Dagbogsnotat
Jeg voksede op i en lille landsby på Fyn, hvor alle kender hinanden, og sladderen går som en steppebrand, hvis der sker det mindste. Da jeg var ti år, tog min mor mig med til den lokale spåkone i nabobyen. Mor troede på alt det overnaturlige, og hun hævdede, at tante Susanne havde forudsagt både hendes bryllup og fars død, men jeg syntes mest, det hele var lidt fjollet.
Spåkonen, en ældre, mystisk dame, lagde sine gamle kort ud på bordet og sagde:
Din datter, Amalie, får et lykkeligt liv. Alt vil lykkes for hende. Men jeg ser ingen mand ved hendes side.
Det virkede mærkeligt, og jeg forstod ikke halvt af, hvad hun mente. Alligevel glemte jeg aldrig ordene.
Årene gik. Jeg voksede op og blev en ret iøjnefaldende kvinde; høj med lyst hår, og drengene i byen kunne ikke lade mig være i fred. Jeg datede også et par stykker, men syntes aldrig rigtigt, at nogen var den rette. Efter gymnasiet blev jeg hjemme og tog et job på den lokale mejeri. Folk hviskede, at jeg måske havde noget kørende med en af cheferne, men ingen havde set os sammen.
Pas på, Amalie, du bliver hængende her og opdager slet ikke, hvordan livet forsvinder, sagde damerne i produktionen til den nye pige om mig. Tag til Odense med dine evner ville de snuppe dig på stedet.
Jeg nikkede bare og smilede. Sagde aldrig rigtigt noget.
Så røg hele landsbyen på den anden ende en dag: Amalie er gravid! Folk begyndte straks at gætte på, hvem der mon var faren. Snakken gik overalt, men ingen vidste noget.
Min mor gik hårdt til mig:
Du rendte dig ud i noget, hva! Du har ødelagt dit ry. Regn ikke med hjælp fra mig. Du kan selv klare den du har beviseligt kunnet lave et barn, så må du også kunne opfostre det. Jeg vil ikke have jer her mere. Du har en måned.
Jeg svarede helt roligt:
Fint, mor. Jeg flytter. Du skal bare vide, at det er mit valg, og jeg vil ikke høre fra dig, når jeg først er væk.
To uger efter købte jeg, for næsten ingen penge, et lille bondehus med indbo familien fra byen, der havde ejet det, solgte gratis og glas for at slippe af med det. Hvordan jeg havde fået pengene, snakkede hele byen om, men de vidste det ikke.
Derefter skete miraklerne. Jeg fik hurtigt huset shinet op, fik sat et nyt hegn op, og på få dage stod der en brønd i haven. Der kom folk fra byen og ordnede det hele. Så kom der levering med hårde hvidevarer og møbler og folk undrede sig, for jeg så ikke ligefrem ud til at være på spanden.
Jeg følte mig faktisk godt tilpas. Da efteråret kom, fødte jeg min søn, Asger. I gården stod der snart en spritny lyseblå barnevogn. Jeg kom hurtigt i form, så godt ud, og gik altid gennem byen med hovedet højt. Selv om jeg arbejdede hele tiden: med Asger, haven, brændeovnen, handlen og hvad der ellers fulgte med, var jeg ikke til at slå ud. Jeg var vant til hårdt arbejde.
Efterhånden begyndte kvinderne i byen at komme mig i møde, for de kunne se, jeg knoklede, var ordentlig og skulle nok klare mig. Naboer hjalp i ny og næ, tog sig af Asger, når jeg skulle ordne noget, eller sendte deres mænd for at hjælpe i haven.
Asger var omkring to år, da én af nabokonerne kom løbende til en anden:
Har du set Amalie? Hun er sgu gravid igen!
Ej, det må være en fejl!
Nej, jeg har selv set det!
Og sladderen gik igen hvem kunne nu være far? Men der var ikke nogen at gætte på, for jeg blev aldrig set med nogen.
Jeg tog det stille og roligt og tænkte ikke over, hvad folk sagde. Pludselig stod der et lille, men moderne drivhus af plast i haven, og jeg fik installeret gas. Hvem betalte for det hele ingen vidste det, og snakken gik, at jeg måtte have en hemmelig bejler fra kommunen, måske en højtstående embedsmand.
Snart gik der igen en lyseblå barnevogn i haven, og Asgers bror Mikkel kom til verden. Og to år senere kom lille Alfred.
Nu havde jeg tre sønner Asger, Mikkel og Alfred. Ingen vidste, hvem fædrene var. Folk grinede af mig, syntes jeg var mærkelig. Andre beundrede mig for at holde sammen på det hele, passe mine børn og aldrig drikke eller brokke mig. Nogle brugte mig som skræmmeeksempel, når de skulle advare deres egne døtre.
Min mor forstod mig ikke. Hun var flov og prøvede ikke engang at lære sine børnebørn at kende.
Men jeg gik tur med hovedet højt og tog ikke folks meninger ind.
Så, efter nogen tid, kom en stor, sort Audi kørende op foran mit hus. Ud steg Henrik, direktøren for mejeriet en mand, folk respekterede meget. Han havde mistet sin kone for et år siden, passet hende i mange år under hendes sygdom. Nu stod han i min have med en kæmpe buket blomster.
Hele byen stimlede sammen for at se, hvad der skete.
Henrik kom ind, var der lidt tid, og da vi gik ud, lagde han armen om mig og kyssede mig på kinden foran alle. Så sagde han, så alle kunne høre det:
Amalie har sagt ja til at blive min kone. Vi og vores drenge glæder os til at se jer til bryllup.
Folk stod målløse. Nu kunne alle pludselig se, hvem drengene lignede.
Efter det store bryllup flyttede vi ind i Henriks hus med alle mine sager. Hele byen hjalp til med flytningen.
Et år senere fik vi en lille datter endelig en pige i flokken.
Når jeg i dag ser tilbage, må jeg konstatere, at selv de klogeste spåkoner ikke kan forudse alt. Lykke er, hvad man selv gør det til, og man skal aldrig lade andres meninger bremse sig på vejen.
