Du, jeg skal altså lige fortælle dig noget, jeg griner stadig, når jeg tænker tilbage på det. Min kolonihave-nabo troede åbenbart, at mit høstudbytte var til fri afbenyttelse, men hun blev lynhurtigt afvænnet fra den vane.
Det hele startede med, at hun lænede sig over det lave trådhegn mellem vores haver, så hendes runde ansigt blev delt i to af et selvtilfreds smil. I hånden havde hun en emaljeskål, halvfyldt med mine jordbær, og hun var allerede i gang med at række ud efter min ribsbusk.
Ej, kom nu, Karen, lad nu være med at fedte sådan med agurkerne! grinede Hanne, mens hun nikkede over mod mine bede. De bliver jo bare gule, hvis de hænger for længe. Mine børnebørn er her, de har altså brug for lidt vitaminer! Vi er jo nærmest familie, vi bor jo lige op ad hinanden.
Jeg, som knælede i gulerodsbedet og rodede med bittesmå ukrudtsplanter, rettede langsomt ryggen. Det knagede godt nok i lænden. Jeg tørrede sveden væk med håndryggen og sendte hende mit mest tålmodige blik. Det der vi er jo familie, har jeg efterhånden hørt på tredje sommer i træk, siden Jesper og jeg overtog den gamle havelod og brugte utallige timer på at gøre ukrudtsjunglen til en pæn og frodig køkkenhave.
Hanne, sagde jeg stille, men fast. Du har altså også selv jordbær, det ved jeg. Hvorfor plukker du ikke bare dem?
Ej, de er så små og sure, og så har der været snegle og bænkebidere i dem! fejede Hanne bort, uden så meget som et rødmen. Jeg kan jo ikke det dér med alle dine gødningsmidler og al det pillearbejde. Jeg dyrker det naturligt, men se på dine de er jo på størrelse med en bordtennisbold! Det ville da være synd, hvis de gik til spilde. Og I er kun jer to, I kan jo ikke nå at spise det hele.
Jeg trak vejret dybt. Logikken var som granit: hvis nogen har rigeligt, skal de dele med de dovne. Hannes have lignede et naturområde, hvor vilde æbletræer kæmpede om pladsen blandt mælkebøtter og højt græs ukrudtet var nærmest fredet der. Hanne kom kun for at slappe af, riste pølser over grillkul og høre Radio Soft på den gamle transistorradio.
Jeg er stik modsat jeg nørder med haveliv, bestiller frø på nettet, står op klokken fem for at åbne drivhuset og tør næsten ikke gå i seng uden at have gennemgået hver eneste plante. Mine tomater og agurker er resultatet af knofedt og søvnløse nætter, når der kommer nattefrost i april.
Hanne, stil nu skålen, bad jeg. Jeg skal bruge jordbærrene til syltetøj. Hver en bær tæller.
Uff, du er bare altid så nærig! kastede Hanne sig straks ud i. Jeg har jo kun lige taget lidt, bare til børnebørnene. Skulle du tage dem ud af munden på et barn, måske?
Hun proppede lynhurtigt et af de store bær i munden, gumlede og stak så af med byttet inden jeg nåede hegnet.
Jeg blev stående i bedet med en irritation, der boblede under huden. Jesper kom gående fra redskabsskuret og havde det hele overblik, men holdt sig udenfor. Var det Hanne, der græsgede igen? spurgte han. Jeg nikkede. Som en sulten ged hos naboen. Hun tog endda squash, da vi var i Meny sidste uge! Sagde bare, hun troede de var glemt. Nu er det jordbærrene.
Så må du bygge et højere hegn, foreslog Jesper. Af stål, to meter mindst.
Det må vi jo ikke ifølge kolonihaveforeningen. Hegnet må jo ikke være tæt og vi har ikke råd efter den nye drivhustunnel, sukkede jeg.
Det blev kun værre med ugerne. Det var en varm juli, og haven eksploderede næsten: tomatklaser, agurker, alting groede som pisket. Hanne blev også hyppigere gæst især når hendes havegæster stak hovedet frem.
En lørdag kom der fest hos Hanne ti mand høj, øl, musik og det hele. Senere, da jeg var ude for at vande, råbte Hanne beruset: Karen! Kan jeg lige låne et par tomater? Og persille, agurker og det hele vi har ikke mere til salaten, og ungerne skriger på mere! Du får en Marabou næste gang, okay?
Jeg rystede på hovedet. Hanne, tomaterne er ikke modne. De få, der er, skal med til København i morgen til vores datter. Men Hanne grinede bare: Hold nu op, det er da de rene løgnehistorier. Jeg bringer dig en plade chokolade!
Nej, sagde jeg bestemt.
Hannes ansigt skiftede. Sid du bare dér med dine grøntsager! De kan da forråde dig, for sådan nogle som dig kan man jo ikke engang få et glas vand fra!
Resten af aftenen kom der sarkastiske kommentarer fra hendes terrasse: Ak, de københavnske bondeknolde, Skal dø af nærighed, og alt sådan noget. Jeg blev så ked af det, at jeg lukkede døren og satte nyhederne på for fuld knald.
Næste morgen opdagede jeg, at døren til min nye polycarb drivhus stod åben på klem. Jeg løb derned selvfølgelig var de største tomater revet af, nogle grene knækket, der lå nedfaldne og overmodne tomater på jorden. Også agurker og krydderurter var taget med rod.
