den bedste hævn over fru Kirsten. Den rareste hævn i verden. — Så er vi enige? — Vi er enige. De kørte hver til sit. Katrine kørte gennem byen, lyttede til radio, og mærkede freden i sig selv. Måske har bror ret. Lad nogle af pengene gå til at hjælpe et sygt barn. Sådan er det rimeligt.

Bedstemor favoriserede ét barnebarn

Og hvad med mig, bedstemor? spurgte jeg lavmælt.
Du, Amalie, du klarer dig jo så godt, se bare de dejlige kinder, du har spist dig til.
Nødderne er til kloge hoveder. Laurits skal læse, han er manden i familien, vores støtte.
Du, gå bare ud og tør støvet af reolen. En pige skal lære at arbejde.
Mener du det, Amalie? Hun er ved at tage afsked. Lægerne siger, det kan være dage, måske timer…

Laurits stod i døren til køkkenet med bilnøglerne klemt i hænderne. Han så virkelig slukøret ud.

Jeg mener det, Laurits. Vil du have te? Jeg vendte mig ikke engang om, men fortsatte blot med at skære æble til min datter.
Sæt dig ned, så skal jeg lave en frisk kande.

Te, Amalie? Brormand trådte et skridt ind. Hun ligger derinde, slanger over det hele, hiver efter vejret

Hun kaldte på dig i morges. Amalie, sagde hun, hvor er Amalie? Jeg fik helt ondt i hjertet. Kommer du virkelig ikke?

Det er jo bedstemor! Sidste chance, kan du ikke se det?

Jeg lagde forsigtigt skiverne på tallerkenen og så først derefter på min bror.

For dig er hun bedstemor. For hende er du Laurits, lykken i vinduet, familiens eneste håb.

Men jeg jeg har aldrig eksisteret for hende.

Mener du, jeg har brug for et farvel?

Hvad skal vi tale om? Hvad skal jeg tilgive hende? Eller hun mig?

Glem de gamle fornærmelser! Laurits smed nøglerne hårdt på bordet. Ja, hun har ikke elsket dig, som hun har mig. Og hvad så?

Hun er gammel, hun havde sine skævheder. Men hun dør nu! Man kan da ikke være så kold.

Jeg er ikke kold, Laurits. Jeg føler bare ingenting for hende. Gå ind til hende. Sæt dig hos hende, hold hendes hånd. Dit nærvær betyder hundrede gange mere for hende end mit.

Du er hendes guldklump, solstråle. Så lys for hende til det sidste!

Laurits så længe på mig, vendte sig så om og smækkede døren i på vej ud.

Jeg sukkede, tog tallerkenen med æbler og gik ind til min datter.

***

Alt i vores familie var altid nøje opdelt. Nej, forældrene elskede os begge både Laurits og mig.

Der var altid larm, smil og duft af friskbagte kager i huset, og snakket om sommerhusture uden ende.

Men Karen Madsen, vores bedstemor, var af en anden støbning.

Laurits, kom her, min dreng, hviskede bedstemor, når vi kom på besøg i weekenden. Se, hvad jeg har gemt til dig.

Valnødder, selv knækket! Og chokolade fra Frellsens. Helt frisk!

Jeg var syv, stod ved siden af og så bedstemor åbne et gammelt skab med det eftertragtede kræmmerhus.

Og mig, bedstemor? spurgte jeg lavmælt.

Karen Madsen sendte mig et hurtigt, køligt blik.

Du, Amalie, du er jo så dygtig. Se bare dine dejlige æblekinder.

Nødder, de er til Laurits’ kloge hoved. Han skal studere, han er mand, vores støtte.

Du kan tørre støv af i reolen. En pige skal lære at tage fat.

Laurits, rød i hovedet, tog kræmmerhuset og sneg sig ud i gangen, mens jeg gjorde rent.

Jeg blev ikke såret. Mærkeligt nok lille Amalie så bare på det som regnvejr.

Det regner, og bedstemor elsker Laurits. Sådan er det bare

I gangen ventede min bror.

Her han skubbede halvdelen af chokoladen og en håndfuld nødder i min hånd bare spis ikke foran hende, så begynder hun at brokke sig igen.

