Og hvem møder man egentlig på toget
Jeg forstår ikke, hvordan den unge, velklædte kvinde får mig til at lade hende læse i kort. Jeg forstår det selv ikke. Vi sidder i samme kupe i over to timer, og hun giver mig et meget positivt indtryk: en brunette i trediverne med en moderne frisure og en figur, som selv jeg, en rundere kvinde, kan misunde. Hun smiler og snakker meget. Men øjnene
Der er egentlig ikke noget særligt ved dem. Måske fordi hun har solbriller på. Hvad er så specielt? tænker man måske. På en grå, overskyet efterårsdag, hvor skyerne hænger lavt over himlen, bærer hun næsten sorte solbriller. Det er mærkeligt måske prøver hun at dække poser under øjnene eller en blå mærke. Det sker jo nogle gange, ikke?
Jeg leder efter alle mulige begrundelser for dette usædvanlige træk og finder flere. Men nysgerrigheden gnager. Vi kender hinanden ikke så godt. Alt jeg ved, er, at hun hedder Maja, og at hun arbejder i servicebranchen. At spørge en næsten fremmed: Hvorfor har du solbriller i så mørkt vejr? føles akavet. Måske har hun en øjensygdom?
Derfor holder jeg mund og fører en tom, men venlig samtale, som man plejer på tog, indtil hun pludseligt ændrer tone:
Lærke, vil du have, at jeg læser i kort for dig? Jeg er rigtig god til det. Min oldemor var professionel spåkone, en rigtig, ikke en svindler som man ser overalt i dag. Vil du ikke vide, hvad fremtiden bringer? Det er jo så spændende!
Jeg ryster let på skuldrene i frygt. Jeg vil slet ikke kende til, hvad der venter mig. Hvad nu hvis?
Tak, Maja, men jeg tror ikke på kort, og jeg tror heller ikke på spådomme.
Så har du intet at frygte
Hvorfor tror du, jeg er bange? Jeg vil bare ikke jeg prøver at lyde sikker, men kan mærke at læberne ryster let.
Maja nikker, ryster på hovedet og siger:
Det er din sag. Ingen kan tvinge dig.
Jeg mærker en underlig kløe i hovedet, som om jeg kunne klø mig indeni, og så siger jeg næsten uden at tænke:
Hvorfor ikke læse i kort? Selvom jeg lige har tænkt noget helt andet. Jeg kan ikke lide, at situationen pludselig vender. Jeg åbner munden for at sige: Det er nok bedre at lade være, men i stedet smiler jeg venligt til den fremmede.
Maja nikker, tager en fløjlsagtig pose op af tasken og lægger et kortspil på bordet mellem os.
Hun tager solbrillerne af og ser mig med to store, mørke linser, der fuldstændig dækker øjnene. Mit hjerte springer et slag over.
Hvordan kan du læse i kort, når du ikke kan se? hvisker jeg bange.
Bare rolig, Lærke, jeg mærker kortene og kender dem alle. Jeg har ikke så mange underholdninger i livet, så lad os komme i gang, svarer hun og sætter solbrillerne på igen, de skræmmende linser, der får mig til at føle mig utilpas.
Jeg ryster på skuldrene, glemmer at hun ikke kan se mine bevægelser.
Maja lægger kortene i en cirkel og følger de sædvanlige ritualer.
Vend den, der ligger tættest på, den viser fortiden.
Jeg rækker ud, mine hænder ryster, da jeg trækker kortet. Det er helt hvidt, uden nogen tegning. Maja nikker eftertænksomt.
mærkeligt. Et blankt ark betyder, at du ikke har eksisteret i fortiden. Hvordan kan det være?
Hvad er det for et særligt kortspil? Sådanne kort findes jo ikke i en almindelig kortstak, forsøger jeg at lyde sikker, men kulden løber igennem mig. Har jeg nemlig fundet på en gal person?
Lad os prøve igen. Træk et hvilket som helst kort, hvad du har lyst til.
Jeg vil bare hurtigt samle mine ting og hoppe ud på den næste station, så jeg kan slippe for den stemme og de usynlige krusninger i hovedet. Men jeg lader mig alligevel trække et nyt kort og vender det. Det samme resultat. Jeg mistænker nu, at Maja er en svindler, og jeg finder mod til at spørge:
Skal vi stoppe her? Dine kort er tydeligvis alle hvide. Det er en dårlig spøg, som jeg ikke kan holde af!
Maja bliver tydeligt bekymret.
Jeg lover dig, Lærke, kortene er rigtige, de er indgraveret med en tynd nål, men lige nu er de helt glatte. Tro mig, jeg er i chok selv. Prøv igen, lad os kigge på nutiden, vær modig!
Jeg sukker, tager to kort på én gang og føler på dem. Som forventet er der ingen prikker eller huller kun usporet, blankt papir. Jeg smider dem i Majas hænder.
Måske er du træt af at lege komedie, så fortæl mig ærligt, hvorfor gjorde du det hele?
Maja ser forvirret og bleg ud.
Jeg sværger, jeg tænkte ikke på noget ondt, jeg ville bare give dig lidt underholdning på rejsen. Lad os prøve en sidste gang, for fremtiden
Jeg griner skævt, tydeligt vred, og trækker et nyt kort. Når jeg vender det, vil jeg så vise Maja, men husker, at hun ikke kan se, og næsten råber:
Min fremtid er helt hvid så hvad gør jeg nu?
Maja bliver mere bleg, hendes ansigt får røde pletter.
Så du tror, du snart dør?
Jeg åbner øjnene bredt, men siger ikke noget. I stedet tager jeg min jakke og taske, kigger ud af vinduet, og udånder irriteret:
Hvordan skulle jeg vide det? Alt ender på et tidspunkt Farvel, jeg hopper af på næste station, jeg har travlt, og løber ud af kupeen uden at se mig tilbage. I hovedet kører tanken: Forbandet, hun ødelagde humøret mit! Den har bare fundet nogen at eksperimentere på!
Som en vred heks går jeg ud på perronen og trækker en cigaret ud af pakke. Den blinde spåkone har virkelig fået mig til at ryste. Jeg vender mig mod en eftertænksom ryger, en mand i en slidt jakke:
Har du en tændstik?
Han nikker og rækker mig en lighter, mens han langsomt falder ned på den snavsede gulv. Jeg bøjer mig, tager lighteren og tager et langt sug, så røgens cirkel gør mig lettere. Dørene åbner, og inden jeg går på perronen, justerer jeg hurtigt min frakke, kaster et blik på den bange mand.
Åh, du kan se et kranium, hvad er det så for en glæde for dig? Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig. Din tid er ikke kommet, og jeg er bare på ferie, jeg har mistet kontrollen! Åh, den seende, selv Døden kan se, selvom hun er blind. Du kan ikke gemme dig fra sådanne folk
Og mens jeg mumler for mig selv, går jeg på perronen i en ukendt lilleby. God ferie, Lærke!