Jeg kalder på Jesper med rystende stemme. Han tog det alvorligt og sagde, det var tyveri men hvad kan man gøre uden kamera? Hanne ville benægte alt.
Jeg kigger over til hendes terrasse, hvor rester af min salat ligger tilbage i hendes skål. Jeg besluttede at nu var det slut med min tålmodighed. Væk skulle den følelse af udnyttelse. Nu skulle hun få den med samme medicin.
Jeg kører til Plantecenteret og hamstrer alt for meget: gult overtrækstøj med hætte, beskyttelsesbriller, en sprøjte, blå frugtfarve og noget billigt, stinkende brun sæbe fra Netto.
Aftenen efter mens Hanne og hendes gæster sidder og slår mave tropper Jesper og jeg op i det mærkeligste outfit foran mine bede. Jeg hælder blå farve og brun sæbe i sprøjten og begynder at behandle tomater, peberfrugter og kål og larmer vildt med instrukser: Jesper, gå i læ! Det her er kradsbørstigt! Det svider alt undtagen planten selv! 21 dages karens, ellers får du mavekramper og leverstop!
Hanne stikker hovedet frem: Hvad laver du, Karen, er det gift, der lugter sådan?
Det er værre, råber jeg bag masken. Ny virus fra internettet, skulle være værre end alt andet. Jeg tager ingen chancer!
Hanne bliver helt bleg, især da jeg nævner, at hvis man får det på huden, skal det vaskes af med sprit. Hun smed resten af salaten ud og bad familien lade mine grøntsager være.
Den næste uge var hun næsten ikke til at se i haven. Hvis hendes børnebørn nærmede sig hegnet, råbte hun: Væk derfra, det er giftigt!
Imens kunne Jesper og jeg trygt spise vaskede agurker, for farven sad kun på ydersiden vi grinte lidt over det om aftenen.
Men Hanne er en snedig dame. Da hun så mig spise en frisk agurk på terrassen, kom hun hen: Så de dér, du sidder med det er vel ikke dine? Du sagde jo, de var giftige. Jeg lod, som om de kom fra Rema 1000, og hun gik væk igen, men var tydeligvis muggen over ikke at være med i festen.
Efter en uge var farven slidt af tomaterne, og Hanne blev nysgerrig. Men jeg lod som ingenting og satte en stor, seriøs advarsel op: “OBS! Området overvåges. Haven sprøjtes med eksperimentelt agro-kemi, farlig for mave-tarm-kanalen. Kolonihaveformand orienteret. Politiet tilkaldes ved indtrængen.”
Nogle dage senere kørte jeg hjem. Da jeg vendte tilbage, stod Hanne og skændtes med Preben, vores haveformand: Du må altså gøre noget, Preben! Hun går og forgifter os med sine eksperimenter, og spionerer på os med kamera! Mine børnebørn har ondt i maven på grund af hendes gift!
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Da Preben kom hen, fortalte jeg bare, at det var almindelige midler, ingen kemi og ingen kameraer kun en advarsel til folk, som ikke kan lade være med at stjæle. Hanne blev rød i hovedet: Du kan ikke bevise noget! Man er ikke tyv, hvis ikke man er taget på fersk gerning!
Men jeg bluffede og sagde: Jamen, jeg har det på optagelse, Hanne. Skal vi hente politiet og kigge på det sammen med formanden? Det var løgn, men hun røg helt op i det røde felt og stormede væk.
Efter det blev det lidt af en koldkrig. Vi hilste ikke længere, og Hanne nærede naboerne med historier om, hvor slem og giftig jeg var. Men prøv at høre: mit høstudbytte var i fred for første gang.
Og så hør nu her til foråret dukkede Hanne op og gik i gang med at grave i sin egen have! Det har jeg ALDRIG set før der stod bakker med hjemmeavlede, slatne tomatplanter, men dog hendes egne. Hun ville ikke bede om hjælp, men kæmpede stolt og selvstændigt.
Midt på sommeren havde hun sået de skæveste små agurker og sølle tomater, men hun var pavestolt og lod til at forstå, at når man selv har knoklet for det, så tager man ikke fra andres have.
En dag så jeg, hvordan hun jagede de lokale unger væk fra hendes bed: Ud herfra! Her er lagt kræfter, det kan ikke betrædes som en fodboldbane! Jeg kunne ikke lade være med at grine sammen med Jesper.
Og ved sæsonafslutningen nærmest stavrede hun hen til hegnet lidt genert, med et glas hjemmelagt agurkesalat i hånden: Her, prøv. Det er mine egne. Fra Alt om Haven.
Jeg tog imod som om det var kronjuveler. Tak, det glæder jeg mig til. Skal jeg tage nogle gode tomatfrø med til dig til næste år? Sådan nogle rigtige Oksehjerte? Jeg kan vise dig hvordan de skal sås.
Ja, måske… hvis du altså har for mange, sagde hun, næsten smilende. Hvis du ikke er nærig.
Det er jeg aldrig for dem, der selv arbejder, svarede jeg.
Vi stod lidt i tavshed og kiggede ud over de visnende bede. Den gamle advarsel var for længst væk, men respekten mellem os var der stadig. Og den slags holder bedre end noget hegn.
Det år fik jeg lagt rekord på syltede tomater. Ikke én gik til, og ingen stjal.
Så, kære du hav altid respekt for egne og andres grøntsager. Det får de bedste naboer og de sødeste jordbær.