Du har mere brug for dem, smilede jeg. For den kloge hjerne.

Det kan jeg ikke bruge til noget, grinede Laurits, hun er tosset! Kom, spis hurtigt.

Vi sad på trappen op til loftet og knasede forbudt gods. Laurits delte altid. Altid.

Selv når bedstemor gav ham tyver i skjul til is, kom han straks til mig:

Der er til to gammeldags vafler og lidt tyggegummi med klistermærke. Skal vi?

Min bror var mit faste holdepunkt, og hans kærlighed fyldte bedstemorens kulde så meget ud, at jeg aldrig bemærkede et savn.

Årene gik. Karen Madsen blev ældre. Da Laurits fyldte atten, bekendtgjorde hun stolt, at hun skulle overdrage sin ekstra lejlighed i det indre Aalborg til ham.

Familiens støtte skal have sit eget sted, proklamerede hun over middagsbordet. Så kan han tage en kvinde med hjem og ikke luske rundt som en tyv.

Mor sukkede bare. Hun kendte sin mors stædige sind og protesterede ikke, men om aftenen gik hun ind til mig.

Skat, det bliver bare sådan Far og jeg har set det længe. De penge, vi har sparet op til ny bil og til at bygge om, dem får du.

De kan blive dit første indskud til en bolig. For retfærdighedens skyld.

Mor, det behøver du ikke, jeg omfavnede hende. Laurits har mere brug for lejligheden, han vil giftes med Lene. Jeg tager et kollegieværelse så længe.

Nej, Amalie, det går ikke. Bedstemors særheder er hendes sag, men vi kan ikke favorisere én og overse den anden. Tag nu pengene.

Jeg tog dem ikke.

Laurits flyttede ind i bedstemors lejlighed straks efter brylluppet, og forældrenes lejlighed blev mere rummelig.

Jeg rykkede ind på hans gamle værelse, stillede bøger og staffeli op og mærkede for første gang, hvor rart det er, når ingen deler kærlighed op i rigtig og forkert.

Vores forhold blev slet ikke ødelagt af arvesagen. Tværtimod gik Laurits med en forlegen skyldfølelse rundt.

Kom nu forbi os, sagde han, når han kiggede forbi. Lene har bagt boller. Og bedstemor hun ringede igen i går, ville høre, om jeg bruger hendes penge på dig.

Og hvad sagde du?

Jeg sagde, jeg havde brugt det hele på spillemaskiner og dyr whisky, sagde Laurits og grinte. Hun stønnede i røret, så sagde hun: Det har du nok lært af Amalie!

Ja, selvfølgelig, smilede jeg. Hvem ellers.

***

Da jeg blev gift med Thomas og vi fik en datter, blev boligspørgsmålet presserende igen. Mor trådte til med sin diplomatiske sans.

Lyt nu, børn, sagde hun. Vi har en treværelses. Laurits har sin toværelses. Amalie, I bor til leje.

Lad os bytte: Vi får en etværelses og en toværelses, far og jeg flytter i etværelset, og Amalie får toværelses med Thomas.

Mor, afbrød Laurits. Jeg giver afkald på min andel i vores fælles lejlighed. Jeg har arvet fra bedstemor, det er mere end rigeligt.

Lad Amalie tage det hele, de har fået barn, de har mere brug for plads.

Er du sikker, Laurits? spurgte Thomas forbløffet. Det er mange penge.

Helt sikker. Amalie og jeg har delt alt fra vi var børn. Hun fik aldrig bedstemorens opmærksomhed så det er bare retfærdighed. Ingen diskussion.

Jeg græd den dag. Ikke for flere kvadratmeter, men fordi min bror var det bedste menneske, jeg kender.

Vi fik byttet lejligheden, og alle var tilfredse.

Mor kom ofte og hjalp med barnebarnet, Laurits med sin familie kom næsten hver søndag.

Og Karen Madsen boede alene. Laurits besøgte hende, købte ind, reparerede ting, hørte på klager over helbredet og utaknemmelige Amalie.

Har hun ringet bare én gang? spurgte bedstemor, sur i blikket. Har hun spurgt til mit blodtryk?

Bedste, du ville jo slet ikke have hende tæt på dig, svarede Laurits tålmodigt. Du sagde ikke ét venligt ord til hende på tyve år. Hvorfor skulle hun ringe?

Jeg ville opdrage hende! sagde den gamle dame stolt. En kvinde skal kende sin plads! Og hun Hun sadler da bare bolig, skubber mor væk.

Laurits sukkede blot. Det var formålsløst at forklare noget.

***
Jeg sad i køkkenet, og minderne flød forbi.

Her skubber bedstemor min hånd væk fra syltetøjsglasset. Her roser hun Laurits klodsede tegning men går blot forbi min diplom for vundet matematikolympiade.

Her sidder hun som dronning til Laurits bryllup, men til mit kom hun ikke utilpas, sagde hun bare.

Mor, hvorfor besøger vi ikke bedstemor Karen? Datteren stak hovedet ind i køkkenet. Onkel Laurits sagde, hun er meget syg.

Fordi bedstemor Karen kun vil se onkel Laurits, skat. Det giver hende ro.

Er hun ond? spurgte min datter.

Nej, tænkte jeg. Hun kunne bare ikke elske mere end ét ad gangen. Sådan kan det ske.

Senere ringede Laurits igen.

Det er forbi, Amalie. For en time siden.

Det gør mig ondt, Laurits. Jeg ved det er hårdt for dig.

Hun spurgte efter dig til det sidste, løj han. Jeg vidste det var løgn, men han ville bare have os til at forsones. Hun sagde: Må det gå Amalie godt.

Tak, Laurits Kom forbi i morgen. Vi mindes hende. Jeg bager kringle.

Det gør jeg Fortryder du, Amalie? At du ikke tog derind?

Jeg løj ikke.

Nej, Laurits. Ikke det mindste. Hvad skulle det gøre godt for? Hun ville ikke se mig, og jeg ville helst heller ikke…

Han var stille et øjeblik.

Du har nok ret, sagde han så. Du har altid været den fornuftige. Vi ses i morgen.

Begravelsen var stille. Jeg deltog for mors og brors skyld. Jeg stod lidt for mig selv i mørkt frakke, kiggede op på den triste himmel, der altid lægger sig over kirkegårde på sådanne dage. Da de sænkede kisten, græd jeg ikke.

Bror lagde armen om mig.

Hvordan har du det?

Fint, Laurits. Virkelig.

Ved du hvad, han tøvede, jeg var inde i hendes lejlighed Fandt en æske. Gamle billeder.

Dine var der også. Mangen. Alle sirligt klippet ud fra fælles fotos. Dem opbevarede hun for sig selv.

Jeg spærrede øjnene lidt op.

Hvorfor?

Ved ikke. Måske følte hun alligevel noget, men hun kunne ikke vise det? Måske var hun bange for, hvis hun anerkendte dig, at jeg ville få mindre? Gamle folk de er sære.

Måske, trak jeg på skuldrene. Men det gør ikke nogen forskel nu.

Vi gik sammen ud fra kirkegården under samme paraply høje, stærke Laurits og lillebitte mig.

Du, sagde Laurits, da vi stod ved bilerne, jeg tænkte Jeg sælger bedstemorens lejlighed.

Jeg køber selv treværelses, køber børnene hver en etværelses til fremtiden, og resten Skal vi ikke donere det væk? Måske til Børnehospitalet eller oprette en fond? Så bringer bedstemorens penge glæde et sted

Jeg så på Laurits og smilede for første gang i dagevis, ærligt og lunt.

Ved du hvad, Laurits det ville nok være den bedste hævn over Karen Madsen. Den venligste hævn i verden.

Så er vi enige?

Vi er enige.

Vi kørte hver til sit. Jeg trillede gennem byen, lyttede til radioen og mærkede endelig den fulde ro i maven.

Laurits har ret. Det er rigtigt at give noget videre. Nogle gange må man selv skabe den retfærdighed, man aldrig selv fik.

Det er min erfaring: Kærlighed kan ikke deles op, og man får sjældent alt det, man ønsker men man kan vælge at give til dem, som trænger. Det har jeg lært nu.